Her kan du snart udskrive salmerne
487
Mel.:
Wittenberg / Johann Walter 1524
Lasse
Lunderskov 1977
Hvad kan os komme til for nød
1 Nu fryde sig hver kristen mand
og springe højt af glæde!
Ja, lad os alle trindt om land
med liv og lyst nu kvæde!
For Gud, så god som han er stærk,
har gjort et herligt underværk,
betalt i dyre domme.
2 I Djævlens fængsel var jeg sat,
jeg var fordømt til døde,
min synd mig knuged dag og nat
med megen angst og møde;
jeg altid dybere sank ned,
der var ej vej til salighed,
i synden var jeg fangen.
3 Min dyd og gerning hjalp mig ej
den død at overvinde;
den stærke Djævel sagde nej,
han lod sig ikke binde;
jeg givet var i fjendens vold,
han trued mig med syndens sold
og dom til evig pine.
4 Da ynked Gud i evighed
min jammer og elende,
han tænkte på barmhjertighed
og ville hjælp mig sende;
sit hjerte vendte han til mig
og kosted derpå faderlig
det kæreste, han havde.
5 Han talte til sin kære Søn:
Nu vil jeg mig forbarme;
drag ud, mit hjertes krone skøn,
vær frelser for den arme;
gå, hjælp ham ud af syndens nød,
og dræb for ham den bitre død,
og lad med dig ham leve!
6 Guds Søn sin Fader lydig var,
han kom til os på jorden,
født af en jomfru ren og klar,
han er min broder vorden;
så lønlig førte han sin magt,
bar alskens nød og liden pragt
for Djævelen at fange.
7 Nu siger han: Kom hid til mig,
tag evigt liv til gave!
Jeg led den bitre død for dig,
at du den arv skal have;
nu er jeg din, og du er min,
min bolig skal og være din,
os skal ej Fjenden skille.
Martin Luther 1523. Claus
Mortensen 1528.
N.F.S. Grundtvig 1837.
F.L. Mynster 1862.
C.J. Brandt 1888.
488
Mel.: Førreformatorisk / Nürnberg 1524
Et trofast hjerte, Herre min
1 Guds Søn kom ned fra Himmerig,
han så til os i nåde,
vor gerning var uduelig,
den kunne os ej både;
vi derfor tror på Jesus Krist,
vort lys og salighed for vist,
han Himlen os forhverved.
2 At frygte Gud i allen stund,
vort håb til ham kun sætte,
at elske ham af hjertens grund
og ej hans ord forgætte 1,
men elske Næsten som os selv,
det var Guds lov for hver en sjæl,
slet ingen den opfyldte.
3 Det måtte ske dog uden brøst,
hvis ej, var vi fortabte,
thi sendte os sin Søn til trøst
Gud Fader, som os skabte;
hvo på ham tror og bliver døbt,
til ham nu Himmerig er købt,
han aldrig skal fortabes.
4 Den tro er al vor ros for Gud,
men vil du den bevare
med håb, som deraf springer ud,
du ingen flid må spare;
af hjertet, ej med hånden blot,
din kærlighed gør Næsten godt,
om du af Gud er båren.
5 Du vente og tålmodelig
på, hvad Guds ord forjætter,
så du med glæde uden svig
i Guds hånd alting sætter,
som véd vor trang og ser vor tarv
og hjælper vist os til vor arv,
derpå du aldrig tvivle!
6 Og om du blev så syg i sind,
som på dig lå Guds vrede,
lad ingen skygge, intet skin
til mishåb dig forlede.
Med Herren strid den gode strid!
Han synes vred, men er dog blid,
thi lad dig ej forfærde!
7 I Jesu navn, hvordan det går,
bøj dine knæ for tronen,
og bed så smukt dit Fadervor,
Gud giver barnetonen,
og med et suk usigelig
Guds Ånd da går i bøn for dig 2,
da får dit hjerte hvile.
1 glemme
2 Rom 8,26
Paul Speratus 1523. Arvid
Pedersen 1529.
N.F.S. Grundtvig 1845.
489
Mel.: Burkhard Waldis 1553
O store Gud, din kærlighed
1 Guds nåde højt jeg prise vil,
thi han mit hjerte glæder;
han siger mig sit venskab til,
alt godt han mig bereder,
om jeg hans salig ord vil tro,
som Skriften os tilsiger;
hos ham i Himlen vil jeg bo,
jeg aldrig fra ham viger.
2 Jeg vil ham altid være nær
og altid om ham tale;
hans salig ord er mig så kær,
de kan mig bedst husvale;
når Gud det skikker, og det sker,
at jeg til ham skal fare,
mit sind sig glæder, hjertet ler,
min sjæl vil han bevare.
3 O Gud, hvor jeg begribe kan,
at det er angst og kvide,
hos
rig og fattig, kvinde, mand,
sit kors tålmodig lide;
thi kød og blod er skrøbeligt,
det må vi alle finde;
giv os at stride mandeligt
og fjenden overvinde!
4 Vil Satan min samvittighed
til at fortvivle bringe,
Guds nådes magt er mig bered,
hvorved jeg ham kan tvinge;
så viger han, den onde ånd,
med sine skarpe pile;
min sjæl jeg giver i Guds hånd,
hvor evig den skal hvile.
Hans Christensen Sthen 1586.
Bearbejdet 1844.
490
Mel.: O store Gud, din kærlighed
1 O søde Gud, din kærlighed
den haver ingen lige,
min sjæl, min mund, min tunge ved
den ikke at udsige;
jeg i en bundløs afgrund er,
når jeg det ret beskuer,
hvordan du kunne få mig kær,
som dog til intet duer.
2 Men du har elsket verden så,
at før den skulle blive
fordømt og ganske under gå,
din Søn du ville give,
som døden led i alles sted
for alles synd at bære;
jeg derfor er i tallet med,
thi ske dig evig ære!
3 Ja, hjerte Gud, din miskundhed,
dit bundløst gode hjerte,
så til os, da vi ilde led
i vor fortvivled smerte,
din blotte nåde forekom 1
vor død og evig fængsel,
du har gjort fyldest for vor dom,
det var din lyst og længsel.
4 O glæde over glæde stor!
Jeg kan mig selv ej finde
udi den fryd, som i mig bor
og er i sjælen inde,
fryd i min Jesus, ham som gik
i borgen for min brøde
og holdt det ud til sidste nik,
da han på korset døde.
5 Det er ej nogen drøm og tant,
at jeg mig derved glæder,
thi det er både vist og sandt,
at mig hans uskyld klæder;
min dom, min død, min synd så led,
den lod han sig tilegne,
men mig igen retfærdighed
lod han ved sig tilregne.
6 På Jesus har jeg troen kast,
og ved den tro alene
jeg på min salighed er fast,
ej Satan skal formene
på Gud og på hans Søn at tro
og dér mit anker fæste,
hvor Ånden til min sjælero
vil sukke til mit bedste.
7 O fromme Jesus, lad din Ånd
mig herudi bekræfte
i dødens stund, at troens hånd
så fast ved dig kan hæfte,
at sjælens sidste sukke må
optrænge til Guds trone;
en nådig Gud jeg da skal få
og livsens herlig krone!
1 kom i forkøbet
Johs 3,16-21
Thomas Kingo 1699.
491
Mel.: O store Gud, din kærlighed
1 O gode Gud, din kærlighed
den haver ingen lige,
min sjæl, min mund og tunge ved
kun lidt deraf at sige:
skønt soleklar, jeg mægter ej
den mer at gennemskue
end havets dyb på hvalens vej
og sol på himlens bue.
2 Hvad kunne dog bevæge dig
til, som den bedste fader 1,
så inderlig at elske mig,
endskønt min synd du hader!
Hvad var der i min hytte lav
at skue og at finde,
som derpå havde mindste krav
din kærlighed at vinde!
3 Det nytter ej at tale om
vor høje byrd og stamme,
thi vel fra dig vor ånde kom,
men dybt vi må os skamme:
vi sank ej blot i støvet ned,
vi blanded os med skarnet,
så al din faderkærlighed
forspildte Adams-barnet.
4 Det ene var din miskundhed,
dit bundløst gode hjerte,
som så i nåde til os ned
og fryd os gav for smerte;
thi hvis ej nåde gik for ret,
af faldet hjalp på fode,
slet ingen mand af Adams æt
blev elsket af Den Gode.
5 Men du har elsket verden så,
som os dit ord forkynder,
at før den skulle undergå,
fordømt i sine synder,
din Søn du selv i døden gav
for verdens skyld at bløde,
så uskyld sank med sorg i grav
for hele verdens brøde.
6 O, lad os elske ham igen,
som gik for os i døden!
Vi da med ham, vor sjæleven,
opstå som morgenrøden
og vandre med ham, født på ny,
ad livets vej hin trange
og høre med ham over sky
hærskarers sejerssange.
7 Ja, søde Jesus, lad din Ånd
os styrke og bekræfte,
så end i døden troens hånd
sig til dit ord kan hæfte!
Da med vort sidste suk vor sjæl
opstiger til Guds trone,
og dér med troen sejersæl
os venter livets krone!
1 Luk 15, 11-32
Joh
3,16-21
Thomas
Kingo 1699.
N.F.S. Grundtvig 1837 og 1853.
492
Mel.:
Ansbach 1664
Halle
1704
1 Guds igenfødte, ny-levende sjæle,
møder vor Fader i syngende flok!
Herrens nyskabninger, I, som fik mæle,
kan i hans lovsang ej øve jer nok.
Lader dog hver sig for Faderen høre,
hvem der kan dejligst hans nåde kundgøre!
Halleluja, halleluja!
2 Onde vi vare og døde som stene,
hårde i hjertet som marmor og stål,
det var din mægtige styrke alene,
som os fik reddet og nå’de sit mål,
lod os ved Ånden i ordet fornemme
Frelserens levendegørende stemme.
Halleluja, halleluja!
3 Når vi betænker, hvad Faderen tænkte,
da han begyndte at drage os ud,
da han os livet i Midleren skænkte,
smykked os faldne til Frelserens brud,
at han os elskte, os onde, så såre,
må vi hensmelte i kærligheds tåre.
Halleluja, halleluja!
4 Hvo vil nu Herrens udvalgte anklage?
Gud os i Kristus retfærdige gør,
her er velsignelsens fylde at smage,
her er Guds nåde og Himlenes dør;
troen brød gennem al angestens pile,
fandt under korset sit fristed til hvile.
Halleluja, halleluja!
5 Aldrig kom englene sådant for øre,
før man begyndte Guds harper at slå,
det var for dem så livsaligt at høre,
Himlenes hele forsamling tog på:
Amen! Halleluja! Sejren er vundet,
Jesus sit får, det fortabte, har fundet!
Halleluja, halleluja!
6 Op da, I troende, Herrens udkårne,
kender dog Faderens kærlige sind!
Hjertens
fortrolige, som hans Enbårne,
trænger i favnen ham tættere ind!
Takker for den uskattérlige ære,
at I hans sønner og døtre må være!
Halleluja, halleluja!
Halleluja-omkvædet tilføjet 1896.
Hans Adolph Brorson 1735.
C.J. Brandt 1885. Bearbejdet 1896.
493
Mel.: Op, alle folk på denne jord
Hvad kan os komme til for nød
1 Gud Herren så til jorden ned
fra høje himmelsale
og ledte om retfærdighed
på bjerge og i dale;
men trindt på jord ej fandtes én
for Gud uskyldig, hjerte-ren,
af verden ubesmittet 1.
2 Thi stod jeg som en synder her,
min skaber, for dit øje,
om end for verden ren og skær
jeg turde mig ophøje;
men ak, jeg ved ej heller tal
på mine fejl og mine fald,
de dunkle med de klare.
3 Men du vil ingen synders død,
og råd har du udgrundet,
derfor det over jorden lød:
Den rene jeg har fundet,
det er min Søn, men dog en mand,
og blive skal for mig som han
enhver, som tror på Sønnen.
