74
Mel.: A.P. Berggreen 1852
1 Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Julenat, da vor Herre blev fød,
da tændte sig lyset i mørkets skød.
Velkommen, nytår, og velkommen her!
2 Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Påskemorgen, da Herren opstod,
da livstræet fæsted i graven rod.
Velkommen, nytår, og velkommen her!
3 Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Pinsedag, da Guds Ånd kom herned,
da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed.
Velkommen, nytår, og velkommen her!
4 Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Herrens år med vor Guds velbehag
nu bringer os glæde hver Herrens dag.
Velkommen, nytår, og velkommen her!
Dansk adventssalme (1556).
N.F.S. Grundtvig 1849.
75
Mel.:
O hjertekære Jesus Krist
1 På Jesu død og blodig sår
begynder jeg mit kirkeår;
hans rejse til Jerusalem
gør, at jeg vandrer trøstig frem,
det sidste trin skal blive godt,
ret lige op til Zions slot.
2 På Jesu sande livsens ord
min tro og salighed beror;
den vej, han viser, vil jeg gå,
den arv, han lover, vil jeg få,
og uden ordets klare skin
jeg ej vil gøre mindste trin.
3 Min Jesus jeg mig ofre vil
og al den del, mig hører til;
ej noget er så godt og rart,
at det for ham skal blive spar’t,
hvad ham til ære kastes hen,
det findes tusindfold igen.
4 Jeg holder daglig kirkegang
med ordets læsning, bøn og sang,
hosianna mig i mund og sind
skal følge både ud og ind,
fordi, du Davids søn, du est
mit hjertes daglig frydefest.
5 O, Gud ske lov til evig tid,
at tiden er så himmelblid,
ret ligesom det var en vår
til evighedens kirkeår,
at vi kan her begynde på
for tronen nat og dag at stå.
6 Hosianna! milde Davids søn,
vor ærenpris og tusindskøn!
O, måtte dog den ganske jord
nu blive til et syngekor,
al verden til en helligdom,
fordi Guds Søn til verden kom!
7 Op, Zion! Læg din enkedragt,
ifør dig lysets brudepragt!
Strø palmer for hans fødders gang,
og mød din skat med frydesang!
Forkynd, hvor sød han er og blid
fra nu og indtil evig tid!
Hans Adolph Brorson 1742.
76
Mel.:
N.W. Gade 1852
Th.
Laub 1917
1 Op! thi dagen nu frembryder,
som den ganske verden fryder;
op! thi nådens gyldne år
frem med lys og glæde går,
som de gamle før så såre
ventede med længselståre.
Halleluja, halleluja!
2 Han, som mange majestæter,
fromme fædre og profeter
har tilforne villet se,
og det dog ej kunne ske,
han til os så kærlig kommer,
o, en yndig nådes-sommer!
Halleluja, halleluja!
3 Han, som Abraham var lovet,
menighedens liv og hoved,
Jakobs krone, sol og lyst,
alle folkes fryd og trøst,
han drog ind hos os omsider,
sagtelig til Zion rider.
Halleluja, halleluja!
4 Nu må skyggen bort sig vende 1
og det billedværk få ende.
Hvad
skal offerdyrets blod?
Jesus gav os evig bod.
Hvad har pagtens ark at sige?
Her er nådens rette rige.
Halleluja, halleluja!
5 Mose rige nu ophører,
Kristi friheds Ånd os fører,
borte er den trældoms frygt;
hvo Guds nåde ret har søgt,
kan sig i vor frelser fryde,
børnefriheds stand at nyde.
Halleluja, halleluja!
6 Nu er forhæng sønderrevet,
og en indgang åbnet blevet
i Guds helligdom at gå,
for ham uden frygt at stå;
han, som verdens lys er blevet,
nattens mørkhed har fordrevet.
Halleluja, halleluja!
7 Derfor, Zion, op at sjunge
og velsigne denne konge,
giv ham mund og hjerte til!
Du er brud, med dig han vil
riget dele; lad dig føre
ham til offer, lad dig høre:
Halleluja, halleluja!
1 Hebr 8,5-6; 10,1.
Johann Anastasius Freylinghausen 1714.
Hans Adolph Brorson 1733.
Bearbejdet 1885.
77
Mel.: Fransk, 15. årh./ T. Helmore 1854
1 O, kom, o, kom, Immanuel,
forløs dit fangne Israel
i pinefuld landflygtighed
langt fra dit åsyns herlighed.
O fryd! o fryd! Immanuel
vil komme til dig, Israel.
2 O, kom, du skud af Isaj, hør,
riv byttet ud af løvens klør,
fra gravens mørke dyb os fri,
fra Helved gru og tyranni!
