|
|
|
Her kan du snart udskrive salmerne
Jul. Jesu fødsel Mel.: C. Balle 1850 1 Det kimer nu til julefest, det kimer for den høje gæst, som steg til lave hytter ned med nytårsgaver: fryd og fred. 2 O, kommer med til Davids by, hvor engle sjunge under sky; o, ganger med på marken ud, hvor hyrder høre nyt fra Gud! 3 Og lad os gå med stille sind som hyrderne til barnet ind, med glædestårer takke Gud for miskundhed og nådebud! 4 O Jesus, verden vid og lang til vugge var dig dog for trang, for ringe, om med guld tilredt og perlestukken, silkebredt. 5 Men verdens ære, magt og guld for dig er ikkun støv og muld; i krybben lagt, i klude svøbt, et himmelsk liv du har mig købt. 6 Velan, min sjæl, så vær nu glad, og hold din jul i Davids stad, ja, pris din Gud i allen stund med liflig sang af hjertens grund! 7 Ja, sjunge hver, som sjunge kan: Nu tændtes lys i skyggers land, og ret som midnatshanen gol, blev Jakobs stjerne til en sol 1.
8 Nu kom han, patriarkers håb, med flammeord og himmeldåb; og barnet tyder nu i vang, hvad David dunkelt så og sang. 9 Kom, Jesus, vær vor hyttegæst, hold selv i os din julefest! Da skal med Davids-harpens klang dig takke højt vor nytårssang. 1 4 Mos 24,17 Martin Luther
1535. N.F.S.
Grundtvig 1817. Bearbejdet 1852. Jfr. nr 95 Mel.: Leipzig 1539 1 Fra Himlen højt kom budskab her med nyt til alle fjern og nær, godt budskab os nu føres til, derom vi evig sjunge vil. 2 I dag et lidet barn er fød til bod for verdens synd og nød; det er den Herre Jesus Krist, som frelse bringer os for vist. 3 Så lad os mærke tegnet ret: i stalden hist, i krybbe slet, dér vil vi finde barnet lagt, som har al verden i sin magt. 4 Så går vi da så hjerteglad med hyrderne til Davids stad og ser den julegave skøn, Guds egen elskelige Søn. 5 O, vær velkommen, ædle gæst! For syndres skyld du kommen est i verdens jammer ned til mig. Jeg aldrig kan fuldtakke dig. 6 På hø og strå du ligger der i klude svøbt, o Herre kær; dog stråler ingen trone så som her din armods ringe strå. 7 Var verden nok så vid og lang, dig var den dog en vugge trang og dig ej værd, var den end fuld af perler, ædelsten og guld. 8 Således det behaged dig den sandhed at forkynde mig, at verdens ære, magt og guld for dig er ikkun støv og muld. 9 Min kære Herre Jesus Krist, gør dig en vugge i mit bryst, tag herberg i mit hjerte der, at jeg dig aldrig glemmer mer! 10 Pris være Gud i sang og bøn, som skænked os sin egen Søn! Så vil vi glemme sorg og savn og holde jul i Jesu navn! Martin Luther 1535. (Hans Tausen 1544) Dansk 1569. J.L.A. Kolderup-Rosenvinge 1845. Jfr. nr. 94 Mel.: Melodi fra 15. årh. / Spangenberg 1568 1 Fra Himlen kom en engel klar, for hyrders øjne åbenbar, han sang så sødt: Nu giver agt på barnet svøbt, i krybben lagt! 2 I Betlehem, i Davids stad, som skrevet står på spådomsblad, der fødtes han, den Herre bold, som er al verdens sol og skjold. 3 Det er den Herre Jesus Krist, og juble må I nu for vist, thi ét er blevet Gud og mand, så eders broder er nu han. 4 Hvad mægter nu vel synd og død! Gud er med eder i al nød; lad storme nu al Helveds magt, Guds Søn med eder står i pagt! 5 Slå nu til ham kun al jer lid, han svigter ej til evig tid! Så lad kun komme, hvo der vil, hans overmand er dog ej til! 6 Lad fnyse her, lad rase hist! Guds slægt dog sejre må til sidst. Så tak da Gud af hjertens grund, tålmodig, glad i allen stund! Martin Luther 1543. (Hans Tausen 1544).
Hans Thomissøn 1569. N.F.S. Grundtvig 1837. Bearbejdet 1889. Mel.:
Pontoppidans salmebog 1740 Th. Laub 1915 Jeg kender ham, hvem jeg har overgivet 1 Vor Jesus kan ej noget herberg finde i Betlehem, sin egen fædreby, han lader dér i ringe svøb sig binde, hvor ellers fæ og får går ind i ly, en krybbe er hans første eje, det tørre græs og strå hans første barneleje.
2 Den Herre har sig fattigdom tilegnet, som alle gode gaver har i hånd, og bliver slet blandt arme syndre regnet, indtil han sønderriver Satans bånd; nu er her liv for alle døde, fordi Guds egen Søn på jorden lod sig føde. 3 Velsignet være Herrens store nåde, hans store magt til evigt minde sat, som vidste på vor jammer bod at råde i denne underfulde nådes nat. Velsignet mørke, uden lige, da lyset selv brød frem af søde Himmerige!
4 Så vil vi os trods alle fjender fryde, Gud har os givet det, ham kærest var, og lader alle nåde-strømme flyde, hvad er der, som han os ej givet har! Så være ham da også livet, og hvad vi er og har, til evigt offer givet. Johan Daniel Herrnschmidt 1714. Hans Adolph Brorson 1733. Mel.: Axel Madsen 1978 1
Det var ikke en nat som
de andre,
(Salmeteksten er beskyttet af ophavsret). Johannes Johansen 1977 Mel.:
A.P. Berggreen 1832 C.E.F.
