MENNESKELIVET

Bryllup / vielse
699
Mel.: Knud Jeppesen 1934
Fred til bod for bittert savn
1 Glæderig og underfuld,
rig på råd, på tål og trøst,
klippefast og tro som guld,
sød i vår og sød i høst,
dybere, end nogen ved,
er den ægte kærlighed.

2 Evas datter, Adams søn
vokser op i øst og vest,
drømmer ej derom i løn,
de hinanden huer bedst,
mærker, når de mødes, dog
klart er kærlighedens sprog.

3 Følge hver kun Herrens hånd,
hvor den leder, til og fra!
Som fuldkommenhedens bånd
kærlighed vi finder da,
med guldkæde Himlens Gud
binder brudgom til sin brud.

4 Med det samme binder han
begge til sin faderfavn,
signer deres ægtestand
i vor Herres Jesu navn,
kroner så med fryd og fred
deres ægte-kærlighed.
Paul Gerhard 1666. N.F.S. Grundtvig 1844.

700
Mel.: Chr. Barnekow 1879
Du, Herre Krist
1 Jeg ved en blomst så favr og fin,
dens duft gør hjerter glade,
dens saft er som den klare vin,
så liflig fin
som rosens er dens blade.

2 Den favre blomst er kærlighed,
et kunstværk af Guds finger,
den vokser op, før støv det ved,
i lønlighed,
til dejlig den udspringer.

3 Den vokser vildt dog kun på jord,
undtagen i Guds Eden,
kun dér, ved livets flod, den gror
og står i flor
med duft for evigheden.

4 Ved brudeblus i Jesu navn
dog gode råd vi finde,
thi Paradis er i hans favn:
sin fødestavn
skal blomsten atter vinde.

5 Velsignelsen af Jesu mund,
hvor kærlighed er inde,
omplanter i en salig stund
på hellig grund
den blomst hos mand og kvinde.

6 De to da vorder ét på ny
ved kærligheds vidunder,
som kun forklares over sky,
hvor lysets by
på kærlighed sig grunder.
N.F.S. Grundtvig 1843.

701
Mel.: Julen har englelyd
1 Huset, som Gud har bygt,
det kan trygt
som på en klippe hvile
og smile.
Lad stormene kun suse,
de er i Herrens hånd!
Lad bølgerne kun bruse,
de er i Herrens bånd!
Hvad fast er bygt på klippe,
ej vakle kan og glippe;
al verden skal forgå,
Gud! dit hus skal stå.

2 Stort er Guds hus på hald 1,
frit for fald,
med Himmel-herligheden
herneden;
men Herren det og mægter
at bygge huse små,
som gennem mange slægter
hans navn til ære stå,
som i hans tempels skygge
stå rolige og trygge,
skønt stormen raser vild,
Helved spruder ild.

3 Vi, som i Jesu tro
lavt mon bo
her på den åbne slette,
med rette,
hos Herren god til huse,
kan rolig høre på,
hvor bølgerne de bruse
om vore hytter små;
vi har, med alle vinde,
det hyggeligt herinde,
vi har med Gud i pagt
fred og englevagt.

4 Dem, som vort hjerte nær
vokste her
og os, vemodig glade,
forlade,
vi Gud i vold befale;
han, som har bygt for os
på bjerge og i dale,
så vi bød stormen trods,
han vil for dem og bygge
i klippeborgens skygge,
når han derom i løn
hører deres bøn.

5 Da skal fra hytter små
sammenslå,
som sang om morgenstunden
i lunden,
lovsange til den høje,
som bygger lavt på jord,
som låner støv sit øje
og aske sine ord;
og alle Himlens hære
skal til Den Godes ære
i kor med mark og skov
juble: Gud ske lov!

1 klippe
Matt 7,24-27; 16,16-18
N.F.S. Grundtvig omkring 1846.

702
Mel.: Lille Guds barn, hvad skader dig
1 Alterlyset i Herrens hus
er det ædleste brudeblus;
kærligheds ild fra Himmerig
gløder i barm evindelig.
O, Gud ske lov!

2 Til vor Herre vi beder frit:
Lad os lysne i lyset dit!
Lovet har du, din kærlighed
møde os skal ved hvert et fjed.
O, Gud ske lov!

3 Den, som Jesus for øje står,
ingen sinde i mørke går;
hvor der er tro på Jesu navn,
dér er en varm og kærlig favn.
O, Gud ske lov!

4 Dér velsignet går ind og ud
altid brudgommen med sin brud,
og når omsider sol går ned,
sol er Gud selv i evighed.
O, Gud ske lov!
N.F.S. Grundtvig 1847.
Bearbejdet 1889.

703
Mel.: C.E.F. Weyse 1833
1 Det er så yndigt at følges ad
for to, som gerne vil sammen være;
da er med glæden man dobbelt glad
og halvt om sorgen så tung at bære;
ja, det er gammen
at rejse sammen,
når fjederhammen
er kærlighed.

2 Det er så hyggeligt allensteds,
hvor små og store har ét i sinde,
og det, som drager de store læs,
i hjertekamret er inderst inde;
ja, det er gammen
at holde sammen,
når ja og amen
er hjertets sprog.

3 Det er så herligt at stole på,
vi har en Herre, som alting mægter,
han os ej glemmer, når vi er grå,
hans nåde rækker til tusind slægter;
ja, det er gammen,
at alle sammen
er ja og amen
Guds nådes ord.

4 Det er vemodigt at skilles ad,
for dem, som gerne vil sammen være,
men, Gud ske lov! i vor Herres stad
for evig samles de hjertenskære;
ja, det er gammen
at leve sammen,
hvor ja og amen
er kærlighed.

5 Hvert ægtepar, som med kærlighed
i Jesu navn holder bryllupsgilde,
skønt alt i verden går op og ned,
skal finde tidlig og finde silde:
Det er dog gammen
at sidde sammen,
hvor arneflammen
er kærlighed.
N.F.S. Grundtvig 1855.


704
Mel.: J.P.E. Hartmann 1870
1 Jert hus skal I bygge på ordets klippegrund,
så rokkes ej muren i stormvejrets stund,
og arnen skal stå i læ af korsets tegn,
så hviler jert hjem bag det tryggeste hegn!
Hvor korset står vagt,
taber mørket sin magt.

2 Hver idræt skal signes med bønnens stærke dåb,
som lutrer hver længsel, bevinger hvert håb;
om soldagen gryr, om aftnen bryder frem,
send bønnens hvide due som bud fra jert hjem!
Hvor bønnen får magt,
står Guds engle som vagt.

3 Til ham, som var buden ved Kanas brudefærd,
mens tiderne skifter, I holde jer nær!
Velsignet hver plet, som Jesus kalder sin!
Hvor Herren vil dvæle, kan vand vorde vin,
og freden står vagt
over hjerternes pagt.

4 Gud skærme jer vandring, til livets sol går ned!
Det lyser på vejen, at Gud er kærlighed.
Han lede jer fod til kongeborgen hen,
hvor ingen, som mødes, skal skilles igen,
hvor alt er fuldbragt
ved Guds kærligheds magt!
Jacob Paulli 1878.

705
Mel.: Nu sol i øst oprinder mild
1 Vi beder, Herre, for de to,
som for dit alter står:
Giv dem i kærlighed og tro
at dele alle kår!

2 De lover bort, hvad ej de har,
for livet er jo dit.
Læg selv dit ja til deres svar,
så det må lyde frit!

3 Forén dem med din nådes ord
i trofast kærlighed,
så intet skiller deres spor,
før livets sol går ned!
Viktor Friedrich von Strauss und Torney 1843.
Jørgen Kristensen 1974.

706
Mel.: H.J. Gauntlett 1849
Bjarne Haahr 1988
1 I blev skabt som mand og kvinde
af den samme skaberhånd,
I fik sang og sol i sinde,
optændt af den samme ånd,
ja-tak har I begge sagt
til den gave, Gud har rakt.

2 Hver sin krop og hver sin gåde,
I fik også hvert sit sind.
Denne forskel er en nåde
li’som regn og sol og vind,
intet svælg er Gud for bredt,
han kan gøre to til ét.

3 Egen byrde skal I bære,
så den anden slipper fri,
men er byrderne for svære,
skal I stå hinanden bi,
den, som intet bærer på,
visner som det golde strå.

4 I sit billed han os skabte,
han kom selv i kød og blod,
han, som tar imod fortabte,
han gør al vor uret god,
han, som ingen støder bort,
lægge selv sit sind i vort.

5 Du, som troner i det høje,
kom med kærlighed og tro,
ene du kan sammen føje,
helt forene disse to,
to, der vandrer hver sin vej,
Herre, led dem samme vej!

6 Derfor pris ham, mand og kvinde,
underet med jer er sket,
kærlighed kan sammen binde,
så I blir fuldkommen ét,
kærlighed gør intet halvt,
håber og udholder alt.
Johannes Johansen 1978 og 2001

Fædrelandet

707
Mel.: Schumann 1539
O store Gud, din kærlighed
1 Forgæves er vor kraft og kunst,
hvis Gud dem ej betrygger,
og alle mestres flid omsonst,
når han ej huset bygger;
så og den stad
bag voldes rad,
som Gud ej har bevaret,
man gøre til,
ihvad man vil,
den er dog slet forsvaret.

2 Forgæves årle vi opstår
og plager os med møje,
vort anslag dog alene går,
som Herren det vil føje;
om og dit brød
med slid og nød
du har dig selv erhvervet,
gav Gud ej mild
dig held dertil,
dit arbejd var fordærvet.

3 Kun Himlens konge gør det så,
at rigerne får lykke,
det alt for tit vi sande må,
når uden ham de bygge;
sligt regiment
blev ilde endt,
hvor mægtigt det så lader,
men held det folk,
hvis hjertes tolk
er tro på Gud, vor Fader!

4 Lyksalig er den stad, det land,
hvor gudsfrygt står ved roret,
og hvert et hus, hvis styresmand
Gud leder selv i sporet.
Agt derfor på,
til ham du må
alene dig fortrøste!
Hvor glemt er han,
for folk og land
det bedste dog vil brøste1.

1 mangle
Sl 127
L. Spengler (?) 1527.
(Hans Tausen 1544. Bearbejdet 1569).
C.J. Brandt 1885. Bearbejdet 1890.

708
Mel.: O store Gud, din kærlighed
Gud Helligånd, vor trøstermand
1 Gud lade rolighed og fred
i kongens rige blive,
Guds ord og ære blive ved
og salig trøst os give!
Lad alle stænder bo i læ
og i din nåde bygge,
hver ved sit hus og figentræ
må nyde fred og skygge!

2 Stil al den strid, i verden er,
o Gud, som ene råder!
Vær os med al din frelse nær
og alle dine nåder!
Og vore hænders gerning du
med held og lykke fremme!
Bliv i vort hjerte, sjæl og hu,
så vi dig aldrig glemme!
Thomas Kingo 1689.
Bearbejdet 1947.



709
Mel.: Sin vogn gør han af skyer blå.
Op, alle folk på denne jord
1 Alfader! du, hvis navn i Nord
kan aldrig gå af minde!
Som skibet med din Søn om bord:
en bold for hvirvelvinde,
omtumlet under bølgebrag
og lig et synkefærdigt vrag
er gamle Danmarks rige.

2 Vel styrmænd nok der er om bord,
og frelse nok de ville,
men skibet lystrer ej sit ror,
forstanden står nu stille;
de, som har pløjet bølgen blå,
de blege råbe: vi forgå,
sker ej der underværker!

3 O Gud, du er endnu så stor,
så stærk just i de svage,
som da du fried ind dit ord
med dåd i gamle dage,
som da din Søn til hav og vejr
udråbte med din røst: Ti kvær!
så vind og vove dåned.

5 Og Danmark under trange kår,
imellem fjender stærke,
sig trøsted i seks hundred år
ved Kristi korses mærke
og fulgte svagt, men ærlig dog
hans kølvand under Danebrog,
gik end det stridt mod strømmen.

6 O, væk da op hos os om bord
den kæmpe-ånd, som sover!
Giv ham at tale kraftens ord,
som kuer vind og vover!
Ja, frels os, du, som ene kan,
så lydt fra danskens fædreland
må tone takkesange!
N.F.S. Grundtvig 1848


710
Mel.: Oluf Ring 1938
1 Kærlighed til fædrelandet
er den sande odelsret,
kærlighed og intet andet
elsker op en helteæt,
kærlighed i pagt med Ånden
den får altid overhånden.

2 Ja, i kærlighedens rige
ret og magt går hånd i hånd;,
knytter, som hinandens lige,
frit fuldkommenhedens bånd,
løser på en yndig måde
så nødvendighedens gåde!