O fryd! o fryd! Immanuel
vil komme til dig, Israel.
3 O, kom, du solopgang, o, kom,
du sjæles lys og lægedom,
fordriv al nattemørkets gru,
vort gravdyb gennemtrænge du!
O fryd! o fryd! Immanuel
vil komme til dig, Israel.
4 O, kom med Davids-nøglen hid,
gør kongeporten høj og vid,
du Himmel-vejen os bered,
men stæng den vej i døden ned.
O fryd! o fryd! Immanuel
vil komme til dig, Israel.
5 O, kom, o. kom, og vær vor fred,
du, som i magt og herlighed
fra Sinaj, klædt i rædsels dragt,
dit folk gav Lovens gamle pagt.
O fryd! o fryd! Immanuel
vil komme til dig, Israel.
Latin 1710. John Mason Neale 1851.
Beate Højlund 1980.
78
Mel.:
J.P.E. Hartmann 1861
1 “Blomstre som en rosengård
skal de øde vange,
blomstre i et gyldenår
under fuglesange!
Mødes skal i stråledans
Libanons og Karmels glans,
Sarons yndigheder.
2 Ryste mer ej noget knæ,
Ingens hænder synke,
Skyde hvert udgået træ,
Glatte sig hver rynke,
Rejse sig det faldne mod,
Rinde let uroligt blod,
Frygt og sorg forsvinde!
3 Herren kommer, Gud med os! 1
Troen på ham bier.
Byde vil han fjenden trods
som sit folks befrier.
Alt betales på ét bræt:
Fjenden sker sin fulde ret,
folket dobbelt nåde.
4 Skæres for den sorte stær
skal da øjne mange,
døve øren fjern og nær
høre frydesange!
Som en hind da springer halt,
stammer 2, som for målløs gjaldt,
løfter klart sin stemme.”
5 Så i Herrens helligdom
grant Esajas spå’de,
tiden randt, og dagen kom
med Guds lys og nåde,
med den Guds og Davids søn,
som gør end, i lys og løn,
Paradis af ørke.
6 Ære med vor høje drot,
med hans Ånd tillige!
Sammen de gør alting godt
i vort Himmerige;
døve, selv på gravens bred,
øren får at høre med,
stummes læber sjunge.
7 Højt bebude gyldenår
glade nytårssange:
”Blomstre som en rosengård
skal de øde vange.
Mødes skal i stråledans
Libanons og Karmels glans
Sarons yndigheder.”
1 Immanuel
2 en, der stammer
Es
35,1-6
N.F.S. Grundtvig 1837.
79
Mel.: O, kommer hid dog til Guds Søn
Alt,
hvad som fuglevinger fik
1 Stat op i gry, min Gud, stat op!
Adspredes, flygt, du fjendetrop,
lær, hvad det er at grue!
Forsvind som røg i luftens skød,
hensmelt som voks for ild og glød!
Kan du Guds ansigt skue?
2 Op, glædes alle, glædes nu,
og kommer sorg ej mer i hu,
retsindige og fromme!
O, bryder fluks i lovsang ud
for eders Herre, eders Gud
ved navn at ihukomme!
3 Så hånd på værket, nøler ej,
men baner for den konge vej,
som farer på det jævne!
Han er de faderløses trøst,
han hører nådig enkens røst,
og han har guddoms-evne.
4 Han låner hus til hver forladt,
af lænker han udløser brat
og hjælper op af grave;
til marken gold den Herre god
udspringe bød en nådeflod,
nu blir den som Guds have.
5 Den fylder han med liv og lyst
og planter for de arme trøst,
som de har længtes efter,
og dem, som bærer julebud,
indskyder du, al nådens Gud,
et ord med kæmpekræfter.
6 Velsignet være Gud, vor drot!
Med salighed, af nåde blot,
det har nu gode veje;
thi hos vor Gud og Herre sød
er udvej fra den bitre død,
fra gravens mørke leje.
7 O, jubler for ham! Ser I ej,
igennem himle går hans vej
med solens løb fra østen.
En strøm af lys er heltens spor,
og guddoms-kraft er i hans ord;
o, lytter dog til røsten!
8 Lovsynger ham i gry og kvæld
med livets strøm af Jakobs væld,
I kirker alle sammen!
Istem for ham, vor Gud, vor drot,
hvert folk på jorden, stort og småt,
halleluja og amen!
Sl 68
N.F.S. Grundtvig 1837.
80
Mel.:
G.C. Strattner 1691
1 Tak og ære være Gud,
som har ført sit løfte ud
og til syndres salighed
sendt sin kære Søn herned.
