Her kan du snart udskrive salmerne
576
Mel.: Et trofast hjerte, Herre min
1 O Jesus, troens dyre skat,
begyndelse og ende,
o søde Jesus! lær mig, at
jeg troen ret kan kende,
den tro, som har dig selv i favn,
fra den, som har vel troens navn,
men er dog død og intet!
2 Lad mig ej tro, hvad verden tror,
som visdoms vej forsager,
men lær mig, at jeg af dit ord
den rette mening tager
og bliver klippefast derved
til livets sidste stund og sted,
dit ord og navn til ære.
3 For alting lad din død og blod
mig trøste alle vegne,
at jeg mig med et trøstigt mod
din værdskyld 1 kan tilegne,
at leve og at dø derpå
og agte hele verden så
ej værd engang at nævne.
4 Og når min tro befindes svag
blandt mange stød og hinder,
så hjælp, at som den lyse dag
den snart igen oprinder!
Pust op igen den rygend brand 2,
og sæt det knuste rør i stand
ved Åndens kraft og glæde!
5 Bo selv ved troen i min ånd,
at troen stærk kan blive,
alt mer og mer få overhånd,
og mange frugter give:
i trang at være uforsagt
og stræbe ret af al min magt
min næste godt at gøre!
6 O Jesus! du, som troens gnist
min sjæl har ladet kende,
ak, lad den aldrig blive mist,
men hjælp den til at brænde!
Hvad du har selv begyndt, fuldfør,
at jeg til sidst i troen dør
og får en salig ende!
1 fortjeneste
2 Matt. 12,20
Luk 17,5
David Denicke 1657.
Hans
Adolph Brorson 1735.
577
Mel.:
Th. Laub 1918
Guds
Søn kom ned fra Himmerig
1 Vor tro er den forvisning på,
at vi Guds nåde have,
som ingen af sig selv kan få,
men det er Åndens gave,
den faste grund i hjertet lagt
ved ordet om den nådepagt,
som er i Kristus stiftet.
2 Et eget væsen er vor tro,
et meget mægtigt gode,
som føles udi sjælens ro
og gør os vel til mode;
hvad ingen ser, det ser den grant
og ved, at det er evig sandt,
hvad Gud i ordet lover.
3 Usynlige og høje ting
kan troen se og høre,
og midt i sukke frydespring
mod nådens solskin gøre.
Gud er min Gud, og ved hans Ånd
jeg har alt Himlen i min hånd,
thi Jesus i mig lever.
4 Hvad vil nu Satans ganske hær
med mine synder gøre?
Lad ham dem alle, hver især,
frem for mit hjerte føre;
jeg ved vel, at min synd er stor,
men Jesus siger i sit ord:
Den dig forladt skal være.
5 Det ord, det ord mig giver ro
og er mit faste anker,
når Satan stormer mod min tro
med mange tvivlens tanker.
Hvad agter jeg hans trussel mer!
Min tro Guds milde hjerte ser
igennem Jesu vunder.
6 Er troen ofte svag, især
når jeg af korset trænges,
så må dog troen være der,
så længe sjælen længes
at finde hjælp og mærke kan
af håbet kun det mindste gran,
så er der tro i hjertet.
7 Jeg ved, på hvem min tro er sat,
ham får man mig at unde;
hvem Gud kun holder for sin skat,
skal aldrig gå til grunde.
Vel den, som bygger fast på Gud,
lad det så tumles ind og ud,
han står, når alting ligger.
8 Så vil jeg da i denne tro
mit ganske levned føre,
i Jesu vunders søde ro
mit hjerte lystig gøre;
hans Ånd mig er et pant derpå,
at endelig min tro skal få
en sød og salig ende.
Johann Hermann Schrader 1731.
Hans Adolph Brorson 1735.
578
Mel.: Jeg vil din pris udsjunge
1 Den tro, som Jesus favner
og hjertet rense kan,
den tro, hvorved man havner
i Himlens frydeland,
den tro er stærk og må
al verden undertræde,
i sorrig og i glæde
sin prøve kunne stå.
2 Var det en tro, med munden
at sige kun: Jeg tror!
når hjertet ej i grunden
er renset ved Guds ord,
da var der fromme nok
og troende i tiden,
da var den ej så liden,
den rette troens flok.
3 Den sande tro i striden
er mangen gang vel svag
og synes undertiden
at have tabt sit slag.
Dog: er den sande tro
så sandt i hjertet inde,
så kan den overvinde,
før får den ingen ro.
4 Velan, I svage hjerter!
Så fatter nu kun mod,
og lad det koste smerter,
ja ære, liv og blod!
O, holder eder tæt
til Jesu blod og vunder,
så ligger Satan under
med al sin magt og ret.
5 O Jesus! hjertemilde
og yndigste Guds Lam!
O, tænk dog, hvad det ville
mig være for en skam,
om jeg mod dig – som mig
med blodig kamp har vundet –
så troløs blev befundet
at kunne miste dig.
6 Nej, nej, min lyst og ære,
du er mig alt for sød,
nej, din jeg vist vil være,
det gælde liv og død!
Lad komme, hvad der vil,
jeg vil det alt bestride
og intet andet vide
end høre Jesus til!
1 Joh 5,5
Hans
Adolph Brorson 1735.
579
Mel.:
Min Jesus er for mig
Nu
takker alle Gud
1 Vor tro den er et lys
i hjertet dybt forborgen,
som bryder dejlig frem
ret som den klare morgen,
gør sjælen som en dag,
ja dejlig, lys og rig,
ny, ret forandret og
i sindet Jesus lig.
2 Den tvivler ej at få,
hvad Gud i ordet lover,
og derfor frisk sig ind
i kors og modgang vover;
thi troen føder håb;
af det, den har og ser,
er den forsikret om
at finde altid mer.
3 Af håb er kærlighed,
thi når man ret besinder,
hvor god en Gud vi har,
ja evig har og finder,
så bryder dette ud
i hjertens kærlighed,
endog mod den, som er
os bitter, gram og vred.
4 Guds fjender vare vi,
dog ville han os skænke
sin egen kære Søn.
Hvor få, som det betænke!
Hvor denne kærlighed
i hjertet bliver tændt,
på øjeblikket er
alt had og nid forbrændt.
5 Hvad Gud os gør, det bør
vi gøre mod vor næste;
når nogen gør os ondt,
da søge deres bedste
og bøde andres trods,
forfølgelse og spot
med forbøn, gode ord,
og altid gøre godt.
6 Når Gud ved meget kors
os ret på prøve sætter,
tro gør tålmodighed,
som alt det tunge letter,
den dæmper kødets knur
og tager bønnen fat
og ved, at al vor nød
Gud vej og mål har sat.
7 O, lad mig, Jesus, mig
i troen daglig øve,
så skal mig ingenting
et helligt liv berøve.
Hvor lyset er, der må
jo glansen ytre sig;
o, lær mig, at jeg ret
og altid følger dig!
J.J. Breithaupt 1705.
Hans Adolph Brorson 1735.
Bearbejdet
1951.
580
Mel.: Herre, jeg har handlet ilde
1 Jesus, dødens overvinder,
du, hvis ord er liv og ånd,
stat os bi mod livets fjender,
fri os ud af deres hånd!
Højlig til den helt vi trænge,
som kan dødens lænker sprænge.
2 Jesus, ja, vi tro og håbe,
selv i dødens skyggedal,
at du hører, før vi råbe,
svarer, før vi bede: Tal!
blev, til liv for mange døde,
de opstandnes førstegrøde.
3 Ja, vi tro, men tvivl sig klæber
som en øgle til vor tro,
døden spiller os på læber,
hvor vi mellem skygger bo,
håbet er, som mat det glimter,
når bag sky vi månen skimter.
4 O, lad troen sig nedsænke
dybt i Jordans rene flod!
Lad os ej med Naman tænke 1,
hver en strøm er lige god;
lad ej fjenden os indskyde,
lidt det er dit ord at lyde!
5 Jesus, ja, du vil jo være
i os herlighedens håb 2,
fødes, til Gud Faders ære,
hos os i vor barnedåb,
vokse i os alle sammen
over sky med fryd og gammen.
1 2 Kong 5,1-14
2 Kol 1,27
N.F.S. Grundtvig 1834.
581
Mel.: Befal du dine veje
Jeg ved, på hvem jeg bygger
1 Der er et helligt værge
imod al verdens nød:
den tro, som flytter bjerge,
bekæmper sorg og død.
O, kunne jeg bevare
den tro i fromme sind,
mig Herrens engleskare
bar i Guds Himmel ind.
2 O, kunne jeg det finde,
det ydmygheds klenod,
hvormed blodsottig kvinde
for frelsens Herre stod,
jeg skulle og fornemme,
hvad ydmyg tro formår;
den store frelsers stemme
til alle sjæle når.
3 Vær trøstig! Ordet toner
igennem evighed.
Ved kraftens hånd han troner,
som al vor trængsel ved.
Hans navn jeg vil påkalde
med tro i svarest nød;
hans magt jeg vil bønfalde,
er al min glæde død.
4 Hans navn jeg frelst skal love
i tro med evig trøst;
de døde her kun sove,
de vækkes ved hans røst.
O du, mit skjold, mit værge
imod al verdens nød!
Den tro, som flytter bjerge,
skænk mig i liv og død!
Matt 9,18-26
B.S.
Ingemann 1825.
582
Mel.: Bendt Astrup 1993.
Dig rummer ej himle
1
At tro er at komme
til
det, der er større,
end
vi kan forstå:
Guds
rige, som Kristus
har
åbnet i dagen
for
os, som er små.
2
At tro er at komme
til
ham, som på korset
har
sejret for os -
han
afviser ingen,
han
gir os Guds nåde,
ham
frydes vi hos.
3
Vi bæres til dåben,
og
armene om os
bekender:
Vi tror,
hvad
dybt her tildeles
et
barn af dets skaber
med
Ånd og med ord.
4
For troen er ikke,
hvad
andre kan veje
og
måle med kløgt –
men
frygtløst at kaste
sig
ind på den frelse,
som
frit har os søgt.
5
At tro er at stille
sig
ind under ordet,
som
myndigt får røst –
og
finde sig tiltalt
og
tåle dets sandhed
og
gribe dets trøst.
6
At tro er at komme,
trods
hvad der vil hindre,
til
gudslysets skær –
og
skænke sin næste
Guds
nåde i dagen,
hvor
riget er nær.
Jørgen Michaelsen 1975
583
Mel.: Helligånd, de frommes glæde
1 Falder på dig modgangs hede,
nød og jammer, spe og spot,
o, da må du flittig bede,
bønnen er for alting godt.
Midt igennem korsets ve
kan du da i ordet se,
hvordan Jesu milde hjerte
ser og føler al din smerte.
2 Ingen bliver dog til skamme,
som forlader sig på Gud;
lad kun, hvad der vil, dig ramme,
bed og tro, og hold kun ud!
Synes det, han ser dig ej,
o, han kender al din vej,
al din brøst du ham skal klage
og i ingen nød forsage.
3 Bede, banke, råbe, græde
er de kristnes største kunst,
trøstig frem for Gud at træde,
finde frelse, trøst og gunst.
Hvo kun tror vor Herre vel,
ret af hjerte, sind og sjæl,
han skal altid redning finde,
intet kan ham overvinde.
4 Lær vor Herres vej og måden,
som han fører sine på,
han vil styrke dem i nåden,
når han synes tungt at slå.
Lever dog vor Gud endnu,
tier han, så tal kun du,
storm med magt til Himlens volde!
Gud kan intet dig forholde.
5 Gud ske lov for al hans nåde,
som mig giver sådan magt,
at jeg skal i ingen våde
gå bedrøvet og forsagt.
Derfor vil jeg daglig på
Herrens lovsangs harpe slå
og i både sorg og glæde
halleluja lystig kvæde.
Johan Olearius 1671.
Hans
Adolph Brorson 1739.
584
Mel.: Herre Jesus, vi er her
1 Beder, og I skulle få.
Beder, Jesus selv tillader,
at udi hans navn vi må
daglig tale til vor Fader.
Bønnens Ånd vor bøn vejlede!
Og vi skulle få, som bede.
2 Led, og se, du finde skal.
Når din glæde synes borte,
når du græd i tårers dal 1,
Jesus jager tanker sorte,
lader trøstens sol oprinde:
Hvo, som leder, han skal finde.
3 Banker, og der lukkes op.
Når i dødens strid du beder,
gennem slagne fjenders trop
Jesus åben vej bereder.
Nådens dør, o søde tanke,
lukkes op, når du vil banke.
1 Dom 2,4.
Matt 7,7-8; Joh 16,23-28
Johan Nordahl Brun 1786.
585
Mel.: Fryd dig, du Kristi brud
1 Hvor der er tro på Gud,
der bryder troen ud
i bøn af hjertens grunde,
ja, der vil ånden stunde
højt op til Himlens sale
for med sin Gud at tale.