Weyse 1838 1 Velkommen igen, Guds engle små, fra høje himmelsale, med dejlige solskinsklæder på, i jordens skyggedale! Trods klingrende frost godt år I spå for fugl og sæd i dvale. 2 Vel mødt under sky på kirkesti, på sne ved midnatstide! Udbære vor jul ej nænner I, derpå tør nok vi lide; o, ganger dog ej vor dør forbi, os volder ej den kvide! 3 Vor hytte er lav og så vor dør, kun armod er derinde, men gæstet I har en hytte før, det drages vi til minde; er kruset af ler og kagen tør, deri sig engle finde. 4 Med venlige øjne himmelblå, i vugger og i senge, vi puslinger har i hver en vrå, som blomster gro i enge; o, synger for dem, som lærker slå, som hørt de har ej længe! 5 Så drømme de sødt om Betlehem, og er det end forblommet, de drømme dog sandt om barnets hjem, som lå i krybberummet, de drømme, de lege jul med dem, hvis sang de har fornummet. 6 Da vågne de mildt i morgengry og tælle mer ej timer, da høre vi julesang på ny, som sig med hjertet rimer, da klinger det sødt i højen sky, når juleklokken kimer. 7 Da vandre Guds engle op og ned på salmens tonestige, da byder vor Herre selv Guds fred til dem, den efterhige; da åbner sig Himlens borgeled, da kommer ret Guds rige. 8 O, måtte vi kun den glæde se, før vore øjne lukkes! Da skal, som en barnemoders ve, vor smerte sødt bortvugges. Vor Fader i Himlen! lad det ske, lad julesorgen slukkes! N.F.S. Grundtvig 1824. Mel.:
Henrik Rung 1857 1 Kimer, I klokker! ja, kimer før dag i det dunkle! Tindrer, I stjerner, som englenes øjne kan funkle! Fred kom til jord, Himmelens fred med Guds Ord. Æren er Guds i det høje! 2 Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange, jul med Guds-barnet i svøb under englenes sange, kommer fra Gud, bringer os glædskabens bud. Æren er Guds i det høje! 3 Synger og danser, og klapper i eders småhænder, menneskebørnene alle til jorderigs ender! Født er i dag barnet til Guds velbehag. Æren er Guds i det høje! N.F.S. Grundtvig 1856. Mel.:
Kraften fra det høje 1 Himlens morgenrøde sig lod på jorden føde ved midnatstid i Betlehem, den dunkle vrå blev lysets hjem. Ære være Gud i det høje! 2 Himlens morgenrøde for levende og døde oprandt, da Guds enbårne Søn til moder fik en jomfru skøn. Ære være Gud i det høje! 3 Himlens morgenrøde hilsæl med toner søde! Genlyd, Guds riges blomstervang, af Paradisets fuglesang! Ære være Gud i det høje! N.F.S. Grundtvig 1850. Mel.:
Melodi fra 15. årh. / Klug 1533 C.
Balle 1855 1 Et lidet barn så lysteligt blev af en jomfru båret, ej før, ej siden hørtes sligt, men kun i jubelåret, i tidens fylde, da Guds Søn på jord sig fandt en moder skøn, lod uden synd sig føde, fornedrede sig til de små, så de kan ham til broder få, den Himlens morgenrøde. 2 Højlovet i al evighed skal Jesus Kristus være, og når for ham vi knæler ned, det er Gud Faders ære; og når vor lovsang, altid ny, fra jord sig svinger let i sky med glade juletoner, vort fattige halleluja med salig fryd istemmes da af engles millioner. Tysk omkr. 1400. Bearbejdet 1528. Arvid Pedersen 1529. N.F.S. Grundtvig 1837, 1843 og 1845. Mel.:
N.W. Gade 1859 1 Barn Jesus i en krybbe lå, skønt Himlen var hans eje; hans pude her blev hø og strå, mørkt var det om hans leje. Men stjernen over huset stod, og oksen kyssed barnets fod. Halleluja, halleluja, barn Jesus! 2 Hver sorgfuld sjæl, bliv karsk og glad, ryst af din tunge smerte! Et barn er født i Davids stad til trøst for hvert et hjerte; til barnet vil vi stige ind og blive børn i sjæl og sind. Halleluja, halleluja, barn Jesus! H.C. Andersen 1832. Mel.:
Melodi fra 15. årh. / Lossius 1553 Tysk visemelodi omkring 1600 1 Et barn er født i Betlehem, thi glæde sig Jerusalem! Halleluja, halleluja! 2 En fattig jomfru sad i løn og fødte Himlens kongesøn. Halleluja, halleluja! 3 Han lagdes i et krybberum, Guds engle sang med fryd derom: Halleluja, halleluja! 4 Og Østens vise ofred der guld, røgelse og myrra skær. Halleluja, halleluja! 5 Forvunden er nu al vor nød, os er i dag en frelser fød. Halleluja, halleluja! 6 Guds kære børn vi blev på ny, skal holde jul i himmelby. Halleluja, halleluja! 7 På stjernetæpper lyseblå skal glade vi til kirke gå. Halleluja, halleluja! 8 Guds engle der os lære brat at synge, som de sang i nat: Halleluja, halleluja! 9 Da vorde engle vi som de, Guds milde ansigt skal vi se. Halleluja, halleluja! 10 Ham være pris til evig tid for frelser bold og broder blid! Halleluja, halleluja! Latin
14. årh. Tysk 1545. Dansk 1544. 1569. N.F.S. Grundtvig 1820 og 1845. Mel.: Henrik Rung 1857 1 Venner! sagde Guds engel blidt: Hvorfor er nu I bange? Kildevæld kun er budskab mit til lutter frydesange; thi han, som jorden gør sjæleglad, er født til verden i Davids stad. 2 Jesus Kristus, den Davids søn, vor frelser fra al fare, født er han, ligger svøbt i løn i krybben, tag det vare! Fra Himlen højt kommer julebud, nu ære være den guders Gud! 3 “Ære være den guders Gud! Nu daled fred til støvet, glæden springer af svøbet ud som blomsten og som løvet.” Så lydt og sødt under sky det klang, som alle stjernernes morgensang 1. 4 Himmel-klarhed og englesang, dem gav os Gud med freden; efterskin de og efterklang har trindt i kristenheden, hvor ånd har mæle, og sang har væld, hvor øjne tindrer hver julekvæld. 5 Kirke! du er vort Betlehem, og alle små derinde, efter som det er sagt til dem, skal deres frelser finde med juledags-evangelium, i hjertekammerets krybberum! 1 Job 38,7 N.F.S. Grundtvig 1846. Bearbejdet 1857. Mel.:
Philipp Nicolai 1599 1 Af højheden oprunden er en morgenstjerne klar og nær, af sandhed og af nåde; du, Jakobs-stammens nye skud, du, Davids søn, min konning prud, mig fryder overmåde, liflig, venlig, skøn og herlig, stor og kærlig, rig på gaver! Lys og liv i dig jeg haver! 2 Du lille barn så favr og skøn, Gud Faders og Marias Søn, o du højbårne konning! Du lilje i mit hjerterum, dit riges evangelium er sødt som mælk og honning. Kære Herre, Hosianna, Himlens manna, dig til ære glad i ånden vil jeg være. 3 Min sjæl i Gud da fryder sig, når mildelig du ser til mig med miskundhedens øje. O Jesus Krist, min frelser god, dit ord med Ånd og kød og blod mig salighed tilføje! Tag mig, favn mig, gyd i barmen Himmel-varmen, at din nåde ved dit ord må ene råde! 4 O Fader Gud, o Herre blid, du i din Søn fra evig tid, så inderlig mig elskte! Din Søn har selv trolovet mig, jeg er hans brud så inderlig, han mig til livet frelste. Eja, eja, han det giver, at jeg bliver i stor glæde hist i herlighedens sæde.