2 Hvad de gamle fædre sig
ønskede så hjertelig,
og hvad fordum lovet var,
Herren herligt opfyldt har.
3 Vær velkommen, du min fred,
dig ske tak i evighed!
Drag, o Jesus, ind til mig,
vejen selv du bane dig!
4 Kom, du ærens konge, kom!
Hjertet er din ejendom;
rens det, dan det, som du vil,
jeg kun dig vil høre til.
5 Med din trøst min sjæl opfyld
for min frygts og armods skyld,
at i troen idelig
jeg må hænge fast ved dig,
6 at når du i herlighed
kommer anden gang herned,
jeg kan dig i møde gå
og retfærdig for dig stå.
Heinrich Held 1658.
N.J. Holm 1829.
81
Mel.:
Jac. Regnart 1576
1 Fryd dig, du Kristi brud,
og mød din Herre Gud!
Forhånden er hans nåde,
som dig profeten spå’de.
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!
2 Gak ud af dit paulun,
og se et glædens syn!
Her rider ærens konning,
glæd dig, du Zions dronning!
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!
3 Et asen hannem bær’,
dog
er det herrefærd;
hans pragt er såre ringe,
dog kan han døden tvinge.
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!
4 Sagtmodig, from og god
er han i sind og mod;
han nåde har at føre,
den skal hans brud tilhøre.
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!
5 Lad op din port så vid!
Din Jesus kommer hid,
han agter dig at gæste
din salighed til bedste.
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!
6 Strø grene på hans vej,
spar dine klæder ej!
Alt folket bære palmer
og sjunge højtidssalmer!
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!
7 Umyndige og små
lad gøre ligeså!
Den hele folkeskare
med fryd og jubel svare:
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!
Matt 21,1-9
Dansk (1632). N.F.S. Grundtvig 1832.
P.
Hjort 1840. J.P. Mynster 1845.
Bearbejdet 1889. 1951.
82
Mel.: Fryd dig, du Kristi brud
1 Fryd dig! du Jesu brud,
her er et Himmel-bud,
som tydeligt skal sige
fra Gud i Himmerige,
som stærkt skal dig forkynde:
Du har vor Herres ynde.
2 Fryd dig! du Jesu brud,
som ser så bange ud,
af sorg for synden trænges
og efter nåden længes,
du! du er just den datter,
som Gud så herlig skatter.
3 Fryd dig! du Jesu brud,
og sig, at Lovens bud
slet intet har at sige
mod Jesu nådes rige.
Han, som til brud dig valgte,
han al din skyld betalte.
4 Fryd dig! du Jesu brud,
og alle dem bebud,
som nådens trøst begære,
at her er nok og mere,
end de kan alle råde,
af nåde over nåde.
6 Fryd dig! du Jesu brud,
og smyk dig for din Gud!
Din brudgom dig vil hente,
hver time kan du vente,
at du får bud at træde
til Himlens bryllupsglæde.
1 Matt 9,15
Hans
Adolph Brorson 1733.
83
Mel.: H.O.C. Zinck 1801
1 Glæd dig, Zion, glæd dig, jord!
Se, din konge til dig kommer,
glæd dig i din vinter, Nord!
Kristus bringer evig sommer.
På hans tog borttag hver sten!
Smyk hans vej med hellig gren!
Bred på stien højtidsklæder!
Der er fryd, hvor han fremtræder.
2 Saligt, hvor han drager ind,
saligt er det folk, det rige,
dér skal sorgen fly af sind,
dér skal synd og død bortvige;
dér skal kærligheden bo,
dér skal fredens palme gro,
dér skal håbet evig bygge
under kerubvingers skygge.
3 Bøj dig for din konge, sjæl,
verdens konger, bøjer eder,
Stolte magt og højhed, knæl,
tronen for Guds Søn bereder!
Se, i ånders store land
kongespiret fører han;
mørkets magter for ham vige,
hans er salighedens rige.
4 Over de genløstes land
han på nådens stol er dommer.
Evig lovet være han!
I Gud Herrens navn han kommer.
Sjung, hver sjæl, med tak og bøn:
Hosianna, Davids Søn!
Sjung, mens alle knæ sig bøje:
Hosianna i det høje!
Matt 21,1-9.
B.S.
Ingemann 1825.
84
Mel.:
Genève 1551
1 Gør døren høj, gør porten vid!
Den ærens konge kommer hid;
han hersker over alle land
og er al verdens frelsermand.
2 Retfærdig kommer han herned
og bringer liv og salighed;
sagtmodig er med hjælp han nær,
barmhjertighed hans scepter er.