3 Kærlighed alt sit udretter
som nødvendigt, men dog frit,
flytter frit, hvad Loven sætter:
skellet mellem mit og dit,
er ej blot dog at undskylde,
men er hele Lovens fylde.

4 Kærlighedens Himmerige
er endnu at vente på,
kærlighedens jorderige
lukkes dog med bølgen blå,
er endnu og var alt længe
”Danmark, dejligst vang og vænge”!

5 Derfor, Danmark! Frygt kun ikke!
Frygt er ej af kærlighed.
Morgendug, som mjød at drikke,
faldt til dig fra Himlen ned,
den dig midt i ragnamørke
skænker lys og liv og styrke!

6 Frygt ej for, hvad verden kalder
sin nødvendighed af stål!
Anderledes dejlig falder
ord på Himlens tungemål,
dens nødvendighed herneden
det er netop kærligheden.

7 Derfor, hvad end verden siger,
og hvad verdensmagten vil,
står og falder jordens riger
dog med kærlighedens ild:
hvor den blusser, bor livsgrøden,
hvor den slukkes, hersker døden.

8 Blus da op i lys og lue,
Danmarks gamle kærlighed!
Atter til din blomstertue
da lysalfer svæver ned,
bringer med fra høje sæde
Danmarks livslys! Hjertensglæde!
N.F.S. Grundtvig 1853.
Bearbejdet 1939.

711
Mel.: Efter førreformatorisk hymne / Nürnberg 1531
1 Forlen os freden, Herre, nu
i disse trængselstider!
Der er dog ingen uden du,
som for os arme strider.
Vor frelser er du alene.

2 Lad os ej frygte mennesker,
som græs er deres dage;
med du vor Gud og skaber er,
din magt er uden mage.
Lad dig os alene frygte!

3 Hvad modgang os kan komme til
med trængsel, nød og fare,
dermed os Gud kun prøve vil;
sin Søn han ej lod spare,
hvi skulle da fri vi være!
Sir 50,23
Da pacem Domine 6. årh.
Martin Luther 1529. Dansk 1533.
Uffe Hansen 1943.

Årstiderne

712
Mel.: A.P. Berggreen 1852
1 Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Sandheds Gud! lad dit hellige ord
oplive, oplyse det høje Nord!
Velkommen, nytår, og velkommen her!

2 Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Nådens Gud! lad dit solskin i vår
os skænke på marken et gyldent år!
Velkommen, nytår, og velkommen her!

3 Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Fredens Gud! den livsalige fred
du skænke vort land til at blomstres ved!
Velkommen, nytår, og velkommen her!

4 Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Fader-Gud! os til glæde og gavn
nytåret henskride i Jesu navn!
Velkommen, nytår, og velkommen her!
N.F.S. Grundtvig 1849.

713
Mel.: Chr. Barnekow 1870
O, Gud ske lov til evig tid
1 For dig, o Herre, som dage kun
årtusinder er at regne,
et øjeblik er den liden stund,
vi ånder i støvets egne.

2 Som blomsten falmer hver rosenkind,
som græs fældes kæmper gæve,
de vises kunstige hjernespind
nedfejes som spindelvæve.

3 Halvfjerdsindstyve er støvets år,
de stolteste strid og møje;
om firsindstyve en kæmpe når,
des mere han har at døje.

4 Se ned, vor Herre, og hør vort kald!
Du lære os ret af nåde
at tænke på vore dages tal
og lade din visdom råde!

5 O, giv os dog efter striden fred
og trøst efter suk og klage;
med glæden i kvæld din miskundhed
lad krone de korte dage!

6 Ja, styrk din tjener med kraftens Ånd,
og børnene hans tillige,
lad værket lykkes ved deres hånd,
lad blomstre med os dit rige!

7 Os overstråle din herlighed
som solen ved middagstide,
og lys over os i graven fred
med solebjærgs-skær det blide!
Sl 90
N.F.S. Grundtvig 1841, 1857 og 1864.


714
Mel.: O store Gud, din kærlighed
1 Kom, hjerte, tag dit regnebræt,
skriv op dit levneds dage,
se til, at du kan sanse ret
og tænke lidt tilbage!
Hvad har du gjort de mange år,
du har i verden levet?
Tænk, trygge sjæl, at alting står
i Guds register skrevet!

2 Vel løber tiden hastig hen
og bliver evig borte,
men det vil komme vist igen,
hvad du i tiden gjorde,
når Gud engang til dommen vil
den ganske verden sanke,
og her skal nøje svares til
hver gerning, ord og tanke.

3 Hvor skjules mangen svig og list
i hjertets fule gemme,
og kåde lysters onde gnist,
som ingen kan fornemme!
Da tænker du, det er forglemt,
den sag har ingen fare;
men Gud har dog sin dag bestemt,
som sligt skal åbenbare.

4 Betænk, betænk, hvor hastigt gik
de andre nådesdage!
Hvad om der ej var øjeblik
nu mer for dig tilbage!
Og er der end en liden stund
for dig endnu i vente,
så tænk, du har så stort et pund
og end slet ingen rente!

5 Fald ned med ydmyg hjertens bod
for nådens stol og trone,
og bed, at Gud for Jesu blod
vil lade sig forsone,
at du herefter bedre må
din nådestid anvende
og så ved livets aften få
en sød og salig ende!
Sl 90,12
Hans Adolph Brorson 1732.



715
Mel.: Guds godhed vil vi prise
1 O Gud, som tiden vender
og styrer i din hånd,
vi folder vore hænder
og sukker ved din Ånd:
I Jesu Kristi navn
lad dette år os være
velsignet, dig til ære
og vore sjæles gavn!

2 Dit ord og sakramenter
vi har til denne stund,
men ak, hvordan forrenter
vi disse store pund?
For Jesu blod og sår
lad dog dit lys tiltage
og vidt og bredt opdage 1
i det begyndte år!

3 Vi vide ej til hobe,
som for dit ansigt står,
hvem døden bort vil råbe
i det begyndte år;
for Jesu skyld bered
til døden vore sinde,
således at vi finde
i døden salighed!

1 komme til syne
Hans Adolph Brorson 1742.

716
Mel.: Visemelodi / Joachim Magdeburg 1571
1 Guds godhed vil vi prise,
de store med de små;
den bedste nytårsvise,
som vi kan finde på,
er tak af hjertens grund
for gave god fuldmangen
til os i år forgangen
af Gud så rig og rund.

2 Fik føde vi og klæde,
gik frit vi ind og ud,
har vi haft hjertens glæde,
det alt er fra vor Gud;
og satte han med fred
i kirke og i skole
ej nådig til os stole
midt i sin kristenhed?

3 Vi føle må med smerte,
det alt er ufortjent,
men Gud har faderhjerte
til synder hver omvendt;
tror vi kun på hans Søn,
tilgiver han os brøden,
formindsker daglig nøden,
forøger troens løn.

4 Vor Fader i det høje,
som var i år så mild!
Vi nåde for dit øje
har fundet hidindtil;
i Jesu Kristi navn
vi beder dig så såre:
Vær dobbelt mild ad åre!
Råd bod på alle savn!
Paul Eber (1575). Rasmus Katholm (1586).
N.F.S. Grundtvig 1845.

717
Mel.: Når blomstertiden kommer
1 I går var hveden moden,
i dag står skoven hvid;
om lidt vil lærker kvidre
om sol og forårstid.
Der råbes mellem grave
om nu’ets evighed,
mens vinden lægger støvet
til ro et ukendt sted.

2 Vi tæller vore dage,
der hober sig til år,
og stædigt vokser stakken
af det, vi ikke når.
De store ord bliver mindre,
og planer hentes ned
fra flugt mod morgenstjerner
til døsig aftenfred.

3 Derfor – på ugens morgen
må vi her hen igen,
hvor kirken åbner døren
som for en gammel ven.
Og ord får atter mening,
skønt vi har slidt dem ned,
kan de forundret synge
om håb og kærlighed.

4 Her døber vi de spæde,
vi knytter hjertebånd
og beder, at de døde
må leve i Guds hånd.
De lærte os om troen,
der – rakt fra slægt til slægt –
gir ordet hjertets visdom
og eftertankens vægt.

5 Om alle vore drømme
forsvinder i det blå,
og skyggerne blir lange,
og mørket banker på,
skal kirken stædigt vidne
om troen, der består
og føjer dage sammen
i evighedens år.
Lisbeth Smedegaard Andersen 1994 og 2000

718
Mel.: Helligånd, de frommes glæde
Jesus, dine dybe vunder
Året, som i dag oprinder,
hilser vi med håb til Gud,
ingen ved, om, når det svinder,
han det da kan synge ud;
men, vor Gud, vi tror og ved,
evig er din miskundhed.
Gud, på alt, hvad os skal hænde,
gør en god og salig ende!
N.F.S. Grundtvig 1851.
Bearbejdet 1890.

719
Mel.: Guds godhed vil vi prise
Lad tidens hjul omdrive,
lad veksle dag og nat,
men lad, o Gud, os blive
fast på dit hjerte sat!
I Jesu Kristi navn
lad året til os bære
alt, hvad dit navn kan ære
og tjene til vort gavn!
Thomas Kingo 1689.
Bearbejdet 1857.
720
Mel.: Peter Møller 1974
Per Nørgaard 1976
1 Som året går,
skal vore sind
nu vandre gennem
vinter ind.

Som træet nu
står tomt og bart,
skal vi dets tanke
skue klart:

2 Hvordan det stod
på bitte fod,
men dybt i jorden
fæsted rod

og voksed til
en kæmpe-eg,
ud i hvis grene
livet steg.

3 Det træ er dødt.
Nu dækker sne
de marker, som
før sang af le

og klang af råb
og motorlarm,
til jorden var
i frostens arm.

4 I sjæle,
som i verden bor,
nu dækker sne
den ganske jord,

og livets sommer
sover dybt
i glemsels og i
vinters krypt.

5 Sig da til hvert
et frygtsomt sind:
et nådens barn
er draget ind,

kan ikke ses
af hver og én.
Du ser ham kun,
hvis du er ren 1,

6 og hvis du faldt
som frøet ned
i jordens mørke
evighed.

Hvis du er helt
alene, du,
så skal du se
din frelser nu.

7 Han er som liv
i frugt og frø,
der måtte falde
dybt og dø

og færge livets
nye år
igennem vintrens
larm og sår.

8 Han gror af jeg’ets
hjerterod.
Han er dit liv. Du er
hans blod.

Der er så stille
på vor jord.
Se, sneen dækker
nådens ord:

9 De, der har mistet
alt, som I,
dem vil jeg tage
bolig i,

usynlig
for alverdens sind,
og bie dér
på sommervind.

10 Og ingen sjæl
skal se det ske,
der ikke våger
under sne

på denne kolde
vinterdag
i livets skjulte
spirelag.

1 1 Joh 3,3; Matt 5,8
Ole Sarvig 1952.

721
Mel.: Piae cantiones 1582
1 Frydeligt med jubelkor
hilses vårens komme,
svalen melder trindt på jord:
Frostens tid er omme!
Land og hav og lundens træ’r
herligt prydes fjernt og nær.
Nye skabningsunder!
Kraft på ny vort legem får,
lægt er nu vort hjertesår
i de glade stunder.

2 Jordens rige blomsterpragt,
skovens grønne smykke,
fuglesangens tryllemagt
fylder os med lykke.
Havets storme raser ud,
luften hærges ej af slud,
duggens perler rene
samler solens stråleglans
i en dejlig perlekrans
rundt på græs og grene.

3 Hvor dog Gud er god og vís!
Hvor er verden fager!
Hvor dog alt til Herrens pris
ånd og tanke drager!
Han har stort og småt på jord,
urten, som på marken gror,
form og farve givet.
Efter nat vi dagen nu
hilse vil med frejdig hu,
takke Gud for livet.
Morten Børup omkr. 1500.
Fr. Moth 1895.

722
Mel.: Tysk folkevisemelodi 1535
Svensk folkevisemelodi 1693
1 Nu blomstertiden kommer
med lyst og ynde stor,
sig nærmer bliden sommer,
da græs og urter gror;
nu varmer sol i lide,
og hvad der lå som dødt,
med hver den dag, mon skride,
står op som atter født.

2 De fagre blomsterenge
og agrene på rad,
de grønne urtesenge
og skovens friske blad,
de skulle os påminde,
hvor Gud er rig og from,
der lader nåden rinde
og række året om.

3 Vi hører fugle sjunge
med mange hånde lyd,
skal ikke da vor tunge
lovsynge Gud med fryd?
Min sjæl, ophøj Guds ære
med lov og glædessang!
Han fryde vil og nære
os på vort levneds gang.