2 Den tolker da sit savn
i Jesu Kristi navn,
den råber: Abba, Fader!
på dig jeg mig forlader,
du hjælpe vil og råde
dit barn i nød og våde.
3 Og bønnen henter ned
fra Himmelen Guds fred,
den henter kraft og styrke
til Herren ret at dyrke,
den henter hjælp i nøden,
den henter trøst i døden.
W.A. Wexels 1840.
586
Mel.: Kirken den er et gammelt hus
1 Stol du kun på dit Fadervor!
Lad dig derfra ej forlokkes.
Himmel og jord engang forgår,
aldrig dog Fadervor rokkes;
det er Guds ord i barnemund,
klippe og skjold i farens stund,
pant på Guds-faderligheden.
2 Agt det kun vel: I Jesu navn
bedes det må alle dage
som af et barn i Jesu favn,
der kan hans kærlighed smage,
føler det på sig, alt hans håb
fødtes af troen i hans dåb,
vokser med Jesus den lille.
3 Kom så i hu med mund og hånd,
at “Herre Jesus” det rette
læres kun af den Helligånd 1,
hvem alle dårer forgætte 2!
Han ånder liv i Jesu navn,
han lægger os i Jesu favn,
lægger hans bøn os i munden.
4 Beder du så dit Fadervor,
Ånden med Faderens stemme
hjemler dig Jesu børnekår,
så i Guds hus du har hjemme;
thi kun Guds ægte børn har mund
til uden tant af hjertens grund
Gud deres Fader at kalde.
1 1 Kor 12,3
2 glemmer
Joh 16,23-28
N.F.S. Grundtvig 1855.
587
Mel.: Fryd dig, du Kristi brud
1 Guds egen kære Søn
har sagt os for sin bøn,
og altid er han rede
med sine små at bede,
for Gud vor bøn at føre,
så han vil nådigt høre.
2 Det er hans bøn med os,
der byder angsten trods,
som fører os til sæde
i rigets fred og glæde,
så vi os trygt forlader
på hans og vores Fader.
3 I ham er Lovens bud
opfyldt og slettet ud;
i ham er nu os givet
opstandelsen til livet;
med ham er alt vi fremme
og har hos Fader hjemme.
4 Og er jeg døv og blind
og træt og tung i sind,
jeg véd dog, Jesu øje
ser Fader i det høje,
jeg véd dog, Jesu øre
kan Fader-røsten høre.
5 Det trøstes jeg da ved,
det er i dag min fred;
dermed har han mig givet
frimodighed til livet
og taget fra mig sorgen
for natten og i morgen.
6 Går jeg af verden ud,
han er for mig hos Gud;
han er der som min næste,
han er der til mit bedste.
Han plads for mig bereder,
mit Fadervor han beder.
K.L. Aastrup 1936.
588
Mel.: Stille er min sjæl til Gud
1 Herre, gør mit liv til bøn,
tømt for krav og tømt for løn,
fyldt med sandhed, fyldt med ånd.
Fyld med handlekraft min hånd!
Jordens mindste suk og skrig
høres lydt i Himmerig!
2 Du er nær, min ven, mit værn,
Gud, uendelig og fjern,
nær som hunger og som tørst,
du er sidst, og du er først,
lyset først i verden sat,
lyset i den sidste nat.
3 Du, den højeste Guds Søn,
ét med mig i angst og bøn.
Ingen vej du kunne se,
da du bad: Guds vilje ske,
da du bad den sidste nat:
Hvorfor har du mig forladt?
4 Helligånd, Guds åndedræt,
lær du mig at bede ret,
bed for mig, som ikke ved,
hvad der tjener til min fred.
Herre, bær mit suk og skrig
som din bøn til Himmerig!
Johannes Johansen 1989, 1990 og 1994.
589
Mel.: Nu velan, vær frisk til mode
1 Hvordan takker vi vor Herre,
for han gav sin Søn herned?
Mange skønner lidt, desværre!
på så stor en kærlighed;
deres onde syndelyst
dækker de med nådens trøst,
vil af Jesus intet lære
og dog sande kristne være.
2 Vist nok, ingen sjæl fordømmes,
når den på sin Jesus tror,
nådens kilde aldrig tømmes,
nåden er og bliver stor;
men det er en afsagt dom:
siden Jesus til os kom,
skal vi bort fra synden vige
eller aldrig se Guds rige.
3 At du vil i dine lyster
fare fort, som du er van,
og dig dog ved Jesus trøster,
går i evighed ej an.
Kære hjerte, ét af to:
enten udi bøn og tro
syndens vej at fly og hade
eller lide sjæleskade.
4 Lyset er i verden kommet,
ved du også, at du tror?
Har du nogen tid fornummet ,
at din Jesus i dig bor?
Har hans nådes strålers kraft
i din sjæl sin virkning haft?
Kan du i dit hjerte finde,
at der er et lys derinde?
5 Hvordan går man dog og drømmer
i en sådan vigtig sag,
og i sikkerhed forsømmer
nådens dyrebare dag?
Det er tid at sanse vel
og at sørge for sin sjæl,
det er tid at forekomme
Herrens strenge vredesdomme.
6 Lad din nådes glans oprinde,
milde Jesus, at jeg må
derved altid vejen finde,
som jeg har at vandre på!
Vær min formand, at jeg ej
kommer på den brede vej,
aldrig fra dit fodspor viger,
til jeg ind i Himlen stiger!
Hans Adolph Brorson 1732.
590
Mel.: Min Jesus er for mig
Nu takker alle Gud
1 O, lytter til, I folk i alle verdens riger!
Gud kalder, stille dog! og mærker, hvad han siger!
Al verdens tummel, ti! Her er en anden klang,
Gud med dig tale vil, så hør dog til engang!
2 Han kalder ved sit ord og sætter stærkt i rette:
Hvor længe skal min Ånd med eders vanart trætte?
Er jeg den store Gud, som eder selv har skabt,
hvi har I da mit bud så ganske glemt og tabt?
3 Din ondskab er så stor, du arme støv på jorden,
jeg kunne finde dig med band og skræk og torden,
men vil du vende om, jeg sværger højt derpå,
så sandt jeg lever, skal du liv og nåde få.
4 Begræd din dårlighed, at du ej ret har levet,
så vil jeg glemme alt hvad ondt, du har bedrevet;
jeg aldrig har behag i nogen synders død,
kom, tag din tilflugt til min nådes favn og skød!
5 Min Søn til nådestol jeg offentlig fremsætter,
hans pine, død og blod al verdens synd udsletter;
hvo ret af hjertens grund på denne Søn vil tro,
skal aldrig blive dømt, men finde evig ro.
6 Så lukker jeg da op mit søde Himmerige
og lader vidt og bredt af ganske hjerte sige:
O vender, vender om, I folk på denne jord,
så skal I nåde få! der har I selv mit ord.
Hans Adolph Brorson 1734.
591
Mel.: Hannover 1740
C. Balle 1850
1 Ak, vidste du, som går i syndens lænke,
hvor hårdt det er, det Satans slaveri,
du skulle dig ej øjeblik betænke
at søge ham, som dig kan gøre fri.
Ak, hvilken salig dag du fik,
om du begyndte nu i dette øjeblik!
2 Ak, kendte du Guds nådes søde rige,
hvor godt det er at høre Jesus til,
du skulle ej imod hans nåde krige,
som dig endnu så gerne hjælpe vil.
Ak, hvilken sejr Guds kirke fik,
om du begyndte nu i dette øjeblik!
3 Ak, mærkte du, hvor godt det er at lande
i Paradis, hvor glæden dér er sød,
du skulle snart al verdens lyst forbande
og haste hen til Jesu blod og død.
Ak, hvilken fryd Guds engle fik,
om
du begyndte nu i dette øjeblik!
4 Ak, ville du nu én for alle gange
dig give ind i bod og bøn og strid,
hvor skulle da din Jesus dig undfange1,
hvor skulle du ham finde mild og blid!
Ak, hvilken hvile sjælen fik,
om du begyndte nu i dette øjeblik!
5 Ak, skulle du dig dertil lade tigge?
Det gælder jo din egen sjæles tarv,
det er så hårdt i Helvede at ligge,
det gør så godt at tage Himlens arv.
Ak, hvilken evig fryd du fik,
om du begyndte nu i dette øjeblik!
6 Ak, kunne du – du kunne, om du ville –
dog gribe ret Guds milde hjerte fat,
nu kan det ske, nu, før det er for silde,
det
mørknes alt mod evighedens nat.
Ak, hvilken glæde Jesus fik,
om du begyndte nu i dette øjeblik!
1 modtage
Hans Adolph Brorson 1735.
592
Mel.: Min Jesus er for mig
Nu takker alle Gud
1 I dag er nådens tid,
i dag er Gud at vinde,
nu kan alvorlig flid
hans milde hjerte finde.
Op! op! til bedrings gråd,
og efter Jesus jag,
men snart! det er mit råd.
Nu hedder det: i dag!
2 Se, hvor behagelig
fremskinner nådens stråle!
Men det at bedre dig
kan ej forhaling tåle;
måske din klokke slår
i dag sit sidste slag,
nu læges sjælesår.
Nu hedder det: i dag!
3 Træng i Guds arme ind,
og fat din Jesu hjerte,
det koste i dit sind,
ihvad det vil for smerte.
Til kronen går man ej
udi sin gode mag,
træng ind, nu er der vej!
Nu hedder det: i dag!
4 Det er en liden stund,
så lukkes Himlens døre,
begræd de mange pund1,
endnu er nåden større
og vinker dig hen ind
i Jesu favnetag,
men skynd dig som en hind!
Nu hedder det: i dag!
5 Endnu er gunst at få
for knuste hjerters råben,
endnu er Gud at nå,
endnu er Himlen åben.
Hvor er der godt hos Gud!
Kom, hjerte, snart og tag
mod nådens søde bud:
i dag, i dag, i dag!
1 Luk. 19,11-27
Hebr 3,12-15
Tysk 1731.
Hans Adolph Brorson 1735.
593
Mel.: O, kommer hid dog til Guds Søn
1 En hyrde glemmer fåret ej,
som løber på den vilde vej,
hvor ulven er at vente;
ni og halvfemsindstyve må
det, som det kan, i ørken gå;
det tabte vil han hente.
2 Vor Jesus ligeledes går
og søger det fortabte får,
indtil han det har fundet;
så lad dig finde, sjæl, og fly
hen ind i Jesu vunders ly;
så har I begge vundet!
3 Jeg kommer da, min frelsermand,
sådan jeg er, sådan jeg kan,
bespændt i dødens fare;
jeg er det får, som rendte hen,
ak, hjælp mig, red mig ud igen
af Satans stærke snare!
4 O, tag mig i dit nåde-skød,
og lad mig så i liv og død
mig ganske dig hengive,
foragte verdens selskabs ro
og dig af hjertet huld og tro
til sidste ende blive!
Luk 15,1-10
Lorenz
Lorenzen 1700.
Hans Adolph Brorson 1735.
Bearbejdet
1885 og 1951.
594
Mel.: Herrnhut omkring 1740
1 Hør, min sjæl, den gode hyrdes stemme!
Trofast efter dig han går;
han dig elsker, kan dig aldrig glemme,
i hans hånd dit navn jo står;
ingen trussel fra hans læber lyder,
livet, evigt liv, han dig tilbyder.
Glæd hans hjerte da i dag,
kast dig i hans favnetag!
2 Skynd dig, sjæl, o, skynd dig! natten kommer,
natten, o, den er så sort.
Nådens tid er lig en nordisk sommer,
blid den er, men såre kort.
Her er han, som i din barndoms dage
i sin pagt dig kærlig ville tage;
se, han har endnu dig kær,
il til ham, så som du er!
3 Gør du det, så har han sejer vundet,
og hans hjerte glæder sig,
og det liv, du ved hans død har fundet,
skal da vederkvæge dig;
liv i overflod han dig vil give,
når du kun i ham vil stedse blive;
han vil sige: Nåde tag
af min fylde dag for dag!
Joh 10,10.
N.J. Holm 1823 og 1829.
595
Mel.: Johann Crüger 1647
1 I denne verdens sorger sænkt
du mærker ej, hvor ubetænkt
din dag til ende skrider,
du tror dig sikker, stærk og vís,
du jager efter verdens pris
og om dens eje strider.
O menneske, o menneske!
Mod enden fort det lider.
2 Og når du stræber her som bedst,
så kommer en ubuden gæst,
den, som vi døden kalde;
den sikre vågner da med gråd,
den vise ved sig intet råd,
den stærkeste må falde.
O menneske, o menneske!
Han henter dig og alle.
3 Da hedder det: Beskik dit hus!
Nu må du dø; til jordens grus
jeg denne nat dig sender;
her hjælper bøn og modstand ej,
du må nu vandre dødens vej
og ej tilbage vender.
O menneske, o menneske!
Befal dig Gud i hænder!