3 Han os bebuder glædens år,
vor nød ved ham en ende får;
derfor af stemmer uden tal
en frydesang ham møde skal.
4 O, salig er den stad for vist,
hvis konge er den Herre Krist;
så vel det hvert et hjerte går,
hvor denne konge indgang får.
5 Han er den rette glædessol,
som lyser fra Guds nådestol;
ved ham, Guds Søn, det lysne må
udi vort hjertes mørke vrå.
6 Jeg hjertets dør vil åbne dig,
o Jesus, drag dog ind til mig!
Ja, ved din nåde lad det ske,
at jeg din kærlighed må se!
7 Og ved din Helligånd os led
på vejen frem til salighed,
at her vi dig lovsynge må,
indtil vi for dit ansigt stå!
Sl 24,7-10
Georg
Weissel (1642).
N.J. Holm 1829.
85
Mel.:
Jeg vil din pris udsjunge
1 Op, Zion, at oplukke
din hjerte-port og dør!
Slå lås for sorg og sukke,
og græd ej nu som før!
Din længsel og attrå,
din konge, som du venter,
din Jesus, som dig henter,
går for din dør at stå.
2 Dig vil jeg, Jesus, give
mig med min sjæl og alt,
du skal min ejer blive,
du har mig og betalt.
Kom, Jesus, til mig ind!
Med hjerte, mund og tunge
hosianna vil jeg sjunge,
kom, fyld min sjæl og sind!
Thomas Kingo 1689.
P.A. Fenger 1857.
86
Mel.: M. Teschner 1615
1 Hvorledes skal jeg møde
og favne dig, min skat?
Du skønne morgenrøde
mod al min jammers nat!
Min Jesus, sig, hvorledes
mit arme hjerte skal
opsmykkes og beredes
dig til en brudesal.
2 Dit Zion palmer svinger
til evig sejers tegn,
og frydens tone klinger
i nådens blide egn;
mit hjerte dig til ære
skal grønnes som en skov,
og alt mit liv skal være
din kærlighed til lov.
3 Jeg lå i bånd og fængsel,
du førte mig herud,
jeg stod i spot og trængsel,
du tog mig til din brud;
for mig at få ophøjet
du bar min skam og brøst;
hvad du så tungt har pløjet,
er mig en evig høst.
4 Ej andet fra dit rige
har draget dig herned
end din den uden lige
grundløse kærlighed.
Da jeg i mørkheds sæde
og Satans rige sad,
da kom du selv, min glæde,
og gjorde mig så glad.
5 Kom, bange sjæl, at skrive
dig det i hjertet ind,
lad denne glæde drive
igennem sjæl og sind:
at hjælpen er til stede,
at Jesus selv er her,
han vil dig trøste, glæde
og altid have kær.
6 Du skal ej heller klage,
at du ham ej kan få,
han kommer selv at tage
dig ud af jammers vrå;
han kommer selv, han kommer
at dæmpe al din ve
og gør en liflig sommer
af al din trængsels sne.
Paul Gerhardt 1653.
Hans Adolph Brorson 1733.
87
Mel.: Peter Møller 1978
1 Det første lys er ordet, talt af Gud,
det skabte liv, hvor alt var øde,
med fuglesang, med blomster, der sprang ud,
med glæde over markens grøde.
2 Det andet lys blev tændt i Betlehem,
Guds Søn steg ned fra Himlens høje
og delte jorden med os som sit hjem
med al dens fryd og al dens møje.
3 Det tredje lys har intet øje set,
det lyser gennem hjertesorgen
og melder, det umulige er sket,
det tredje lys er påskemorgen.
4 Det fjerde lys har ild fra alle tre,
en pinseglød i vores hjerte,
så vi for dem, der intet lys kan se,
kan tænde kun en lille kerte.
Johannes Johansen 1963, 1971 og 1974.
88
Mel.: Chr. Vestergaard-Pedersen 1978
1 Hør det, Zion, trøst for al din vé:
den, du venter, får du snart at se.
2 Vist er natten om dig mørk og kold;
end du kender dig i vinters vold.
3 Se nu dog i øst et morgenskær,
som bebuder dig, en dag er nær.
4 Ja, en sol oprinder for dig nu.
Vend dig da mod lyset, glad i hu.
5 Han, som evigt i det høje bor,
kommer til dig i sit kirkeord.
6 Hør det ord med trøst for al din vé,
se det lys, hvori du ham kan se!
7 Ham, der herligt over sky opfór
og gør plads for dig ved Himlens bord.
8 Ham, som kommer på sin dag igen
for at hente sine små der hen.