4 Du Herre Jesu Kriste,
vor glædes sol og skin,
bliv hos os til vort sidste,
opvarm vort kolde sind!
Giv kærlighed vort hjerte,
forny vor sjæl og ånd,
vend bort al sorg og smerte
alt med din milde hånd!

5 Du Sarons blomst, vor lykke,
du lilje i Guds dal 1,
min sjæl du nådig smykke
med dyder uden tal!
Som dug af Zion signe
din nådes væld min ånd
til roserne at ligne,
der står på Libanon!

6 Velsign du årets grøde
og frugtbargør vort land,
giv daglig du os føde,
velsigne sø og strand;
fra himlen dryppe fedme:
bespis os med dit ord,
og med din nådes sødme
velsigne du vor jord!

1 Kristus, jfr. Højs 2,1
Israel Kolmodin 1694.
W.A. Wexels 1840.
M.B. Landstad 1861. C.J. Brandt 1885.
Bearbejdet 1889.

723
Mel.: A.P. Berggreen 1844
1 Naturen holder pinsefest
i blomstervirket smykke,
og lunden, som den kan det bedst,
fortæller om sin lykke.
Nu vårens vind
har ringet ind
dens fest i skovens kroner.
Guds åndes magt
har livet vakt;
ham priser tusind toner.

2 Og hjertet holder pinsefest
med vang og mark og skove.
Den Helligånd, vor himmelgæst,
vi hilse nu og love.
Nu vift og vaj,
du grønne maj!
Min palmegren jeg svinger;
til kirkeby
med sang i sky
hans indtog højtid bringer.

3 Til Herrens pris hans fuglehær
udflagrer med sin trille.
Når Ånden med Guds kraft er nær,
kan jeg da tie stille?
Om Jesus Krist,
der lever hist,
mig lægges ord på tunge;
om livets vår,
jeg godt forstår,
de fugleflokke sjunge.

4 I trange svøb var bladet svøbt,
til døden overgivet;
med skyens vandbad blev det døbt,
da sprang det ud til livet.
Til kraft og håb
jeg fik min dåb;
Guds Ånd! du var til stede.
O, lad min tro
med løvet gro,
bevar dens sommerglæde!

5 Jeg ser, den grønne ager står
opstanden fra de døde;
jeg ved, min frelser år for år
vil også mig genføde.
Det gamle frø
dog måtte dø,
før marken fik sin grøde;
thi hjælp mig, du
Guds Ånd, min hu
til verdens lyst at døde!

6 Af håbets grønne maj jeg vil
min pinseløvsal bygge
mod skylregn og mod dagens ild,
med hvile og med skygge.
Om kærlighed
bag gravens bred
med ren og evig lue,
om glæden hist
hos Jesus Krist
mig synger skovens due.
C.J. Boye 1834.

724
Mel.: Morten Nyord 1989
Dagen går med raske fjed
1 Solen stråler over vang,
se dog urtevrimlen;
let og glad som lærkens sang
løft dig, sjæl, mod himlen!

2 Skoven i sit nye skrud
smykker sig for gæsten;
med hvert blad, den breder ud,
byder den til festen.

3 Sangerkor med friske kvad
samles i dens kroner,
hilser våren ung og glad
med de tusind toner.

4 Gerne tror jeg, her er gemt
glimt af Edens have,
og hvad jeg nu ved bestemt:
Det er alt Guds gave!

5 Sving dig derfor, sjæl, i sky,
kast kun af al sorgen.
Herrens miskundhed er ny 1
over dig hver morgen!

6 Sig ham tak for stort og småt,
livets rige gåde;
bed ham bønlig, du må blot
skønne på hans nåde!

1 Klages 3,22-23
C.J. Brandt omkr. 1864.

725
Mel.: Waldemar Åhlén 1933
1 Det dufter lysegrønt af græs
i grøft og mark og enge.
Og vinden kysser klit og næs
og reder urtesenge.
Guds sol går ind
i krop og sind,
forkynder, at nu kommer
en varm og lys skærsommer.

2 Hør fugletungers tusindfryd
fra morgen og til aften!
De kappes om at give lyd,
der priser skaberkraften.
Hvert kim og kryb
i jordens dyb
en livsfryd i sig mærker
så høj som himlens lærker.

3 Se, blomsterflorets farvepragt
gør alle ord forlegne.
Kong Salomon i kroningsdragt
misundeligt må blegne!
Alt smukt, vi ved,
al kærlighed,
den mindste fugl og lilje
er, Gud, din skabervilje.

4 Ja, du gør alting nyt på jord,
en sommer rig på nåde.
Men klarest lyser dog dit Ord
af kærlighedens gåde.
Alt kød må dø,
hver blomst blir hø.
Når vissentørt står floret,
da blomstrer evigt Ordet.

5 Ja, Jesus Kristus er det Ord,
der skaber liv af døde,
så ny blir himmel, ny blir jord,
en verden grøn af grøde.
Kom, Jesus, snart,
og gør det klart:
den morgenstund, du kommer,
da gryr en evig sommer.
Carl David af Wirsén 1889.
Johannes Johansen 1985, 1988, 1993, 1995 og 1996.
726
Mel.: Genève 1551
N. Söderblom 1916
1 Gak ud, min sjæl, betragt med flid
i denne skønne sommertid
Guds underfulde gaver!
Se, hvor hvert lille blomsterpar
sig yndefuldt nu smykket har
på marker og i haver!

2 Hvert træ nu pranger med sit løv,
og jorden dækker til sit støv
med sommergrønne klæde,
og skønnere er liljens dragt
end Salomon i al sin pragt
på gyldne kongesæde.

3 Højt svinger sig de lærker små,
og duerne fra dunkle vrå
i skov og mark sig fryder,
og nattergalen, hør engang!
nu synger glad sin vekselsang,
så bjerg og dal genlyder.

4 Hver hvedemark om gylden høst
nu varsler til den gamles trøst
og til de unges glæde;
og Paradisets takkesang
genlyder i en efterklang
fra lave barnesæde.

5 Ak, tænker jeg, er der så stor
en skønhed på den faldne jord
for syndere at finde,
hvor skal vi da vel frydes ved
al glansen af Guds herlighed,
som er i Himlen inde!

6 Hvor må det være sødt især
at vandre i Guds-haven dér
i evighedens sommer
og høre dér den dag så lang
de tusinde serafers sang,
hvor natten aldrig kommer.

7 Velsign os med din Helligånd,
og plej os med din egen hånd,
så vi for dig må være
som blomster små med liflig lugt,
som træer fyldt med yndig frugt
til Jesu Kristi ære!

8 Og, Fader, når du ejegod
oprykker blomsten med sin rod
for bedre den at gemme,
o, plant mig da, og giv mig læ
ved livets væld, af livets træ
i Paradis derhjemme!
Paul Gerhardt 1653.
Chr. M. Kragballe 1855.

727
Mel.: Lover den Herre
1 Gud, du fra dine de herlige højeloftssale
vander, som bjergenes top, så de dybeste dale,
dig vi med sang
takker for kornet i vang,
du vil os evig husvale!

2 Jorden vi pløjer, og sæden vi sår i det lave,
vækst og velsignelse dog kun er Himmelens gave,
og med dit ord
planted du, Herre, på jord
til os en paradishave.

3 Kornet vi mejed og bandt og det sanked i lade;
nu vi for høsten, o Herre, dig takker så glade;
du, som gav alt,
du, som har stjernerne talt,
vogte os vel for al skade!
N.F.S.Grundtvig 1844

728
Mel.: Knud Jeppesen 1951
1 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord,
som jeg nu min egen må kalde.
Du gav mig et dagværk og brød til mit bord.
Her lever jeg trygt på dit mægtige ord,
der taler til mig som til alle.
Her bygtes mit bo,
her nyder jeg ro
og kan dig med glæde påkalde.

2 Af henfarne slægter jeg arved den vang,
hvis muld jeg for udsæd nu pløjer.
Her rydded de marken for stene engang
og dyrked den siden med suk eller sang.
Nu, Herre, for dig jeg mig bøjer:
den mark, som blev min,
var altid dog din.
Min tanke til dig jeg ophøjer.

3 Så lær mig at leve, o Gud, som jeg kan,
frimodigt som fuglen i skove,
og takke for regnen, som vander mit land,
for solskin og varme i sommerens brand,
for avl i min lade dig love.
Hvad magted jeg vel,
om du ej gav held?
Det vokser jo, medens vi sove.

4 Så lær mig da, Herre, at dig til behag
jeg bruger det pund, mig blev givet,
at fylde med hæderligt virke min dag,
at hjælpe og værne om den, som er svag,
at elske, thi deri er livet.
Og giv mig til sidst
et navn, Herre Krist,
som er i din livsbog indskrevet!
C.R. Sundell 1934.
K.L. Aastrup 1945.

729
Mel.: J.H. Nebelong 1889
Jeg ved et evigt Himmerig
1 Nu falmer skoven trindt om land,
og fuglestemmen daler;
alt flygted storken over strand,
ham følger viltre svaler.

2 Hvor marken bølged nys som guld
med aks og vipper bolde,
der ser man nu kun sorten muld
og stubbene de golde.

3 Men i vor lade, på vor lo,
der har vi nu Guds gaver,
der virksomhed og velstand gro
i tøndemål af traver 1.

4 Og han, som vokse lod på jord
de gyldne aks og vipper,
han bliver hos os med sit ord,
det ord, som aldrig glipper.

5 Ham takker alle vi med sang
for alt, hvad han har givet,
for hvad han vokse lod i vang,
for ordet og for livet.

6 Da over os det hele år
sin fred han lyser gerne,
og efter vinter kommer vår
med sommer, korn og kerne.

7 Og når engang på Herrens bud
vort timeglas udrinder,
en evig sommer hos vor Gud
i Paradis vi finder.

8 Da høste vi, som fugle nu,
der ikke så og pløje;
da komme aldrig mer i hu
vi jordens strid og møje.

9 For høsten her og høsten hist
vor Gud ske lov og ære,
som ved vor Herre Jesus Krist
vor Fader ville være!

10 Hans Ånd, som alting kan og ved,
i disse korte dage
med tro og håb og kærlighed
til Himlen os ledsage!

1 opstilling af kornneg
N.F.S. Grundtvig 1844.

730
Mel.: J.A.P. Schulz ? omkring 1800
1 Vi pløjed og vi så’de
vor sæd i sorten jord,
så bad vi ham os hjælpe,
som højt i Himlen bor,
og han lod snefald hegne
mod frosten barsk og hård,
han lod det tø og regne
og varme mildt i vår.
Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!

2 Han er jo den, hvis vilje
opholder alle ting,
han klæder markens lilje
og runder himlens ring,
ham lyder vind og vove,
ham rører ravnes nød,
hvi skulle ej hans småbørn
da og få dagligt brød?
Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!

3 Ja, tak, du kære Fader,
så mild, så rig, så rund,
for korn i hæs og lader,
for godt i allen stund!
Vi kan jo intet give,
som nogen ting er værd,
men tag vort stakkels hjerte,
så ringe som det er!
Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!
Mathias Claudius 1782. Bearbejdet 1800.
Jane M. Campbell 1861.
Jakob Knudsen 1891.

731
Mel.: Henning Wellejus 1993
Lær mig, o skov, at visne glad
1 Nu står der skum fra bølgetop,
og blæsten river ned og op,
hvad Gud en sommer skabte.
Nu kan alene kærlighed
forhindre, at vi synker ned
i bitterhed – fortabte.

2 Nu haster skyerne forbi,
og modne æbler falder i
oktobermørke haver.
Gud lukker årets gyldne ring,
og sindet samler sig omkring
de lyse nætters gaver.

3 Gud, lær os før din vinters gru
som æblerne, der falder nu,
at slippe alt vort eget.
Din Søn var her og viste os,
at døden intet finder hos
den, som har elsket meget.

4 Her mellem modenhed og død
velsign os med den sidste glød
af jordens lyse sommer,
og bryd så sindets frøskal ned,
så alt i os er kærlighed
den nat, da kulden kommer.
Lars Busk Sørensen 1990 og 1993.
732
Mel.: Johann Crüger 1653
Udrust dig, helt fra Golgata
1 Dybt hælder året i sin gang,
snart ødes eng og lund.
Farvel med al din lyst og sang,
du korte sommerstund!