5 Jeg er nu glad og stoler på, min frelser er mit A og Å, begyndelse og ende 1. Han fører mig med lov og pris til Himmerig, til Paradis, fra jammer og elende. Amen, amen, kom du milde Jesus lille, tøv ej længe! Lyst til dig mit hjerte trænge! 1 Åb 22,13 Philipp
Nicolai 1599. Hans
Christensen Sthen omkr. 1600. Bearbejdet 1850. Mel.: Melodi fra 15. årh. / Weisse 1531 1 Glæden hun er født i dag, Himmeriges glæde, ved Gud Faders velbehag fryde sig de spæde! Han, som var frygtelig og utilgængelig i sin høje bolig, han nu i barnedragt har sig i krybben lagt, med vort støv fortrolig. 2 Født er han ved midnatstid, skabte sol og måne, han, som ejer verden vid, hus i stald vil låne; han, som på skyerne ager blandt stjernerne, svøbes som de spæde! Ham, som på dommedag taler med tordenbrag, nu man hører græde! 3 Hyrder, som på nattevagt lå i blomstervange, bud dem blev fra Himlen bragt brat med englesange: Født er på jorderig kongen af Himmerig, frelseren fra døden, hviler i krybberum, har dog alt herredom, skøn som morgenrøden. 4 Herre! dine hænders værk er vi alle sammen, vi er svage, du er stærk, du er ja og amen 1. Til os du dalede, lad os til Himlene nu med dig opfare! Tårer du her udgød, lær os nu sangen sød med din engleskare! 1 2 Kor 1,19-20 Latin 14. årh. (Dansk 1535). N.F.S.
Grundtvig 1837 og 1847 Mel.:
Førreformatorisk leise / Johann Walter 1524 Lille Guds barn, hvad skader dig 1 Lovet være du, Jesus Krist! at du menneske vorden est, født af en jomfru ren og skær, gladelig hilst af Himlens hær. O, Gud ske lov! 2 Du, Gud Faders enbårne Søn, mand i lys, men dog Gud i løn, underlig klædt i kød og blod, kom på vor brøst at råde bod. O, Gud ske lov! 3 Verden går i dit ledebånd, dig dog svøbte en kvindes hånd, du, som har skabt og styrer alt, blev dog på skød barnlille kaldt. O, Gud ske lov! 4 Himlens lys kom i dig til jord, skinner til ny oplysning stor, godt kan vi nu ved nattetid kende som børn vor Fader blid. O, Gud ske lov! 5 Fattig kom du til jorden ned, adlede armod og usselhed, fattig du gjorde dig med flid, rige blev vi til evig tid. O, Gud ske lov! 6 Konning er du blandt konger bedst; ånders konge blev støvets gæst, fører os op fra skyggedal hjem til sin lyse kongesal. O, Gud ske lov! Str. 1: Tysk 15. årh. Str. 1 - 6: Martin Luther 1523. Claus
Mortensen ? 1528. N.F.S. Grundtvig 1837 og 1845. Mel.:
Et lidet barn så lysteligt 1 I denne søde juletid tør man sig ret fornøje og bruge al sin kunst og flid Guds nåde at ophøje; ved ham, som er i krybben lagt, vi vil af ganske sjælemagt i ånden os forlyste; din lov skal høres, Frelsermand, så vidt og bredt i verdens land, at jorden den skal ryste! 2 En liden søn af Davids rod 1, som er og Gud tillige, for verdens synders skyld forlod sit søde Himmerige; det var ham svart at tænke på, at verden skulle under gå, det skar ham i hans hjerte; i sådan hjertens kærlighed han kom til os på jorden ned at lindre vores smerte. 3 Vor tak vi vil frembære da, endskønt den er kun ringe, hosianna og halleluja skal alle vegne klinge; Guds ark er kommen i vor lejr 2! Thi synger vi om fryd og sejr, mens hjertet sig kan røre, vi synger om den søde fred, at Helvede skal skælve ved vor julesang at høre. 4 Gud er nu ikke længer vred, det kan vi deraf vide, at han har sendt sin Søn herned for verdens synd at lide. Det vorde vidt og bredt bekendt, at Gud sin Søn for os har sendt til jammer, ve og våde! Hvo ville da ej være fro og lade al sin sorg bero på Jesu søde nåde? 5 Som natten aldrig er så sort, den jo for solen svinder, så farer al min kummer bort, når jeg mig ret besinder, at Gud så hjertens inderlig af evighed har elsket mig og er min broder vorden; jeg aldrig glemmer disse ord, som klingede i englekor: Nu er der fred på jorden! 6 Og blandes end min frydesang med gråd og dybe sukke, så skal dog korsets hårde tvang mig aldrig munden lukke; når hjertet sidder mest beklemt, da bliver frydens harpe stemt, at den kan bedre klinge; og knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest for glæde har at bringe. 7 Halleluja, vor strid er endt, hvo ville mere klage? Hvo ville mere gå bespændt i disse frydedage? Syng højt i sky, Guds kirkeflok: Halleluja! nu har jeg nok, den fryd har ingen lige! Halleluja, halleluja, Guds Søn er min, jeg vil herfra med ham til Himmerige! 1 Es 1,1; Åb 5,5. 2 1 Sam 4,5 Hans Adolph Brorson 1732 og 1739. Mel.: Th. Laub 1881 1 Nu vil vi sjunge og være glad i Jesu Kristi navn! Guds Søn er født i Betlehems stad, os alle til glæde og gavn. 2 Han steg fra tronen i Himmerig og blev et barn på jord; for os han daled så nederlig, hans kærlighed var så stor. 3 Han verden skabte til sit behag og styrer alt deri, han føder den liden fugl hver dag, som flyver i luften fri. 4 Men ned han lagde sin guddoms-magt, en tjener vorder han, han os vil tjene, det er hans agt, og blive vor frelsermand. 5 Han ligger nu ved sin moders bryst, så spæd i ringe bo, Guds engle ser på ham deres lyst, hvem ville ej være fro! 6 Med os han bytter så underlig, Guds Søn, vor broder fin, vort kød og blod han tager på sig og skænker os guddom sin. 7 En svend han bliver og herre jeg, som før var fattig træl, hans kærligheds dyb udgrundes ej og ikke hans rigdoms væld. 8 O, han oplader på ny den dør til glædens Paradis, som længe for os stod lukket før, ham være lov, tak og pris! 9 Ham vil vi synge vor julesang, og er den så kun svag, det er dog vort hjertes efterklang af engelens bud i dag. Nicolaus
Herman 1554. Hans
Christensen Sthen 1578. C.J.