4 Da skal du finde, det er sandt,
at om du hele verden vandt,
det var dig ej til både;
for dommens stol og Himlens port
der spørges om, hvad du har gjort,
du høster, som du så’de.
O menneske, o menneske!
Betænk din store våde!
5 Den port er vid, den vej er bred,
som bær’ til Helveds afgrund ned,
og mange dér forsvinde;
den port er trang, den vej er smal,
som bær’ til livets lyse hal,
men få er de, den finde.
O menneske, o menneske!
I tide dig besinde!
6 Vågn op! vågn op! gør bod, og bed,
i troen daglig dig bered
til hen i fred at fare!
Din Jesus favn, din synd begræd,
de arme fød, de nøgne klæd,
din tro at åbenbare!
O menneske, o menneske!
Du for Guds dom skal svare.
7 Trøst ikke på, hvad du har gjort
af godt og ædelt, højt og stort,
alt efter verdens måde,
men sig: O Gud, i al min stund
unyttig tjener er jeg kun 1,
lad strenge ret ej råde!
O Jesus Krist, o Jesus Krist,
bed du for mig om nåde!
1 Luk 17,10
Laurentius Petri Gothus omkr.
1572.
J.O. Wallin 1813 og 1816.
M.B. Landstad 1869.
596
Mel.:
A.P. Berggreen 1841
1 Kender du den livsens kilde,
hvorfra nådens strøm udgår?
Om al verden øse ville,
den udtørres intet år;
fra Guds egen hjerterod
strømmer ud den nådeflod,
hen mod alle jordens sider
salig sødt dens vande glider.
2 Kommer! lød en hellig stemme
i forjættelsernes tid,
Herren ej sit folk vil glemme,
hver, som tørster, komme hid!
Køb af dette kildevæld
lægedom for syge sjæl!
Hvi betænker du dig længe?
Kom og køb foruden penge 1!
3 Tidens fylde er oprundet,
hvad Gud loved, er alt sket:
ham, de søgte, han er fundet,
verden har sin frelser set;
hen til ham de fromme gik,
øste nådens læskedrik,
vidned årle, vidned silde:
Jesus Krist er livsens kilde!
4 Kommer da, vi vil os samle
om det livsens kildevæld,
kommer, unge, kommer, gamle,
kommer, hver en mødig sjæl!
Det er endnu nådens tid,
derfor kommer, kommer hid!
Tænk dog på, når dagen hælder,
let os natten overvælder!
1 Es 55,1
Joh
7,37
H.A.
Timm 1834.
597
Mel.: L.M. Lindeman 1865
Der stander et hus i vort høje
nord
1 Så vide om land, som sol monne gå,
ej menneskesjæl er at finde,
som Herrens nåde ej ved at nå,
når hjertet ham gerne vil vinde.
2 Han ser hver længsel i sjælens grund,
som efter det evige higer,
han hører hvert suk, som i nattens stund
fra dybet mod Himmelen stiger.
3 Han tænder sit lys på den vildsomme vej,
hans stjerne for ånden oprinder,
den stråler og vinker og standser ej,
før hjertet sin frelsermand finder.
4 Og var du end skjult i den mørkeste vrå,
og kendte dig ingen på jorden,
og var du blandt alle, som sorgfulde gå,
den allerelendigste vorden –
5 ja, tårned sig synder som bjerge i sky,
og sortnede alt for dit øje,
og blev hvert minde dig tungt som bly,
og så du kun lyn i det høje –
6 o, higer din sjæl imod sandheds Gud,
og kalder på ham du derinde,
han ved dog vej for sit nådebud,
din frelser du dog skal finde.
7 Og finder du ham, da finder du alt,
hvad hjertet kan evig begære,
da rejser sig fluks hvert håb, som faldt,
og blegner så aldrig mere.
W.A. Wexels 1847.
598
Mel.: Genève 1542
1 O Gud, du ved og kender,
det ej i mine hænder
og mine kræfter står,
at jeg dig ret kan dyrke,
om jeg ej daglig styrke
fra dine hænder får.
2 Knus selv mit hjertes stene,
bøj høje tankers grene,
giv ydmyg kærlighed
til Gud og til min næste,
min gang du selv befæste
i dine fodefjed!
3 Hold mig til dine veje!
Lad mig i døden eje
trøst af din død og sår!
Så skal mit liv begynde
og sig til livet skynde,
når jeg af livet går.
Thomas Kingo 1681.
Bearbejdet 1935.
599
Mel.: Jesus, dine dybe vunder
1 Lov og tak og evig ære
ske dig, o Guds hjerte Søn,
som en tjener ville være,
kommet ud af Davids køn!
Søde Jesus, lær du mig,
at jeg vandrer rettelig
og i dine fodspor træder,
ja, udi din vej mig glæder.
2 Lad mig aldrig dig forsage,
om end kors og kummer mig
skal i denne verden plage,
men at jeg dog hjertelig
elsker dig indtil min død
og forsøder al min nød
med din fødsel, død og smerte,
tag dem aldrig fra mit hjerte!
Thomas Kingo 1689.
600
Mel.: Vor Herres Jesu mindefest
1 O Jesus, går du da din vej?
Mit kød og blod forstår det ej,
du går dog kun til Faderen,
o, drag mig, jeg vil og derhen!
2 Igennem dødens mørke dal,
igennem pine, spot og kval,
du, Jesus, gik frimodelig,
o, gid jeg kunne følge dig!
3 Hvor jeg og i dit fodspor går,
der ser jeg kummer, blod og sår;
den hele vej den banet er
med kors og torne her og der.
4 Dog turde du, o Jesus, gå.
Hvorfor vil jeg da stille stå
og grue, når jeg døden ser,
ret som mig noget fremmed sker?
5 Nej, nej, o Jesus, jeg har godt
udaf din bortgang, død og spot;
du sendte mig, da du gik hen,
en talsmand i dit sted igen.
6 Når vantros synd mig tager ind,
og egen klogskab gør mig blind,
da viser han mig, at jeg får
retfærdighed i Jesu sår.
7 Han trøster mig, at Satans magt
ved Jesu død er ødelagt,
lad slangen bide i min hæl 1,
trods det den skader ej min sjæl.
8 Gå derfor med frimodighed,
når stunden er, og vær bered
at sige verden her god nat
og tage livets krone fat!
1 1 Mos 3,15
Joh
16,5-15
Thomas
Kingo 1699.
601
Mel.: Slip os arme ej
1 Herlighedens Gud
blev et sendebud,
ville i vort kød sig klæde,
os at trøste og at glæde,
fri af nøden ud,
herlighedens Gud.
2 Store sejershelt!
Du slog op dit telt
her blandt os på jorderige,
synd og Satan at bekrige,
du drog selv i felt,
store sejershelt!
3 Tag mig ganske ind,
at min sjæl og sind
i din kærlighed må smelte,
al min trængsel på dig vælte,
sjælen til dig bind,
tag mig ganske ind!
4 Styr mit onde sind,
som af verdens vind
lader sig så let omdrive,
lad det altid hos dig blive!
Jeg er selv så blind,
styr mit onde sind.
5 Hold mig ved din hånd,
før mig ved din Ånd,
lad ham lære mig at bede,
mig på sandheds veje lede
udi nådens bånd,
hold mig ved din hånd!
6 Når jeg rejse skal
gennem dødens dal,
lad dit blod min strid forsøde,
og bered mig selv at møde
i din himmelsal,
når jeg rejse skal!
Johan Anastasius Freylinghausen 1704.
Hans Adolph Brorson 1734.
Bearbejdet
1951.
602
Mel.: Halle 1704
1 Den snævre vej er bred nok til Guds rige,
når man går sagte, lige, stille fort,
at hvert et trin forsigtig bliver gjort;
når man har lært hen op at stige,
så er den vej og bred nok til Guds rige.
2 Vor Herres vej er fuld af lifligheder,
når man den har i troen rigtig kendt,
så hjertet er til vejen trøstig vendt;
når man sig dertil ret bereder,
så er vor vej og fuld af lifligheder.
3 Dog må du ånd af Ånd ved ordet fødes 1,
så kan du gå den snævre livets gang,
men ellers er din vej forgæves trang;
dit falske sind det først må dødes,
du må først ånd af Ånd ved ordet fødes.
4 Den Ånd, som Kristus drev, hans kristne driver,
den samme Ånd har altid samme skik,
de får at gå den samme vej, han gik;
vel den, som det i hjertet skriver:
Den Ånd, som Kristus drev, hans kristne driver.
5 Det lette åg kan ej for hårdt besvære 2,
det onde sind kun derved trykkes ned,
det tvinger kun din egenkærlighed;
når man forstår det ret at bære,
det lette åg kan ej for hårdt besvære.
6 Hjælp, Jesus, dig at følge alle vegne!
Du ser, jeg går endnu så skrøbelig;
o, drag mig, at jeg frisk kan følge dig,
så skal hver frygt og sorg hensegne.
Hjælp, Jesus, dig at følge alle vegne!
1
Joh 3,6
2 Matt 11,30
C.F.
Richter 1704.
Hans Adolph Brorson 1734.
603
Mel.: Jeg går i fare, hvor jeg går
1 Den vej, du gik i kors og trang,
i bøn og strid og møje,
min Jesus, livets snævre gang,
lad mig den kende nøje!
Uagtet kød og blod
vil sætte sig imod,
jeg dog frimodig haster frem
og stræber kun til Himlen hjem.
2 Dit lys bestråle korsets dal
og altid for mig brænde,
at jeg fra de udvalgtes tal
mig aldrig lader vende,
dig følger op og ned
med sådan munterhed,
at du min vandring ynde må,
og jeg din Himmel snart kan nå!
3 Hvor vil jeg glædes da engang,
når jeg dig tro er blevet,
at ingen møje, spot og trang
mig har tilbage drevet,
at jeg dit ord og røst
har ene fulgt med lyst,
at du har hjulpet mig på jord
at træde kun i dine spor!
4 Velan, jeg vover det derpå!
Din tornesti jeg ynder,
jeg ved, hvad ende det skal få,
som mig dit ord forkynder,
at trængsel, spe og spot
er vej til ærens slot;
o, hvor er han i sandhed klog,
som favner Jesu søde åg!
Ulrich Bogislaus von Bonin 1725.
Hans Adolph Brorson 1734.
604
Mel.:
P. Sohr 1668
1 Det koster mer, end man fra først betænker,
at være tro i det, som Gud os skænker,
i kærlighedens første kraft at stå,
til man os ser fra kampens plads at gå.
2 Hvor ofte må man sig for Himlen skamme,
når man ej mer kan se den første flamme
og overtydes grant ved Åndens tugt,
at meget af den første brand er slukt.
3 Så går det, når man fra sin vagt vil træde
og vender sind og hu til verdens glæde,
da bliver snart forfalsket mer og mer
det rene sind, hvorefter Jesus ser.
4 Snart lunkenhed sig søger ind at snige,
den trætte fod vil ud af vejen vige,
den synes hård, en anden vej man sig
da vælger til at vandre magelig.
5 O Jesus, du som stedse tro er blevet,
hvem kærlighed til død og grav har drevet,
giv mig den kraft, at jeg til gravens muld
må være dig af hjertet tro og huld!
6 Når jeg er svag, og mig så meget hindrer,
så lad mig se, hvor kronen hisset tindrer,
som mig engang din egen hånd skal fly!
Så får jeg kraft og mod og lyst på ny.
J.J. Rambach 1729.
Hans
Adolph Brorson 1735.
605
Mel.: Helligånd, de frommes glæde
Jesus, dine dybe vunder
1 Hvo vil med til Himmerige?
Kommer! Jesus råber nu.
Kommer, fattige og rige,
vender hjerte, sind og hu
fra den arme verden bort,
tiden er herefter kort,
her er mere at bestille
end med verdens lyst at spille!
2 Har I drevet eders dage
hen i synd og sikkerhed,
hvad vil det for ende tage,
går det ej i pølen1 ned?
Vender om og søger råd
i en hjertens bedrings gråd,
søger udi sådan smerte
Jesus ret af ganske hjerte!
3 Jesu fodspor er alene
vej til Himlens herlighed,
og hvo dette ej vil mene,
han af gudsfrygt intet ved,
al hans visdom, al hans kunst,
al hans gerning er omsonst;
vil man vej til Himlen vide,
da må verden først til side.
4 Op, I kristne! samler kræfter,
fatter mod i barm og bryst
ret at følge Jesus efter,
ret at følge ham med lyst!
Holder eder til ham nær,
får ham altid mere kær,
elsker trolig eders næste,
søger alt hverandres bedste!
5 Er det ikke tid at vandre?
Evigheden er os nær.
Beder, stræber med hverandre
at formane hver især!
Hid, I store! Hid, I små!
Tager Jesu kors kun på,
følger alle, ingen svige,
hvem der vil til Himmerige!
1 svovlpølen, Johs.Åb. 19,20
Hans Adolph Brorson 1734.