2 Snart sukker vinterstormens røst:
Alt visner og forgår!
Lad visne kun, jeg ved den trøst,
som ligefuldt består.

3 Lad solen korte af sin vej
og natten vokse til,
Guds vældes arm forkortes ej,
hans visdom fór ej vild.

4 Lad gulne hvert et blad på kvist,
lad falme alle strå,
Guds kærlighed, jeg ved for vist,
omskiftes ikke så.

5 Jeg ved, hvor glæden har sit hjem,
når øde mark står hvid;
hint frydekor fra Betlehem
forstummer ingen tid.

6 Jeg ved, hvor håbet grønnes da,
når alting falmer her;
min frelsers træ på Golgata
en evig krone bær’.

7 Lad synke kun med løvets fald
hver markens blomst i rad;
min tro på ham bevare skal
sit friske hjerteblad!

8 Han lover mig en evig vår,
trods vinterstorm og død;
thi livet frem af graven går,
som Kristus gennembrød.
C.J. Boye 1833.

733
Mel.: Thora Borch 1866
1 Skyerne gråner, og løvet falder,
fuglene synger ej mer,
vinteren truer, og natten kalder,
blomsterne sukker: det sner!
Og dog bære blus vi med glæde!

2 Vinteren kommer, og sneen falder,
blomsterne visner i muld,
isen optøs ej af gråd for Balder,
tårerne stivner af kuld.
Og dog bære blus vi med glæde!

3 Solhvervet kommer, og bladet vendes,
dagene længes på ny,
solskinnet vokser, og vintren endes,
lærkerne synger i sky.
Derfor bære blus vi med glæde!

4 Årene skifter af gru for ælde,
skjaldene giver dem ret,
fuglene alle hvert år må fælde,
ellers de fløj ej så let:
Derfor bære blus vi med glæde!

5 Fuglene flyver som vind på vinger
let over vildene hav,
skjaldene flyver, som rimet klinger,
glat over slægternes grav.
Derfor bære blus vi med glæde!

6 Hjerterne vakler, når højt de banke,
drages til fuglenes spor,
lyset dog sejrer, den mørke tanke
flygtende synker i jord.
Derfor bære blus vi med glæde!

7 Salmerne klinge og klokker kime,
spotter med sneen ved jul,
vinteren må sig med våren rime,
smelte for solen i skjul.
Derfor bære blus vi med glæde!

8 Troende hjerter i vinterløbet
føder den liflige vår,
trykker den til sig i barnesvøbet
med et lyksaligt nytår!
Derfor bære blus vi med glæde!

9 Betlehems-barnet i krybberummet,
det er den evige vår,
troende hjerter det har fornummet:
Jul gør lyksaligt nytår!
Derfor bære blus vi med glæde!
N.F.S. Grundtvig 1847.

Morgen
734
Mel.: Førreformatorisk dansk
melodi (1569)
1 Gud Fader og Søn og Helligånd
med hele sin engleskare
bevar os i dag og allen stund
fra alskens Djævelens snare,
for al den avind, han til os bær’,
vor sjæl og liv til fare.

2 Det kors, vor Herre han bar for os,
for vor synd, ikke for sine,
jeg sætter i dag mellem Djævlen og mig,
jeg mener Guds værdige pine.
Det blod, der ned på korset randt,
det slukker ud synder mine.

3 Og dagen han aldrig er så lang,
at aftenen må vi jo vente.
Livet det endes med dødens tvang,
hvem det ville ret betænke.
Vi bæres til graven mørk og trang,
os følger ej anden ende.

4 Da give det Gud, vi have så tjent
i verden ham vel til måde,
i troen Guds Søn så have kendt,
at vi ej miste Guds nåde;
når verden haver os ryggen vendt,
at vi da få evig både.
Nordisk dagvise 14. årh.
Dansk 1569.
Bearbejdet 1889 og 1951.
Oprindelig del af samme salme som nr.352 og 402

735
Mel.: Carl Nielsen 1919.
Min Jesus lad mit hjerte få
1 Nu sol i øst oprinder mild;
min sjæl, til Gud dig skynd,
bed, han i dag dig frelse vil
fra skade, skam og synd!

2 Vor tunge stå han nådig bi,
den fly fra løgn og tvist;
vort øje frelse han og fri
fra fjendens argelist.

3 Han rense ud vort hjerte godt
i hver en lønlig vrå,
at kødets lyst i stort og småt
ej magt skal med os få.

4 Så vi, når dagen svinder hen
for nattens skygge bred,
må synge glad Guds pris igen
og tage mod hans fred.
Latin 5. årh. (Dansk 1569.1575) C.J. Brandt 1874
736
Mel.: Aug. Winding 1878
Gud Fader og Søn og Helligånd
1 Den mørke nat forgangen er,
og dagen oprinder så vide,
nu skinner sol over mark og kær,
de fugle de sjunge så blide.
Gud give os lykke og gode råd,
sin nådes lys os tilsende!

2 Gud være lovet i evighed,
han denne nat tog os vare!
Han lyse på os sin hellige fred
og fri os af alskens fare!
Gud give os lykke og gode råd,
sin nådes lys os tilsende!

3 Om påskemorgen, den signede dag,
vor Herre stod op af døde,
det var os alle et godt behag,
han frelste os dermed af møde 2!
Gud give os lykke og gode råd,
sin nådes lys os tilsende!

4 Ræk os, o Jesus, din frelserhånd
i dag og i alle stunde,
udløs os alle af mørkets bånd,
at ret vi dig tjene kunne!
Gud give os lykke og gode råd,
sin nådes lys os tilsende!

5 Da, hver gang dagen forgangen er,
og natten til os fremskrider,
vi dig vil prise, o Herre kær,
af hjertet til alle tider!
Gud give os lykke og gode råd,
sin nådes lys os tilsende!

1 modgang, møje
Hans Christensen Sthen 1589.
Bearbejdet 1857. C.J. Brandt 1873.
737
Mel.: Hamburg 1598
1 Jeg vil din pris udsjunge
i denne morgenstund,
o Gud, med røst og tunge
af ganske hjertens grund,
ved din Søn, Jesus Krist,
som er vor frelser kære
og vil vor talsmand være;
al pris bør ham for vist.

2 For hans skyld jeg af nåde
er nu bevaret vel
i denne nat fra våde
til legeme og sjæl;
jeg be’r ydmygelig:
Du mig min synd tilgive,
hvormed jeg her i live
har tit fortørnet dig.

3 Bevar mig her i live;
min hustru, mine små
vil i din hånd jeg give
med alt, hvad jeg mon få;
mit ganske hus og hjem
med ære, kraft og evne,
og hvad jeg mer kan nævne,
o Gud, i nåde gem!

4 Lad dine engle blive
hos mig i farens tid
og Satans list fordrive!
Thi det er al hans id
at bringe mig i fald;
sin ondskab vil han øve,
at han kan mig bedrøve
i denne jammerdal.

5 Gud skal for alting råde,
thi alting han formår,
han ved bedst vej og måde
hvorved sit mål han når;
til ham står al min lid,
han skal mig vel bevare
og vogte for al fare
i al mit levneds tid.
Georg Niege før 1582.
Hans Christensen Sthen efter 1592.
Jacob Madsen senest 1600.

738
Mel.: Fra Kingos Graduale 1699
1 O, Gud ske lov til evig tid
for al sin godhed og nåde,
han mig bevared med største flid
og fried fra nattens våde.

2 Så beder jeg dig af hjertens grund,
o himmelske Gud og Herre,
at du i dag og allen stund
vil min beskærmer være.

3 Fra synd og sorg på liv og sjæl,
det onde, som mig kan hænde,
de hellige engle mig vogte vel,
din Helligånd du mig sende!

4 Reger mit hjerte, råd og sind,
lad ingen mig fra dig skille,
at jeg på gudsfrygt lægger vind
og altid følger din vilje.

5 Hvad om jeg er til land eller vand,
hvor jeg monne færdes og fare,
hold fast mig ved din højre hånd,
mig mod mine fjender forsvare!

6 Stå dem imod med vældig magt,
som mig ville undertrykke,
al min fortrøstning er på dig lagt,
o Herre, giv råd og lykke!

7 Når du er min, og jeg er din,
hvad kan mig da siden skade?
Dit hellige ord er trøsten min
mod alle, som mig mon hade.

8 Min velfærd, ære, sjæl og liv
jeg trolig vil dig befale;
fri mig fra uro, fra tvist og kiv,
fra sladder og ond bagtale!

9 Giv mig af verden en salig gang,
når timen den er til stede,
da skal jeg vandre den vej så trang,
hjælp mig til Himmerigs glæde!

10 Det beder jeg dig i Jesu navn,
for Kristi skyld alene,
Gud vende mig alt til bedste og gavn,
alt efter sin vilje den rene!
Hans Christensen Sthen 1589.
C.J. Brandt 1885.

739
Mel.: Jean Baptiste Lully 1661
1 Rind nu op i Jesu navn,
du livsalig morgenrøde!
Jeg vil i basunen støde
ved min seng og hvilestavn.
Alt mit indre skal sig røre
med al tak for nattely
og min frelsers lov op føre
til den høje himmelsky!

2 Nattens mørke tåge gik,
jeg har dagen alt i syne,
mine hvilte øjenbryne
solen nu i sigte fik.
Nattens skræk og gru er borte,
død og djævel for mig svandt,
som mit levned ville korte;
jeg dem alle overvandt.

3 Give Gud, jeg kunne så
dagen i din frygt begynde,
at jeg ikke skulle synde
og på snublestenen gå;
ville Jesus blot oprinde
over mig som sol og skjold,
at jeg kunne overvinde
kød og blod og Satans vold!

4 Mine veje jeg ej kan,
som jeg gerne ville, kende,
du, o Gud, kan ene vende
min fornuft og min forstand,
så jeg udi sporet bliver,
som dit ord mig viser på,
og hvorhen din Ånd mig driver,
jeg med glæde did kan gå.

5 Mine korte dage, år,
lykke, velfærd, gods og ære,
hvordan de skal udmålt være,
det udi din vilje står.
Giv mig kun, hvad dig behager,
bland du selv mit levneds skål,
ej som det min gane smager,
men så som det er dit mål!

6 Lær mig ved hvert klokkeslet
denne dag forbedret blive,
så mit hjerte her i live
bliver ej til verden sat,
men at jeg mig kan erindre,
hvor min tid den nipper af,
og hver time bliver mindre,
til jeg segner i min grav.

7 O min Gud, du hjælp mig da,
når mit levneds mål har ende,
og mit hjul ej mer vil rende,
men mit åg skal spændes fra!
Lad mig uden tid og dage
se dit ansigts klare skin!
Synd og sorrig, ve og klage
smuldre med mit jordelin!
Thomas Kingo 1674.

740
Mel.: Johann Schop 1654
Jeg ved et evigt Himmerig
1 Nat, søvn og slum og seng, farvel!
Det dages fluks i øster.
Til bøn, til bøn, min kære sjæl,
suk til den Gud, dig trøster.

2 O lysets Fader, livets sol,
med Søn og Ånd tillige,
se fra din høje himmelstol
ned til vort jorderige!

3 Lad lyset i din kirke bo,
lad ordets lys og støtte
ledsage os i Kristi tro,
til vi til Himmel flytte!

4 Lys og, o Jesus, for min fod,
at jeg skal ikke falde,
men at jeg varer kød og blod
for syndens sukkergalde!

5 Lad dine engle mig ved hånd
igennem verden lede
og udi sygdoms hårde bånd
et plaster mig berede!

6 Gid jeg således leve må
i hver en tid og lykke,
jeg kan mod livets aften få
det evig lyses smykke!

Det 3. morgensuk
Thomas Kingo 1677.

741
Mel.: Halle 1704
1 Op, min sjæl, thi sol er oppe,
strålerne på huset ler!
Tænk, at du på Zions toppe
Herrens nåde-stråler ser,
som dit hjerte skal oplyse,
klare dig fornuftens mørk,
alle sorte trolde kyse
til den fæle Helved-ørk!

2 Søde Jesus, hold min tanke
til dit rene bud og ord,
lad i dag min sjæl opsanke
nådesmuler ved dit bord!
Trøst mig, styrk mig, tag mig vare
ved din egen gode Ånd,
verdens lyster, Satans snare
blive fra min hu og hånd!

3 Lad dit åsyns blide stråle
skinne på din kirke ned!
Du for kongen fuldt imåle
lykke, liv og salighed!
Sign vort land, og lad mig svale
synd og sorg i Jesu blod,
og når livets sol vil dale,
gør da dødens time god!

Det 4. morgensuk
Thomas Kingo 1684.

742
Mel.: Johann Crüger 1640
O, kommer hid dog til Guds Søn
1 Farvel, du hvilesøde nat,
op, klare sol, gør dagen glat!
Lad, hjerte Gud, frembryde
din nåde-sol! Dit lys og lyst
i dag mit hjerte, sjæl og bryst
og al mit liv bepryde!

2 Skin i dit hus og helligdom,
fryd kongens hus, og kast dem om,
der fred og sandhed hade!
Udøs din Ånds så rige trøst
i alle kristnes sår og brøst,
og gør dem himmelglade!