4 Nu Jesu tro er al min trøst,
dog er din store nåde,
som du i Jesu navn gav røst,
for syndere en gåde,
så lukke må med flid jeg tit
for verdens klarhed øje mit,
når hjertet skal husvales.
5 O du, som skabte hjerte mit,
det dybe, underfulde,
o, dan det efter hjerte dit
til Himmel-spejl i mulde,
så jeg langt mer, end selv jeg ved,
kan lære af din kærlighed
om nådens rige fylde!
6 Da skal jeg ret med Åndens sans
i lyset fra det høje
få syn på støvets Himmel-glans
i Jesu Kristi øje
og finde min retfærdighed,
som af din dybe kærlighed
i ham til mig udspringer.
7 Når da, som vinden skyer blå,
din ånde blidt mig driver,
da skal mit hjerte godt forstå,
hvordan du synd tilgiver,
og i det samme Jesu navn,
som råder bod på alle savn,
skal salighed jeg finde.
1 Sl 14,2-3
N.F.S. Grundtvig 1845.
494
Mel.:
J.P.E. Hartmann 1876
1 Kærlighed fra Gud
springer lige ud
som en kilde klar og ren;
i dens stille bund,
i dens dybe grund
gemmes livets ædelsten.
2 Kærlighed fra Gud
som en yndig brud
kommer smykket til os ned;
luk kun op din favn,
kom i Jesu navn,
Himlen bringer du jo med.
3 Kærlighed fra Gud
er det store bud,
er det eneste, jeg ved;
bliv i kærlighed,
og du har Guds fred,
thi Gud selv er kærlighed!
Jens Schjørring 1854.
495
Mel.: Førreformatorisk processionssang /
Johann Walter 1524
1 Midt i livet er vi stedt
udi dødens våde.
Hvem kan vi gå til om hjælp,
så vi finder nåde?
Dig, Herre Krist, alene!
Vi angrer vor misgerning svar,
som dig højt fortørnet har.
Hellige Herre Gud,
hellige, stærke Gud,
hellige, barmhjertige Frelser,
du evige Gud!
Lad os ej gå under
i den bitre dødens nød!
Kyrie eleison 1!
2 Midt i døden knuger os
Helveds magt og vrede.
Hvem kan os af denne nød
ud i frihed lede?
Du, Herre Krist, alene!
Så inderligt du ynkes ved
al vor synd og usselhed.
Hellige Herre Gud,
hellige, stærke Gud,
hellige, barmhjertige Frelser,
du evige Gud!
Lad os ej fortvivle
for den dybe Helveds glød!
Kyrie eleison!
3 Midt i Helved-angsten ind
vil vor synd os drive.
Hvor skal vi da flygte hen,
få et sted at blive?
Til dig, o Krist, alene!
Du givet har dit dyre blod,
som for al vor synd gør bod.
Hellige Herre Gud,
hellige, stærke Gud,
hellige, barmhjertige Frelser,
du evige Gud!
Lad os aldrig falde
fra den rette troens trøst!
Kyrie eleison!
1 Herre, forbarm dig!
Latin omkring 900. (Dansk
1514).
Martin Luther 1524.
Dansk
(1528) 1931.
496
Mel.:
Johann Walter 1524
Et
trofast hjerte, Herre min
1 Af dybsens nød, o Gud, til dig
mit bange råb jeg vender,
bøj nådig øret ned til mig,
hør bønnen, jeg opsender!
Thi om du ville se derpå,
hvad synd og uret vi begå,
da måtte vi fortabes.
2 Hos dig jo nåde gælder kun,
af den du synd tilgiver,
thi ren og hellig i sin grund
vor gerning aldrig bliver.
Hvo kan, o Gud, for dig bestå?
Enhver for dommen skælve må
og ty hen under nåden.
3 Derfor på Gud og ej på mig
jeg alt mit håb vil bygge,
mit hjerte skal husvale sig
udi hans nådes skygge;
den blev mig tilsagt ved hans ord,
det er min trøst, på det jeg tror,
deri mig intet rokker.
4 Og vared det til aftenstund,
ja natten ud, til morgen,
så skal mit hjerte ingenlund
fortvivle dog i sorgen;
men som det rette Israel,
der læsket blev af Åndens væld,
jeg bier på min Herre.
5 Og er vort syndemål end stort,
dog større er Guds nåde,
hans stærke hånd, som alt har gjort,
kan vel os fri af våde;
han er den gode hyrde, som
sin hjord fra synd, fra død og dom
i nåde vil forløse.
Sl 130
Martin
Luther 1524. (Dansk 1528).
Peder Hjort 1843.
497
Mel.: Strassburg 1539
Befal du dine veje
1 Jeg råber fast, o Herre,
af dybsens nød til dig,
du vil mig nådig være
og gerne høre mig;
dit øre du nedbøje,
når jeg min bøn frembær’,
og mærk udaf det høje,
hvad min begæring er!
2 Ak, hvis du agt vil give
på synden, vi begå,
mens vi er her i live,
hvem kan for dig bestå?
Men hver, som det begærer,
du nåde har tilsagt,
thi frygter man og ærer
din høje Guddoms-magt.
3 Tænk på mig i dit rige
for korsets hårde død!
Dit ord, som ej kan svige,
det er min trøst i nød.
Af længsel hjertet trænges
til dig med stor attrå
fast mer, end vægt’ren længes,
at dagen komme må.
4 Guds folk sig trygt forlade
på hans barmhjertighed
og på hans store nåde,
som han så mangeled
hen over dem udøser,
den fromme Herre Gud,
idet sit folk han løser
af synd og sorrig ud.
Sl
130
Clément Marot, omkr. 1540.
Ambrosius Lobwasser 1564.
Sten
Bille 1612.
Fr. Hammerich 1850.
498
Mel.: Heinrich
Isaac 1539
1 Gud, efter dig jeg længes,
når jeg af synden trænges,
til dig står al min lid:
Jeg på dit ord, o Fader,
på nåden mig forlader,
o Herre, vær mig mild og blid!
2 Mit hjerte gøres bange
for mine synder mange,
dog Jesus er min trøst:
jeg tror ham vel for alle,
han vil mig ej undfalde 1,
han har mig med sit blod forløst.
3 Stor fristelse jeg finder,
og hårdt mig synden binder,
Gud, hjælp derfra mig ud!
I døden som i live
lad mig fortabt ej blive,
og evig priser jeg min Gud!
4 Du livsens Herre kære,
min Jesus vil du være,
livsaligt er dit navn.
Min frelser, Jesus milde,
du ej fra mig dig skille,
du altid er min trygge havn!
5 Gud Fader, som mig skabte,
tæl ej mig blandt fortabte,
mit håb er sat til dig:
Guds Søn, som mig forløste,
din hjælp mig altid trøste,
styrk det, du har begyndt i mig!
6 Du, Helligånd, mig råde,
giv visdom mig og nåde,
giv lykke, gode råd:
I kaldet flittig være,
mit kors tålmodig bære,
giv mig i Himlen del og lod!
1 svigte
Rom
8,19
Hans
Christensen Sthen 1589.
B.S. Ingemann 1854.
499
Mel.:
Jeg råber fast, o Herre
Befal
du dine veje
1 O Jesus, livsens Herre,
kom mig til hjælp og trøst!
En synder jeg mon være,
bekender dig min brøst;
min synd kan jeg ej dølge,
den tynger nat og dag,
stor sorg er i dens følge
og gør mig syg og svag.
2 Den stund jeg er i live,
jeg beder, Herre, dig,
du vil mig nåden give,
så jeg omvender mig.
Jeg meget ondt bedrevet
har al min ganske tid,
og ilde har jeg levet,
det gør mig sorg og kvid.
3 Mit kors har jeg og draget
med stor besværlighed,
som Gud det har behaget,
hvad gavnligt er, han ved.
Jeg vil ej overgive
mig i min sorg og brøst,
men fast ved Guds ord blive,
som er min bedste trøst.
4 Stor sorg i løn at drage
det gør i hjertet ve;
jeg kun for dig tør klage,
min Gud, som alt kan se;
du kan mig bedst husvale,
dig klager jeg min nød,
du svarer på
min tale
med trøst i liv og død.
5 O, for din død alene
bønhør mig nådelig!
Alt ved dit ord det rene
jeg altid trøster mig;
når jeg skal heden fare
fra denne jammerdal,
min sjæl vil du bevare
udi i din himmelsal!
Hans
Christensen Sthen 1589.
C.J. Brandt 1885.
500
Mel.: Af dybsens nød, o Gud, til dig
O Gud, min synd du sænke ned,
hvor havet dybt mon være,
ifør mig din retfærdighed,
forny mig til din ære!
Et helligt hjerte her mig giv,
så får mit støv vel engang liv,
som ej har død i vente!
Johann Heermann 1630.
Søren Jonæsøn 1693.
Bearbejdet 1935.
501
Mel.: Johann Crüger 1649
1 Herre, jeg har handlet ilde,
syndens byrde er så svar,
ej den vej jeg vandre ville,
som du mig befalet har;
sønderknust jeg ser tilbage
på mit livs henfarne dage.
2 Ak, jeg kan dig ej undvige
thi du alle vegne står;
vil jeg ud på havet stige,
om jeg ind i jorden går,
om jeg føj til verdens ende,
du mig dog kan se og kende.1
3 Jeg bekender for dig, Herre,
at jeg gjorde skam og synd,
jeg dit barn ej ville være,
ak, din nåde mig forkynd!
o, at mine synder lede
ej optænde må din vrede!
4 O, hvad kan den byrde lette,
som så dybt mig trykker ned?
Angers gråd kan ej udslette
syndernes mangfoldighed;
trøst og håb og mod forsvinde,
hvor, ak, hvor er hjælp at finde?
5 O min Jesus, dine
vunder,
ja, en dråbe af dit blod
gøre kan det nådens under,
at min skade vorder god;
derfor hen til dig jeg haster,
mig for dine fødder kaster.
6 Dig jeg al min synd
vil give,
sænk i havets dyb den ned,
at jeg ren som sne kan blive,
klædt med din retfærdighed;
lad din gode Ånd mig drive,
at jeg fast hos dig må blive!
1 Sl 139
Johann Franck 1646. B.C. Ægidius 1717. Bearbejdet 1798.
M.B. Landstad 1861. Bearbejdet 1889.
502
Mel.: Egil Harder 1996
Katarina Lewkovitch 1996
1 Jeg har en angst som aldrig før,
som stod jeg foran dødens dør
og måtte ind og styrte ned
i mørke og i ensomhed.
Jeg drives frem med stormens hast.
O Herre, Herre, hold mig fast!
2 Alt ondt i mig, det kom fra mig,
hvad godt jeg gjorde, kom fra dig;
de andres skyld jeg nok opskrev,
men ej mit eget skyldnerbrev;
hvor har jeg for mig selv hver dag
besmykket godt min egen sag!
3 Jeg trædes skal af dødens hæl,
først da sig løfte kan min sjæl.
Læg Fadervor som duens blad
mig på min tunge, gør mig glad!
Har jeg ej Gud, hvad har jeg da,
når hele verden falder fra!
H.C. Andersen 1864.
503
Mel.: O, Gud ske lov til evig tid
1 O Herre, udslet min synd så svar!
Den volder mig bitter smerte;
altid jeg den for øje har,
og knuse den vil mit hjerte.
2 Barmhjertige Gud, mig ej forkast,
din Ånd du ej fra mig tage!
Mit hjerte gør nyt, min vilje fast,
og giv mig min fred tilbage!
Sl 51
C.F. Balslev 1844.
504
Mel.: Bryd frem, mit hjertes
trang at lindre
O Gud, vi falder dig til fode
og beder dig, os selv til trods,
at du vil rykke op med rode
alt, hvad du planted ej i os,
så på det rene til vor lykke
din Ånd hos os kan bo og bygge.
N.F.S. Grundtvig omkr.
1837.
Bearbejdet 1913.