Brandt 1848 og 1884. Mel.: Felix Mendelssohn-Bartholdy 1840 1 Hør, hvor englesangen toner: Hil dig, Konge, født i dag,
(Salmeteksten er beskyttet af ophavsret).
Luk 2,14 Charles Wesley 1739. Dansk
1981. Henrik E. Frederiksen 1993. Mel.: John F. Wade? 1751 1 Kom, alle kristne, lad os sammen ile til barnet i krybben i Betlehem. Frem vil vi træde for Guds Søn med glæde. Kom, lad os ham tilbede, kom, lad os ham tilbede, kom, lad os ham tilbede i Betlehem! 2 Syng englehære, giver Herren ære, at han lod sig føde i Betlehem. Lys er oprunden, fred på jord er kommen. Kom, lad os ham tilbede, kom, lad os ham tilbede, kom, lad os ham tilbede i Betlehem! 3 Lov, pris og ære skal for evigt være vor hyldest til barnet i Betlehem. Evigt Gud Fader Himlens dør oplader. Kom, lad os ham tilbede, kom, lad os ham tilbede, kom, lad os ham tilbede i Betlehem! Latin 18. årh. Fr. Oakeley 1841 og 1852. Dansk 1981. Mel.: Fryd
dig, du Kristi brud 1 Fryd dig i Guds behag på denne juledag, al verdens folk og skare! Gud ville åbenbare sin Søn, vor juleglæde; af glæde må vi græde. 2 I løfter talede Gud ved profeterne til vore fordums fædre om Jesus at fornedre; nu er han her til stede; o hellig juleglæde! 3 I skygger blev han kendt i Gamle Testament, nu er han født og blevet blandt Adams børn indskrevet, og bær’ vort kød og klæde; o hellig juleglæde! 4 I sidste verdens tid var os vor Gud så blid, sit ord os at befale ved Jesu mund og tale; han opbrød Lovens kæde; o store juleglæde!
5 Det spæde jomfru-nor er dog Guds arving stor, som skabte jorderige, i herlighed Guds lige, han vil på døden træde; o søde juleglæde! 6 Hans blod med kraft og fynd afrenser al vor synd, hans ord kan alting bære, selv sidder han i ære hos Gud i højre sæde; o høje juleglæde! 7 O min Immanuel, oplys mit sind og sjæl, jeg kan til krybben gange, i ånden dig undfange, din lov med lyst udkvæde for denne juleglæde! Hebr 1,1-11. Thomas
Kingo 1689. Mel.:
Johann Crüger 1653 1 Hjerte, løft din glædes vinger! Over muld underfuld englesangen klinger; hør og mærk de toner søde, Himlen lydt melder nyt: Kristus lod sig føde! 2 Gud, vor Fader, gav i nåde julenat os en skat, herlig overmåde; for at frelse os af nøden steg herned kærlighed, stærkere end døden. 3 I, som tunge stier træde, stands og hør: Her er dør til den sande glæde; og i huset inden døre trøstes ved slig en fred, ingen sorg tør røre! 4 Er I fattige og arme, ind kun stig, han er rig og har hjertevarme! Fyldt af forråd er hans lade, og han huld skifter guld, som gør hjerter glade. 5 Nu, så lad til ham os fare, mange, få, store, små i en samlet skare! Ingen tør ved rejsen gyse, Jesu navn som en bavn vil på vejen lyse. 6 Priser, brødre! hvor I bygge, det Guds Ord, som til jord kom med liv og lykke! Genlyd, jul, af toner søde, som med klang engle sang: Kristus lod sig føde! Paul Gerhardt 1653. C.J. Brandt 1878. Mel.:
Førreformatorisk julevise / Klug 1543 1 Lad det klinge sødt i sky: Længe leve Kongen ny, Zions konge, barnebly! Han kom til jord, som os profeten spå’de. Eja, eja! Nu er sket til jordens held, hvad os meldte Gabriel, Guds engel fin: Født er Herren af en mø, og vi ej fødes til at dø. Gud med os, Immanuel, Immanuel! 2 Synger med os, alle små! Børn i vugge! stammer på, hvad selv engle knap forstå! Han kom til jord, som os profeten spå’de. Eja, eja! Nu er sket til jordens held, hvad os meldte Gabriel, Guds engel fin: Født er Herren af en mø, og vi ej fødes til at dø. Gud med os, Immanuel, Immanuel! 3 Lad det spørges trindt om land: Født er os en frelsermand, Jesus Kristus hedder han! Han kom til jord, som os profeten spå’de. Eja, eja! Nu er sket til jordens held, hvad os meldte Gabriel, Guds engel fin: Født er Herren af en mø, og vi ej fødes til at dø. Gud med os, Immanuel, Immanuel! Latin 14. årh. (Claus Mortensen 1529). N.F.S.
Grundtvig 1837. Thomas
Laub 1918. Mel.:
Melodi fra 15. årh. / Klug 1533 1 En sød og liflig klang er i vor julesang; vor trøst og hjælp i nøden, vor Gud med frelsernavn, med glans som morgenrøden, er i vor moders favn, os små til evigt gavn. 2 O lille Jesus min, så fager og så fin! Om dig Guds engle kvæde i Himlen dag og nat, vær du min lyst og glæde, vær du mit hjertes skat! Så får jeg kronen fat. 3 O store kærlighed, at du kom til os ned! Vi var jo rent fortabte ved fald og slem udyd, nu sender han, os skabte, os fred med englelyd. O, det er hjertens fryd!