3 Driv mig, og før mig til alt godt,
fri mig fra synd, fra skam og spot
og fra min fjendes vrede!
Lad alle mine i din hånd
optegnet leve, lad din Ånd
på rette vej dem lede!

4 Skrid så, du dag, som aldrig mer
mit øje her i tiden ser,
fald hen i nattens skygge!
Jeg skrider frem til Himmerig,
min Gud at se evindelig,
derpå min tro skal bygge.

Det 5. morgensuk
Thomas Kingo 1684.

743
Mel.: Nederlandsk visemelodi 1621
H.O.C. Zinck 1801
1 Nu rinder solen op
af østerlide,
forgylder klippens top
og bjergets side;
vær glad, min sjæl, og lad din stemme klinge,
stig op fra jordens bo,
og med din tak og tro
til Himlen svinge!

2 Utallig såsom sand
og uden måde,
som havets dybe vand
er Herrens nåde,
som han mit hoved daglig overgyder:
hver morgen i min skål
en nåde uden mål
til mig nedflyder.

3 Han har i denne nat
med engleskare
mit hus og hjem omsat,
at ingen fare
har mig og mine ramt i nogen måde,
men jeg er frelst og fri
fra dødens mørke sti
og sjælevåde.

4 Min sjæl, vær frisk og glad,
lad sorgen fare!
Dit legems blomsterblad
vil Gud bevare:
Han vil i dag mig give kraft og styrke,
jeg i mit kald og stand
min Gud og Fader kan
tilbørlig dyrke.

5 Gud lægge hånd i hånd
med mig og give
sin gode Helligånd,
mit kald at drive!
Velsign mig, Herre Gud, udaf det høje!
Gid jeg hver dag og tid
i Gud og i min flid
mig lader nøje!

6 Lad synden mig i dag
ej rent forblinde,
at jeg min Guds behag
kan ret besinde!
Men om min fod går vild og sig mon støde,
da vend, o Gud, mig om,
og gå ej straks til dom
for svagheds brøde!

7 Du bedst min tarv og trang,
o Herre, kender,
tilmed er lykkens gang
i dine hænder,
og hvad mig tjener bedst i hver en måde,
du det tilforne ser.
Min sjæl, hvad vil du mer?
Lad Gud kun råde!
Thomas Kingo 1674.

744
Mel.: Tiden skrider, dagen rinder
1 Morgenrøden sig udstrækker
solens stråle hoved rækker
over skove, mark og eng,
som i aftes gik til hvile.
Op, min sjæl, til Gud at ile,
op fra nat og søvn og seng!

2 Gode Gud, min lyst og glæde,
nåde-solens rette sæde,
tak og ære være dig,
at du dog i nattens tåge
med dit øje ville våge,
lyse freden over mig!

3 Styrk mig, lær mig, lad mig blive
tålig, trøstig her i live,
bedre mig hver dag og stund!
Jesus mig alt godt tilføje,
gid jeg har et vagtsomt øje
på det mig betro’de pund!

4 Hør dem alle, som dig beder,
trøst dem, som i angest sveder,
glæd de bange, gør dem fro,
som er fast i sorgens snare;
Gud os alle vel bevare
fra samvittigheds uro!

5 Tænk på mig og alle mine,
gid vi frem i tiden trine
med en hjertens syndebod!
Kom så, Jesus, kom at ende
tidens møje og elende
med en time, som er god!

Det 7. morgensuk
Thomas Kingo 1684.

745
Mel.: Hamburg 1690
1 Vågn op og slå på dine strenge,
syng mig en dejlig morgensang!
O kære sjæl, stat op af senge,
gør med din tak en himmelgang!
Gør vold oppå den stjerneborg,
og glem så længe verdens sorg!

2 Velan! jeg vil til Himlen stige,
langt fra min jordeklimp og krop,
mit borgerskab er i Guds rige,
dér stunder jeg og daglig op!
Lov, pris og tak i tusindtal
ske Gud i højen himmelsal!

3 Jeg har ej andet dig at give
end kun min blotte hjerte-tak,
al anden gerning her i live,
den er at yde al for lak 1;
men mine suk du ej forsmår
og gråden, som i øjne står.

4 Velan, jeg til mit kald mig giver
og fanger nu min gerning an;
min Gud mig end så nådig bliver,
som han i al min tid er van,
han tager hånden med mig i
og med sin Ånd står trolig bi.

5 Jeg vil dog ej på verden bygge,
om lykken end vil med mig stå,
men alt som dagen sig mon rykke,
vil jeg min sjæl alt minde på,
at glasset rinder, tiden går,
og evigheden forestår.

1 mangelfuld
Thomas Kingo 1674.

746
Mel.: Jeg vil mig Herren love
Nu blomstertiden kommer
1 Dig, store Gud, ske ære
i høje himmelkor,
som vægter ville være
for os på denne jord!
Nu skrider natten sorte,
og dagen stunder til,
Gud, lad dem blive borte,
som os bedrøve vil.

2 O Jesus, morgenstjerne,
vort liv udi din vold
befaler vi så gerne,
vær du vor sol og skjold!
O Gud og Fader fromme,
din vilje med os ske,
og lad til dig os komme,
en evig dag at se!
Vægterversene 1683. 1784.
W.A. Wexels 1840. Bearb. 1850.
Jfr. nr. 781 og 791

747
Mel.: C.E.F. Weyse 1837
1 Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygter alle nattens skygger sorte.

2 Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
Se! Vor Herres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.

3 Englen spreder over jord
glansen fra Guds Himmel;
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.

4 Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.

5 Os han også favne vil,
englen i det høje;
os han også smiler til,
englen med Guds himmelglans i øje.

6 Os har og vor Herre kær:
ingen sjæl han glemmer;
i hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.
B.S. Ingemann 1837.

748
Mel.: C.E.F. Weyse 1837
1 Nu vågne alle Guds fugle små,
de flyve fra reden og sjunge;
de prise vor Herre, så godt de formå:
de takke for livet og lyset med fløjtende tunge.

2 Nu kvidrer svalen på kirketag,
og spurven ved menneskers huse;
de synge: Godmorgen! de synge: Goddag!
De synge: Guds fred! Gud ske lov! og i luften hensuse.

3 Småfuglenes sang vor Herre forstår,
han kender hver sjæl i sit rige;
de fattiges lovsang han ikke forsmår,
han ser, hvad de målløse skabninger alle vil sige.

4 Os ser du også, du kære Gud!
du hører vor røst i din Himmel;
når fuglene flagre af rederne ud,
du hører småbørnenes pris i din jublende vrimmel.
B.S. Ingemann 1837.

749
Mel.: C.E.F. Weyse 1837
1 I østen stiger solen op:
Den spreder guld på sky,
går over hav og bjergetop,
går over land og by.

2 Den kommer fra den favre kyst,
hvor Paradiset lå;
den bringer lys og liv og lyst
til store og til små.

3 Den hilser os endnu så smukt
fra Edens morgenrød,
hvor træet stod med evig frugt,
hvor livets væld udflød.

4 Den hilser os fra lysets hjem,
hvor størst Guds lys oprandt
med stjernen over Betlehem,
som østens vise fandt.

5 Og med Guds sol udgår fra øst
en himmelsk glans på jord,
et glimt fra Paradisets kyst,
hvor livets abild gror.

6 Og alle stjerner neje sig,
hvor østens sol går frem:
den synes dem hin stjerne lig,
der stod ved Betlehem.

7 Du soles sol fra Betlehem!
Hav tak og lov og pris
for hvert et glimt fra lysets hjem
og fra dit Paradis!
B.S. Ingemann 1837.

750
Mel.: C.E.F. Weyse 1837
1 Nu titte til hinanden de favre blomster små,
de muntre fugle kalde på hverandre;
nu alle jordens børn deres øjne opslå,
nu sneglen med hus på ryg vil vandre.

2 Den kære Gud og Skaber den mindste orm er nær:
han føder fugl og markens lilje klæder;
dog menneskenes børn har han allermest kær,
Gud ånder på øjet, når det græder.

3 Guds Søn var selv et barn, og på krybbestrå han lå,
hans vugge stod på jord foruden gænge.
Guds Himmeriges fryd har han lovet de små
og blomster fra Paradisets enge.

4 Guds Søn har os så kær, han er børnevennen stor,
han bærer barnet op til Gud på armen;
han storm og hav betvang, da han vandred på jord,
men børnene leged ham ved barmen.

5 O du, som os velsigned og tog i favn de små,
en morgen se vi dig i Paradiset;
du lærte os til Gud vore øjne opslå,
evindelig være du lovpriset!
B.S. Ingemann 1837.

751
Mel.: C.E.F. Weyse 1837
1 Gud ske tak og lov!
Vi så dejligt sov,
barnet lå med varme kind på puden.
Nu som fuglen frisk!
Rask som havets fisk!
Morgensolen titter gennem ruden.

2 Med hin glans fra sky
kom der lys i by,
kom der glimt af sol i alle sjæle.
Alle haner gol,
hilsed glad Guds sol,
alle vævre tunger små fik mæle.

3 Ej den mindste mus
savner tag og hus;
fattigst spurveunge har sin rede.
Ej den mindste fugl
savner ly og skjul;
vi skal heller ej om fristed lede.

4 Lystig hanen gol,
hilsed glad Guds sol;
for hver sjæl er lys og lyst oprundet.
Nu som fuglen frisk!
Rask som havets fisk!
Vi har kærligheds-asylet fundet.
B.S. Ingemann 1837.

752
Mel.: Chr. Barnekow 1856
Th. Laub 1916
1 Morgenstund
har guld i mund;
for natten Gud vi love;
han lærte os, i Jesu navn,
som barnet i sin moders favn
vi alle sødt kan sove.

2 Morgenstund
har guld i mund;
vi til vort arbejd ile,
som fuglen glad i skov og vang
udflyver med sin morgensang,
genfødt ved nattehvile.

3 Morgenstund
har guld i mund,
og guld betyder glæde,
og glædelig er hver en dag,
som leves til Guds velbehag,
om end vi måtte græde.

4 Gå da frit
enhver til sit
og stole på Guds nåde!
Da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn, som Gud det vil,
på allerbedste måde.

5 Sol opstår,
og sol nedgår,
når den har gjort sin gerning;
Gud give os at skinne så,
som himmellys, skønt af de små!
Da randt for os guldterning.
N.F.S. Grundtvig 1853.

753
Mel.: Aug. Winding 1879.
1 Gud, du, som lyset og dagen oplod,
selv er du lysenes kilde;
nat sig ej nærmer din kongestols fod,
sol er der årle og silde.

2 Nu drager skyggerne skumle på flugt,
dagen oprinder, den klare,
stjernerne blege det blus nu har slukt,
tyst gennem mørket de bare.

3 Karske fra lejet vi glade opstod,
tak dig med sange at sige;
natten den blinde bortdrive du lod,
solen med dagslys opstige.

4 Lad nu ej smitte os kødets sans,
verdens lyster og lader,
tænd i vort hjerte din helligheds glans,
hellige, kærlige Fader!

5 Styrk du og støt os, da faste vi stå,
stride og sejre i striden!
Frelser og Fører, du æren skal få
nu og evindelig siden!
C.J. Brandt 1874

754
Mel.: Lars Nielsen 1891
Oluf Ring omkring 1915
1 Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst!

2 Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.

3 Takke ham, som gav mig, når sol står op,
selv at føle morgen i sjæl og krop,
at al mørkhed svinder og sjælevé,
blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!

4 O, at jeg tør favne dig, skære dag,
kalde dig med navne, min sjæls behag,
alle gode navne, som bedst jeg ved:
Moder, søster, elskte: min kærlighed!

5 Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
ret som om det ånded af lyset ud -
o du milde Fader, min skaber, Gud!

6 Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

7 Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!
Jakob Knudsen 1891.

755
Mel.: Oluf Ring 1938
l Gud ske lov for nattero,
for søvn og friske kræfter,
Gud ske lov for kristentro,
for lys at vandre efter!

2 Gud ske lov, fordi vort håb
med Kristus vi må have,
Gud ske lov først for vor dåb
og så for nadvers gave!

3 I din hånd vort hjerte tag,
bevar os liv og helse!
Fød os til vor dødedag
med ordet om din frelse!
K.L. Aastrup 1936.

756
Mel.: Tysk 1672
1 Nu gløder øst i morgenskær,
og dagen bryder frem.
Min sjæl, med himlens fuglehær
din Herres pris istem!
Han førte mig af mørket ud
og kaldte sig min Gud.

2 Den sol, der lyser til mig ned,
har han på himlen tændt;
og regnen til mit urtebed
har han af skyen sendt.
De muntre blomsters farvespil
blev af hans vilje til.