505
Mel.: Wittenberg 1541
1 Til dig alene, Herre Krist,
står alt mit håb på jorden,
jeg ved, du er min trøster vist,
du er min frelser vorden;
fra verdens første tid ej kom
et menneske på jord så from,
der i min nød kan hjælpe mig;
o, kun på dig
mit hjerte tør fortrøste sig!
2 Min synd er stor og ganske svar,
deraf er sorger mine,
o Herre, gør fra den mig klar
alt for din død og pine,
og sig det til din Fader god,
at du mig frelste med dit blod,
så bliver jeg af synden løst;
vær du min trøst,
giv det, du loved med din røst!
3 Giv mig af din barmhjertighed
en kristen tro til ende,
at jeg dit samfunds søde fred
ret inderlig må kende
og over alting elske dig,
min næste ligervis som mig!
Stat du mig bi, når jeg far’ hen,
din hjælp mig send,
og Djævlens list så fra mig vend!
4 Gud Fader evig lovet vær,
som os alt godt mon give,
og Jesus Krist, vor broder kær,
for han hos os vil blive,
og ligeså den Helligånd,
som er vor trøst og hjælper sand,
så Gud vi tjene her med fred,
til dag går ned,
og hisset i al evighed.
Conrad Hubert omkr. 1540.
Hans Thomissøn 1569. Bearbejdet
1798.
Fr. Hammerich 1850.
506
Mel.: Jesus, dine dybe vunder
Helligånd, de frommes glæde
1 Hjerte, lad dig ej indbilde,
at du er af Gud forstødt,
hold dig fast til ordets kilde,
evangelium er sødt!
Har du gjort din Gud imod,
se, han er jo from og god,
har du samlet dig Guds vrede,
glæd dig, nåden er til rede!
2 Hør hans ord: Så sandt jeg lever,
vil jeg ej en synders død 1.
Du, som for Guds vrede bæver,
glæd dig! det har ingen nød;
når kun Gud din bedring ser,
alt hans hjerte mod dig ler,
mildt han favner syndre bange,
aldrig kommer de for mange.
3 Gud han bliver ved at råbe,
fuld af længsels fulde brand,
sanker mer og mer til hobe
ind igen i nådens stand;
hvo sig nu vil stille ind
med et nådehungrigt sind,
han, når han sin synd begræder,
Gud og alle engle glæder.
4 Gud og alle himle fryder
sig at se en synders bod,
alle englemunde bryder
ud i glæde som en flod;
alt, hvad han har sig forsét,
er, som det var aldrig sket,
al hans synd er kast i havet,
alting, alting er begravet.
5 Ingen sø så stærk udbryder,
ingen strøm så vældig går,
ingen ild så heftig syder,
noget mod vor Gud forslår,
ingenting kan lignes mod
Herrens nådes store flod,
vore synder bort at drive,
medens vi er her i live.
6 Nu velan, I bange hjerter!
Her er nåde, Gud ske lov!
Hvem vil gå i angst og smerter,
da det ikke er behov!
Al den synd, du mindes kan,
vejer ikke ved et gran
mod Guds nådes magt at regne,
som du kan dig frit tilegne.
7 Luk da op til Himmerige,
søde Fader, nådens port,
at jeg ret derind kan kige
og besé, hvor højt og stort
nådens rige er og går,
at mit navn i Himlen står,
i din kærlighed mig øve
og dig aldrig mer bedrøve!
1
Ez 33,11
Paul Gerhardt 1647.
Hans Adolph Brorson 1734.
507
1 Vor sjæl er dertil født og båren
i Gud at vorde skøn og rig,
just dertil af ham selv udkåren
at vorde ham, sin skaber, lig.
Hvo kan den ære noksom prise,
som Gud har villet os bevise.
2 Her var et adelskab at finde
som englens, der Guds ansigt så;
ej mindste smitte var derinde
i sjælens væsen og attrå;
her kunne ingen mangel være,
thi Gud var sjælens lys og ære.
3 Hvo kan den liflighed beskrive,
som her den i sin Gud fornam?
O, at den lod sig fra ham rive,
sig til uhørlig last og skam!
Thi fjenden nu dens højtidsdage
har vendt til skændsel, ve og plage.
4 Nu er den ganske jordisk blevet
og intet mere ret forstår,
ved ej, hvorhen den er fordrevet,
og vild i denne verden går;
den kan sig ej til Gud opsvinge,
men elsker det, som er så ringe.
5 O Gud, som har en frelser givet
at bedre den fortvivled stand,
væk sjælen op igen til livet,
som du og ingen anden kan,
at den igen kan visdom finde
og ikke løbe mer i blinde!
6 O store Gud, hvor skal jeg finde
den lue, hjertet ønsker sig?
O, lad dig, lad dig overvinde,
og drag mig selv igen til dig!
Thi bliver du med mig forbunden,
jeg da min sjæl igen har funden.
C.F. Richter 16998. H.A. Brorson 1734
508
Mel.: H.O.C. Zinck 1801
1 Bryd frem, mit hjertes trang at lindre,
o arme syndres dag og sol;
lad ingen forhæng mere hindre
min indgang til vor nåde-stol;
lad den dog ikke gå i blinde,
som vil så gerne lyset finde!
2 Du ene var og er og bliver
den arme verdens rige trøst,
det vidnesbyrd enhver dig giver,
som kender dig, vor øjenlyst.
Så stor er ingen nød at finde,
som ikke for din kraft må svinde.
3 Du gør det, at de døve høre,
den blinde får sit syn igen,
den halte friske trin kan gøre,
spedalskhed viger for dig hen,
de døde har du ånd og livet,
og alle arme læske, givet.
4 Har du nu før så vældig øvet
dit herredømmes store magt,
hvi går jeg da så højt bedrøvet?
O Jesus, tag min sjæl i agt,
vis, at du er endnu den samme,
som Satans vælde gør til skamme!
5 Død er min sjæl til alt det gode,
slet intet véd og mindre kan;
o, lad din kraft den skade bode,
giv sådan vilje og forstand,
at jeg det gode træ må være,
som dig utallig frugt kan bære!
6 Jeg fattig er og fuld af plage,
o nåderige Jesus, kom,
og lad mit arme hjerte smage
dit søde evangelium,
at jeg endogså her i live
må derved rig og salig blive!
Ludwig Andreas Gotter 1714.
Hans
Adolph Brorson 1734.
509
Mel.:
Jeg ved, på hvem jeg bygger
Befal
du dine veje
1 Hvor lystig, sød og yndig
er deres fødders lyd,
som kraftig, liflig, fyndig
bebuder fred og fryd 1
til bange og til arme,
som føler syndens byld,
at Gud sig vil forbarme
for Jesu pines skyld.
2 Den lov, som Gud har givet,
er vel et herligt bud,
men skaffer ingen livet
og fører ej til Gud;
når vi den gift fornemmer
af kødets onde lyst,
og Satan hjertet klemmer,
véd loven ingen trøst.
3 Den vil, at sjælen efter
Guds vilje helt skal gå,
dog dertil ingen kræfter
hos Loven er at få;
den siger, vi skal høre
den Gud, som os har skabt,
men evne, det at gøre,
har sjælen ganske tabt.
4 De onde kan den vække
med sine tordenslag,
samvittigheden skrække
med dommens store dag,
hvordan Guds vrede brænder,
når den er overtråd,
men når man det erkender,
så ved den ingen råd.
5 Så prædiker de arme
det ret i hjertet ind,
at Gud sig vil forbarme
med mer end faders sind!
Han vil dem gøre rene
i Jesu dyre blod
og livets kraft forlene
i deres hjerterod.
6 Den nåde vil jeg prise
til døden inderlig,
i gerning vil jeg vise,
hvad Gud har gjort mod mig.
Jeg vil ham evig tjene,
og den retfærdighed,
han ville mig forlene,
er al den pragt, jeg ved.
1 Es
52,7; Rom 10,15
Johann
Wilhelm Petersen 1721.
Johann
Hermann Schrader 1731.
Hans Adolph Brorson 1739.
510
Mel.: Hvo ikkun lader Herren råde
1 Nu har jeg fundet det, jeg grunder
mit salighedens anker på,
den grund er Jesu død og vunder,
hvor den før verdens grundvold lå.
Det er en grund, der evig står,
når jord og himmel selv forgår.
2 Vi skulle ej fordømte blive,
derfor Guds Søn til verden kom
os saligheds forstand at give
og bære selv Guds vredes dom
og vækker os ved livets ord,
at sanse ret på denne jord.
3 O afgrund! hvilken alle synder
har slugt og dræbt ved Jesu død
og os kun alt til bedring skynder,
så skal vi finde nåden sød.
Her råber Jesu blodig sved:
Barmhjertighed, barmhjertighed!
4 Deri jeg mig vil trolig sænke
og drukne al min nød og ve
og, når mig mine synder krænke,
kun altid til Guds hjerte se;
der ser jeg i en afgrund ned
af idel Guds barmhjertighed.
5 Så lad det gå, som ham behager,
der af forbarmelse er fuld,
jeg ved, han giver eller tager,
så er han nådig, tro og huld;
lad ham mig føre op og ned,
hans vej er alt barmhjertighed.
6 Ved denne grund jeg fast vil blive,
så længe jeg på jorden går,
det vil jeg tænke, tale, drive,
så længe mig en åre slår.
Hist synger jeg i englekor:
Barmhjertighed! hvor er du stor!
Johann Andreas Rothe 1722.
Hans
Adolph Brorson 1735.
511
Mel.: Berlin 1653
1 Jesus han er syndres ven!
Dette ord kan døde vække
og os åbne Himmelen,
når os Helvede vil skrække.
Haster, løber til ham hen!
Jesus han er syndres ven.
2 Jesus han er syndres ven,
derfor kom han ned til jorden.
O den glæde! Frelseren
selv et menneske er vorden.
Haster, løber til ham hen!
Jesus han er syndres ven.
3 Jesus han er syndres ven,
som for alle syndre døde,
lagde derved Djævelen
og hans ganske rige øde.
Haster, løber til ham hen!
Jesus han er syndres ven.
4 Jesus han er syndres ven!
Vil vi kun så sandt forsage
ret for alvor Djævelen,
Gud vil gerne mod os tage.
Haster, løber til ham hen!
Jesus han er syndres ven.
5 Jesus han er syndres ven,
ingen mer i synden dvæle!
Hør, hvor råber Frelseren:
Hid til mig, I arme sjæle!
Haster, løber til ham hen!
Jesus han er syndres ven.
6 Jesus han er syndres ven,
hører det, al verdens ender,
falder ind til Gud igen,
som udbreder sine hænder!
Haster, løber til ham hen!
Jesus han er syndres ven.
Matt 11,19; Luk 15,1-2
Johann
Hermann Schrader 1731.
Hans Adolph Brorson 1735.
512
Mel.: Gud skal alting mage
1 Hvo vil mig anklage
og for dommen drage
hen på Sinaï?
Synden jeg bekender,
men til Jesus render,
dermed er jeg fri.
Mød mig da
på Golgata,
Jesus skal min sag antage,
hvo vil mig anklage?
2 Hvo vil mig fordømme?
Jesu blodestrømme
sænker jeg mig i.
Gud for alle riger
dømmer selv og siger:
Denne han er fri,
han er to’t
i Jesu blod!
Satan, synd og død må rømme,
hvo vil da fordømme?
Rom 8,33-39
Hans
Adolph Brorson 1735.
513
Mel.:
Vor Herres Jesu mindefest
Når
syn og hørelse forgår
1 Min frelser mig af døden drog,
thi al min synd han på sig tog,
han siger: Hvo som tror på mig,
han skal ej dø evindelig.
2 Jeg tror, at Jesus ved sit blod
har gjort for alle synder bod,
at dette blod evindelig
fra al min synd kan rense mig.
3 Hans blod og hans retfærdighed
er alt, hvad jeg vil smykkes med,
dermed kan jeg for Gud bestå,
når jeg i Himlen skal indgå.