4 O, hvor er glæden sand? I Jesu fædreland, hvor engleskarer mange ophøjer Gud især med glade takkesange, for han de små har kær. O, var vi alle der! Latin-tysk 14. årh. Martin Luther 1545. Latin-dansk
1569. N.F.S. Grundtvig 1837. Mel.:
Köln 1599 1 En rose så jeg skyde op af den frosne jord, alt som os fordum spå’de profetens trøsteord; den rose spired frem midt i den kolde vinter om nat ved Betlehem. 2 For rosen nu jeg kvæder om kap med Himlens hær. En jomfru var hans moder, Maria ren og skær. I ham brød lyset frem midt i den mørke vinter om nat ved Betlehem. 3 Den rose fin og lille har dejlig duft og skær; den lyse for os ville og sprede mørket her; i sandhed mand og Gud; af syndens nød og pine han nådig hjalp os ud Str.
1-2:Tysk 16. årh. MichaelPraetorius
1609. Th. Laub 1920. Str. 3: F. Layritz 1844. Uffe Hansen 1935 Mel.: A.P. Berggreen 1852 1 Julen har englelyd, vi med fryd os barnlig på Gud Fader forlader; vi var i nød så længe, dog hørte han vor bøn, han ved, hvortil vi trænge, vor frelser blev Guds Søn; thi vil vi alle sjunge med hjerte og med tunge et: Ære være Gud for sit julebud! 2 Ret i en salig tid kom han hid; til levende og døde genløde de ord, der fór så vide til alle tider hen: om ham, som tog vor kvide og gav os fryd igen, gik ned for os i døden som sol i aftenrøden og stod i morgengry op for os på ny. 3 Sorg er til glæde vendt, klagen endt! Vor glæde skal hver tunge udsjunge! Syng med Guds engleskare på Jesu fødselsdag om fred trods nød og fare, Gud Faders velbehag, som vil al sorgen vende til glæde uden ende; bær os på børnevis ind i Paradis! Latin-dansk (1569). N.F.S. Grundtvig 1837 og 1851. B.S. Ingemann 1854. Mel.: C.E.F. Weyse 1841 1 Julen har bragt velsignet bud, nu glædes gamle og unge. Hvad englene sang i verden ud, nu alle små børn skal sjunge. Grenen fra livets træ står skønt med lys som fugle på kviste; det barn, som sig glæder fromt og kønt, skal aldrig den glæde miste. 2 Glæden er jordens gæst i dag med himmelkongen, den lille. Du fattige spurv, flyv ned fra tag med duen til julegilde! Dans, lille barn, på moders skød! En dejlig dag er oprunden: I dag blev vor kære frelser fød og paradisvejen funden. 3 Frelseren selv var barn som vi, i dag han lå i sin vugge. Den have, Guds engle flyve i, vil Jesus for os oplukke. Himmerigs konge blandt os bor, han juleglæden os bringer; han favner hver barnesjæl på jord og lover os englevinger. B.S. Ingemann 1839. Mel.: Fr. Gruber 1818 1 Glade jul, dejlige jul, engle dale ned i skjul! Hid de flyve med Paradis-grønt, hvor de se, hvad for Gud er kønt, lønlig iblandt os de gå. 2 Julefryd, evige fryd, hellig sang med himmelsk lyd! Det er englene, hyrderne så, dengang Herren i krybben lå, evig er englenes sang. 3 Fred på jord, fryd på jord, Jesusbarnet blandt os bor! Engle sjunge om barnet så smukt, han har Himmerigs dør oplukt, salig er englenes sang. 4 Salig fred, himmelsk fred toner julenat herned! Engle bringe til store og små bud om ham, som i krybben lå, fryd dig, hver sjæl, han har frelst! B.S. Ingemann 1850 og 1852. Mel.:
Schlesisk melodi 18. årh. 1 Dejlig er jorden! Prægtig er Guds Himmel! Skøn er sjælenes pilgrimsgang! Gennem de favre riger på jorden går vi til Paradis med sang. 2 Tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang; aldrig forstummer tonen fra Himlen i sjælens glade pilgrimssang. 3 Englene sang den først for markens hyrder; skønt fra sjæl til sjæl det lød: Fred over jorden! Menneske, fryd dig, os er en evig frelser fød! B.S. Ingemann 1850. Mel.: Wittenberg 1542 1 Den yndigste rose er funden blandt stiveste torne oprunden, vor Jesus, den dejligste pode, blandt syndige mennesker gro’de. 2 Alt siden vi tabte den ære, Guds billedes frugter at bære, var verden forvildet og øde, vi alle i synden bortdøde. 3 Da lod Gud en rose opskyde og sæden 1 omsider frembryde, at rense og ganske forsøde vor slægts den fordærvede grøde. 4 Al verden nu burde sig fryde, med salmer mangfoldig udbryde, men mangen har aldrig fornummen, at rosen i verden er kommen. 5 Forhærdede tidsel-gemytter, så stive som torne og støtter, hvi holder I eder så ranke i stoltheds fordærvede tanke! 6 Ak, søger de ydmyge steder, i støvet for Frelseren græder, så får I vor Jesus i tale, thi roserne vokse i dale. 7 Min Jesus! du stedse skal være mit smykke, min rose, min ære, de giftige lyster du døder og korset så liflig forsøder. 8 Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og nage, lad hjertet kun dåne og briste, min rose jeg aldrig vil miste! 1 1 Mos 3,15 Højs 2,1-2 Hans Adolph Brorson 1732. Mel.:
J.A.P. Schulz 1786 1 Her kommer, Jesus, dine små, til dig i Betlehem at gå; oplys enhver i sjæl og sind at finde vejen til dig ind. 2 Vi løber dig med sang imod og kysser støvet for din fod; o salig stund, o klare nat, da du blev født, vor sjæleskat! 3 Velkommen fra din himmelsal til denne verdens tåredal, hvor man dig intet andet bød end stald og krybbe, kors og død. 4 Al verden stod i Satans pagt, da brød vor Jesus frem med magt og rev os ud med blodig hånd af alle vore fjenders bånd. 5 Men, Jesus, ak, hvor går det til, at dog så få betænke vil den inderlige kærlighed, der drog dig til vor jammer ned? 6 Så drag os ganske til dig hen, o Jesus, du vor sjæleven, at hver af os så inderlig i troen må omfavne dig. 7 Lad verden ej med al sin magt os rokke fra vor dåbes pagt, men giv, at al vor længsel må til dig, til dig alene stå! 8 Så skal det ske, at vi engang blandt alle helgens frydesang i Himlens søde Paradis skal prise dig på englevis. 9 Her står vi nu i flok og rad om dig, vort skønne hjerteblad. Ak, hjælp, at vi og alle må i Himlen for din trone stå! Hans Adolph Brorson 1732. Bearbejdet 1850. Mel.: Chr. Vestergaard-Pedersen 1985 Jesus,