3 Han kendte mig fra moderskød
og fulgte mine år;
han under mig i dag mit brød
og signer mine kår.
Jeg finder ikke tid og sted,
hvor han er ikke med.

4 Alt, hvad jeg synder mod hans bud,
han forud har forladt;
og hvor jeg ej véd vejen ud,
har han mig håbet sat.
Hver dag skal jeg oplives ved
hans faderkærlighed.

5 Ja, pris og ære over alt
for nåden, alt for stor:
“Mit barn” har han mig synder kaldt
og står ved sine ord.
Da må min sjæl vel bryde ud
i sang for lysets Gud.
K.L. Aastrup 1940.

Aften

757
Mel.: Dansk folkevisemelodi 16. årh.
1 Den lyse dag forgangen er,
og natten os på mon drive,
o Jesus Krist, vor Herre kær,
du altid hos os må blive!
Glæde os Gud i Himmerig!

2 Du er det evige Guddoms-lys,
det tro vi og bekende,
kom til os i vort hjertes hus,
os med din nåde optænde!
Glæde os Gud i Himmerig!

3 Du er vor vægter tryg og tro,
du vil os aldrig undfalde,
på dig så ville vi bygge og bo,
i al vor nød dig påkalde.
Glæde os Gud i Himmerig!

4 Til arbejd er skabt den lyse dag,
det skal sig hver mand mærke,
men natten er skabt til ro og mag,
de trætte lemmer at stærke.
Glæde os Gud i Himmerig!

5 Bevar os, Gud, i denne nat
fra Djævelens listige pile,
i alskens fare du med os stat,
giv rolighed og god hvile!
Glæde os Gud i Himmerig!

6 Vi os befale i Jesu vold,
når vi vore øjne tillukke,
Gud være vor klippe, vort værn og skjold
mod alt ondt, som os kan trykke!
Glæde os Gud i Himmerig!

7 Giv os en rolig nat og god,
lad os i synden ej sovne,
lad os ej gøre det, dig er imod,
ej heller i sorgen opvågne!
Glæde os Gud i Himmerig!

8 Så vil vi i morgen love dig,
din godhed gerne bekende
og siden altid i Himmerig
dig prise foruden al ende.
Glæde os Gud i Himmerig!
Hans Christensen Sthen 1589.
C.J. Brandt 1885.

758
Mel.: Johann Schop 1642
1 Nu velan, vær frisk til mode,
sind og sjæl, opmuntre dig,
pris dog Gud for alt det gode,
som han har bevist mod mig:
At han indtil denne dag
har antaget sig min sag,
har mig opholdt og bevaret
og mod Satans list forsvaret!

2 Denne dag er nu forsvundet,
solens skin har os forladt,
derimod har os omvundet
denne mørke, kolde nat.
Lad, o Gud, din Himmels glans
lyse for min sjæl og sans
og mit kolde hjerte tænde,
af din kærlighed at brænde!

3 O du sjælens trøst og glæde,
o du herlighedens glans,
vær i nat hos mig til stede,
og med engle mig omskans!
Om end dagen viger brat,
bliv hos mig i mulm og nat,
lad din nåde mig omfavne,
at jeg ej min Gud må savne!

4 Dine vinger skal mig dække,
lad mig hvile i dit skød,
intet ondt skal mig forskrække
eller hindre søvnen sød!
Dig befaler jeg i hånd
liv og legem, sjæl og ånd,
hustru, børn og slægt og venner,
også dem, jeg ikke kender!
Johann Rist 1642.
Hans Pedersøn 1663.
Fr. Hammerich 1850-1852.

759
Mel.: Gud, efter dig jeg længes
1 Nu hviler mark og enge,
nu alle går til senge,
nu slumrer by og land;
men I, min sjæl og tunge,
skal nu til afsked sjunge,
hvad eders skaber tækkes kan.

2 Se, dagen gik til ende,
i himlens sal sig tænde
de gyldne stjerner små;
som dem skal Gud mig smykke,
når han mig vil undrykke,
hjem til hans Paradis at gå.

3 Som mine trætte hænder,
når dagens gerning ender,
til hvilen glæder sig,
så glæd dig og, mit hjerte,
til efter strid og smerte
at vinde fred i Himmerig!

4 Træt er jeg af at våge,
luk jer, I øjenlåge!
men over liv og sjæl
våg du i al din nåde,
og vogt dem vel fra våde,
du øje over Israel!

5 I kære alle vegne,
om eder Herren hegne
mod fare én og hver;
Gud eders slummer lette,
med gyldne våben sætte
om eders seng sin englehær!

6 O Jesus, du min glæde,
du dine vinger brede
og sænke om mig ned!
Vil slangen mig omslynge,
så lad din engel synge:
Det barn er gemt i Herrens fred!
Paul Gerhardt 1647. Peder Møller 1682.
Fr. Hammerich 1850.
Bearbejdet 1889.

760
Mel.: Tiden skrider, dagen rinder
1 Dagen nu sin afsked tager,
natten ham af lande jager;
jeg vil knæle, Jesus sød,
og mit suk op til dig sende,
at du til mig ville vende
fred og sundhed, liv og brød.

2 Giv din kirke ro og glæde,
lad i kongens sal og sæde
ingen modgangs skygge gå!
Lad ethvert bedrøvet hjerte
og hver kristen i sin smerte
lys og lindring fra dig få!

3 Lad mig og, o Jesus, hvile
fri fra synds og dødsens pile,
tag mig i din’ arme fat,
så vil jeg i morgen sjunge
denne lovsang med min tunge:
Jesus var min sol i nat!

Det 1. aftensuk
Thomas Kingo 1677.

761
Mel.: Johann Schop ? 1642
1 Den klare sol går ned, det kvælder mer og mer,
hver arbejdsmand er træt og sig om hvile ser.
En dag jeg nærmer er ved døden end som før;
tiden mig
så sagtelig
oplukker dødens dør.

2 Her skiftes tiden om, her veksles dag og nat,
af solen bliver kun en skygge efterladt,
så verdens herlighed omsider ende får;
mørken grav
og ormegnav
vi sidst i verden når.

3 Jeg træder nu udi det duggefulde græs,
naturen siger mig: ”Bi lidt, stå her og læs:
Dit billed ser du her i blomster og i hø!”
Dag og nat
mig lærer brat,
at jeg engang skal dø.

4 Tak, tusind gange tak, o Gud, som evig er
og udi tiden dog slig omhu for mig bær’!
Fra første øjeblik, da jeg af rode randt,
af mit ler
du gjorde mer,
end jeg kan sige grant.

5 Men, o min Gud, tilgiv, hvad jeg mod dig har brudt,
agt ej de spirer, som af syndens rod er skudt.
Løs min samvittighed af sine synders bånd,
kast dem ned
i evighed
i havet med din hånd!

6 Kom, mægtig englehær, lys Herrens ro og fred
på sjæl og legem, og hvad mer mig kommer ved!
Gak, ormesæk, og sov! Gud skal i morgen dig
vække her,
men siden der
til liv evindelig.
Thomas Kingo 1674.

762
Mel.: Th. Laub 1917
1 Hvilestunden er i vente,
solen sættes mer og mer,
denne dag har Gud på rente
hos mig, og så mange fler.

2 Sundhed, styrke, liv og ære
lægges hver dag til min sum;
glemmer jeg det, må jeg være
ganske både blind og dum.

3 Fald du derfor ned og bøje,
o min sjæl, dit hjertes knæ,
løft din troes våde øje
op til Jesus, livsens træ!

4 Dig, o Gud, ske lov og ære
for din nåde denne dag,
evig du velsignet være,
for jeg, efter dit behag,

5 fører sundhed med til senge
og med god samvittighed
bag gardinet kan ophænge
al den sorrig, som jeg ved!

6 Lad min synd udslettet blive
i dit blod, o Frelsermand,
lad min søvn mig styrke give,
væk mig udi helbreds stand!

7 Giv, din kirke i din skygge
altid måtte rolig bo!
Kongens hus du selv opbygge,
giv det lykke, fred og ro!

8 Lad enhver i dine arme
søvn og salig hvile få;
over mig sig Gud forbarme!
Sov mit øje, sov herpå!

Det 4. aftensuk
Thomas Kingo 1684.

763
Mel.: Tysk melodi omkring 1650
1 Det mulmer mod den mørke nat,
og dagen er nu på sit sidste fjed;
mod vesten haver solen sat
sin gang hen til sit vanlig nedgangssted;
i Jakob rinder dog en stjerne op
såvel i dale som på bjergetop.

2 Lad mørknes ikkun immer fort,
jeg gruer dog for aldrig nogen ting;
når luften bliver fæl og sort,
så lyser Jesus om mig rundt omkring!
Hans Ånd i mig et lys antændet har,
som over alle verdens blus er klar.

3 Vær selv, o Gud, et værn og vold
omkring din kirke og din lille hjord!
Vær fædrelandets stærke skjold,
slut låsene med fred i kongens gård!
Lad hos hans råd dit lys og lampe stå,
at nat og nød dem ej formørke må!

4 Gud trøste dem, der ere nu
i deres døds minut og afskeds tid.
Kom syge lemmer og i hu,
giv dem tålmodighed, og vær dem blid!
glem ikke nogen eneste blandt dem,
som du selv kender for dit legems lem!

5 Jeg dermed nu mig kaster ind
udi min Herres arme og hans skød,
han lyser op mit mørke sind
i søvne, ja, udi den grumme død.
Så sover jeg med Herrens fred og ro,
i liv og død alt lige fuld af tro.

1 mørkner
Thomas Kingo 1674.

764
Mel.: Nu rinder solen op (Nederlandsk visemelodi)
1 Til hvile solen går,
og dagen hælder,
og mørk’ af nattens vrå’r
til os udvælder.
Gud lyse selv for os og hos os være,
at nådens lys og lyst
optændes i vort bryst,
os at regere!

2 O store Gud, jeg må
rundt ud bekende,
at jeg ej bund kan nå
og ingen ende
i din barmhjertigheds og nådes strømme,
én bæk den anden når,
og jeg alt årsag får
dig at berømme.

3 Jeg, en udlændingsmand
som mine fædre,
bor her i fremmed land,
attrår et bedre.
Min pilgrimsstav den skal jeg da henslænge
og gennem tidens stød,
ja, og den bitre død,
til Himlen trænge.

4 Det lærer tiden mig,
som haver vinger
og let og listelig
hen fra mig svinger:
Ja, denne dag, som nu mod natten kvælder,
den skyder mig i hu,
hvor nær mit hoved nu
mod graven hælder.

5 Du gav mig daglig brød
og legems styrke,
velsignels’ i mit skød
til dig at dyrke.
Jeg derfor nu mit hjertes harpe stemmer
og takker inderlig
min Gud, som ikke mig,
sit barn, forglemmer.

6 .Hvad jeg har mod dig gjort
i ord og tanke,
det være lidt og stort,
som dig kan anke:
se, jeg nedfalder for din nådes trone,
lad din barmhjertighed
og Jesu blodig sved
min synd forsone!

7 Så sover jeg dermed,
Gud skal ej vige
bort fra mit sovested,
men til mig sige:
Sov nu, mit barn, og svøb dig i dit klæde!
Du vågne skal engang
blandt fryd og englesang,
i evig glæde.
Thomas Kingo 1674.

765
Mel.: Tiden skrider, dagen rinder
1 Aftenstjernen hisset tindrer.
Hvad er det, som dig forhindrer,
søde sjæl, at ej din bøn
står i andagts lys og lue
oppe ved Guds himmelbue
og hans nådetrone skøn?

2 Du, min sol, mit liv og lykke,
Jesus, sjælens Himmel-smykke,
dig, med Fader, Helligånd
evig lov og ære blive,
for i dag du ville give,
at mig alting gik til hånd!

3 Lad mig da, o Jesulille,
ej i mørket lide ilde,
giv mig søvn og sagte ro.
Men når dødens nat tilstunder,
skjul mig da i dine vunder,
lad mig dø i salig tro!

Det 6. aftensuk
Thomas Kingo 1684.

766
Mel.: Adam Krieger 1657
Vågn op og slå på dine strenge
1 Se, hvor sig dagen atter skynder,
i vestervand sig solen to’r,
vor hviletime snart begynder;
o Gud, som udi lyset bor
og sidder udi Himmel-sal,
vær du vort lys i mørkets dal!

2 Vort timeglas det alt nedrinder,
af natten drives dagen bort,
al verdens herlighed forsvinder
og varer kun så ganske kort;
den sol, som før på klippen stod,
er neden for vort trin og fod.

3 Jeg kan mig nu fuldvel erindre,
hvordan Guds forsyn med mig gik
udi de år, da jeg var mindre,
og jeg forstod ej verdens skik.
Jeg var tilfreds med mine kår
og stoled på mit Fadervor.