4 Det skyldbrev, som mig var imod,
udslettet er ved Kristi blod,
jeg tror, at Jesus det borttog
og naglefast til korset slog 1.
5 Jeg arme var i syndens magt,
men Kristus har mig frihed bragt;
han drog mig ud af Fjendens vold,
da han betalte syndens sold.
6 Til syndens lyst jeg sige vil:
Vig bort! Jeg hører Kristus til,
jeg skylder ej at lyde dig,
til ejendom han købte mig.
7 Så længe jeg på jorden er,
det bliver ene mit begær
at vidne højt med trøstigt mod
om nåden udi Jesu blod.
8 Thi kun at Kristus for mig led,
mig hjælpe kan til salighed;
og hverken lidet eller stort
det hjælpe kan, hvad jeg har gjort.
9 Og man skal skrive på min grav,
at Kristi død mig frihed gav,
at ved hans blod jeg håbed på
hos Herren hist et sted at få.
1
Kol 2,14
N. von
Zinzendorf 1739. (Dansk 1743).
N.J.
Holm 1829.
Bearbejdet 1951.
514
Mel.: Norsk folkemelodi 19 årh.
1 Guds Søn har gjort mig fri
fra Satans tyranni,
fra syndestand,
fra lovens band,
fra dødens skræk og Helved-brand.
Min Jesus lagde sig
imellem Gud og mig,
sig undergav
min syndestraf,
til marter, død og grav.
Det var den kærlighed til mig,
som er så ubegribelig,
så god
imod
en ond fra top til rod:
Der ingenting var til behag
undtagen den forbudne smag,
med mund og hånd,
ja sjæl og ånd
i Fjendens lænkebånd.
2 Nu er jeg Gud i vold
trods slangen tusindfold!
Lad ham kun stå
og se mig gå
med friheds purpurklædning på!
Hvor gør det godt i bryst
at følge Jesu røst
på sandheds sti,
alt ondt forbi,
til Himlens sorgenfri!
Lad verden sig ej bilde ind
endnu engang at få mig blind.
Nej, nej,
den vej
til Helved går jeg ej.
Nej, jeg er købt for dyre til
at prøve syndens lykkespil;
jeg blæser ad
den lokkemad
og ser til Himlen glad.
3 Mit hjerte i mig ler,
når jeg min grav besér;
ej blomsterdal,
ej fyrstesal
så tryg en seng mig vise skal.
Min død er færgemand
til livets faste land,
Gud Sebaot 1
hans eget slot.
Ja, dér er evig godt.
Er vinden her end tit imod
at spæge lidt det kåde blod,
al kur
er sur
for menneskets natur;
den gør dog let, som rå og hind,
det derudi forsøgte sind,
ja, korsets hegn
er just vort tegn
til friheds rette egn.
1 Hærskarernes Herre
Hans Adolph Brorson (1765).
515
Mel.: Dybe, stille, stærke, milde
1 Fred i Jesu død vi skulle,
kunne, burde alle få.
Hvert et sår er her til fulde
pant, bevis og segl derpå.
Alle råber og forkynder:
Her er fred, beklemte synder!
2 Kom kun du, som sukker under
lovens trussel mat og træt!
Kan du ej af Jesu vunder
fatte deres mening ret?
Sandelig han bar din smerte;
så er du jo fri, mit hjerte.
3 Nu farvel med alle dine
tordenstråler, Sinaï!
Sandelig han bar min pine,
dermed er min straf forbi.
Hver en dråbe blod, der flyder,
mig med nåde overgyder.
4 Jesus! hold kun sjælen hjemme
i din smertes søde ro;
lad din åbne side gemme
al min længsel, håb og tro!
Så skal du i Paradiset
af mig evig vorde priset.
Hans Adolph Brorson (1765).
516
Mel.: Efter Johann Crüger 1653
C.F. Viborg 1878
1 Klynke og klage
nætter og dage
må, hvem der vågner på afgrundens rand,
hører kun Loven
tordne fra oven:
Dø, eller gør, hvad en synder ej kan!
2 Sjunge og kvæde,
græde af glæde
må, hvem der hviler i Frelserens favn,
finder sig trøstet,
føler i brystet
nåde for nåde og bod for alt savn.
3 Smilende døje
trængsel og møje,
juble ved korset i Frelserens spor,
det efterhånden
lærer os Ånden,
skænker os forsmag af Himlen på jord.
N.F.S. Grundtvig 1837.
517
Mel.: Se, hvor nu Jesus træder
Min død er mig til gode
1 O, hvor er nåde-stolen
og trøstens kildevæld?
Hvor skinner nåde-solen
for syndens usle træl?
2 Jeg har det nu befundet,
at død er syndens sold,
og det har jeg udgrundet,
jeg er i dødens vold.
3 Min sjæl har få’t at finde
al dødens bitterhed,
en afgrund er derinde,
og udvej ingen ved.
4 Og vil til Gud jeg bede,
min store skabermand,
da møder mig hans vrede,
hans ild og lovens band.
5 O, hvor er nåde-stolen
og trøstens kildevæld?
Hvor skinner nåde-solen
for syndens usle træl?
6 Det er en yndig tale
om Jesus, Gud og mand,
som kan og vil husvale
hver sjæl i sorgens land.
7 Der er en himmelsk tone
i ordet: det Guds Lam,
til frelse, fred og sone
han bar vor synd og skam.
8 I dåben han forlader
mig al min syndeskyld;
han i “Guds fred!” mig bader
og læger dødens byld.
9 Mit syndeliv han døder
og lægger i sin grav,
han nådens liv genføder,
som mig min skaber gav.
10 Det liv, han mig forlener
med Ånden i sit ord,
det liv med sit forener
han ved sit nådebord.
11 Da er fra mig bortveget
al dødens bitterhed,
vor Herres liv mit eget
er i al evighed.
N.F.S. Grundtvig 1855-56.
Bearbejdet 1935.
518
Mel.: Herrens røst, som aldrig brister
Hvilestunden er i vente
1 På Guds nåde
i al våde
stoler vi og bygger fast;
den ej glipper,
om end klipper
og med dem skyhimlen brast.
2 Hos os råde
skal Guds nåde
først og fremmest, først og sidst,
som den givet
er med livet
i vor Herre Jesus Krist.
3 Ene råde
skal Guds nåde
for vor fromhed og vor dyd,
om Guds øje
fra det høje
hvile skal på os med fryd.
4 Af Guds nåde
alle tråde
spindes til vor helgendragt,
den alene
kan forene
ånd og støv i hjertepagt.
N.F.S. Grundtvig 1855-56.
519
1 Syndernes forladelse
selvros udelukker 1 ;
ve dig, du benådede,
om på dyd du pukker!
Lægte Gud vel skaden sin?
Var ej hele skylden din?
Eller var det dyd af dig,
du ej vraged Himmerig?
2 Syndernes forladelse
knuden overhugger;
til den føles, ynkelig
barnehjertet sukker;
tænker det sig pinen kort,
tænker det al straffen bort,
altid dog er Fader vred,
altid fattes dog Guds fred.
3 Syndernes forladelse
hjertesorgen slukker,
thi ved den sig uformærkt
Paradis oplukker;
den udfri’r af dødens vold,
thi vor død var syndens sold;
den i Gud gør sjælen glad,
thi kun synd dem skilte ad.
1 Rom. 3,27
N.F.S.
Grundtvig 1837
520
1 Du, som freden mig forkynder,
du en frelser, jeg en synder,
du med amen, jeg med bøn,
du med nåden, jeg med skammen,
- ak, hvor vi to passer sammen,
du Guds Salvede, Guds Søn!
Chr. Richardt 1880. Bearbejdet 1895.
521
Mel.:
Oscar Ahnfelt 1855
1 På nåden i Guds hjerte,
som Jesus købt os har,
da han med korsets smerte
vor synd og jammer bar,
jeg nu alene bygger
min tro og salighed;
er gemt i nådens skygger,
om Satan end er vred.
2 På nåden i mit hjerte
jeg stolede en tid;
men snart ved syndens smerte
jeg tabte freden blid.
Jeg var kun vel fornøjet,
når rørt jeg følte mig;
men var jeg mindre bøjet,
straks uro meldte sig.
3 Men Gud ske pris, som lærte
mig fejlen at forstå
og gav mig i min smerte
den grund at hvile på:
på nåden i Guds hjerte,
som Jesus købt os har,
da han med korsets smerte
vor synd og jammer bar.
4 Jeg føler ofte skiften,
det stadigvæk slår om,
snart er jeg rørt af Skriften,
snart kold og død og tom;
men jeg må nu betragte:
hos Gud det skifter ej,
ja, rent jeg må foragte
mit hjertes ja og nej.
5 Den ejendom, som købtes
med Kristi dyre blod,
hvortil jeg engang døbtes,
kun den er fast og god;
den hviler på Guds hjerte
og på det gavebrev,
som under dødens smerte
Guds Søn med blodet skrev.
C.O. Rosenius 1844.
Dansk
1895.
522
Mel.: Niels Viggo Bentzon 1985
Martin Elmqvist 1992
1 Nåden er din dagligdag,
hverdagen, det nære.
Mennesker at leve med,
nåden er: at være.
2 Nåden er den kærlighed,
som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag, som
binder dig til livet.
3 Nåden er et ord fra Gud
over alle dage.
Nåden er, når alt er tabt,
at få alt tilbage.
4 Nåden er hver levet dag,
hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
som står op af døde.
5 Uden håb og uden Gud
lar vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
får vi kun af nåde.
Johannes Møllehave 1985.
523
Mel.: Gud Helligånd! o kom
1 Min nåde er dig nok,
det ord er for de spæde,
som gennem dåbens dør
går ind til Herrens glæde.
2 Min nåde er dig nok,
det ord er for de store,
der selvisk peger på
det gode, som de gjorde.
3 Min nåde er dig nok,
det ord er for de døde,
der skylder livet væk
og skal for dommen møde.
4 Min nåde er dig nok,
det ord med ild skal brænde
og i os tænde mod
hver dag til verdens ende.
2 Kor 12,9.
Johannes Johansen 1983 og 1995.
524
Mel.: Norsk folkemelodi (1926)
1 Hør mig, Skaber mild!
Døden stunder til.
Miskundhed alene
du i nåde vil.
2 Dagen går på hæld.
Herre, slet min gæld!
Du er skaberkongen,
jeg en jordisk træl.
3 Styrk mit svage mod,
husk mig, Herre god.
Angst for dødens kulde
isner i mit blod.
4 Himmellysets Gud,
tal dit kongebud!
Driv den bitre smerte
af mit hjerte ud!
5 Skærm i mildhed mig,
jeg behøver dig
her, hvor dødens skygger
flakker på min vej.
6 Lad din styrkes ro
i mit hjerte bo.
Jomfrubårne, skænk mig
ord til trøst og tro!
Kolbeinn Tumason 1208.
Bernt
Støylen 1921.
Helge Severinsen 1997 og 1999.
525
Mel.:
Jeg vil mig Herren love
Befal
du dine veje
O Jesus, morgenstjerne
for jordens ganske bold,
dig tjener jeg så gerne
og gir mig dig i vold;
lys for mig med din nåde,
når jeg bortsove skal,
udløs mig af al våde
til Himmeriges sal!
Dansk
Mariavise 15. årh.
Hans
Thomissøn 1569. Fr. Hammerich 1850.
Oprindelig
del af samme salme som nr. 64
526
Mel.: O hjertekære Jesus Krist
1 Vor Herre Jesus, Gud og mand,
som holdt for mig til døden stand,
til korsets død med spe og spot,
og gjorde derved alting godt,
hør for din pines skyld min bøn,
og vær mig huld i lys og løn.
2 Engang jeg i den sidste nød
skal drages med den bitre død,
til øjet brister under bryn,
og mig forgår al sans og syn,
til stum slet intet jeg forstår,
og bristefærdigt hjertet slår.