606
Mel.: Nu velan, vær frisk til mode
1 Kommer, hvo vil visdom lære!
Kommer hid i hobetal!
Rette, vise folk at være
er den del, der læres skal;
hver vil have navn derfor,
få kun finde visdoms spor,
og just de, som visdom finde,
ses af andre an for blinde.
2 Vise ere de, som trænge
sig i Jesu vunder ind,
sig ved ham i troen hænge
med et helt hengivent sind,
verdens visdom kaste bort,
og hvad verden agter stort,
rette alle deres sinde
kun til Jesus ret at vinde.
3 Vise ere de, som bede
stedse om Guds Ånd at få
og af ham sig lade lede
på den rette vej at gå;
hvo af hannem føres ej,
vandrer på den brede vej,
skønt han ved om nådens rige
mange store ting at sige.
4 Vise er de, som sig spejle
i Guds ord ved hvert et trin,
at de ikke skulle fejle
i at skille kraft fra skin.
Hvo vil den bedrage let,
som vil følge ordet ret?
Ordet sviger ingenlunde,
står, når alting går til grunde.
5 Vise er de, som sig skamme
aldrig ved vor Jesu spot,
gladere hans kors annamme
end det bedste herreslot;
Kristi kors har herremagt,
lyser med en himmelpragt;
hvo til visdom sig vil skynde,
skal ved Kristi kors begynde.
6 Gud, hvis visdom ej indspændes
i al verdens snævre egn,
lad dog klarlig hos mig kendes
disse visdoms rette tegn!
at jeg dog må her på jorden
findes i de vises orden!
Fader, hør mig! hør, Guds Søn!
hør, o Helligånd, min bøn,
Johann Anastasius Freylinghausen 1714.
Hans Adolph Brorson 1734.
607
Mel.:
J.A.P. Schulz 1793
1 Jesus Krist, du overvandt!
Dig ej mere graven ejer,
og vi alle ved din sejer
liv og evig frelse fandt.
2 Du opstod! O, lad os ej
hjertet fast til jorden binde!
Lad hos dig os styrke finde
til at gå vor himmelvej.
3 Giv os kraft at følge dig,
styrk vor fod, når den vil glide!
Kæmp med os, når vi skal stride,
gør os døden sejerrig!
Frederik Plum (?) 1793.
608
Mel.: Herre, jeg har handlet ilde
1 Stod med Krist vi op af døde,
did opsvinge sig vor ånd,
hvor opstandnes førstegrøde 1
sidder ved Guds højre hånd;
altid svæve os for øje
trods det lave, kun det høje!
2 Selv i dåben vi er døde,
men vort liv er skjult i Gud,
skjult med Himlens morgenrøde,
bryder brat i stråler ud,
dages under stjernekransen
med Guds Søn i soleglansen.
3 Bort med gamle Adams klæder!
Vandre vil i os den ny,
som kun lysets vej betræder
under sol som over sky;
i Guds billed vi, nyskabte,
vise skal, hvad Adam tabte.
4 Lad os da som Guds udkårne
elskelige helgenkuld
klædes op med den enbårne,
ydmyg, god og nådefuld,
som med ynk, med hjælp til rede,
englemild, kun sen til vrede!
5 Over alt lad kærligheden
som fuldkommenhedens bånd
os omslynge, så Guds-freden
i vort hjerte som vor ånd
kan med sejerskranse bolde
med triumf sit indtog holde!
6 Rigelig bo Kristi tale
med al visdom i vort bryst!
Lad os lære og husvale
som med ynde, så med lyst,
varsle, minde, love, prise
smukt med salme, kvad og vise!
7 Lad da Jesus Kristus være
ét og alt for os på jord,
Herren til Gud Faders ære,
som hans billed, så hans ord!
Da i Jesu navn Gud Fader
os sin borg og favn oplader.
1 1 Kor 15,20
Kol 3,1-17
N.F.S. Grundtvig 1836.
609
Mel.: Halle 1714
1 Dybt fornedres skal enhver,
som sig selv ophøjer,
højt ophøjes skal enhver,
som sig selv nedbøjer 1;
det er børnelærdom fin,
som vor Herre kalder sin,
har og klart beseglet.
2 Adam, i Guds billed skabt,
var sin skabers næste,
Adam, i sig selv fortabt,
blind for eget bedste,
vendte ryggen til sin Gud,
styrtede af Eden ud,
raved til afgrunden.
3 Sønnen i Guds herlighed
var sin Faders lige,
ville dog i ydmyghed
til os små nedstige,
hente os fra afgrund op,
løfte os til livets top,
Himmel-bjergets tinde.
4 Vend dog om fra afgrunds rand,
hver en sjæl forvildet!
Tro på Jesus, Gud og mand,
Gud i ham formildet!
Læg som støv dig i Guds hånd!
Da opliver dig Guds Ånd
atter i Guds billed.
5 Thi med ham, som fra Guds favn
sig til muld nedbøjed,
ved hans ord og i hans navn
bliver højt ophøjet
hver, som i hans barnedåb
dukker ned med tro og håb,
han sig selv fornedrer.
1 Luk 18,14b
N.F.S. Grundtvig 1860.
610
Mel.: Et trofast hjerte, Herre min
Hvad kan os komme til for nød
1 Bliv hos mig, kære Herre Krist!
Jeg ellers går i blinde,
ser ej den vej, hvorpå jeg hist
skal nådens hjemstavn finde.
Bliv hos mig, o du verdens lys!
Fjern nattens mulm og nattens gys
fra dette svage hjerte!
2 Bliv hos mig, kære Herre Krist!
Jeg mættes ingenlunde,
når ikke du, som mætted hist
i ørknen mange munde,
mig række vil det livsens brød,
som er dig selv, du frelser sød,
fra Himlen til os kommen.
3 Bliv hos mig, kære Herre Krist,
at jeg kan frugter bære!
Du er min rod, jeg er din kvist
og kan dig ej undvære;
du vintræ i Guds urtegård,
fra dig jeg saft og styrke får,
kan uden dig ej trives.
4 Bliv hos mig, kære Herre Krist!
Blandt verdens tusind farer
jeg finder aldrig ro og rist,
når du mig ej bevarer,
når du ej med din hyrdestav,
o gode hyrde, til min grav
mig skærme vil og lede.
5 Bliv hos mig, kære Herre Krist!
Når det mod natten stunder,
er du hos mig, da ved jeg vist,
at sødelig jeg blunder;
bliv hos mig til min sidste stund,
og sig til mig i dødens blund:
Jeg dig til Himlen fører!
Luk 24,29
H.A. Timm 1834.
611
Mel.:
Fr. Silcher 1842
1 Så tag mig da ved hånden,
og led du mig,
til jeg opgiver ånden
og dør i dig!
Jeg kan ej vandre ene,
ej noget sted,
det båder mig alene,
når du går med.
2 Indhyl mit svage hjerte
i nådens flig,
i glæde som i smerte
drag det til dig!
Lad til dit hjerte ile
dit barn i hast,
og giv mig der at hvile
i troen fast!
3 Om tit jeg ej fornemmer
dig i din magt,
så ved jeg dog, du fremmer
din nådepagt.
Så tag mig da ved hånden,
og led du mig,
til jeg opgiver ånden
og dør i dig!
Matt 8,19
Julie
Hausmann 1862.
Emil
Claussen 1876.
612
Mel.:
J.P.E. Hartmann 1873
C.Chr.
Hoffman 1878
Rued Langgaard 1924
1 Den store mester kommer,
fuldkærlig er hans id:
Han sidder ved smeltediglen
og lutrer sølvet med flid.
2 Han kender tegn og mærke
på klarheds gennembrud,
når sølvstoffets ædle indre
af ertsen lutrer sig ud.
3 Det øjeblik han venter
og agter kærlig på,
når klarlig hans eget billed
vil dybt i sølvspejlet stå.
4 Da glædes høje mester,
da værket er fuldbragt,
da priser det ædle sølvstof
sin mesters dåd i sin pragt.
5 Den store mester kommer,
som smelter sjæl og sind.
Han sidder ved hjertegruben,
han ser i sjælene ind.
6 Og har i hjertedybet
sit billed klart han set,
så glædes den høje mester,
så er hans gerning alt sket.
Mal 3,3
B.S.
Ingemann 1841.
613
Mel.: Tore Littmarck 1973
1 Herre, du vandrer forsoningens vej,
selv både flygtning og fredløs.
Drevet af kærlighed måtte du gå
for os ad smerternes gade.
Vis os da vejen, forsoningens Herre,
og giv os mod til at gå den!
2 Herre, du viser os frihedens vej.
Fri er kun den, som kan tjene,
den, som i kærlighed glemmer sig selv,
den, som fik tilgivet meget.
Vis os da vejen, du frihedens Herre,
og giv os mod til at gå den!
3 Herre, du vandrer ad enhedens vej.
Lær os at gå over grænser!
Kundskab og sandhed og omsorg og ret
må vi som søskende dele.
Vis os da vejen, du enhedens Herre,
og giv os mod til at gå den!
4 Herre, du viser os Himmelens vej,
den, som os fører til livet.
Målet er Himlen, men jorden vor vej.
Selv går du her ved vor side.
Vis os da vejen, du Himmelens Herre,
og giv os mod til at gå den!
Tore Littmarck 1972.
Holger Lissner 1973.
614
Mel.:
Dansk visemelodi 17. årh.
O kristelighed
1 Far, verden, far vel,
jeg kedes ved længer at være din træl!
De byrder, som du haver byltet mig på,
dem kaster jeg fra mig og vil dem forsmå,
jeg river mig løs, og kedes nu ved
forfængelighed!
2 Hvad er det dog alt,
som verden opsminker med fager gestalt?
Det er jo kun skygger og skinnende glar,
det er jo kun bobler og skrattende kar,
det er jo kun iseskrog, skarn og fortræd,
forfængelighed!
3 Hvad er mine år,
som listende svinder og snigende går?
Hvad er min bekymring, mit grublende sind,
min sorrig, min glæde, mit hovedes spind?
Hvad er dog mit arbejd, min møje, min sved?
Forfængelighed!
4 O rigdom og guld,
du jorderigs afgud i skinnende muld!
Du est dog af verdens de skuffende ting,
som vokser, aftager og veksles omkring,
du est dog i højeste mærke og méd
forfængelighed!
5 Ak, ære, hvad er,
hvad er vel de kroner og kranse, du bær’?
Misundelse sidder dig altid på ryg,
du hemmelig stødes og sjælden er tryg,
du ofte dér snubler, hvor andre de gled;
forfængelighed.
6 Ak, yndest og gunst,
du hastig opkomne og faldende dunst,
oppustende gøgler, henviftende vind,
med tusinde øjne du dog løber blind;
hvad est du, når man dig ved solen har set?
Forfængelighed!
7 Ak, kødelig lyst,
som mangen med dødelig læbe har kyss’t!
dit fængende tønder, din flyvende gnist
blev mangen til evige luer til sidst;
din skål synes honning, men drikken er led,
forfængelighed!
8 Så far da, far vel!
du skal nu ej længer bedrage min sjæl,
bedragerske verden, jeg takker dig af
og sænker dig ned i forglemmelsens grav;
jeg længes at trøstes for sorrig og nød
i Abrahams skød! 1
9 Der skal mine år
begyndes i evigheds dejlige vår,
der skal ikke dagen ved solen opgry,
ej månen tilmåle mig næde og ny;
men Jesus er solen, hvis stråler er strø’d
i Abrahams skød!
1
Luk
16,22
Thomas Kingo 1681. Bearbejdet
1854 og 1899.
615
Mel.: Dansk visemelodi 17. årh
1 Far, verden, far vel!
Jeg kedes nu længer at være din træl,
de byrder, som du mig har byltet oppå,
dem hvister 1 jeg fra mig og vil dem forsmå,
jeg river mig løs, og jeg kedes nu ved
forfængelighed,
forfængelighed.
2 Hvad er det dog alt,
som verden opsminker med favr gestalt?
Det er jo kun skygger og skinnende glar,
det er jo kun bobler og skrattende kar,
det er jo kun iseskrog 2, skarn og fortræd,
forfængelighed,
forfængelighed.
3 Hvad er mine år,
som smugende 3 svinder og snigende går?
Hvad er min bekymring? mit tankefuld sind?
min sorrig? min glæde? mit hovedes spind?
Hvad er mit arbejde? min møje? min sved?
Forfængelighed,
forfængelighed.
4 O rigdom og guld,
du jorderigs afgud i skinnende muld!
Du er dog af verdens bedragelig ting,
som vokser, aftager og veksles omkring,
du er dog, i højeste mærke og med 4,
forfængelighed,
forfængelighed.
5 Ak, ære, hvad er,
hvad er dine kroner og kranse, du bær?
Misundelse sidder dig altid på ryg,
du hemmelig stødes og sjælden er tryg,
du ofte dér snubler, hvor andre de gled:
forfængelighed,
forfængelighed!