9 “Se, han kommer.” Det er nådens år,
vi i dette ord i møde går.
K.L. Aastrup 1950.
89
Mel.:
Som lilliens hjerte kan
holdes i grøde
1 Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge,
for natten om advent er tærende lang.
Vi længes, vi længes mod morgenens lykke,
mod solopgangs-timen med fuglenes sang,
thi Herren har svoret
at komme i Ordet
med styrke, med almagt i Ånden til stede,
som nærer vort håb, og som bærer vor glæde.
2 Nu sidder vi stumme og venter på stunden,
da Herren vil komme, besøge sit folk
og lægge os levende lovsang i munden,
Guds Ånd fra det høje vil være vor tolk.
Vor vantro skal vige,
Guds sol skal da stige
med budskabet: Ingen skal utrøstet græde,
det nærer vort håb, og det bærer vor glæde.
3 Befriet blir vi for hver eneste fjende,
selv fjenden, der har vore hjerter besat.
Da lærer Gud selv os vor frelse at kende
i ordet, der lyder: Din synd er forladt.
Da synger vi stumme
en sang, der kan rumme
det ord, hvor Guds mægtige Ånd er til stede,
som nærer vort håb, og som bærer vor glæde.
4 Vor Gud skal vi tjene med fryd alle dage,
foruden al frygt skal hans åsyn vi se.
Han leder vor fod ad den vej, vi skal drage
til freden, der heler vort suk og vor ve.
Gud selv ihukommer
som frelser og dommer
den pagt, der ej rokkes af ny eller næde,
den nærer vort håb, og den bærer vor glæde.
Luk 1,67-80.
Johannes Johansen 1996.
90
Mel.: O, kommer hid dog til Guds Søn
Alt hvad som fuglevinger fik
1 Op, glædes alle, glædes nu!
Med fryd opfylder sind og hu
i Herren, eders glæde!
Thi Jesus han er nu så nær
og vil, fordi han har os kær,
udi vort kød sig klæde.
2 Bort sorg, og krænk ej mer vort sind!
Guds glæde lukker vi nu ind,
at vi kan Jesus favne
med bøn og hjertens tak og tro;
i ham skal alt vort håb og ro
sin glæde aldrig savne.
3 Din fred, o Gud, som overgår
alt det, som sind og sans formår,
vort hjerte så bevare
i Kristus Jesus, at vi må
så stor en juleglæde få,
som aldrig kan bortfare!
Fil 4,4-7
Thomas Kingo
1689.
91
Mel.: Mæt min sjæl, o Jesus sød
1 Store Gud og Frelsermand,
hvo er den, der lignes kan
ved din guddoms store kraft?
Ingen har fra Adam haft
slig en fader, slig af køn,
slig en moder, skær og skøn,
der har født en jomfru-søn.
2 Døberen, o store Gud,
som løb for i vejen ud
til at vise verden dig,
han så højt undskylder sig,
at han er kun blot en røst,
som mod syndens sår og brøst
prædiked al verdens trøst.
3 Han ej værdig kender sig
dine sko at løse dig.
Hvad er da jeg Adams barn?
Skygge, støv og jord og skarn!
Jeg er ikke værd at stå
på den jord, du trådte på,
eller i din forgård gå.
4 Men, o Jesus, Davids rod 1!
Jeg vil dig med bøn og bod
rede og berede sted
i min sjæl og hjertet med;
tag det hen, og dan det bedst,
kom derind og vær min gæst,
giv en salig julefest!
1 Es 11,1; Åb 5,5
Joh
1,19-28
Thomas Kingo 1689.
Jfr. nr. 92
92
Mel.:
Mæt min sjæl, o Jesus sød
Søde Jesus, Davids rod 1,
kæmpestærk og barnegod,
kongesøn fra englehjem,
frelser født i Betlehem!
Du, som giver nytår bedst,
kom herind og vær vor gæst,
gør en liflig julefest!
1 Es 11,1; Åb 5,5
Thomas Kingo 1689.
N.F.S. Grundtvig 1831.
Oprindelig del af nr. 91
93
Mel.:
Hvorledes skal jeg møde
Mit hjerte altid vanker
1 Nu vil vi os forsamle
i Jesu Kristi navn,
de unge med de gamle
skal løbe ham i favn;
han er vor julegave,
vor glæde, lyst og liv,
i ham vi og vil have
vor jule-tidsfordriv.
2 O Jesus, dig at finde
er vores fulde agt;
ak, giv os ret i sinde
at gå med samlet magt,
din krybbe at omringe
med hjertens tak og tro,
så salmerne kan klinge
i hver mands hus og bo!
Hans Adolph Brorson 1732.