3 Når mennesker ej hjælpe kan,
o, vær da hos mig, Gud og mand,
vær du mit syn, vær du min sans,
vær du mit lys med Himmel-glans.
Gør stakket dødens bitre kval
og vejen kort til glædens sal!
4 De onde ånder fra mig driv!
Vær du min ånd, vær du mit liv.
Og når du løser støvets bånd,
tag sjælen, Herre, i din hånd
til hvile sød. Mit støv i mag
sig hvile og til dommedag.
5 Og lad mig da med fryd opstå,
tal selv min sag, når dom skal gå.
På synden min ej mere tænk,
i nåde evigt liv mig skænk.
Ja, kom i hu din gode pagt,
og gør det alt, som du har sagt.
6 Til evig tid lad fryde mig
dit: Sandelig, jeg siger dig,
hvo på mig tror, som skrevet står,
med ham i rette ej jeg går;
den bitre død han smager ej,
men trodser den på livets vej 1.
7 Halleluja, vor frelser god,
som mild for os udgød dit blod!
Din nådes ord du går ej fra,
dit løfte er et trofast ja,
thi ja og amen er i dig
Gud Faders ord evindelig 2.
1 Joh 5,24
2 2 Kor 1,20
Paul Eber 1557 og 1560. (Dansk
1569).
N.F.S. Grundtvig 1845.
Jfr. 527
527
Mel.:
M. Weisse 1531
Vor
Herres Jesu mindefest
1 Når syn og hørelse forgår,
når jeg at tale ej formår,
når ingen her mig hjælpe kan,
da vær mig nær, min frelsermand!
2 De onde ånder fra mig driv,
og med din Ånd hos mig forbliv!
Forkort mig dødens kval og ve,
og lad mig snart dit ansigt se!
3 Det legeme, som Gud mig gav,
lad sove trygt udi sin grav,
indtil du komme skal herned,
dit frelste folk til evig fred!
4 En glad opstandelse mig giv,
på dommedag min talsmand bliv!
Luk du dit rige op for mig
at bo i evig fryd hos dig!
Paul Eber 1557 og 1560.
R. Katholm 1569.
W.A. Wexels 1840.
Bearbejdet
1844, 1850, 1889 og 1951.
Jfr. nr. 526
528
Mel.: Frankfurt 1569
Hvad kan os komme til for nød
1 Når tid og time er for hånd,
at jeg herfra skal fare,
o Jesus Krist, min frelsermand,
du selv mig da bevare;
min sjæl befaler jeg til dig,
forlad, o Herre, ikke mig,
frels mig af dødens snare!
2 Min synd mig volder sorrig svar:
samvittighedens pile
mit hjerte gennemboret har,
dog vil jeg ej fortvi’le;
jeg tænker, Frelser, på din død,
det kors, hvor du dit blod udgød,
mig giver trøst og hvile.
3 Af døde du opstanden est,
i graven jeg ej bliver,
din himmelfart mig trøster mest
og dødens frygt bortdriver.
Og hvor du er, jeg kommer did
at bo hos dig til evig tid,
thi dør jeg glad’lig, amen!
Nikolaus Herman 1562.
Hans Thomissøn 1569.
Fr. Hammerich
1850.
B.S.
Ingemann 1854.
Bearbejdet 1885.
529
Mel.: Den yndigste rose er funden
1 Med sorgen og klagen hold måde,
Guds ord lad dig trøste og råde,
lad hjertet i sorgen ej synde,
ved døden vi livet begynde!
2 Vi indsvøber liget med tåre
og lægger det stille på båre,
men svøbet og båren betyder,
det slumrer, til dagen frembryder.
3 Lad hjerte og øje kun briste
og legemet lægges i kiste,
den time ej borte skal blive,
da Herren det kalder til live.
4 Hvad før var al ynde berøvet
og blandedes ganske med støvet,
en lysende bolig skal være
for sjælen i Himmerigs ære.
5 Se, kornet i jorden den sorte,
det synes så visselig borte,
men atter sin spire det skyder,
i gyldneste grøde frembryder 1.
6 O jord, vi en gave dig skænker,
med gråd i dit skød vi den sænker,
en dyrebar sæd du modtager,
vi derfor dig kalder Guds ager.
7 En sjæl i den støvhytte bo’de,
en sjæl, som på Frelseren tro’de
og længtes med håb mod det høje,
med Gud og hans glæde for øje.
8 Du, jord, må nu legemet gemme,
Gud vil det dog ikke forglemme,
men pryde det dejligt med ære
til evig hans billed at bære.
9 Ja, Herre, når tiden er omme,
da kalder du fluks dine fromme
fra striden i verden til freden,
fra hvilen i graven til glæden.
1
Joh 12,24
Aurelius
Prudentius Clemens 4. årh.
Peter
Hegelund 1586.
C.U. Sundt 1840.
Jfr. nr. 565
530
Mel.: M. Vulpius 1609
1 Min død er mig til gode,
thi Jesus er min ven,
så dør jeg vel til mode
fra verdens jammer hen.
2 Jeg dør med frydetanker,
thi jeg er Jesu lem,
jeg letter glad mit anker
og sejler trøstig hjem.
3 Nu har jeg overvundet
og stridt den gode strid,
i Jesus har jeg fundet
min Fader mild og blid.
4 Når jeg for ve og smerte
ej mere tale må,
så lad dig ret til hjerte
mit hjertes sukke gå!
5 Når livets lys udslukkes,
alverden bliver sort,
når jeg skal dø og rykkes
fra tidens jammer bort;
6 da lad mig sove stille
med et fornøjet sind
og gudhengiven vilje
i Jesu arme ind!
7 O du min frelses klippe
og trøst i al min ve,
lad troen dig ej slippe,
før jeg dig hist kan se!
Tysk 1609.
Hans Adolph Brorson 1742.
531
Mel.: Oluf Ring 1936
1 Eja, min sjæl ret inderlig
sig fryder,
med lov og pris jeg gladelig
udbryder,
når jeg betænker,
hvad mig Jesus skænker,
da han i nåde knuste dødens lænker.
2 Som fugl, der venter morgenskær
med længsel,
så sidder jeg i natten her
i fængsel;
min Jesus vende
snart al min elende
til liv og salighed foruden ende!
3 Strål frem, du frydefulde dag
med fromme,
på hvilken alt så vel i lag
skal komme,
når englesangen
og når harpeklangen
skal hilse livets sol, som er opgangen!
4 Men du, bered mig, Herre Krist,
at vente
den store morgen, når du vist
vil hente
fra tåredalen
og fra jordekvalen
mig hjem til Himmerig, til frydesalen!
Dansk
1639. Svensk 1668.
J.O.
Wallin 1816 og 1819.
Fr. Hammerich 1850.
532
Mel.: Befal du dine veje
1 Nu ledet er min lille
i Herrens lystgård ind,
der kan du hvile stille
trods verdens kastevind;
nu kan for Gud du kvæde
i klarhed som en sol,
hvor alt er lys og glæde
om Lammets kongestol.
2 Jeg under dig den lykke
og stunder did i tro,
hvor ingen sorger trykke,
og ingen torne gro;
det blir et saligt møde,
når vi skal kendes grant,
hvor aldrig nogen døde,
hvor alt er rent og sandt.
3 Der visner aldrig løvet
i Edens rosenvår,
hvad sygt her sank i støvet,
med sundheds smil opstår;
dér skal os intet skille,
dér ser vi livets drot,
som hjem dig hente ville
til bolig på sit slot.
4 Ja, dyrebare lille,
i Herrens hånd sov sødt!
Han gør min sorrig stille,
nu har ham selv du mødt,
har selv nu hørt ham sige,
hvad børn kan godt forstå:
Kun jeres er mit rige,
kom hid til mig, I små!
Hallgrimur Pétursson omkring
1650.
C.J. Brandt 1854 og 1885.
533
Mel.: Bernburg 1720
Her vil ties, her vil bies
1 Jeg er rede
til at bede,
hjertens søde Jesus, hør:
Jeg vil ligge
her og tigge
ved din store nådes dør.
Lad dig finde, lad dig finde,
som du har mig lovet før!
2 Kast et øje
på min møje,
at jeg dig kan komme nær!
Du alene
kan mig tjene,
dig jeg ene søger her.
Lad dig finde, lad dig finde,
tag mig hen, og hav mig kær!
3 Jeg ej mere
vil begære
end en liden nådens-drik,
som du giver
den, der bliver
hos dig fast til sidste nik.
Lad dig finde, lad dig finde,
hvo dig får, han alting fik.
4 O du søde
morgenrøde,
Paradisets bedste flod,
hjertet haster,
råber, kaster
sig i støvet for din fod.
Lad dig finde, lad dig finde,
stærke helt af Davids rod!
5 Se, hvor såre
længsels tåre
rinder på min svage kind,
hvor jeg trænges,
hvor jeg længes
efter dig i sjæl og sind!
Lad dig finde, lad dig finde,
lad mig trænge til dig ind!
6 Æresæde,
guld og glæde,
og hvad verden glædes ved,
er kun smerte
for mit hjerte,
Himlen er mit rette sted.
Lad dig finde, lad dig finde,
store Gud, jeg er bered.
Joachim Neander 1680.
Hans
Adolph Brorson 1739.
534
Mel.: Hvo ikkun lader Herren råde
1 Hvo ved, hvornår mit liv har ende!
Se, tiden meget hastigt går,
hvor let og snart kan det sig hænde,
at jeg herfra at vandre får!
Min Gud, gør da for Kristi blod
min sidste afskeds time god!
2 Lær mig, o Gud, ret at betænke
min død og, når jeg segner ned,
min sjæl i Jesu sår at sænke
og dø i sand bodfærdighed.
Min Gud, gør dog for Kristi blod
min sidste afskeds time god!
3 Jeg i min Jesu sår og vunder
den bedste seng og hvile har,
thi når mit liv til døden stunder,
jeg dér min trøst og styrke tar.
Min Gud, gør dog for Kristi blod
min sidste afskeds time god!
4 Min Jesus jeg mig iført haver,
da jeg blev døbt med dåbens vand;
du derfor mig med trøst begaver
og for dit barn mig tager an.
Min Gud, gør dog for Kristi blod
min sidste afskeds time god!
5 Imidlertid jeg mig fornøjer
i ham og dør i største ro,
jeg er tilfreds, som Gud det føjer,
og har til ham en stadig tro.
Min Gud, gør det for Kristi blod,
min afskeds stund må være god!
Ämilie Juliane af Schwarzburg-
Rudolstadt
1686.
Frederik Rostgaard 1718.
535
Mel.: Fra Arrebos Psalter 1627
På Gud alene
1 Nu! jeg har vunden
og stridt den gode strid,
og afskedsstunden
er kommet sød og blid.
Gak til din hvile,
min sjæl, af verden ked,
læg dine pile
og skjold og bue ned,
kom nu at ile
til evig herlighed!
2 Her har jeg skjoldet,
nu kampens tid går ud,
jeg har beholdet
den sande tro til Gud.
Hvor er der tvistet
om denne dyre skat,
hvor har han vristet
på troen dag og nat,
som mig har fristet,
men selv er blevet mat!
3 Derfor er kronen
til mig i Himlen gemt,
Guds Søn på tronen
har ærens krans bestemt
ej mig alene,
men også hver især
af dem, som tjene
den milde frelser her
og findes rene
i Lammets højtidsfærd.
2 Tim
4,7-8
Hans
Adolph Brorson 1742.
536
Mel.: N.W. Gade 1856
1 Udrust dig, helt fra Golgata,
løft højt dit røde skjold!
Thi synd og skræk, du ser det ja,
angriber mig med vold.
2 Udstræk dit glavind i din harm
mod dem, som trodser dig!
Nedstyrt dem med en vældig arm
fra lyset og fra mig!
3 Da skal jeg, sikker ved din hånd,
ej frygte døden mer,
men ofre dig min frelste ånd
på dens nedbrudte ler.