dine dybe vunder 1 Alle ting er underfulde i vor frelsers julefest! Himlen ligger nu på mulde! Gud er blevet jordens gæst! Han har brudt sin Himmel-sal, ligger ned i jordens dal! Til sit eget folk han tragter, dog de ham kun lidet agter 1. 2
Fædrene var snart forgræmmed, førend du, min Jesus, kom; da du kom, da blev du
fremmed, sådan vendtes bladet om! Satan, sygdom, sorg og synd drev og lægte du med fynd; men din løn blev sten og
avind, svøber, torne, kors og
glavind! 3
Ræven i sin lurehule haver mere sikkerhed, ja, på kvisten vilde fugle, end som du på jorden ved! 2 Blandt dit eget folkefærd er så få, der har dig kær; hedninger de dig annamme og gør jøderne til skamme. 4 Hjerte Jesus! er din lykke blandt dit eget folk så slet, kom du da, min sjæles smykke, jeg vil afstå al min ret til mig selv og give dig hjerterum evindelig; ja, alt mit vil jeg dig give, når du min igen vil blive. 5 Sjælen den er dog din egen, kroppen dannede din hånd, derfor er din ret så megen til mit støv og til min ånd! Tag mig da, besid mig hel, og vær du mit hjertes del! I dit kors og i din ære lad mig din livegen være! 1 Joh.
1,11 2 Luk.
9,58 Thomas Kingo 1689 Mel.:
Carl Nielsen 1914 Jeg råber fast, o Herre 1 Mit hjerte altid vanker i Jesu føderum, did samles mine tanker i deres hovedsum; dér er min længsel hjemme, dér har min tro sin skat, jeg kan dig aldrig glemme, du søde julenat. 2 Du mørke stald skal være mit hjertes frydeslot, dér kan jeg daglig lære at glemme verdens spot; dér kan jeg bedst besinde, hvori min ros består, når Jesu krybbes minde mig ret til hjerte går. 3 Men ak! hvad skal jeg sige, når jeg vil tænke på, at Gud af Himmerige i stalden ligge må, at Himlens fryd og ære, det levende Guds Ord, skal så foragtet være på denne slemme jord! 4 En perle, der forgættes, så nøje ledes op, den blanke demant sættes i gylden krones top, man kaster ej en drue blandt tørre grene ned; skal jeg min Gud da skue i sådan usselhed? 5 Hvi skulle herresale ej for dig pyntet stå? Du havde at befale, hvad end du peged på. Hvi lod du dig ej svøbe i lyset som et bånd og jordens konger løbe at kysse på din hånd? 6 Hvi lod du ej udspænde en himmel til dit telt og stjernefakler brænde, o store Himmel-helt? Hvi lod sig ej til syne en mægtig englevagt, som dig i silkedyne så prægtig burde lagt? 7 Nej! Jesus får sit leje i denne gode jul, hvor betlere de pleje at lægge sig i skjul; det var og ej hans eget, det hø, hvori han lå, han havde ej så meget, han kunne ligge på. 8 En spurv dog har sin rede og sikre hvilebo, en svale ej tør lede om nattely og ro, en løve véd sin hule, hvor den sin ro kan få; skal da min Gud sig skjule i andres stald og strå?
9 Ak, kom! jeg vil oplukke mit hjerte, sjæl og sind med tusind længselssukke, kom, Jesus, dog herind! Det er ej fremmed bolig, du har den selv jo købt, så skal du blive trolig udi mit hjerte svøbt. Hans Adolph Brorson 1732. Mel.:
Jeg vil din pris udsjunge Guds godhed vil vi prise 1 Min sol, min lyst, min glæde, min Jesus, hjertens ven, hvor længes jeg at træde og komme til dig hen! Jeg har en julesang i hjertet dig at yde, som skal med tak udflyde, hjælp selv min troes gang! 2 Man siger mig, du ligger i krybbe, hø og strå, kun lig en ussel tigger, jeg dig dog gerne så! Nu siger man, hvad kan en arm hos arme gøre? Dog hviskes i mit øre, du er af anden stand. 3 Man siger, at dig følger kun kors og kummer med, og at man går i bølger i dine fodefjed. Ja, død og Satan til samt verdens mægtig skare vil sætte dem i fare, som dig opsøge vil. 4 Sligt mig vel meget hindrer og isner mig mit blod, dog er der lidt, der lindrer mig ved min hjerterod. Jeg ved ej hvad det er, det er en lyst og længsel at følge dig, om trængsel mig end til døde skær. 5 Du ser dog, hvad mig knækker, jeg intet kan formå, min egen kraft ej strækker til himmelhøjt at gå. Så drag mig, Jesus, fort! Det er jo dog en glæde til livet at indtræde igennem dødens port. Højs 1,4 Thomas
Kingo 1689. Mel.:
Fryd dig, du Kristi brud 1 Frisk op! Endnu engang, vi vil med bøn og sang i Ånden os forene at synge, hvad vi mene: Vor rigdom, lyst og ære skal Jesus ene være. 2 Gak, sorrigfulde sind, gak med i stalden ind! Gud vil sin Søn dig skænke, hvor kan du dig da krænke? Vor rigdom, lyst og ære skal Jesus ene være. 3 Du stolte! bøj dig ned i hjertens ydmyghed, se, med hvor ringe sager, din Gud til takke tager: Vor rigdom, lyst og ære skal Jesus ene være. 4 Du arme! syng og sig: O, jeg er mer end rig, jeg har i stalden fundet min skat i pjalter bundet. Vor rigdom, lyst og ære skal Jesus ene være. 5 Du rige! tænk dig om ved Jesu fattigdom, se til, du ej forglemmer din frelsers arme lemmer! Vor rigdom, lyst og ære skal Jesus ene være. 6 I gamle, lister hen til eders sjæleven, Går også med, I unge! af hjertens grund at sjunge: Vor rigdom, lyst og ære skal Jesus ene være. 7 Hvert ægtepar især ved denne frydefærd de unge vej skal vise, Guds kærlighed at prise: Vor rigdom, lyst og ære skal Jesus ene være. 8 Og I velsigned små skal ej tilbage stå, i Herrens hus og hjemme opløfter eders stemme: Vor rigdom, lyst og ære skal Jesus ene være. 9 Så skal ej korsets tvang, ej døden selv engang os fra vor Jesus rive, men det skal derved blive: Vor rigdom, lyst og ære skal Jesus ene være. Hans Adolph Brorson 1732. Mel.: Jesus, dine dybe vunder Nu velan, vær frisk til mode 1 Søde Jesus, jule-fyrste, spiret op af Isajs rod 1, vil man dog så hastig tørste efter dit og dines blod? Vi i går blandt englelyd sang din fødsel ind med fryd; skal vi jamre nu og græde og i dag en ligsang kvæde? 2 Efter du stod op af døde, Stefan første martyr blev, han frivillig ville bløde, med sit blod sin tro beskrev; han var frisk og uforfærd til at føre Åndens sværd, hvo det voved at modsige, måtte ham med blusel vige. 3 Falske tungers slangebrodde hemmelig på hannem stak og ved løgn ham undertrådte, det blev al hans gernings tak; de beløj ham mer og mer, som så tit i verden sker: Herrens lov og kirkens ære skalkeskjul må ofte være. 4 Om end englelys og ære skinner af hans øjesten, ville de dog tænder skære til at knuse ham hans ben; han har Gud i syn og sind, dybt han ser i Himlen ind, råber, mens de øren stoppe: Jesus står i glans deroppe! 5 Dermed er han dømt til døde, Herrens glans er dem en gru, ud af staden de ham støde, op til Jesus står hans hu; på hans hoved regner sten, gør dog hjertet ingen mén, frit han sig til Jesus vender: Tag min ånd i dine hænder! 6 Da han vil til døden blegne og har munden fuld af blod, beder han, Gud ej tilregne vil dem deres syndeflod; dermed han i Jesu tro hensov til Guds evig ro; Jesus os den nåde kende, i slig tro vort liv at ende! 1 Es 11,1 ApG 6,8-15;
7,54-60 Thomas Kingo
1689. N.F.S.
Grundtvig 1832. Mel.: J.P.E. Hartmann 1890 Thv. Aagaard 1932 1 Julebudet til dem, der bygge her i mørket og dødens skygge, det er det lys, som, aldrig slukt, jager det stigende mulm på flugt, åbner udsigten fra det lave, trøster mildelig mellem grave. 2 Julebudet i vinterens vånde, det er Gud Faders varme ånde, menneskefaldet til frelse vendt, menneskets adel på ny erkendt, hjertets ret til at kæmpe og vinde evig fastslået, trods hver en fjende. 3 Julebud under storm og torden melder og giver fred på jorden, fred til at stride vor strid med mod, fred til at vente på enden god, højt under medbør og dybt i sorgen, fred for både i går og i morgen. 4 Julebudet til dem, der græde, det er vældet til evig glæde. Glæd dig da kun, du menneskesjæl, stinger end ormen endnu din hæl, favn kun trøstig, hvad Gud har givet, løft dit hoved, og tak for livet! J. Chr. Hostrup 1881.1888 Mel.:
Henrik Fibiger Nørfelt 1978 1 Fredløs er freden, hvor menneskets veje ikke vil følge, hvad Skaberen vil;
(Salmeteksten er beskyttet af ophavsret. Marcus Lauesen 1973. Mel.: Erik Haumann 1987
Det er
så yndigt at følges ad (Th. Laub) 1 Blåt vælded lys frem bag skyers skred, rørte vor jord midt i tidens strømme, (Salmeteksten
er beskyttet af ophavsret. Lisbeth Smedegaard Andersen 1988. Mel.:
Carl Nielsen 1919 Guds menighed, syng for vor skaber i
løn 1 Guds engle i flok! synger lifligt i kor som den første jul om barnet, Guds-barnet, som fødtes på jord, om Jesus, vor helt og vor Herre! 2 Guds-folket på jord! tager barnet i favn som den første jul! Med fred kom vor frelser i Faderens navn: vor Jesus, vor helt og vor Herre! 3 Al æren er Guds over højeste sky for den glade jul, i billede sit har han skabt os på ny med Jesus, vor helt og vor Herre! N.F.S. Grundtvig 1849. Mel.: Johann Walter 1524 1 Med fred og fryd jeg farer hen, når Gud befaler, så blidelig, med Gud til ven, min sol neddaler; sødt og saligt sove hen jeg skal, som han mig loved. 2 Ja, Herre, mine øjne så, du os har givet, selv når vi skal i døden gå, udvej til livet: Kristus din, vor frelsermand, han er vort liv i døden. 3 Ham til os alle du har sendt, vor sjæl til både, for hele verden gør du kendt i ham din nåde ved dit dyrebare ord, som alle vegne klinger. 4 Midt i det blinde hedenskab du lod oprinde et saligt lys, en sol i grav, hvor mulm var inde. Israel! din herlighed, han er vort lys, vor glæde. Luk 2,29-32 Martin
Luther 1524. (Arvid Pedersen 1529). N.F.S. Grundtvig 1845. Bearbejdet 1890 og 1947. Mel.:
Svensk folkemelodi (1624) J.P.E. Hartmann 1861 1 Vor Herre han er en konge stor og troner i Himmerige, dog mellem de kristne små på jord usynlig han er tillige. Men vor Fader i det høje, han lever! 2 Og kvaltes i barnemund Guds ord, da toges Guds Søn af dage; men de, som går i Herodes’ spor, dem møder da og hans plage. Men vor Fader i det høje, han lever!
3 Guds engle endnu så vel som før gør alt, hvad han vil beslutte, og låse man kan slet ingen dør, at de jo derind kan smutte. Men vor Fader i det høje, han lever! 4 Guds engle de stiger op og ned, hvor Herren som helst er inde, hans venner de bringer god besked og skyder dem råd i sinde. Men vor Fader i det høje, han lever!