6 Ak, yndest og gunst,
du hastig opstegne og faldende dunst,
du kunstigt opblæste og hvegende 5 vind,
som tusind har øjne og dog løber blind,
hvad er du, når man dig ved solen har set?
Forfængelighed,
forfængelighed.
7 Ak, venskab og tro,
som alt efter lykken véd fløjen 6 at sno!
Du smukke bedrager, du heldige skalk,
som skuffer så tit i bedrøvelsens kalk,
du er, som og jeg af forfarenhed 7 ved,
forfængelighed,
forfængelighed.
8 Ak, kødelig lyst,
som mangen med dødelig læber har kyst,
dit fængende tønder, din flyvende gnist,
har mangen i evige luer henhvist 8,
din skål synes honning, men drikken er led,
forfængelighed,
forfængelighed.
9 Så far da, far vel!
Du skal nu ej længer bedrage min sjæl,
bedragelig verden, jeg takker dig af
og sænker dig ned i forglemmelsens grav,
jeg længes at bøde 9 min sorrig og nød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
10 Der skal mine år
begyndes i evigheds dejlige vår,
der skal ikke dagen ved solen opgry,
ej månen tilmåle mig næde og ny,
men Jesus er solen, hvis stråler er strøet
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
11 Min rigdom og guld
skal være af idel bestandighed fuld,
den skal ikke tyven bestjæle mig da,
den skal ej spidsfindighed sjakre mig fra,
min rigdom er fri for al jorderigs stød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
12 Jeg ære skal få
fra tronen, min Jesus han sidder oppå;
mig kronen skal gives med herlighed fyldt,
med blodet af Lammet alt over forgyldt,
den får jeg, om Satan end selv det fortrød 10,
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
13 Med yndest jeg skal
fremskinne blandt englenes hellige tal,
misundeligt øje mig ikke skal se,
Guds ansigt mig altid i øjne skal le,
der skal jeg bespotte den avindsyg’ 11 død
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
14 Der har jeg en ven,
min Jesus, som elsker og elskes igen,
mit øje dér ser ham sådan, som han er,
han kærligheds himmelblus stedse frembær,
ved Ånden står kærlighed evig i glød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød.
15 Min lyst og min fryd
forfriskes ved engle-basuner og lyd.
Men Gud er al lysten for mig og for dem:
Far op da, min sjæl, og al verden forglem!
Men glem ej, at lysten er evig og sød
i Abrahams skød,
i Abrahams skød!
1 slynger
2 skør is
3 i smug
4 mål
5 vajende, viftende
6 vindfløj, vejrhane
7 erfaring
8 slynget hen
9 råde bod på
10 ærgrede
11 misundelig
Thomas Kingo 1681.
616
Mel.: Herrnhut omkring 1740
1 Herrens røst, som aldrig brister,
lært mig har, hvad og jeg tror:
Alt, hvad for hans skyld jeg mister,
får igen jeg på hans ord 1.
2 Kunne over ham jeg glemme
med mig selv mit eget nu,
hos min Gud jeg da var hjemme,
kom som mit hans liv i hu.
3 Var kun altid sjælens øje
stadig til vor Herre vendt,
da på evighedens høje
pinseblus for mig var tændt.
4 Da vidåben stod Guds Eden
for mit øje og min fod,
i Guds-haven med Guds-freden
lys jeg drak af livets flod.
5 Ville jeg af intet vide
uden Kristi kærlighed,
da var mine kår så blide
som min Guds, der alting ved.
6 Fik mit hjerte ret at finde,
uden ham er alting dødt,
da var han i hjertet inde
med Guds-livet evig sødt.
7 Turde jeg på verden træde
med dens lyster, guld og glans,
ind jeg til min Herres glæde
gik med brudens rosenkrans.
8 Dog, i Jesus-Kristus-navnet
alt er skænket den, som tror;
deri hjertet bod for savnet
finder med Guds Ånd og ord.
1 Mark 10,28-31
Tysk 1680.
Hans Adolph Brorson 1739.
N.F.S. Grundtvig 1851 og 1864.
617
Mel.: Jeg vil din pris udsjunge
Guds godhed vil vi prise
1 Nu bør ej synden mere
med magt og herredom
udi mit kød regere,
men daglig kastes om;
thi jeg i dåben er
af Gud til nåde taget,
har i den pagt forsaget
den ondes gerninger.
2 Vil jeg af dåben bramme 1
og af min Jesu død,
o, hvor må jeg mig skamme,
om jeg, som er genfød,
ej kaster bolt og bånd
på synden, når den fødes,
at den må daglig dødes
ved Herrens stærke Ånd.
3 Hvad trøst kan det mig give,
at Jesus han opstod,
om jeg vil stedse blive
foruden bøn og bod
og daglig ej opstår
og med al hjertens glæde
vil synden undertræde
ved ham, som alt formår.
4 O, hjælp, at jeg korsfæster
den gamle Adam så,
at han ej bliver mester!
O, hjælp mig, at jeg må
i live være død
fra synd, fra skam og laster,
som mig i døden kaster,
hjælp, Jesus, af den nød!
1
prale
Rom
6,1-14
Thomas
Kingo 1699.
618
Mel.: Mainz 1628
Drag, Jesus, mig, dog efter dig
1 Op! våg og bed,
min sjæl! du ved
dig ellers ikke sikker,
at du jo kan drages ned
i Den Ondes strikker.
2 Vær uforsagt,
men derhos agt
på sindet, hvor det vanker,
lær at holde stedse vagt
over alle tanker!
3 At følge smukt
Guds nådes tugt,
når Ånden dig vil minde,
holder verden udelukt
af de rene sinde.
4 Et lidet gran
af surdej kan
den ganske dej forsyre;
kommer gnisten først i brand,
er den ond at styre.
5 En tanke, som
i hjertet kom,
og man den lidt lod råde,
har så tit gjort sjælen tom
for Guds søde nåde.
6 De sjælesår,
som Satan slår,
går ind ad skjulte gange,
hvo som ej på vagten står,
bliver snart hans fange.
7 Et syndigt ord
i Adam fór,
det lagde verden øde,
det har gjort det sjælemord,
hvorved alle døde.
8 Alt dette véd
forfarenhed
i alle Guds udvalgte;
Jesus råber: Våg og bed,
om du ej vil falde!
9 Op! op på vagt
af ganske magt,
og våg med alle fromme!
Våger, som Guds Søn har sagt,
til I ser ham komme!
Hans Adolph Brorson 1735.
619
Mel.: Genève 1542
Pontoppidans
salmebog 1740
1 Vægter! vil det mørke rige
ej bortvige?
Vægter! vil den sorte nat,
mørk og mulm af mine sinde
ej forsvinde?
Får vi ikke dagen fat?
2 Vil vor morgen ej frembryde
os at fryde?
Jesus, livets sol og glans!
Jeg er kold og mørk i sindet,
helt forblindet,
strål dog ind i sjæl og sans!
3 Er for længst ej nådestunden
alt oprunden
ved din ankomsts klare skin?
Og da jeg dig ej kan finde,
jeg i blinde
går de mørke syndens trin.
4 Hvor kan jeg foruden styrke
og i mørke
tage lysets våben på,
kærlighedens frugter bære,
ydmyg være
og forbi det onde gå?
5 Vor fornuft har aldrig givet
lys og livet,
Jesus selv i sjælen må
som den blide sol opdage 1,
og forjage
sikkerhed af hjertets vrå.
6 Men når Jesus sjælen vækker,
syndens dækker
alle sammen straks må fort,
så man vender sindets øje
mod det høje,
fra sig selv og verden bort.
7 Øjne fuld af længsels lue
dig at skue
giv os, milde frelsermand!
Den er hårdt med blindhed slagen,
som om dagen
lyset ikke finde kan.
1 dages, stå op
Es 21,11-12
Christian Friedrich Richter
1704.
Hans Adolph Brorson 1734.
620
Mel.: O store Gud, din kærlighed
1 Hvad fattes mig? Hvi er jeg dog
så søvnig og så lunken,
ret som min sjæl var spændt i åg,
ja, ned i jorden sunken?
Hvor er den lyst, jeg havde før
til ordets brød at sanke?
Hvi kan jeg ej på nådens dør
med kraft og iver banke?
2 Du mit forvendte hjerte, kom
og lad dig overhøre!
Du burde i din kristendom
jo daglig fremgang gøre,
du burde daglig mer og mer
i troens kraft tiltage,
og Jesus nu dit væsen ser,
hvordan du går tilbage.
3 Det piner mig i sjæl og sind,
jeg kan det ikke dølge,
at jeg har ej lagt bedre vind
på Jesus ret at følge.
Ak, gid mit liv en liden tid
dog længer måtte vare,
da ville jeg alvorlig flid
til døden aldrig spare.
4 Min Jesus! se, hvor syg jeg går
for dig igen at finde!
Se, hvor mit svage hjerte slår,
og mine øjne rinde!
Tænk, det er dig, min sjæleven,
jeg ene længes efter,
men hvordan kommer jeg derhen,
som har så ringe kræfter?
5 Jeg intet har i sjæl og sind
foruden disse sukke.
Ak, ville Jesus mig dog ind
i sine vunder lukke!
Se! nu begynder troens glød
mig indentil at varme,
jeg finder Jesus honningsød
i mine troens arme.
6 Nu, Gud ske lov, den søde tid
er alt igen oprunden,
at jeg min Jesus mild og blid
til al min trøst har funden.
O, lad mig da af hjertens grund
dig så i troen favne,
at jeg dig til min sidste stund
skal aldrig mere savne!
Hans Adolph Brorson 1735.
621
Mel.: Jeg vil din pris udsjunge
Guds godhed vil vi prise
1 Så skal da mammon vige
og verdens trældoms-stand,
vor Jesu nådes rige
det aldrig lide kan;
hvad skal afguderi,
på verdens sand at bygge
i Jesu kirkes skygge?
Nej, nåden gør os fri.
2 O, hvilken skam at løbe
fra Gud, som dyre lod
os Helved-slaver købe
med Jesu eget blod,
og give sig hen i
den hårde verdens plage,
at ofre sine dage
til evigt slaveri!
3 Så prøv dig nu i grunden,
om du ej verden har
i hjertet, Gud i munden,
og dermed sagen klar;
som hykleren er van
på mammon kun at håbe,
på Gud sig dog beråbe,
det går umuligt an.
4 Vil du det trolig mene
din Gud at tjene her,
så er han, han alene,
dig over alting kær;
men er dig verden stor
og skøn i dine tanker,
så har du tabt dit anker
og sejler uden ror.
5 Men har I Gud til Fader,
han er at lide på,
så glædes kun, og lader
al verdens kummer gå!
Hvad skal unyttig sorg,
om næring tungt at spørge,
så længe Gud vil sørge
og være eders borg?
6 Kun frisk, I fromme hjerter,
og sænker eder ned
med alle eders smerter
i Jesu kærlighed!
Du Guds udvalgte flok,
stræb kun af alle kræfter
at følge Jesus efter,
så har og får du nok!
Matt 6,24-34
Hans
Adolph Brorson 1734.
622
Mel.: Eja, min sjæl ret inderlig sig
fryder
Nu rinder solen op (Nederlandsk
visemelodi)
1 Halleluja! jeg har
min Jesus fundet,
hans nådes glans er klar
i mig oprundet;
nu ser jeg vejen til
Guds frydebolig,
nu kan, nu skal, nu vil
jeg vandre trolig.
2 Velan! min tid er knap,
jeg får at rende,
hvor løber de om kap,
som kronen kende!
Al verden vil jeg først
med ét forkaste
og som en hjort i tørst
til Himlen haste.
3 Al verden er forgjort
i alle sinde
og tror, der ej er stort
hos Gud at vinde;
det går, som det er van
i alle hjørner,
til den i døden an
på dommen tørner.
4 Men I, som kender ham,
der for os døde,
og kalder det en skam
ham ej at møde,
hvad øjeblik han vil,
i brudesmykke,
I får i sandhed til
heran at rykke.
5 Det er en liden tid,
så har jeg vundet,
så er den ganske strid
med ét forsvundet,
så kan jeg hvile mig
i rosensale,
og uafladelig
med Jesus tale.
Hans Adolph Brorson 1735.
623
Mel.:
Th. Laub 1916
1 Verden, o verden! hvi frister du mig,
endog under hårene hvide?
Kender dig nogen, han køber ej dig,
på hvem kun en dåre mon lide;
du skuffed enhver,
som havde dig kær,
du tidlig og silde dem skuffed for vist,
og grovest til sidst.
2 Hvad er dit liv uden rist eller ro,
din lyst uden grænse og hvile?
Sejre du sår, men kun stride opgro,
dit smil skyder gloende pile,
din glæde er vind,
din glans kun et skin,
og magten og æren, du roser dig af,
som skummet på hav.
3 Hvad er din fred, uden liv eller lyst,
for bladet, som ej sig kan røre?