Johannes Ewald 1781.
537
1 Lær mig, o skov, at visne glad
som sent i høst dit gule blad;
et bedre forår kommer.
Der grønt mit træ skal herligt stå
og sine dybe rødder slå
i evighedens sommer.
2 Lær mig, o lille trækfugl, du,
at svinge mig med frejdig hu
til ubekendte strande!
Når alt er vinter her og is,
da skal et evigt Paradis
mig hisset åbent stande.
3 Lær mig, du lette sommerfugl,
at sønderbryde tunge skjul,
som nu min frihed tvinger!
En orm jeg kryber end på jord,
snart flyver højt med lette flor
de gyldne purpurvinger.
4 Du, som fra skyen smiler hist,
min Herre, Frelser, Jesus Krist,
lær mig at tvinge sorgen!
Sving for mig håbets grønne flag,
langfredag var en bitter dag,
men skøn var påskemorgen!
538
Mel.:
A.P. Berggreen 1849
Th. Laub 1921
Otto
Mortensen 1982
Lær mig, o skov, at visne glad
O, kommer hid dog til Guds Søn
1 At sige verden ret farvel
i livets gry og livets kvæld
er lige tungt at nemme;
det lærtes aldrig her på jord,
var, Jesus, ej du i dit ord
hos os, som du er hjemme.
2 Hvor tit hos dig end trøst jeg fandt,
når hjertet skjalv, og gråden randt,
og verdens bølger bruste,
ved støvet hænger dog min sjæl,
og slangen bider i min hæl 1,
skønt du dens hoved knuste.
3 O Jesus, Herre, broder sød!
Du kender bedst den bitre død,
du har den overvundet;
vor skabning grant og kender du,
ved godt, vi alle ser med gru
vort timeglas udrundet.
4 O, kom du, som engang, jeg ved,
du i din Faders herlighed
skal klart dig åbenbare,
var det i gry, var det i kvæld,
jeg skyndte mig med kort farvel
i sky til dig at fare.
5 Men kommer døden førend du,
kom da i løn, og kom i hu,
hvor mørkt der er i graven!
Omstrål mig, så jeg glemmer den,
salv øjet på din syge ven,
så jeg kan se Guds-haven!
6 Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide!
7 Kom, som du vil! jeg ved det vist,
du selv har sagt, at her og hist
du kendes vil på røsten 2,
den røst, hvorved trods verdens larm
os hjertet brænde kan i barm
og smelte hen i trøsten.
8 O, lad mig i min sidste stund
det høre af din egen mund,
som ånd og liv kan tale,
hvor godt der er i Himmerig,
og at du stol har sat til mig
i dine lyse sale!
9 Før døden med sin istap-hånd
gør skel imellem støv og ånd,
bortvifter hjertets varme,
indslumre skal jeg da med lyst,
som barnet ved sin moders bryst,
i dine frelserarme.
1 1 Mos 3,15
2 Joh 10,4
N.F.S. Grundtvig 1843 og 1845.
539
Mel.: O hjertekære Jesus Krist
1 Mit lys i mørke, Jesus sød!
Min tilflugtshavn i liv og død!
Jeg er på jord en fremmed gæst,
og Faders hus mig huer bedst,
men trang for mig på mangen vis
er rejsen til Guds Paradis.
2 Det er mit rette fædreland,
men dyb og vild er dødens strand,
min sjæl er mat, mit hjerte tungt,
mit blod, om gammelt eller ungt,
dog isner i mit bryst, så snart
jeg tænker på min hedenfart.
3 Kun hvem du mætter, Herre, ej
forsmægter på den øde vej;
kun ved dit lys og med din stav
vi overspringe kan vor grav,
og hjertet, som mod død skal stå,
kun med dit blod kan roligt slå.
4 O, vær da, hvad du dig har kaldt:
mit brød, mit lys, min vej, mit alt!
Ledsag og styrk og trøst min sjæl!
Når jeg er mød og træt, da dvæl!
Ja, favn mig fast, o Jesus sød,
og bær mig til din Faders skød!
5 Luk med dit ord mig døren op
til salen over stjernetop!
Og når din røst fra rosensky
opvækker støv til liv på ny,
ifør mig da, som du har sagt,
en klædning lig din kroningsdragt!
N.F.S. Grundtvig 1844.
540
Mel.: Joh. Friis 1892
Du Herre Krist
1 En liden stund
i rosens lund
vi rødme kun og blegne;
af blomstens art
og med en fart
nedsunket snart
er alt i disse egne.
2 En liden stund
skal dødens blund
dog kun for kristne vare;
såkornets art:
af muldet snart
op med en fart,
skal i vort kød sig klare.
3 En liden stund
i verden kun
og evig hos sin Fader,
det er hans art,
som kommer snart
med lynets fart
og Himlen os oplader.
4 En liden stund
i rosens lund
og evig i Guds-haven;
så høsten her
og våren dér
er dog nok værd
en vinternat i graven.
5 En liden stund,
et stille blund,
da skal alt mørket vige;
i morgengry
foruden sky
Guds sol den ny
os hilser i Guds rige.
Joh 16,16-22
N.F.S. Grundtvig omkr. 1846.
Bearbejdet 1885.
541
Mel.: W.H. Monk 1861
1 Vær du mig nær! Nu aftnen sænker sig,
snart mørket råder, vær du nær hos mig!
Når andres hjælp og trøst er intet værd,
du, hjælpeløses hjælp, vær du mig nær!
2 Snart rinder ud mit jordlivs dag så kort,
al verdens glans og glæde visner bort,
alt står for fald, og alt forandres her;
du, som omskiftes ej, vær du mig nær!’
3 Kom ej med rædsel som den drotters drot,
men mild og blid at læge ondt med godt!
Giv mig hos dig, som har hver synder kær,
trøst for al sorg og savn; vær du mig nær!
4 Jeg trænger til dig hver en livets dag,
din nåde kun kan sløve fjendens slag.
Hvem er som du i regn og solskinsvejr
min stav og støtte! O, vær du mig nær!
5 Med dig ved siden har jeg ingen frygt.
Trods sorg og sygdom er mit hjerte trygt.
Hvor er nu dødens brod, o Herre kær,
og hvor er Helveds sejr, når du er nær?
6 Når øjet brister, vis mig korsets tegn!
Lys gennem mørket mig til Himlens egn!
Fly, jordisk mulm, for Himlens morgenskær!
I liv, i død, min Gud, vær du mig nær!
H.F. Lyte 1847.
Even Nicolaj Marstrand 1915.
542
Mel.:
Rued Langgaard 1938
Under
dine vingers skygge
Kommer,
sjæle dyrekøbte
1 Døden er den sidste fjende,
vi med Gud skal overvinde,
Gud med os skal træde på.
O min sjæl, gid kun du vidste
tonen, som det ord “den sidste”
skal i Himlen synges på!
2 Døden selv må vist nok grue
for den sidste banetue,
for sit eget banesår;
det må alt på dødens side,
som kun lystes ved at stride,
synger kun om banesår.
3 Men vor frelser, som os givet
har sig selv og dermed livet
nu og i al evighed,
ham det fryder, at dødsstriden
er den sidste, så vi siden
fred har i al evighed.
4 I Guds engle, som kan tonen
på den sang, som er livskronen:
Evigheds halleluja!
hjælper os til at begynde
på den sidste sang at nynne:
Evigheds halleluja.
1
Kor 15,26
N.F.S. Grundtvig 1851.
543
Mel.:
A. P. Berggreen 1873
1 Jeg lever – og ved hvor længe fuldtrøst:
jeg lever, til Herren mig kalder;
jeg lever og venter den kaldende røst,
jeg lever som gæsten på fremmed kyst,
til Faderen barnet hjemkalder.
2 Jeg dør – og jeg ved, hvad time det sker:
det sker i beskikkelses-stunden;
jeg dør, når mit øje fuldendelsen ser,
jeg dør, når ej døden mig truer mer,
men kilden til livet er funden.
3 Jeg rejser – og ved, hvor rejsen går hen:
den går til Guds evige rige;
jeg rejser til åndernes Fader og ven,
til landet, hvor aldrig med sorg igen
fra sjælene sjælene vige.
4 Jeg lever et saligt liv alt i Gud;
jeg dør kun for evigt at leve;
jeg rejser med glædens det evige bud –
hvi ånder jeg ikke den glæde ud
hver stund, jeg i verden mon leve!
Str. 1: Martin Luther 1531.
Str. 1-4: B.S. Ingemann 1851.
544
Mel.: Henrik Rung 1868
1 Som dug på slagne enge,
så falder livets ord
på kristnes sottesenge;
i sky da håbet gror,
og trøsten over døden
deraf er førstegrøden,
forsvundet er derved
al dødens bitterhed.
2 Som sol går ned bag lunden
i havet lyseblåt,
i sommer-aftenstunden,
mens fugle kvidre småt,
så går den sjæl til hvile,
i færd med sødt at smile,
som føler, i sit ord
hos os vor Herre bor.
3 Som let vort legem gyser
i sommer-morgengry,
mens morgenstjernen lyser
og lover dag på ny,
mens sommerdagen gryer
i hvide morgenskyer,
så er med livets lys
vort sidste kuldegys.
N.F.S. Grundtvig 1860 og 1864.
545
Mel.: Helligånd, de frommes glæde
Kender du den livsens kilde
1 Sejervindersken på jorden
over verden er vor tro 1,
den kan dæmpe Lovens torden,
midt i striden skabe ro,
overvinde synd og død,
gøre natten morgenrød;
det er troen på livsordet
ved vor dåb og nadverbordet.
2 Derfor skal på jord højloves
troens ord og Herrens bøn,
derpå liv og død tør voves
i livsordet med Guds Søn;
Gud med os, Immanuel,
gør sin dåb til livets væld,
gør vor død til livets sejer,
gør vort håb til Himlens ejer.
3 Om end sorg med glæde blandes,
dog i al Guds menighed
det skal ses, og det skal sandes,
synges ud med kærlighed:
Ånd og liv er troens ord,
skaber Himmerig på jord,
skænker alle dem, som græde,
Jesu Kristi fred og glæde.
1 1 Joh 5,4
N.F.S. Grundtvig 1862.
Bearbejdet 1882.
546
1 ”Herrens venner ingen sinde
mødes skal for sidste gang!”
Når til afsked tårer rinde,
dette ord har liflig klang.
2 Ses vi aldrig mer hernede
under dette stjernetag,
i den store helgenkæde
mødes vi på Herrens dag.
3 Må vi end med smerte bringe
kære venner vort farvel,
hisset skal der atter klinge
et goddag til liv og sjæl.
4 Når til afsked tårer rinde,
syng det ud med liflig klang:
”Herrens venner ingensinde
mødes skal for sidste gang!”
Jens Schjørring 1866.
547
Mel.: Thv. Aagaard 1932
1 Man siger, livet har bange kår,
at farten går over dybe vande,
at uvist er det, om frelst vi når
hjem til de levendes lande.
2 Ja, kæmpes må der fuldhård en strid
og lides – stundom i tider lange,
og dagen lyser ej lige blid
med leg og lystige sange.
3 Og sikkert er det, at sent det går,
så nat kan falde på vore veje,
før fri og frelst vi ved målet står
og har Guds-freden i eje.
4 Men lad det gå, som vor Herre vil!
Må tungt vi græde, skal dybt vi knæle,
at mødes hist står vor hu dog til
med alle levende sjæle.
5 Og skønt vi ved, vi er af de små,
og lidet er kun, hvad vi kan evne,
så kan det største vor sjæl dog nå,
og frem med sang vi tør stævne.
6 Thi han er med os, den stærke Gud,
hvis Ånd os bærer på ørnevinge,
som giver kræfter og ruster ud,
så døden selv vi kan tvinge.
7 Ja, Gud ske lov, om end sent det går,
og mørke skyer tit dagen dølge,
vi har ej bange, men blide kår:
vi er med Herren i følge!