5 Nu lystig og glad i Jesu navn! Vor konge han er med ære, og tjene må alt de små til gavn, hvis broder han ville være. Thi vor Fader i det høje, han lever! N.F.S.
Grundtvig 1845 og 1857. Mel.:
Rind nu op i Jesu navn Troens smykke, Jesus sød 1 Nu velan, et frejdigt mod! Op, mit hjerte, op, min tunge, op, om Jesu navn at sjunge, om hans kærlighed og blod! Alt, hvad i mig er, sig fryde til min frelsers lov og pris, at min nytårssang kan lyde langt hen ind i Paradis! 2 O du blodig Jesu navn, min forløsnings morgenrøde, Paradisets førstegrøde, bange sjæles hvilestavn, troens stærke sejersfane, håbets rette ankergrund, lys oppå min trange bane, ja, udi min sidste stund!
3 Jesus os til trøst og gavn dette navn har villet bære, men han måtte tidlig lære, at det var et smertenavn. Thi da blodet måtte rinde 1, da han frelse-navnet fik, derved al vor jammers minde hannem ind i sjælen gik. 4 Derfor findes nu for mig dette navn så fuldt af nåde, at jeg mig i al min våde derved fryder inderlig. Må jeg kun min Jesus nyde i en fast og stadig tro, skulle det mig ej fortryde, om end verden brast i to.
5 O, jeg er en syndig krop, det er al min titels ære, bedre kan den ikke være, når jeg slår i Loven op; men for du er Jesus blevet og min jammer på dig tog, derfor står mit navn indskrevet dejligt udi livets bog.
6 Jeg skal op i dommen stå, ind med fryd i Himlen stige, herske udi Jesu rige med en dejlig krone på, hvide klæder, palmegrene, engledrik af livets flod, dette nyder jeg alene for min Jesu navn og blod.
7 Nu det navn, o Jesus, som du for mig har villet bære, lad det mig i tanker være, hvor jeg går i verden om; og i dødens sidste dvale lad det kvæge sjæl og sind, at jeg må om Jesus tale, til jeg går i Himlen ind.
1 Ved omskærelsen (Luk 2,21) Hans Adolph Brorson 1732. Jfr. nr. 59 Helligtrekonger
Mel.:
C.E.F. Weyse omkring 1837 J.G. Meidell 1840
Th. Laub 1917 1 Dejlig er den himmel blå, lyst det er at se derpå, hvor de gyldne stjerner blinke, hvor de smile, hvor de vinke os fra jorden op til sig. 2 Det var midt i julenat, hver en stjerne glimted mat, men med ét der blev at skue én så klar på himlens bue som en lille stjernesol.
3 Når den stjerne lys og blid sig lod se ved midnatstid, var det sagn fra gamle dage, at en konge uden mage skulle fødes på vor jord. 4 Vise mænd fra Østerland drog i verden ud på stand for den konge at oplede, for den konge at tilbede, som var født i samme stund. 5 De ham fandt i Davids hjem, de ham fandt i Betlehem, uden spir og kongetrone, der kun sad en fattig kone, vugged barnet i sit skød. 6 Stjernen ledte vise mænd til vor Herre Kristus hen; vi har og en ledestjerne, og når vi den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist. 7 Denne stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild, er hans guddoms-ord det klare, som han os lod åbenbare til at lyse for vor fod. N.F.S. Grundtvig 1810 og 1853. Mel.: O store Gud, din kærlighed 1 Det runde himlens stjernetelt skal og sit vidne bære om den nyfødte barnehelt og om hans guddoms ære; en stjerne klar i øst oprandt, i den de vises øje et himmelbudskab læste grant om kongen fra det høje. 2 De regned ud, hans fødselshjem var nær ved templets tinde, de rejste til Jerusalem og vented ham at finde; de fandt det godt umagen værd mangt mødigt fjed at træde, udspurgte både læg og lærd om jøders drot den spæde. 3 Ransaget blev da hvert et blad, hvor Kristus var betegnet, til Betlehem, hans fødestad, af Skriften var udregnet; o dårlighed, sin gode Gud i brev og bog at gemme, når han af hjertet lukkes ud, og sindet ham vil glemme! 4 Ved stjerneskin de vise mænd, hvis flid var ufortrøden, dog ledtes til den spæde hen, som selv var morgenrøden, det mindste lys for dem er nok, som efter Jesus vandre, ved højlys dag man ser i flok vildfarende de andre. 5 De vise mænd i hytte lav, på knæ i krybberummet, guld, røgelse og myrra gav til ærens drot forblommet; gid vi det lære må af dem, langt over verdens vise, det lille barn i Betlehem at skatte og at prise! 6 Kom, arme sjæl, som intet har af jordens guld i hænde, tænk ej, fordi din hånd er bar, din Gud dig ej vil kende! Byd Jesus kun dit hjerte til! Hvad end de rige mene, han hjerter nænsomt gemme vil, som var de ædelstene. Matt 2,1-12 Thomas Kingo
1689. N.F.S. Grundtvig 1843 og 1853. Mel.: J.G.C. Störl 1710 Østrigsk julevise (1819) 1 De hellig tre konger så hjertensglad, fra hjemmet de droge til Betlehems stad, de toge sig for den rejse så lang at finde Jesus i krybben trang. 2 En stjerne dem viste til Jødeland og hen til den himmelske frelsermand, og barnet de fandt så dejlig og skær hos okse og asen i stalden der. 3 Og ned så faldt de på deres knæ, da barnet derinde de fik at se, og røgelse, myrra og røden guld de ofred den Herre så frydefuld. 4 Så droge de hjemad til deres land og prisede Gud, deres skabermand. Lad os og falde den drot til fod, ham ofre et angerfuldt hjerte og mod! 5 Han er den Jakobs-stjerne 1 klar, en kvist af Israel 2 åbenbar, en kilde, der springer af nåde stor, en Herre over alt englekor. 6 Thi bør os stedse at være glad med frydesang udi allen stad, indtil vi hos ham, vor glæde kom fra, kan synge evigt halleluja! 1 4 Mos 24,17 2 Es 11,1 Matt 2,1-12 Peder
Nielsen Kjøge 1693. Frederik Hammerich 1850-1852. |