Øde og tomt er det verdslige bryst,
når stormen og striden ophøre,
et udtørret hav,
en vind-åben grav.
Du ved det, o verden! du priser din fred
og gyser derved.
4 Kærlige frelser! end kalder du mig,
din røst og din trøst er de rette;
ungdom og styrke fortryller ej dig,
du kalder de gamle og trætte,
det faldende løv
du kalder fra støv
og fører dit følge i lysende fjed
til liv og til fred.
5 Kærlige frelser! du ser min attrå
til, hvad der er evig det bedste;
mellem min sjæl, og hvad brat skal forgå,
et svælgende dyb du befæste,
så verden, jeg ser,
mig frister ej mer,
men Himlen, jeg håber, mig vorder så kær,
at hjertet er dér!
N.F.S. Grundtvig 1846.
624
Mel.: Jesus, dine dybe vunder
1 Gud er Gud, før jorden skabtes,
førend bjerg og tue blev;
førend jeg i Adam tabtes,
han mig på sit hjerte skrev;
i sin Søn han elsked mig,
at jeg skulle visselig
hans medarving evig vorde,
sådan pagt med mig han gjorde.
2 Hjælp mig, Gud, jeg alle dage
rustet står mod Satans magt,
at han ej mig skal bedrage
med al verdens lyst og pragt!
Bed, o Jesus, bed for mig,
når han kommer hemmelig
og vil mig som hvede sigte 1,
at min tro da ej skal svigte!
1 Luk 22,21-32
Thomas
Kingo 1674.
Bearbejdet 1947.
625
Mel.: J. Neander 1680
Tysk visemelodi omkring 1800
1 Op, I kristne, ruster eder!
Kristi lemmer, ud på vagt!
Satan sig til strid bereder
og vil bruge al sin magt.
Op, enhver!
Drager sværd!
Fjenden trodser Herrens hær.
2 Følger eders fyrste efter,
stoler på hans stærke arm!
Satan bruger alle kræfter,
fører hid sin hele svarm 1,
for os går,
med os står
den, som alle ting formår.
3 Kristi blodbestænkte fane
fører frisk i striden ind,
og den daglig kæmpevane
giver kraft i sjæl og sind;
hvert et sår
gør dig hård,
at du altid sejren får.
4 Dette haver sandt befundet
alle helgens kække mod,
som har kæmpet og har vundet,
styrkede i Lammets blod;
skulle vi
da gå fri,
alle kristnes kamp forbi?
5 Mangen vel har trang i livet
og dog ingen frihed får;
hvo sig Gud ej helt har givet,
stille hen i angest går.
Kød og blod
under fod!
så får kæmpen lyst og mod.
6 Op, ved Jesu blod at vinde!
Sejren bliver vis og stor.
For vor pande vil vi binde
vidnesbyrdets faste ord;
lad det gå,
som det må,
ordet evig skal bestå!
7 Er vort liv i Gud forborgen 2,
synes det som visnet hen,
på den sidste blide morgen
skal det klare op igen;
strid og sår
da forgår,
sejren aldrig ende får.
8 Da skal Kristi hær optræde,
for hans trone stille sig,
bære livets krans og klæde
med så stort et sejersskrig;
tænk engang,
hvilken sang,
himmelsød og eviglang!
1 sværm
2 skjult
Justus Falckner 1695.
Hans Adolph Brorson 1735.
626
Mel.:
Herrnhut omkring 1740
Op,
min sjæl, thi sol er oppe
1 O du store sejervinder,
du, som er os altid nær,
du, hos hvem vi Himlen finder
midt i spot og trængsel her,
øv fremdeles dine domme
mod vort onde Adams-sind,
at af fængslet vi kan komme
til den rette frihed ind!
2 Du skal, som din Fader ville,
selv fuldende dette værk,
thi som kraftens rige kilde
ene du er dertil stærk;
ingen du af dem vil savne,
som han her har givet dig,
men dem alle vil du favne
og husvale mildelig.
3 Ja, du er vor tros fuldender,
sejren i din sejr vi får,
thi vi står i dine hænder,
og dit hjerte for os slår;
lad så verden kun foragte
os udi vor pilgrimsstand,
under korsets trængsel tragte
altid vi mod hjemmets land.
4 Vi er i forventnings smerte
med din skabning indtil nu,
sukker, råber af vort hjerte:
Fri os, frels os, Jesus, du!
Frygt for mennesker forsvinde,
frels fra verdens kløgt vor ånd,
angst for spot du overvinde,
bryd blødagtighedens bånd!
5 Kongers konge, styr dit rige!
Høvding, før dit folk til strid,
og lad trældomsnatten vige
for din sejers morgentid!
Ånden fri af Satans fængsel
ved dit dyrebare blod!
Gør en ende på vor trængsel,
thi du er jo ejegod!
6 Hør, i troens hårde krige
råber vi med gråd på kind:
Af din friheds himmelstige
vis os kun de første trin!
Du vil ej dit værk forsømme,
hjælp kun os at holde stand,
til vi skuer, som i drømme,
herlighedens frie land!
Gottfried
Arnold 1698. Dansk 1740.
Emil
Claussen og H.S. Prahl 1889.
Severin
Widding 1912.
Bearbejdet
1951.
627
Mel.: Jesus han er syndres ven
1 Sørger du endnu, min sjæl?
O, hvortil dog tjener sorgen?
Tro dog, Jesus vil dig vel,
skønt hans råd dig er forborgen;
ak, hvor ofte har hans magt
roser ud af torne bragt!
2 Kast kun anker! her er grund,
det er godt på Gud at bygge;
trænges du en liden stund,
o, det er dog kun en skygge,
korset er en overgang,
glæden bliver evig lang.
3 Kristi vej er altid god,
ret og rigtig nok befundet,
selv han har sig med sit blod
til din frelse højt forbundet;
tro dog da, at det er sandt,
når du har så stort et pant!
4 Jesus giver fryd og gråd
det er ej den blinde lykke,
men vor Herres vise råd,
lad det ikke dig mistykke,
bi og ti i bøn og tro,
det skal give sjælen ro!
5 Vist er vejen tung og trang
til at vandre for de fromme;
skal vi blive fri engang,
får vi dog den vej at komme,
gennem ørken skal vi gå,
så er Kana’an at få.
6 Dér op da, mit bange sind,
hvor man sejerskranse finder,
og kun frisk i kampen ind,
det har ingen nød, jeg vinder,
thi jeg er jo, Jesus, din,
så er du og Himlen min.
Benjamin Schmolck 1704.
Hans
Adolph Brorson 1734.
628
Mel.: Vor Gud han er så fast en borg
O Jesus, som er kommet at
forstyrre Satans rige,
hjælp, at vi aldrig dag og nat
fra ordets veje vige,
og gør os alle fri
fra Satans tyranni,
vær hos os, hvor vi går,
stå med os, når vi slår,
og lad os altid vinde!
Johan Hermann Schrader 1731.
Hans Adolph Brorson 1739.
Bearbejdet 1885.
629
Mel.: Befal du dine veje
1 Vort kors gør sure miner,
når det os sendes til,
man ved da tit for piner
ej, hvor man være vil;
men lærer man at kende,
hvad korset gør for gavn,
og ser den sag til ende,
da tages det i favn.
2 Det fører os ved smerte
fra verdens dårlighed
og slår det stolte hjerte
i støv og aske ned;
i ydmyghed er hvile
og meget godt at bo,
så jager korsets pile
os ind med magt til ro.
3 Det lærer os at klage
i bønnen dag og nat;
beklemte sukke tage
Gud ret om hjertet fat.
Da vil vi have nåde,
går ikke før derfra,
og når vor tro vil råde,
må Jesus sige ja.
4 Det puster op i luer
den lille troens gnist,
at man ej mere gruer
for Satans magt og list,
men ved sin trængsel hærdet,
som stål i ild og vand,
derefter uforfærdet
mod alting tage kan.
5 Af Jesu torne bryde
de smukke roser ud,
som skal i Himlen pryde
og krone Jesu brud;
vor Jesu kors fortjente
os denne skat at få,
men vil vi kronen vente,
da skal vi med ham gå.
6 Jo mer vi da må stride
at komme Jesus nær,
jo mere vi må lide,
fordi vi har ham kær,
jo mere kors vi tåle,
jo større demantglans,
og perler skal der stråle
af sjælens brudekrans.
Hans Adolph Brorson 1735.
630
Mel.: Jeg råber fast, o Herre
Befal du dine veje
1 Vor trængsel, hvor besværlig
den også synes kan,
er for Guds folk en herlig
og uskattérlig stand;
vor trængsel er vort anker
mod alle lysters sø,
som holder vore tanker
fra verden, til vi dø.
2 Vor trængsel er en gave
af Jesu milde hånd,
et tegn, som de skal have,
der drives af Guds Ånd.
Vor trængsel er en ære,
som Gud os dertil gav
vor Jesus lig at være;
det rose vi os af.
3 Vor trængsel gør os trætte
af verdens slaveri
og derimod så lette
at gå på livets sti;
vor trængsel gør bestandig
i Jesu rene sind,
frimodig, kæk og mandig
at gå i kampen ind.
4 Vor trængsel er vort våben
og adelige skjold,
står Himlen selv dog åben
for Jesu kæmpers vold;
vor orden er oprundet
af Kristi kamp og sved
og står med Gud forbundet
i evig pagt og ed.
5 O Kristi kors, min lykke
og skønne arvedel,
Guds kirkes gyldne smykke
og dejlige juvel!
Jeg her dig glad vil bære,
som det er Guds behag,
og engang du skal være
min pryd på dommens dag!
Hans Adolph Brorson 1735.
631
Mel.: Nu! Jeg har vunden
På Gud alene
1 Nu da til lykke,
du mandig kristensjæl!
Lad dig ej trykke,
her er Immanuel!
Gak fri i sinde,
din Jesus med dig går,
fat mod at vinde,
det alt på troen står,
lad Satan finde,
hvad Kristi kraft formår!
2 Op, kun at tage
Guds fulde rustning på!
Gå kun, du svage,
Guds Søn vil med os gå!
Lær kun at føre
det stærke troens skjold,
det er at gøre
sin Jesus til sin vold!
Hvem vil dig røre?
Du er i god behold.
3 Her skal du være
i daglig kamp og strid,
dér skal du bære
din krans til evig tid;
den sag er vigtig,
og skal det have klem,
får man forsigtig
og mandig at gå frem,
så går man rigtig
til Gud i Himlen hjem.
Ef 6,10-17.
Hans
Adolph Brorson 1735.
632
Mel.: Eja, min sjæl ret inderlig sig
fryder
Nu rinder solen op (Nederlandsk
visemelodi)
1 Stå fast, min sjæl, stå fast
i Herrens krige!
Tænk, hvilken skam og last
sin Gud at svige!
Tænk, hvilken skamfuld ting
først Gud at kende
og siden sig omkring
til verden vende!
2 At trække ud sit sværd
med modig mine
og under øjne nær
sin fjende trine
er vel begyndt og må
således være;
forsagt til kamp at gå
er ingen ære.
3 Begyndt er ikke endt,
det må du vide,
som har din Jesus kendt,
bliv ved at stride!
Alt, hvad dit hjerte vil
fra Himlen vende,
skal overvindes til
din sidste ende.
4 At stå med magt imod
på alle sider,
den sag er ret og god
for den, der strider,
men der vil mere til
sin krans at finde,
bestandigheden vil
alene vinde.
5 Når Jesu kærlighed
kun ret betragtes,
når verden er os led
og intet agtes,
når Himlen er os kær
og sød og yndig,
da bliver Herrens hær
i striden myndig.
6 Gud være lov og pris,
ja, ham alene,
som lod os Paradis
med blod fortjene!
Guds blodig kamp og strid
til æreminde
vi vil vor korte tid
stå fast og vinde.
Hans Adolph Brorson 1735.
633
Mel.:
Johann Schop 1641
J. Glæser 1880
1 Har hånd du lagt på Herrens plov,
da se dig ej tilbage 1!
Se ej til verdens trylleskov
og ej til Sodoms plage!
Men pløj din fure, strø Guds sæd!
Er jorden dig for tør, så græd!
Vil gråden kvæle røsten,
så tænk på gyldenhøsten!
2 Men sker det end, du ser dig om,
for vi er alle svage,
på stand dit kald dog ihukom,
gør ej et skridt tilbage!
Tilbage vender livet ej,
tilbagegang er dødens vej.
Om hastværk fald dig bragte,
så lær kun at gå sagte!
3 Så fremad da i Jesu navn,
trods stene og trods stokke!
Og stands ej, om end luefavn
dig byder stolte blokke!
På gløder går vi allen stund,
hvad skin end har den falske grund;
hvi ej engang i lue,
hvor alt er klart til skue!
4 Det er jo kun en liden stund,
så er vort løb til ende,
og døden er jo kun et blund,
som vi fra søvnen kende,
og hvilen, vi alt smagte her,
vi ved, er mer end møjen værd;
hvad da, når vi skal kvæde:
Nu evig er vor glæde!