8 Han slipper ikke, hvem han har kær,
på jord så lidt som i dødens dale,
før sejerskransen engang vi bær
med ham i Himmerigs sale.
Hans Kristian Rørdam 1877
548
Mel.: Hvor er det godt, i Jesu arme
1 Han kom til os fra Himmerige,
fra glansen af Guds herlighed.
I støvets kår han blev vor lige,
og dødens vé han med os led.
Dog ved hans grav vi ej skal klage;
han kom fra den med sejr tilbage
og fri igen til Himmels fór.
Han, der vor nød af selvsyn kender,
nu fra sin Faders hjerte sender
os livets Ånd med trøstens ord.
2 Det skal I vide, alle enker
med jeres faderløse små,
når sorgen sig med natten sænker,
og savnet gør jer dagen grå:
Der er et håb for jeres døde,
der er en påske morgenrøde,
der er en dag med livets lyst,
der er en Himmel fuld af glæder
beredt for alle dem, der græder
og her må sukke uden trøst.
3 Han skal igen fra Himlen komme,
den Herre, som til Himmels fór.
Da bliver alle grave tomme,
da viger havet på hans ord
og giver sine rov tilbage.
Kun Døden selv må ensom klage,
fordi hans magt er ebbet ud.
Da med Guds Søn i Himmerige
i lysets kår vi vorder lige
og priser med ham livets Gud.
K.L. Aastrup 1942.
549
Mel.: Bjarne Haahr 1988
Min
død er mig til gode
1 Vi takker dig for livet,
vor Fader, og vi tror,
du har vort hjem os givet
på denne skønne jord.
2 Hvad her blev os til glæde,
har du i godhed skabt.
Vi derfor vel må græde
for det, vi nu har tabt.
3 Ja, hvad i år og dage
var os en hjertenslyst,
det vendte sig til klage
og sukker efter trøst.
4 Vor Fader i det høje,
hvor før var blomst og løv,
der blev det for vort øje
som aske nu og støv.
5 Det er, hvad her vi kender
og hårdt blev mindet om:
vi står med tomme hænder,
vor skaber, for din dom.
6 Om der for os skal blive
et håb at trøstes ved,
da véd vi, du må give
af din barmhjertighed.
7 Så vær hos os i sorgen,
og lad det under ske,
at vi din påskemorgen
må gennem skyen se.
8 Da takker vi for livet,
vor Fader, og vi tror:
de døde du har givet
en fremtid i dit ord.
K.L. Aastrup 1965
550
Mel.:
Sv. S. Schultz 1978
1 Nu er livet gemt hos Gud.
Vi overgir alt til ham.
Håbet er tændt i savn og sorg.
Ingen er glemt af Gud.
2 Vi skal hvile i Guds fred
og sove i jordens skød.
Kristus har gjort vor grav til sin.
Altid er vi hos Gud.
3 Gud, vor Far, tar vare på
det liv, som er revet bort.
Kristus har selv beredt os plads.
Før os gik han til Gud.
4 Dagen kommer. Kristi dag,
da tiden blir visket bort.
Kristus står frem, og alt blir nyt.
Døden blir knust af Gud.
5 Nu er livet gemt hos Gud.
Vi overgir alt til ham.
Håbet er tændt i liv og død.
Ingen er glemt af Gud.
Svein Ellingsen 1977.
Helge Dahn 1978.
551
Mel.: Peter Møller 1992
1 Der er en vej,
som vi alle går alene,
den går mod mørket,
et ukendt skumringsland;
og ingen vender
tilbage fra de egne
med bud om, hvad vi
skal se bag tidens rand.
2 Der er en mand,
som i kærlighed til livet
gik ind i mørket
og bar det på sin krop.
Hvad ingen kunne,
det gjorde han for alle:
han blev til mørke –
og mørket lyste op.
3 Der er en lov,
som er stærkere end døden:
at kærligheden
vil få det sidste ord;
og Kristus rejste
den lov til lov for verden.
Nu gælder nåden
til trøst for dem, som tror.
4 Der er en vej,
som vi ikke går alene,
om end den fører
os til et ukendt land;
for Kristus venter
på os ved dødens grænse,
og han er livet,
vi får bag tidens rand.
Holger Lissner 1991.
552
Mel.: Erik Sommer 1993
1 Nu har du taget fra os,
hvad du engang har givet.
Nu favner døden den, der
for os var selve livet.
Og intet bliver mere
helt, som det var, herefter,
for sorgen river i os
med kærlighedens kræfter.
2 Nu er vi fyldt af savnet
og gruer for i morgen.
Men, Gud, du kommer til os
og trøster os i sorgen.
Vel er vi alle ramt af
den gådefulde stilhed,
men du er også nær med
din nådefulde mildhed.
3 Du griber os i mørket
og blidt mod lyset vender.
For selv om vi er adskilt,
er vi i dine hænder.
Og du var selv i mørket
den dag, da Kristus døde,
du rejste ham til livet
i påskens morgenrøde.
4 Se, døden er forandret.
Nu kan den ikke vinde!
Da Kristus tog den på sig,
blev den en slagen fjende.
Og derfor kan vi håbe,
at også vi får givet
at gå i morgensolen
og glæde os ved livet.
5 Så lad kun sorgen synge,
få luft for al sin klage,
og lad kun savnet tynge,
din godhed blir tilbage.
Du gir os nye kræfter.
Du knytter nye tråde.
Og hvad så sker derefter,
må komme af din nåde.
Holger
Lissner 1993 og 1999.
Kødets opstandelse og det evige liv (Evighedshåbet)
553
Mel.: Tysk visemelodi 1545
Hvorledes skal jeg møde
1 Min største hjertens glæde
er mig den sommer blid,
som Gud vil selv berede
for os til evig tid,
da jord og himmel både
fornyes åbenbar,
hver skabning af Guds nåde
skal skinne ren og klar.
2 Da sol og stjerners skare
skal tusindfold få glans,
som Himmel-perler klare
de stråle skal i krans
ned på det tempels stene,
hvor Gud bor midt udi,
på livets flod den rene,
som flyder der forbi.
3 Dog ret i støvets dale
om herligheden skær
kan ingen tunge tale,
det lære først vi der,
hvor selv vort kød forklaret
skal dele Åndens fred,
og alt er åbenbaret,
hvad troen trøstes ved.
4 Der tier hver en trængsel
og hver en klagerøst,
al skabningens forlængsel
forvandlet er til lyst.
I lys om Herrens trone
med evig sejersklang
de gyldne harper tone
til alle helgens sang.
5 De skal os dér annamme
som deres søskend små
og ingenlunde skamme
sig ved hos os at stå
og prise højt med glæde
fuldkommenhedens bånd
i helgensamfunds kæde
ved Kristi højre hånd.
6 Hvad intet øre nemmed,
hvad intet øje så,
har Gud i Himmel-hjemmet
hengemt til sine små;
dér, hvor hvert slør vil falde,
blir livets gåde løst,
når Gud er alt i alle
og nåden fuldt udøst.
7 O Herre, for din ære
og for din miskundhed,
lad did vor vandring bære,
hvor aldrig sol går ned!
Hold os i troen faste
i denne prøvens dal,
så vi til hjemmet haste
i Himlens frydesal!
Johann Walter 1552. Gaspar Faber 1562.
Hans
Christensen Sthen 1578.
Hans Poulsen Resen 1632.
Fr. Hammerich 1850.
C.J. Brandt 1885. Bearbejdet 1890.
554
Mel.: Fra nederlandsk psalter 1540
1 Om Himmerigs rige vi tales ved
med al den glæde og al den fred,
Gud dér sine venner vil give;
dér sorg og sygdom ej kan få rum
så lidt som armod og fattigdom,
alt ondt vil Gud bortdrive,
så rige som konger vi blive.
2 Dér ingen bliver på næsten vred,
dér er og ikke kedsommelighed,
ej dorskhed, frygt eller fare.
Hvad ondskab nogen bedrive kan,
ret aldrig spørges i dette land,
og døden kan dér ej skade,
derfor værer evig glade!
3 Dér skulle vi nyde den evige fred,
en god samvittigheds rolighed,
med alt, hvad vi begære;
vor vilje give vi Gud i vold
og herske så med vor frelser bold
i evig fryd og ære;
hvor godt er der at være!
4 Syv gange så klar som solen her
skal hver da vorde i salighed der,
hvo kan det ret beskrive!
Som Peder Jesus på bjerget så,
skal alle hans venner hisset stå,
den glæde vil Gud os give,
om vi ville hos ham blive.
5 Hver gade og mur er af pureste guld,
den grundvold af dyrebar stene fuld
og porte af perler klare 1;
i kor vi skulle istemme da
på gader og stræder: Halleluja!
og kende Gud åbenbare
til evig tid uden fare.
6 Dér skal vi smykkes med himmeldragt,
når Jesus, vor broder, med guddomsmagt
i glans sig vil åbenbare;
dér skal for tronen vi knæle ned,
og “hellig, hellig” i evighed
vi sjunge i engleskare;
den glæde skal evig vare.
7 De venner, som døden adskilte her,
skal visselig kende hverandre der,
hvor hverken er død eller dvale;
Sankt Peder kendte og kunne forstå
Elias og Moses, han aldrig før så,
hvor liflig skal vi da tale
med venner i Himlens sale!
8 Dér mer os ej længes ved tusind år,
end her ved dagen, der var i går,
så vel er os da til mode;
gid her vi vandre vor tid med tro
og efterstunde den evige ro
hos Herren med alle de gode,
som her på hans miskundhed tro’de!
9 Han unde os her at leve så,
at når af verden vi skal bortgå,
vi da måtte være glade,
med tak for alle Guds gaver små
så frydefuld ind i Himmerig gå
ved Jesus Krist alle sammen,
det give Gud Fader, amen!
1 Åb 21,18-21
Dansk 1569.
N.F.S. Grundtvig 1857.
555
Mel.: Tysk folkevisemelodi omkr. 1640
1 Jeg ved et evigt Himmerig,
som ej med guld det røde
omdraget er så prydelig,
men med Guds ord det søde.
2 Der bor min Herre Jesus Krist,
som er Guds Søn den fromme,
han al min tillid er for vist,
har bedt mig til sig komme.
3 En pilgrim arm er jeg forsand,
min rejse snart må ende
herfra og til mit fædreland,
hvad bedre kan mig hænde!
4 Guds Søn mig købte med sit blod
og gav mig liv af nåde,
derfor jeg har så frit et mod,
han fri’r mig af al våde.
5 Når jeg af verden og hver mand
er helt forladt med alle,
han står dog hos min højre hånd,
vil aldrig mig undfalde 1.
6 Jeg fattig hid til verden kom,
og efter korte dage
jeg går herfra med hånden tom,
når døden sit vil tage.
7 Dog ved jeg vist, at denne krop
skal ej i graven blive,
men med Guds Søn stå herlig op,
som vil mig glæden give.
8 Han skænker mig, det ved jeg vist,
som før led megen plage,
sin trøst og fred for sorg og tvist
i alle mine dage.
9 Thi lad os takke mindelig
vor Fader alle sammen,
for han os åbned Himmerig
ved Jesus Kristus, amen!
1 svigte.
Tysk
(1612).
Hans
Christensen Sthen omkr. 1600.
Bearbejdet
(C.J. Brandt) 1873 og 1885.
556
Mel.: Folkemelodi fra Dalarne 1800
1 I Himmelen, i Himmelen,
hvor Gud, vor Herre, bor,
hvor saligt did at komme hen,
hvor er den glæde stor!
For evig, evig skal jeg der
se Gud i lyset, som han er,
se Herren Sebaot 1.
2 I Himmelen, i Himmelen,
o, hvilken klarheds glans!
Ej middagssolen ligner den,
den overgår al sans.
Den sol, som aldrig ned skal gå,
men evigt uformørket stå,
er Herren Sebaot.
3 I Himmelen, i Himmelen,
hvad ære uden tal,
hvad lys af englevrimmelen
i herlighedens sal!