4 Der går ej nogen dag til ende,
jeg jo min Herres ansigt ser;
ihvordan bladet sig mon vende,
og om ej altid lykken ler,
dog finder jeg Guds nådes gunst
at overgå al flid og kunst.

5 Sæt engle-orden om mit leje
i denne nat, lad Satan stå
langt uden for det, jeg mon eje,
og lad ham ingen indpas få
at skade mig med noget fund,
imens jeg får min hvileblund!

6 For hver en kristen og medbroder,
ja, hver en syg og sorrigfuld,
jeg og med bøn hos Gud anmoder,
som er barmhjertig, tro og huld;
han hjælper hver udi sit sted
og alle mine også med.

7 Sluk dermed vågelys og lampe,
Gud lukke selv mit huses dør!
Thi skal mod brodden Satan stampe,
om han derpå et anfald gør.
Gud er til huse her i nat
og selv sin vagt omkring har sat.
Thomas Kingo 1674.

767
Mel.: Th. Laub 1916
1 Tiden skrider, dagen rinder,
solen daler, mørket blinder
lyset med en aftensky.
Sjæl og hjerte, møder begge,
takker Gud, I kan nedlægge
eder under Herrens ly!

2 Tak, min søde Gud og Fader,
som fra sjæls og legems skader
har mig friet med din hånd!
Lad endnu din store nåde
fri mig ud fra nattens våde
ved dit øje og din Ånd!

3 Viger bort, I syndedrømme,
flyder ind, I glæde-strømme
fra Guds Himle i mit sind!
Våg, min sjæl, og lad dig ikke
drage ind i Satans strikke,
når at søvnen gør mig blind!

4 Gak så hen, min krop, at slumme,
dog, mens søvn din sans vil dumme,
skal din Jesus stå dig bi,
lyse på dig fred og frelse,
give rolig søvn og helse
og dig fra ulykke fri.

5 Sov da, sov i Jesu arme,
viger, alle verdens larme,
jeg er i min Jesu skød!
Han mig skal af mørket føre,
han min sidste søvn vil gøre
salig, rolig, sagte, sød.

Det 7. aftensuk
Thomas Kingo 1684.

768
Mel.: Bøhmisk melodi 1566
1 Dagen viger og går bort,
luften bliver tyk og sort,
solen er alt dalet brat,
det går ad den mørke nat.

2 Tiden sagte lister sig,
glasset rinder hastelig,
døden os i hælen går,
evigheden forestår.

3 Nu en dag jeg ældre blev,
det er som mit tankebrev,
at jeg med min vandringsstav
nærmer’ hælder mod min grav.

4 Denne dag er du ej kvit,
uden du er faldet tit;
rejs dig, og med bøn gak hen
til din Gud i Himmelen!

5 Nu min Jesus, sjæles skat,
tag din bolig her i nat;
se, jeg har et hvilested
i mit hjerte til dig redt!

6 Lad din stærke englevagt
på mit leje give agt,
at min søvnetunge krop
skades ej af Satans trop!

7 Til et blund står nu mit sind,
men førend jeg slumrer ind,
vil jeg i mit hvilerum
stå og tænke mig lidt om:

8 at det er således fat,
jeg engang den lange nat
skal iblandt de dødes tal
sove i den mørke dal.

9 Fire fjæle er min pragt,
hvorudi jeg bliver lagt
med et lagen og lidt mer,
ejer ikke så en fjer.

10 Alle verdslig ting forgår,
jeg til herlighed opstår,
når Gud ved basunens lyd
kalder mig til evig fryd.
Dorothe Engelbretsdatter 1677.

769
Mel.: J.A.P. Schulz 1790
1 Sig månen langsomt hæver,
den gyldne stjerne svæver
på himlen klar og blid;
vor skov er tavs og stille,
og hvide tåger spille
på engen rundt ved aftenstid.

2 Hvor rolig jorden hviler
bag nattens slør og smiler
så mild og sommervarm,
ret som et stille kammer,
hvori al dagens jammer
forglemmes skal i søvnens arm.

3 Betragter månens bue,
den kun er halv at skue
og er dog hel og rund;
så er vel flere sager,
som nu vort hjerte vrager,
fordi vi halvt dem skuer kun!

4 Vi stolte Adams slægter
kun såre lidet mægter,
og meget ved vi ej;
vi efter skygger jager
og mangen kunst opdager
og kommer længer fra vor vej.

5 Gud Fader i det høje,
lær mig at skelne nøje
det sande fra dets skin;
og mens jeg er i live,
lad lig et barn mig blive,
skænk mig et fromt, enfoldigt sind!

6 Koldt nattens vinde sukke,
mit øje vil sig lukke,
giv mig, o Gud, din fred!
Se nådig til min slummer,
og trøst mig i min kummer,
og trøst min syge nabo med!
Matthias Claudius 1779.
Carsten Hauch 1838.

770
Mel.: J. Malling 1869
1 Jeg er træt og går til ro,
lukker mine øjne to;
Fader, se med kærlighed
til mit ringe leje ned!

2 Har i dag jeg, kære Gud,
syndet imod dine bud,
vær mig nådig, vær mig god,
slet det ud for Jesu blod!

3 Se, o Herre, til os ind,
os, som har det samme sind,
sæt, o Gud, din englehær
om alverden, fjern og nær!

4 Stå de syge hjerter bi,
luk de trætte øjne i,
giv os alle fred og ro
i vor Herres Jesu tro!
Luise Hensel 1817.
Kristian Arentzen 1846.


771
Mel.: C.E.F. Weyse 1838
1 Dagen går med raske fjed,
dagens børn må ile.
Aftenrøden bringer fred,
nattens stjerner hvile.

2 Lykken gækker store, små,
leger med guldterning;
lykkeligst at hvile på
er fuldendte gerning.

3 Lidt dog store, mindre små
kan til gavns fuldbringe;
viljen ser vor Herre på,
giver kraften vinge.

4 Lykkens lunefulde spil
leger ej med sjæle:
Alting føjes som Gud vil;
her er trygt at dvæle.

5 Blomst skal bære frugt engang,
høst skal følge sommer.
Dag er ej så travl og lang,
aftenstund dog kommer.

6 Lad ved dag kun op og ned
lykkens terning rulle!
Fandt ved kvæld kun sjælen fred,
gik det, som det skulle.
B.S. Ingemann 1838.

772
Mel.: C.E.F. Weyse 1838
1 Til vor lille gerning ud
gik vi små fuldglade;
viljen så den kære Gud,
hjalp os som vi bade.
Nu er dagens lys udslukt,
lukt er snart vort øje;
giv vor lille gerning frugt,
Fader i det høje!

2 Du, som viser dag og nat
sol og stjerner veje,
livets underfulde skat
gav du os i eje.
I hver barnesjæl på jord
har du lagt en kerne
til en blomst med himmelsk flor,
herlig som en stjerne.

3 Lad den kerne underfuld
vokse i vort indre,
når der skinner sol på muld,
og når stjerner tindre;
lad det frø opvokse smukt
med din børnevrimmel
til at bære evig frugt
i din høje Himmel!
B.S. Ingemann 1838.

773
Mel.: C.E.F. Weyse 1838
1 Bliv hos os, når dagen hælder,
du kære Fader og Gud!
Bliv hos os, når mørket vælder
af nattens sluser ud!

2 Henspred over dal og høje
dit stjerne-klædebons flig;
så lukker vi trygt vort øje
og slumrer sødt hos dig.

3 Bliv hos os, og vi vil drømme
om englebørnenes fred;
din Ånd gennem himmelstrømme
vil suse til os ned.

4 Og Kongen i livets rige
vil favne alle de små.
På englenes himmelstige
skal barnesjæle gå.

5 Bliv hos os, når dagen hælder,
du kære Fader og Gud!
og Paradis-lyset vælder
af nattens sluser ud.
B.S. Ingemann 1838.

774
Mel.: C.E.F. Weyse 1838
1 Den skønne jordens sol gik ned;
men stjerneskarerne funkle.
En større verdens herlighed
nedglimter nu i det dunkle.

2 Al verden som en kirke stor
bag sky sig hvælver foroven;
i templets krog Guds grønne jord
er skjult som et blad fra skoven.

3 På mindste blad i største skov
har glade skabninger hjemme;
hvor liv sig rører til Guds lov,
det mindste han ej vil glemme.

4 Gud! i din hånd alt stort er småt,
men kært det mindste tillige.
Den barnesjæl er bjærget godt,
som skjuler sig i dit rige.
B.S. Ingemann 1838.

775
Mel.: C.E.F. Weyse 1838
1 Der står et slot i vesterled,
tækket med gyldne skjolde;
did går hver aften solen ned
bag rosenskyernes volde.
Det slot blev ej med hænder gjort:
mageløst står det smykket;
fra jord til himmel når dets port;
vor Herre selv det har bygget.

2 Fra tusind tårne funkler guld,
porten skinner som ravet;
med strålestøtter underfuld
sig borgen spejler i havet.
Guds sol går i sit guldslot ind,
skinner i purpurklæder.
I rosensky på borgens tind
står lysets banner med hæder.

3 Solenglen svinger lysets flag,
vandrer til fjerne lande;
ham følger liv og lys og dag
bag nattens brusende vande.
Lig solen farer livet hen,
går til forklaringskysten.
Med glans opdukker sol igen
fra Paradiset i østen.
B.S. Ingemann 1838.

776
Mel.: C.E.F. Weyse 1838
1 I fjerne kirketårne hist
nu aftenklokkerne ringe.
Snart sover liden fugl på kvist
med hovedet under sin vinge.
Nu samles frænder kønt igen
som fugleunger på grene;
men den, som har slet ingen ven,
han sidder ved kvæld alene.

2 Snart ruller ud den stille nat
sit skyggeflor over himlen,
og den, som sidder mest forladt,
ser op imod stjernevrimlen.
Og gennem himmelsløret ud
der skinner øjne fuldklare:
Mildt ser den kære, store Gud
herned med sin stjerneskare.

3 Han ser til sine børn da vist,
han ser til høje og ringe,
selv til den lille fugl på kvist
med hovedet under sin vinge.
Til dem, som sover, ser han hen,
han vugger fuglenes grene;
og den, som har slet ingen ven,
han lader ej sidde ene.

4 Det barn, der synes mest forladt,
Gud Fader selv vil bevare:
han sender i den stille nat
til jorden sin engleskare.
De spreder deres vinger ud,
når alle øjne sig lukke;
selv våger hele verdens Gud
ved skabningens store vugge.
B.S. Ingemann 1838.

777
Mel.: C.E.F. Weyse 1838
1 Den store, stille nat går frem
med lys fra Himmelens sale;
hvert lys er sol for sjæles hjem
i højere verdners dale.

2 I himmeloceanets skød
neddukker natten sin vinge
med alle stjernesoles glød,
mens sfærernes harper klinge.

3 O nat! rul dine verdner frem
i oceaner af himle,
med pris til Gud fra engles hjem
og jorderigs sjælevrimle!
B.S. Ingemann 1838.

778
Mel.: Rudolph Bay 1827
Th. Laub 1922
1 Fred hviler over land og by,
ej verden larmer mer;
fro smiler månen til sin sky,
til stjerne stjerne ser.

2 Og søen blank og rolig står
med himlen i sin favn;
på dammen fjerne vogter går
og lover Herrens navn.

3 Der er så stille og så tyst
i himmel og på jord;
vær også stille i mit bryst,
du flygtning, som dér bor!

4 Slut fred, o hjerte, med hver sjæl,
som her dig ej forstår!
Se, over by og dal i kvæld
nu fredens engel går.

5 Som du han er en fremmed her,
til Himlen står hans hu;
dog i det stille stjerneskær
han dvæler her som du.

6 O, lær af ham din aftensang:
Fred med hver sjæl på jord!
Til samme Himmel går vor gang,
adskilles end vort spor.

7 Fred med hvert hjerte, fjern og nær,
som uden ro mon slå!
Fred med de få, som mig har kær,
og dem, jeg aldrig så.
B.S. Ingemann 1822.

779
Mel.: A.P. Berggreen 1841
1 Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred!
Dog ingen kender dagen, før solen går ned.