1 Luk 9,62
N.F.S. Grundtvig 1836.
634
Mel.: Min død er mig til gode
1 Du ved det nok, mit hjerte,
du ved, at Gud er stor;
men stor er og hans fjende,
så tit du det erfór.
2 Velan! så får du kæmpe
og tro trods fald og brud,
at stor er vel Guds fjende,
men større er dog Gud.
Kaj Munk 1938.
635
Mel.: Egil Hovland 1972
1 Vær stærk, min sjæl, i denne tid,
når du har tungt at bære!
Hold ud i prøvens stund, og lid
de døgn, du går i lære.
En dag til slut
blir mørket brudt
af lyset fra Guds fremtid.
2 Giv håbet rum i denne tid,
hvor langt du end er nede.
Hos den, som taber i sin strid,
er Herren skjult til stede.
Ved Kristi værk
du bliver stærk
og hviler i Guds fremtid.
3 Se, mørket blir din modningstid!
Hold ud, til natten vender!
Se bort fra angst og indre splid,
du er i gode hænder!
Se, du er fri
og lever i
Guds løfterige fremtid.
Svein Ellingsen 1971.
Dansk 1978.
636
Mel.: Harald Herresthal 1977
1 Midt i alt det meningsløse,
som vi møder her på jorden,
bliver hjertets skrig til bøn.
Gud, vi råber: Om du findes,
find os, red os, når vi synker
i vort eget tomhedsmørke.
2 Kom vort sprængte liv i møde!
Lad os i vor trængsel mærke:
Under alle dyb er du.
Lad os gribe dine løfter:
Ingen magt skal kunne skille
os fra kærlighedens almagt.
3 Skønt et ubesvaret “Hvorfor”
stadig dirrer i vort hjerte,
beder vi dig: Giv os tro,
tro på dig, som kæmper med os,
fyldt af kærlighed, i nærkamp
med det ondes magt i verden.
4 Om vi sejrer eller synker,
skal vort svage liv dog bæres
gennem liv og gennem død.
Gud, vi råber: Du, som findes,
find os, red os, lad din nærhed
blive lys i tvivlens mørke.
Svein
Ellingsen 1978.
Helge Severinsen 1999.
637
Mel.: Herrens røst, som aldrig brister
1 Du, som mætted tusind munde,
du, der selv er livets brød,
du rev masken af den onde,
da du sulted og led nød.
2 Andre gav du liv og helse,
gik omkring og gjorde vel,
tænkte ej på egen frelse,
måtte gå til grunde selv.
3 Magt og mæthed, glans og ære!
Fristelsen har selv du mødt.
Du blev som Guds Søn den kære
selv en fattig og forstødt.
4 Når den søde stemme frister
os med brød og skuespil,
når gudsbarnet troen mister,
troen på, at Gud er til,
5 riv da masken af den onde,
driv ham selv ad Helved til.
Ellers går dit barn til grunde
midt i gøgl og mummespil.
6 Og når vi os selv besmykker,
sminker os i fromt bedrag,
riv al pynt og pral i stykker,
alt maskeret selvbedrag.
7 Pynte kan vi ej og lappe
gammel klædning med en klud.
Svøb omkring os lysets kappe,
morgengaven til din brud!
8 Ræk os lysets rene våben,
som afvæbner alt bedrag!
Alt vort værn er, som i dåben,
røsten om dit velbehag.
9 Du rev masken af den onde,
stødte ham i Helved ned.
Nøgne går vi selv til grunde.
Klæd os i din kærlighed!
Johannes Johansen 1983 og 1985.
638
Mel.: Tysk visemelodi omkring 1500
1 O, kommer hid dog til Guds Søn,
som er os alle nær i løn,
o, lad til ham os ile!
Han kalder både dag og nat
på hver en vandrer træt og mat,
han giver sjælen hvile.
2 Han råber til hver synder træt:
Mit åg er godt, min byrde let,
jeg hjælper selv at bære!
O, kom dog, gammel! kom dog, ung!
At syndens byrde er for tung,
det må jer døden lære.
3 Er du i dag end hvid og rød,
måske er du i morgen død,
slet ingen lever længe;
al verdens pral og verdens pragt
et øjeblik kun står ved magt,
som blomst i grønne enge.
4 Her hjælper intet kongeblod
og ej det stolte ungdomsmod,
ej dåd og hæderskransen;
om nogen bød al verdens guld,
det frelser ingen mand af muld,
han må til dødningdansen.
5 O I, som bære Herrens åg
så tit med suk, misunder dog
ej verden sine glæder!
Den ser kun blomster på sin vej,
men skønt den ser og tror det ej,
den på en afgrund træder.
6 Hvad er al verdens lyst og nød
mod nådens trøst og hvilen sød?
Det altid I betænke!
Alt, hvad ved ordets sendebud
os lovet har den gode Gud,
det vil han også skænke.
7 Er det ej mer, end nogen mand
begribe og udtyde kan
af glæde og af ære!
I livets land, i glædens hjem,
i Herrens ny Jerusalem,
o, der er godt at være!
Matt 11,28-30.
Georg
Grünwald 1530.
Hans
Thomissøn 1569.
N.F.S.
Grundtvig omkr. 1837.
639
Mel.:
Lyon 1547
Når
syn og hørelse forgår
Vor Herres Jesu mindefest
1 Når i den største nød vi stå
og vide ej hvorhen at gå,
da er det alt vort håb og trøst
at løfte op til dig vor røst.
2 Vor Fader, se! Vor Fader, mærk!
Vor fjende han er os for stærk,
vi kommer aldrig mer i havn,
gør du det ej i Jesu navn.
3 Vi ved i fjendens rænkespind
nu hverken ud, ej heller ind;
rådsherre vís, beskærmer gæv,
o, fej det ned som spindelvæv!
4 Gå ej i rette, Gud, med os,
men kun med dem, som byder trods!
Som fader øm ved al sin æt
hos os lad nåde gå for ret!
5 Da, når din Ånd står mild os bi,
dig elsker, takker, priser vi
i allen stad og allen stund
så gladelig af hjertens grund.
Joachim
Camerarius 1546.
Paul
Eber 1566. Dansk 1569.
N.F.S. Grundtvig 1853.
640
Mel.: Th. Laub 1912
1 Hvem skal jeg klage mit sorgfulde mod?
Herre Gud trøste dem, som er bange!
Jeg klager for Gud, han kan bedst råde bod.
Thi at sorgen hun tvinger så mange.
2 Salig er de, siger Jesus Krist,
Herre Gud trøste dem, som er bange!
som sørge, thi de skal husvales vist,
dog at sorgen hun tvinger så mange.
3 Du haver jo selv det befalet så,
Herre Gud trøste dem, som er bange!
at vi dig i nøden skal kalde på.
Thi at sorgen hun tvinger så mange.
4 Du siger: Kom hid, kommer hid til mig,
Herre Gud trøste dem, som er bange,
som ere besværed elendelig.
Thi at sorgen hun tvinger så mange.
5 O Herre, jeg beder: Forlad ikke mig,
Herre Gud trøste dem, som er bange!
I liv og i død jeg stoler på dig.
Thi at sorgen hun tvinger så mange.
Hans
Christensen Sthen 1589.
Jfr. nr. 641
641
Mel.:
Hvem skal jeg klage mit sorgfulde mod
1 Mig rinder så mange tanker i hu,
Herre Gud trøste dem, som er bange!
Hvad fordum er sket, det mindes jeg nu.
Thi at sorgen hun tvinger så mange.
2 Mig tvinger min synd, som mangfoldig er;
Herre Gud trøste dem, som er bange!
for den jeg stor sorrig og angest bær’.
Thi at sorgen hun tvinger så mange.
3 Udløs mig, o Gud, af al syndens nød,
Herre Gud trøste dem, som er bange!
for Jesu hellige pine og død.
Thi at sorgen hun tvinger så mange.
4 Jeg er i verden en fremmed gæst,
Herre Gud trøste dem, som er bange!
mit fædreneland, det tjener mig bedst.
Dér får sorgen en glædelig ende.
5 Dér venter jeg mig den evige ro,
Herre Gud trøste dem, som er bange!
med alle Guds børn skal jeg salig bo.
Da får sorgen en glædelig ende.
6 Guds blide ansigt vi dér skal se,
Herre Gud trøste dem, som er bange!
i stedet for sorg både glædes og le.
Da får sorgen en glædelig ende.
7 Gud give os alle sin nåde så blid,
Herre Gud trøste dem, som er bange!
at leve der hos sig til evig tid!
Da får sorgen en glædelig ende.
Hans
Christensen Sthen 1589.
C.J.
Brandt 1873.
Oprindelig del af nr. 641
642
Mel.: Le Maistre 1566
Af dybsens nød, o Gud til dig
1 Min Gud, jeg gammel er og grå,
stor svaghed vil mig plage,
mig alderdom er kommet på
med sorg og tunge dage;
mit legems styrke, sjælens kraft
i mig formindskes dag og nat,
det vil jeg for dig klage.
2 Du, Herre, er mit klippeslot,
jeg på din hjælp tør lide,
du har bevist mig meget godt
alt fra min ungdoms tide;
du drog mig af min moders liv,
din trøst, o Herre, nu mig giv,
forløs mig fra al kvide!
3 Forkast mig ikke, Herre kær,
for alderdommens lyde,
forlad mig ej, men hos mig vær,
din godhed lad mig nyde!
Lad mig hos dig min tilflugt få,
så evig jeg dig prise må
og i din hjælp mig fryde!
4 Min tro og trøst, mit håb, min bøn,
o Herre, du formere,
giv mig frit mod og tålmod skøn,
mit levned du regere,
at i din frygt jeg vandrer så,
at jeg et evigt liv kan få,
når her jeg ej er mere!
Thomas Knudsen 1569.
Fr. Hammerich 1854.
643
Mel.: Rind nu op i Jesu navn
1 Sorrig og elendighed,
suk og salte øjentåre
tvinger mig så meget såre,
for min Gud er blevet vred;
jeg har gækken med ham spillet
og hans nåder bag mig kast
og på Satans bane drillet 1
livet hen i synd og last.
2 Jeg er aldrig hjerteglad,
men med lønlig smerte tærer
brødet, som mig usle nærer,
sorgen svømmer i mit fad:
Jeg med lønlig sukke drikker,
hvad der skænkes i min skål,
og i sindet stedse prikker
syndens giftig-odded’ nål.
3 Våger jeg, da er jeg fuld
af bekymrings kræft og kvide,
ingen glæde kan jeg vide,
ejed jeg end verdens guld:
Sommerdag min sorg forlænger,
vinterdag gør glæden kort,
hver en time suk påhænger,
se, så slides livet bort.
4 Er der da slet ingen råd?
Er der ingen trøst at vente?
Er der ingen hjælp at hente?
Er der ingen fynd i gråd?
Er da nådens kilder tørre?
Er jeg slet til døden solgt?
Er der lås for Himlens døre?
Er Guds hjerte blevet koldt?
5 Skal jeg da fortvivle plat?
Skal jeg troens anker slippe?
Skal mit faste håb nu glippe?
Skal jeg miste Himlens skat?
Skal jeg Kains broder være?
Skal jeg Judas’ strikke få?
Skal jeg selv mit liv afskære?
Skal jeg slet til Helved gå?
6 Nej, o nej! min sjæl, o nej!
Rejs dig lidt, og se, du stylter
med de mange syndebylter
hen ad troens trøstig vej!
Gud er end ved bøn at vinde,
Jesus lever og endnu,
Åndens kraft er end at finde
for din sorgnedsænked hu.
7 Jeg kan vel i troen se,
hvor du, Jesus, selv har ligget
og din trøst fra Himlen tigget,
udi mine synders ve.
Du for mine blodig synder
og misgerning svedte blod,
heraf al min trøst begynder,
her er glædens rette flod.
8 Du til Helvede fór ned,
Helvede, hvorfor jeg gruer,
og fik Satan sat i skruer
med hans magt i evighed.
Du til Himmels fór med glæde,
trodsed død og Helved-bånd
og udi mit kød tog sæde
hos din Faders højre hånd.
9 Du min trygge talsmand dér
hos din Fader er og bliver
og et evigt vidne giver
om, hvad du led for mig her;
du din Faders hjerte vender,
at han nådig til mig ser,
troens trøste-lys optænder
i min sjæl jo mer og mer.
10 O min sjæl, vær derfor fro!
Jesus er din trøst og glæde,
Jesus er dit skjul og klæde,
Jesus kroner selv din tro,
Jesus er dig livsens både
og din lyst til evig tid.
Jesus, Jesus, giv mig nåde,
jeg må dø i den tillid!
1 trillet, tumlet
Thomas
Kingo 1681.