2 Godmorgen, godmorgen! sang fuglen på kvist;
tit så den aftensolen bag fængselets rist.

3 Tit dufted, tit nikked småblomster ved gry;
før aften lå de knust under haglvejrets sky.

4 Tit leged småbarnet i morgensol rød;
ved kvæld det lå på lejet så stille og død.

5 På jorden ej lever så salig en sjæl,
jo lykken kan omskiftes fra morgen til kvæld.

6 Lyksalig dog sjælen, som kender Guds fred,
skønt ingen kender dagen, før solen går ned.

7 Godmorgen! vi sjunge med fuglen helt fro,
skal selv i mørke fængsel til natten vi bo.

8 Guds børn kan sig glæde som blomster ved gry,
skal selv de ligge knust under aftenens sky.

9 Som barn kan jeg frydes i morgensol rød,
om også jeg før aften er stille og død.

10 Guds fred og godaften! vi sjunge ved kvæld.
Vor Herre selv bevare hver flygtende sjæl.

11 Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred!
Guds fred er sjælesolen, som aldrig går ned.
B.S. Ingemann 1841.

780
Mel.: Jeg ved et evigt Himmerig
1 Den lyse dag forgangen er,
den blanke sol forsvundet,
og natten med sin skyggehær
den har nu sejer vundet.

2 I al den ganske kristenhed
vi tro dog og bekende:
Vi har en sol, som ej går ned,
en dag, som ej får ende.

3 For os det store lys oprandt,
hvorom profeter tale,
som gennemstråler uden tant
selv dødens skyggedale.

4 Thi giver vi os Gud i vold,
i Jesu navn at hvile,
han er vort klippefaste skjold
mod alle fjenders pile.

5 Han er vort skjold mod nattens gru,
han er vort lys i mørke,
og sejer ingen vandt endnu,
som med ham prøved styrke.

6 Til lys vi har Guds egen Søn,
til vagt hans engleskare,
et skjold os er vor aftenbøn
imod al frygt og fare.

7 Da hvile vi i fred og ro,
ja, smilende vi sove
og vågne hver en morgen fro,
vor Gud i sang at love.

8 Selv dødens søvn skal vorde blid,
og gravens nat opklares;
thi vi får dag til evig tid,
når Herren åbenbares.
N.F.S. Grundtvig 1833.

781
Mel.: Befal du dine veje
1 Nu skrider dagen under,
og natten vælder ud;
forlad for Jesu vunder
vor synd, o milde Gud!
Gud Fader os bevare,
de store med de små,
hans hellig engleskare
en skanse om os slå!

2 Når mørket jorden blinder,
og dagen tager af,
de tid os da påminder
om dødens mørke grav.
Ved hvert et fjed, vi træde,
lys for os, Jesus sød!
Fyld hjertet med din glæde,
og giv en salig død!
Vægterversene 1683. 1686. 1731.
W.A. Wexels 1840
Jfr. nr. 746 og 791

782
Mel.: Jeg ved et evigt Himmerig
1 Dig vandre vi så gerne med,
opstandne Jesus milde!
Med dig til Himlens hvilested
vi gerne følges ville.

2 O kom til os, og slip os ej
men drag os, når vi ikke
er raske nok på Himlens vej,
hvor torne foden stikke!

3 Vor aftenstund er altid nær
i hver en livets alder;
o, vær vort lys med lifligt skær,
når aftenduggen falder.

4 Når da vor dunkle pilgrimsfærd
ved målet er til ende,
vi skal med himmelsk klarhed der
dig og din Fader kende.
Thomas Kingo 1689.
N.F.S. Grundtvig 1853.
Oprindelig del af nr. 244

783
Mel.: Henrik Rung 1853
1 Kirkeklokke! mellem ædle malme
mageløs er for mit hjerte du,
vågnet er ved dig en højtidssalme,
som genlyder daglig i min barm.

2 Kirkeklokke! ej til hovedstæder
støbtes du, men til den lille by,
hvor det høres trindt, når barnet græder
og inddysses blidt ved vuggesang.

3 Kirkeklokke! moderskød for klangen,
som er mig langt mer end strengeleg,
toner dine kappedes om rangen
for mit øre tit og i min barm.

4 Mens som barn på landet jeg var hjemme,
julemorgen var mit Himmerig,
den du meldte mig med englestemme,
kimed klart den store glæde ind.

5 Højere dog stemte dine toner,
når de med “den gyldne sol frembrød”
kimed: Støv! oprejst er din forsoner,
stat nu op i påskemorgengry!

6 Lavere de spreder deres vinger,
sænker sig med solen dybt i hav,
når for mig nu aftenklokken ringer,
og jeg tæller dine bedeslag.

7 Lifligt dog det klinger helst om høsten,
i den stille, svale aftenstund;
gennem jorderig går Himmel-røsten,
kalder sjælen til sin hvile ind.

8 Landet nu gråhærdet kun jeg gæster
og har hjemme, selv jeg ved ej hvor;
dog på lysets hjem min hu sig fæster,
evig godt, jeg ved, er ene der.

9 Derfor nu, når aftenklokken melder:
Solen sank, og fuglen slumred ind,
da mit hoved jeg med blomsten hælder,
nynner sagte mellem bedeslag:

10 Kirkeklokke! når til sidst du lyder
for mit støv, skønt det dig hører ej,
meld da mine kære, så det fryder:
Han sov hen, som sol i høst går ned.
N.F.S. Grundtvig 1845.

784
Mel.: Dagen går med raske fjed
1 Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende!

2 Aldrig ræd for mørkets magt,
stjernerne vil lyse!
Med et Fadervor i pagt
skal du aldrig gyse!

3 Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
Chr. Richardt 1867.

785
Mel.: Carl Nielsen 1917
1 Tunge, mørke natteskyer
op ad himlen drager,
hjem til skovs af marken fly’r
hist de sorte krager;
skumringen sig breder ud,
det er mørkt omsider.
Vær os nær, du kære Gud,
medens natten lider!

2 Vær mig nær, thi uden dig
ensomhed mig truer;
vær mig nær, thi uden dig
jeg for mørket gruer!
Hold mig med din faderhånd,
så jeg dig fornemmer;
fri mig ud af mørkets bånd,
så min frygt jeg glemmer!

3 Lad mig føle, hver gang når
livet blir mig øde,
at du, Fader, hos mig står,
og i sådan møde;
og når natten i mit bryst
hjertet vil omlejre,
o, da skænk mig livsens trøst,
vind mig lysets sejre!

4 Og når dødens nat engang
over mig sig sænker,
lad mig høre morgensang,
førend ret jeg tænker:
dine fugles morgensang
i den høje sommer,
der, hvor dag er altid lang,
natten aldrig kommer!

5 Tung og mørk den tavse nat
over jorden spænder,
hist kun bag et vindve mat
vågelys der brænder.
Du, som lindrer sorg og nød,
al vor synd forlader,
lyser op den mørke død,
tak, du lysets Fader!
Jakob Knudsen 1890.

786
Mel.: Erik Sommer 1980
1 Nu går solen sin vej
for at skinne på andre,
for alle på jorden har brug for dens lys,
og de håber og venter
på dagen, du skaber,
for kun i din sol, Gud, kan livet fornys.

2 Nu går landet til hvile,
og travlheden dæmpes,
og hjemmene fyldes af aftnens musik.
Vær med den, kære Gud,
der må sidde alene,
og den, der nu slider sig træt på fabrik!

3 Nu er timen til stilhed,
til bøn og til tanker,
til ord, som har vægt, og som kræver et svar.
Kom og rør ved os, Kristus,
så vi bliver åbne
for glæden og livet og freden, du har.

4 Nu er timen, hvor du
dømmer alt det, vi gjorde,
som vendte os bort fra vor næste og dig.
Nu er timen, hvor du
sletter alt det, der skiller,
hvor du siger: Kom og vær hjemme hos mig!

5 Nu går solen sin vej,
men vi er ikke ene,
for du, Herre, lever og vender vor frygt,
så når du er i mørket,
er det ikke mørke,
når du er iblandt os, da sover vi trygt.
Holger Lissner 1980.

787
Mel.: Erik Sommer 1981
l Du, som har tændt millioner af stjerner,
tænd i vort mørke en tindrende tro.
Du er vort lys, og du vogter og værner
os, så vi sover i tryghed og ro.

2 Tak for den lysende dag, der er gået,
gaven til os, dine hænder har rakt.
Tilgiv os det, som vi ikke fik nået,
tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!

3 Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte,
hver gang du gjorde vort liv til en fest.
Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte,
du ved alene, hvad tjener os bedst.

4 Tak for de mennesker, som blev vor støtte,
når vi fandt vejen besværlig at gå.
Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte,
mød du os selv i de svage og små!

5 Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os.
Johannes Johansen 1981 og 1982.


788
Mel.: Jørgen P. Erichsen 1987
1 Nu sænkes overalt
Guds skabermørke,
nu sletter han det
dagslys, han lod gry,
og lukker nattens
sorte kåbe om os,
til morgensolen
åbner den på ny.

2 Bag ved os dækker
mørket dagens veje,
de milde udsyn som
de skarpe spor;
måske de stadig
når os med en genklang
af ting, der hændte,
tonefald og ord.

3 Den mørke nat er
sendt os som en nåde;
nu løses vi fra
livets travle færd,
fra alt, hvad vi
begærligt jager efter
på flugt fra det,
der findes ganske nær.

4 Nu søger søvnen os
med sine dybder,
nu fører den til
hvile sjæl og krop,
så vi, når solen ses,
med nye kræfter
til morgendagens
dont kan vågne op.

5 Er mørket ondt – får
det os til at grue –
er det mod lyset
mer end grænseskel:
det skyldes faldet i
den skabte verden,
vi bærer angstens
grunde i os selv.

6 Hver gang en dag af
livet går til ende,
og fra det dybe
natten bryder ud,
vi beder dig: tag
os i dine hænder,
tilgiv os, du vor
Fader og vor Gud!
Jørgen Michaelsen 1981, 1987 og 1995.

789
Mel.: Sig månen langsomt hæver
Gud, efter dig jeg længes
Nu lukker sig mit øje,
Gud Fader i det høje,
i varetægt mig tag!
Fra synd og sorg og fare
din engel mig bevare,
som ledet har min fod i dag!
Peter Foersom 1813.

790
Mel.: Oluf Ring 1933
Gode Gud, din engleskare
alle dine små bevare!
Ja, forlad os, Fader milde,
hvad vi gjorde, som var ilde!
Hjælp os, så vi vorde fromme,
så vi i din Himmel komme,
smile sødt i englefavn!
Hør du os i Jesu navn!
N.F.S. Grundtvig 1813 og 1832.

791
Mel.: Tysk visemelodi 16. årh.
Kl. 20
Når mørket jorden blinder,
og dagen tager af,
den tid os da påminder
om dødens mørke grav.
Lys for os, Jesus sød,
ved hvert et fjed
til gravens sted,
og giv en salig død!

Kl. 21
Nu skrider dagen under,
og natten vælder ud;
forlad for Jesu vunder
vor synd, o milde Gud.
Bevare kongens hus
samt alle mand
i disse land
fra fjendens vold og knus!

Kl. 22
Om du vil tiden vide,
husbonde, pige, dreng,
da er det på de tide,
man føjer sig til seng.
Befal dig Herren fri!
Vær klog og snild,
vogt lys og ild!
Vor klokk’ er slagen ti.

Kl. 23
Gud Fader os bevare,
de store med de små!
Hans hellig engleskare
en skanse om os slå!
Selv vogte han byen vel!
Vort hus og hjem
har han i gem,
vor ganske liv og sjæl.

Kl. 24
Det var ved midnatstide,
vor frelser han blev født
til trøst al verden vide,
som ellers var forødt.
Vor klokk’ er slagen tolv.
Med tunge og mund
af hjertens grund
befal dig Gud i vold!

Kl. 1
Hjælp os, o Jesus kære,
vort kors i verden her
tålmodelig at bære!
Der er ej hjælper fler.
Vor klokk’ er slagen ét.
Ræk os din hånd,
o Frelsermand!
Da vorder byrden let.

Kl. 2
Dig, milde Jesus lille,
som, mig til salighed,
i mørket fødes ville,
ske pris i evighed!
Din værdig Helligånd
oplyse mig
evindelig,
at jeg dig skue kan!

Kl. 3
Nu skrider natten sorte,
og dagen stunder til;
Gud, lad dem blive borte,
som os bedrøve vil!
Vor klokk’ er slagen tre!
O Fader from,
vend du os om,
din nåde os beté 1!

Kl. 4
Dig, evig Gud, ske ære
i høje himmelkor,
som vægter ville være
for os, på jorden bor!
Det ringer nu af vagt.
For natten god
fald Gud til fod!
Tag tiden vel i agt!

Kl. 5
O Jesus, morgenstjerne,
vort liv udi din vold
befaler vi så gerne,
bliv du vor sol og skjold!
Vor klokk’ er slagen fem.
Kom blide sol
fra nådens pol!
Oplys vort hus og hjem!

1 vis
Vægterversene.
Dansk 1683, 1686, 1731 og 1784.
Jfr. nr. 746 og 781