644
Mel.: Fra Horns salmebog 1544
A.P. Berggreen 1852
1 Aldrig er jeg uden våde,
aldrig dog foruden nåde,
altid har jeg suk og ve,
altid kan jeg Jesus se.
2 Altid trykker mine synder,
altid Jesus hjælp tilskynder,
altid er jeg udi tvang,
altid er jeg fuld af sang.
3 Nu i sorrig, nu i glæde,
nu i fald og nu i sæde,
ofte fuld af stor uro,
altid fuld af Jesu tro.
4 Så er sorg til glæde lænket,
så er drikken mig iskænket
besk og sød i livets skål,
sådant er mit levneds mål.
5 Men, o Jesus, jeg vil græde,
hjælp du til, at troens glæde
over synd og sorrig må
altid overvægten få!
Thomas Kingo 1681.
Bearbejdet
1850.
645
Mel.: Fra Pontoppidans salmebog 1740
1 Stille er min sjæl til Gud,
til min Gud, som hjælpe kan;
verdens trøst kan snart gå ud,
flyder hastigt bort som vand.
Løb, min sjæl, fra verdens bo,
træng dig ind til Gud i ro!
2 Tordner det af verdens sky,
oventil er luften klar,
hos vor Herre er der ly,
Himlen ingen torden har;
sindet må til Himlen gå,
der er fred og ro at få.
3 Er samvittigheden fri,
så lad verden snakke hen,
det er i en hast forbi,
nok, når Jesus er din ven;
verdens had og verdens gunst,
er dog begge kun en dunst.
4 Kunne noget hænde sig,
som din fromme Fader så,
at det ville skade dig,
måtte du vel bange gå,
men du ved: dig intet sker,
som dig Gud ej tjenligt ser.
5 Ind i Jesu favn dig giv!
Han skal dig ej slænge hen
Satan til et tidsfordriv,
nej, han er for tro en ven.
Lad det storme som det kan,
du skal komme vel til land!
Abraham Hinckelmann 1684.
Hans
Adolph Brorson 1734.
646
Mel.: Halle 1704
1 Som lilliens hjerte kan holdes i grøde,
skønt solen de yderste blade har brændt,
så ere de kristne ej indentil døde,
skønt livet for verden er ikke bekendt;
hvad ingen kan fatte,
hvad ingen kan skatte,
har de så livagtig indvortes befundet
at være som lyset i mørke oprundet.
2 De ere vel ellers af Adam som andre
og bære det jordiske billede med;
de våge og sove, arbejde og vandre,
og lide så vel som de andre fortræd;
i jordiske skikke
i mad og i drikke
man ser dem ej noget særdeles at gøre,
kun at de af verdens lyst intet vil høre.
3 De ere vel svage, dog verden forsvare,
i Himlen de leve, på jorden dog gå,
de nyde Guds fred i den yderste fare,
dem fattes, dog alting de har og formå;
i skændsel og skade
de blive dog glade,
udvortes de synes som visne og døde
og stå dog indvortes i dejligste grøde.
4 Når englebasunen hans komme bebuder,
som er dem og giver dem livet og nok,
da skal de, som jordens højprægtige guder,
til verdens forundring, i offentlig flok
ret synlig regere
og evig florere,
Guds Himle som funklende stjerner bepryde,
det alle skal se og så mange fortryde.
5 O, springer, I dale og klipper tillige,
vær lystig, vor moder, du sorteste jord!
Du bærer Guds nådes det dejlige rige,
hvor Himlenes roser så hemmelig gror;
din sommer skal kendes,
når vinteren endes,
så alle Guds helgeners skjulteste grave
skal findes at være Guds blomstrende have.
Kol 3,3-4
Christian
Friedrich Richter 1704.
Hans
Adolph Brorson omkr. 1730 og 1735.
647
Mel.:
Th. Laub 1924
1 Det er den daglig trøst, hvormed
jeg undertræder al fortræd,
ja, synd og død og Satan overvinder:
Jeg har min Gud i hjertet fat,
og Himlen er min egen skat,
hvad fattes mig, når jeg mig ret besinder?
2 Vil jeg i ordet se mig om,
o, hvor livsalig, mild og from
er du, min søde Gud, deri at kende!
Det giver både sjæl og mund
så mangen daglig frydestund,
at jeg min velstand ej kan se til ende.
3 Så sandt Gud bor i Himlens sal,
så sandt er jeg blandt deres tal,
som kalder ham med rette: Hjerte Fader;
han har til mig et fadersind,
mig slutter i sin forsorg ind,
at intet mig bedrøver eller skader.
4 Så sandt som Jesus er Guds Søn
og har forløst vort arme køn,
så sandt kan jeg mig af hans gunst berømme;
hans kærlighed er sådan brand,
at han mig aldrig glemme kan,
min frelse har ham kostet blodestrømme.
5 Så sandt som Gud den Helligånd
i dåben rakte mig sin hånd
og frelste mig af alle mine synder,
så vist han mig i hjertet bor
og gør forsikring ved sit ord,
at Gud mig ret af ganske hjerte ynder.
6 Så vil jeg bruge al min flid
i denne korte livets tid
din trofasthed med lyst at overveje;
men lad mig snart den del, jeg tror
og glædes til på denne jord,
i Himlen få til evig arv og eje!
August Hermann Francke (?)
1714.
Hans Adolph Brorson 1734.
648
Mel.: Halle 1716
1 Vær trøstig, mit hjerte, bedrøv dig ej mer,
tænk, at dig til bedste dog alle ting sker!
Vil Gud det forordne,
lad lyne og tordne,
så kommer dog solen omsider igen,
kun derfor frimodig, og sorgen kast hen!
2 Man vinder dog intet med suk og med sorg,
tilfreds sig at give er tryggeste borg;
at lade sig nøje,
som Gud det vil føje,
det kalder man Himlen på jorden med skel,
thi hvad Gud behager, det tjener os vel.
3 Hengivenhed deri alene består,
at man er fornøjet, hvorledes det går;
i medgang og glæde
tør mangen fremtræde
og tale om “altid frimodig i Gud”;
vær også fornøjet, når glæden går ud!
4 Gud lade os finde hengivenheds slot,
hvad Herren os giver, at holde for godt!
Den hylen og klagen
gør intet til sagen,
man svækker sin sundhed og piner sin sjæl,
vær glad i vor Herre, og tro ham kun vel!
5 Vel! jeg er i Jesus fornøjet og fro,
i trængsel og glæde han bliver min ro;
hvad ham kun behager,
jeg gerne antager,
han ved, hvad mig tjener, og søger min fred,
thi er jeg frimodig og bliver derved.
Tysk 1711.
Hans Adolph Brorson 1734.
649
Mel.: Forsamlingsmelodi (1875)
1 Skal fri og frelst vi hist
Guds Himmel-bryllup gæste,
tålmodighed må vist
sin agt på målet fæste;
så bærer den en byrde,
som kæmper kunne myrde.
Jo større trang, des mer
den stift til enden ser.
2 Da tæller vandringsmand
hver dags fuldendte mile.
Erindring om hans land
er alt forud en hvile.
Jo mere han har døjet
og rejsefurer pløjet,
jo nærmer ved sit hjem,
jo frisker går han frem.
3 Velan! vi ved, hvorhen
den korte vej os leder.
Vi venter ham igen,
som os et sted bereder.
Vi går nu gennem moser,
nu haver fuld af roser,
alt lige meget, når
vor drift til Himlen går.
Hans Adolph Brorson (1765).
650
Mel.:
Th. Laub før 1900
1 Midt igennem nød og fare
vejen går til Paradis.
Du må gennem torneris,
o du Lammets brudeskare 1!
Du må over bjerg og dal,
hjem til Zions brudesal.
Dog det bliver let at glemme
første øjeblik derhjemme.
2 Ej! så lad dig intet trykke,
Sulamit 2! på denne jord,
efterdi den er så stor,
ja forunderlig din lykke!
Er du dog så salig her,
hvor langt mere evig dér!
Få minutter om at gøre
kan man dig for tronen høre.
3 Derfor, Fader uden lige,
sendte du din Søn herned
til så stor elendighed,
os at vinde Himmerige.
Ham vi favner frydelig,
og vort støv skal takke dig
her og hist med mange, mange
evig søde brudesange.
1 menigheden, jfr. Åb 19,9.
2 bruden i Højsangen, her om
menigheden
Hans Adolph Brorson (1765).
651
Mel.: Knud Jeppesen 1951
1 Vor klippe vi slippe umulig,
førend os hjælpen er sendt;
lad være, vi ere uduelig,
hvilket er noksomt bekendt.
Begære vi mere, vort hoved 1!
end nåde, som både er lovet
og dyre og sure fortjent?
Vor klippe vi slippe umulig,
førend os hjælpen er sendt!
2 Hvor skulle det huldeste hjerte
bøje den fattiges ret,
forjage den svage i smerte,
glemme hans tårer så let?
Du lover, vi vover at vinde.
Du svor det, vi tror det at finde.
Og dertil vi holde os tæt.
Hvor skulle det huldeste hjerte
bøje den fattiges ret!
1 Kristus, Ef 5,23
Hans
Adolph Brorson (1765).
652
Mel.: Th. Laub 1915
1 Vor Herre! til dig må jeg ty,
for stærke er fjenderne mine,
de tænke, at højt over sky
du ænser ej tjenerne dine;
du ej os forstår,
ej heller formår
at løse af angest og pine.
2 Det er mig dog vist over alt:
Langt borte kan du ikke være;
for altid, af hjertet påkaldt,
du trøster så ømt dine kære,
ja, i dig, vor drot,
det føle vi godt,
vi leve og røres og ere 1.
3 Du er i det hellige ord,
du gav os i hjerter og munde,
du blandt vore lovsange bor 2
som røsten blandt fugle i lunde;
så lidt som dit ord,
så lidt kan dit kor,
dit syngende folk, gå til grunde.
4 Er spæd du kun hos os endnu,
som håbet, der fattes end vinger,
Guds Søn er dog sandelig du,
og Himmelens hær dig omringer;
at løse vort bånd
så godt som Guds hånd
formår den almægtiges finger.
5 Er spæd du, vor Herre så from,
dit Fadervor kan du dog stamme,
og alt, hvad du beder ham om,
han lover og gør med det samme;
da læges vort savn,
dit hellige navn
ej længer på jord er til skamme.
6 Dit navn skal jo vidt overgå
hvert navn, der fra læber kan lyde,
lad røbe da bølgerne blå,
hvad Jesu navn har at betyde!
Lad store og små,
al verden forstå:
Guds engle i navnet adlyde!
7 Vor Herre! ja, nu er du nær,
det kan vi på trøsten fornemme,
og med dig er Himmelens hær,
for os alle englene stemme
i Himmelens råd
til glæde for gråd;
mit hjerte, hvi vil du dig græmme!
1 ApG 17,28
2 Sl 22,4
N.F.S. Grundtvig 1840.
653
Mel.:
Th. Laub 1922
1 I falmende blade, du kølige vind!
Tør mer ej med eder jeg gækkes?
Hvad rager det mig, hvem der blegner om kind,
mens efterårsdagene stækkes?
Går jeg ind, går jeg ud,
står mit håb ej til Gud!
O min sjæl! sig, hvad klynker du over?
2 Se storken og stæren og svalerne små,
hvor de sig til rejsen berede,
de er dog kun fugle, som ikke forstå
med tro og med tillid at bede.
Se til dem! se til Gud!
Gør din bøn! gå dit skud 1!
O min sjæl! sig, hvad klynker du over?
3 De grånende skyer, det vildene hav,
hvi gør de ej fuglene bange?
Med kraftløse vinger i bundløse grav
dér sank og dér synker jo mange.
Uden knur, uden frygt,
liden fugl flyver trygt.
O min sjæl! sig, hvad klynker du over?
4 De kender ej faren og tænker ej på,
hvad times dem kan, vil du sige;
de kender ej Ham over skyerne grå,
hvis arm og hvis ord ej kan svige.
Havde ord de af hans?
Så de glimt af hans glans?
O min sjæl! sig, hvad klynker du over?
5 Hvor er nu din tro, og hvor er nu dit håb,
og hvor er dit syn for Guds finger?
Og tænker du nu, han ej hører dit råb,
og har nu hans engle ej vinger?
River kød eller ånd
dig vel ud af hans hånd!
O min sjæl! sig, hvad klynker du over?
6 Klynk over dig selv, over alt under sky,
som end for dit eget du holder,
bortkasted vel ofte, optog dog på ny,
det sorgen og bangheden volder.
Hold på ham, som er alt,
hvad Guds ord ham har kaldt!
O min sjæl! hold på Jesus din frelser!
7 Da spreder du vinger, da rejser du bort,
så glad som ej fuglen kan findes;
thi rejsen er sikker, og vejen fuldkort,
din træthed så liflig forvindes.
Går du ind, går du ud,
evig glad i din Gud!
O min sjæl! hvad vil mer du forlange?
1 afmålte livsløb
N.F.S. Grundtvig 1845.
654