Og dem min ånd skal blive lig,
af evighedens skatte rig
hos Herren Sebaot.
4 I Himmelen, i Himmelen
man ingen tårer ser,
ej døden, ej forkrænkelsen
dér ødelægger mer.
Dér skænkes evig herlighed
og evig fryd og evig fred
af Herren Sebaot.
5 I Himmelen, i Himmelen
har du os, Gud, beredt,
hvad intet øre hørte end,
hvad øjet ej har set,
hvad ej er følt i støvets bryst,
besunget ej af støvets røst,
o Herre Sebaot!
6 I Himmelen, i Himmelen,
blandt helligt englekor,
med Søn og Ånd bor Faderen
i guddoms-ære stor.
Et trefold hellig synges dér,
når engleskaren offer bær’
for Herren Sebaot.
7 Treenig Gud i Himmerig,
dig være lov og pris!
Ak, åbn og engang for mig
dit søde Paradis!
Lad fast i troens kamp mig stå
og af din hånd min krone få,
o Herre Sebaot!
1 Hærskarernes Herre
Laurentius Laurentii Laurinus 1622.
M.B. Landstad 1861.
557
Mel.:
A.P. Berggreen 1854
Th.
Laub 1917
1 Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente,
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
2 Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.
Dagene længes, vinteren strenges,
vinteren strenges. Og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.
3 Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist
dér skal du finde forsommers minde,
forsommers minde, alt grøn på kvist.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue bag gærdet hist!
4 Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,
lad mig nu gyse. Det snart forgår.
Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!
5 Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!
Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,
blomsterne dækkes, jo mer det sner.
Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!
6 Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad.
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Højs
2,11-14
Hans Adolph Brorson (1765).
558
Mel.: Meiningen 1693
Th. Laub 1915
1 Når mit øje,
træt af møje,
vådt og mørkt af tåreregn,
ser med længsel
af sit fængsel
op mod blide Salems 1 egn,
o, hvor svinder da min ve
bare ved derop at se!
2 Jeg fornemmer
folkestemmer,
alle slags, blandt engles lyd,
dem de driver
op med iver
i Guds lovsangs fulde fryd.
O, hvor siger da min sjæl
verden glædelig farvel!
3 Ja, jeg skuer
dine druer,
Paradis! den livets frugt.
Dine søde
roser møde
mig nu alt med deres lugt,
giver tidens åndedrag
evighedens luft og smag.
4 Lammets klare
brudeskare
ser jeg midt i Paradis,
hvor de svømme
som i strømme
af Guds søde lov og pris.
Snævre vej og korte tid,
o, hvor er din ende blid!
5 Hjertemilde
Jesus lille,
som os Himlen vandt så huld!
Se, hvor dines
længsel pines
under tidens aftenkuld!
Når, o søde brudgom, da
vil du hente mig herfra?
1 Salem = Jerusalem, billede
på saligheden, Åb 21,2
Hans Adolph
Brorson (1765).
559
Mel.: Svensk melodi 1859
Th. Laub 1918
1 O Helligånd! mit hjerte
den stad så hårdt attrår,
det søde hjem,
Jerusalem,
hvor al min nød og smerte
sit pas og afsked får.
O Helligånd! mit hjerte
den stad så hårdt attrår.
2 Men ak, de fare-vande!
Hvor kan jeg finde spor
blandt blinde skær,
mod strøm og vejr,
til frydeborg at lande?
Jeg skal, jeg er derfor.
Men ak, de fare-vande!
Hvor kan jeg finde spor?
3 Befæst mig dog de tanker:
Jeg snart i Himlen står.
Gør troen kæk
mod bølgens skræk,
hold selv ved ror og anker,
du ved, hvad jeg formår!
Befæst mig dog de tanker:
Jeg snart i Himlen står.
Hans Adolph Brorson (1765).
560
Mel.:
J.H. Schein 1628
1 Det livets ord vi bygger på
trods orme, vind og vove:
Af muld skal dødninger opstå
og Frelseren højlove,
når luren drøner så i sky,
at stjerner falde, bjerge fly.
2 Når Herren under hovedguld
fra Himlen åbenbares
for i sit hele helgenkuld
på jorden at forklares,
alt, hvad med ham var ét i ånd,
opstår i lysets klædebon.
3 Så pris, min sjæl, den Herres navn,
som endte dødens dage,
som kom fra graven, os til gavn,
med lys og liv tilbage,
som med sit ord, før vi det ved,
opvækker støv til herlighed.
N.F.S. Grundtvig 1822.
Bearbejdet 1857.
561
Mel.: Th. Laub 1907
Otto Mortensen 1982
O kristelighed
1 Jeg kender et land,
hvor håret ej gråner, og tid har ej tand,
hvor solen ej brænder, og bølgen ej slår,
hvor høsten omfavner den blomstrende vår,
hvor aften og morgen går altid i dans
med middagens glans.
2 O dejlige land,
hvor glasset ej rinder med tårer som sand,
hvor intet man savner, som ønske er værd,
hvor det ikkun fattes, som smertede her!
Hvert menneske søger med længsel i bryst
din smilende kyst.
3 Forjættede land!
Du hilses i morgenens spejlklare strand,
når barnet mon skue din skygge fuldskøn
og drømmer, du findes, hvor skoven er grøn,
hvor barnet kan dele med blomster og siv
sit smil og sit liv.
4 O flygtige drøm
om evigheds-øen i tidernes strøm,
om templet for glæden i tårernes dal,
om halvgudelivet i dødningesal!
Med dig fra de fleste henfarer på stand
de levendes land.
5 O skuffende drøm!
Du skinnende boble på tidernes strøm!
Forgæves dig skjalden med mund og med pen
af glimrende skygger vil skabe igen.
Når skyggen er ligest, da hulker de små,
som stirrer derpå.
6 Fortryllende drøm
om evighedsperlen i tidernes strøm!
Du gækker de arme, der søger omsonst,
hvad hjertet begærer, i billed og kunst,
så varigst de kalder, hvad sikkert forgår
som timer og år.
7 O kærligheds Ånd!
Lad barnlig mig kysse din strålende hånd,
som rækker fra Himlen til jorderigs muld
og rører vort øje med fingre som guld,
så blålig sig hæver bag buldrende strand
det dejlige land!
8 O himmelske navn,
som åbner for vores din hellige favn,
så Ånden, usmittet, kan røre ved støv
og levendegøre det visnede løv!
O, lad mig nedknæle så dybt i mit ler,
at Gud mig kun ser!
9 O vidunder-tro,
som slår over dybet den hvælvede bro,
der isgangen trodser i buldrende strand
fra dødningehjem til de levendes land!
Sid lavere hos mig, du højbårne gæst,
det huer dig bedst!
10 Letvingede håb!
Gudbroder, genfødt i den hellige dåb!
For rejserne mange til landet bag hav,
for tidender gode, for trøsten, du gav,
lad så mig dig takke, at glæde jeg ser,
når håb er ej mer!
11 O kærlighed selv,
du rolige kilde for kræfternes elv!
Han kalder dig Fader, som løser vort bånd,
al livskraft i sjælen er gnist af din Ånd,
dit rige er der, hvor man død byder trods,
det komme til os!
12 Vor Fader så huld!
Du gerne vil trone i templet af muld,
som Ånden opbygger i Midlerens navn,
med rygende alter i menneskefavn,
med himmellys-bolig af gnisten i løn
til dig og din Søn.
13 O kristelighed!
Du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved,
hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føler vi godt:
Mit land, siger Livet, er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor.
N.F.S. Grundtvig 1824
Jfr. nr. 321
562
Mel.: N.W. Gade omkr. 1860
Hvo ikkun lader Herren råde
1 Som markens blomst henvisner fage 1
alt, hvad af jordisk rod oprandt,
og talte snart er støvets dage,
selv hvor med ånd det Gud forbandt;
kun hvad der kom fra oven ned
kan blomstre i al evighed.
2 O, ve da hver, som dårlig bygger
sit håb på støvets blomstertid
og gribe vil i jordens skygger,
hvad kun i Ånden kommer hid!
O dåredrøm om evighed
for, hvad ej kom fra oven ned!
3 Men vel enhver, som håbet grunder
på, hvad kun engles øjne så,
hver sjæl, som til det høje stunder
og verdens glimmer tør forsmå!
Til dem kom dét fra oven ned,
som blomstrer i al evighed.
4 Ja, Ordet, som skal evig blive,
fordi af jord det ej oprandt,
det holdt med kraft din sjæl i live,
så døden ej den overvandt;
til dig kom dét fra oven ned,
som blomstrer i al evighed.
5 Engang skal også du, forklaret,
det skue grant med lys og lyst,
som end ej støv er åbenbaret,
men lever skjult i kristnes bryst:
Hos ham, som kom fra oven ned,
har også støvet evighed.
1 hurtigt
N.F.S. Grundtvig 1825.
563
Mel.: Jesus er mit liv i live
1 Sørger ej for dem, der sove
med Guds fred i gravens skød!
De på ny skal Herren love,
takke højt for hvile sød,
ja, for sejer over døden,
ungdomsliv i morgenrøden,
gildesfærd ad kongevej
til den sal, som synker ej.
2 Selv han os har åbenbaret,
til de ømme hjerters trøst,
at når han i sky forklaret
skrider frem med tordenrøst,
først han, når basunen gjalder,
gravens folk til lyset kalder,
vinker så fra mark og by
alle sine op i sky.
3 Kristne! hvilken morgenrøde,
mange mørke timer værd,
når vi, levende og døde,
mødes med vor Herre kær,
skal i Himlens glans og ære
evig hos vor frelser være,
love Gud med englerøst!
Husker, det er Herrens trøst!
1 Thess 4,13-18
N.F.S. Grundtvig 1837.
564
Mel.: A.P. Berggreen 1856
1 Tænk, når engang den tåge er forsvunden,
som her sig sænker over livet ned,
når dagen evig klar er hist oprunden,
og lys omstråler hvert af mine fjed.
2 Tænk, når engang er løst hver jordisk gåde,
besvaret hvert ”hvorfor”, jeg grunded på,
men kunne ej med al min grublen råde,
tænk, når jeg Herrens vej skal klart forstå!
3 Tænk, når engang hver hjertesorg er slukket,
hver vunde lægt, og stillet hvert et savn,
hver smertens tåre visket af, og sukket,
det dybe, kvalt i kærlighedens favn.
4 Tænk, når engang med utildækket øje
jeg ham skal se, hvem her jeg tro’de på,
tænk, når jeg hist mit knæ for ham skal bøje,
når jeg med tak skal for hans åsyn stå!
5 Tænk, når engang jeg uden synd skal leve,
hver tanke ren, hver gerning uden brøst,
når aldrig jeg behøver mer at bæve
for muligheden af en syndig lyst.
6 Tænk, når engang i Himlens gyldne sale
jeg med den ven, jeg her på jorden fandt,
i lyset om et evigt liv skal tale
og om det liv, der som en drøm forsvandt!
7 Væk, Jesus, denne tanke i mit hjerte,
hver gang mig vejen tykkes lang og slem!
Den sødt skal dæmpe hver en bitter smerte
og lokke smilet gennem tårer frem.
W.A. Wexels 1841
565
Mel.: Th.
Laub 1918
1 Med sorgen og klagen hold måde!
Du mindes den hellige dåb
og Himmerigs bord af Guds nåde.
Tilegn dig Guds herligheds håb!
2 Hvi gemmer du støvet i kiste,
hvi rister du navnet i sten,
når ikke i troen du vidste,
at vågne skal slumrende ben!
3 Lad legemet kun sig udhvile
og fattes med synet al sans!
Det skal dog opvågne og smile,
skal skinne og skues i glans.
4 Så kornet utallige gange
har fundet sin død under muld,
opstod dog i bølgende vange
og skinned i solen som guld.
5 Så lagdes din frelser i dvale,
men ved du ej, hvor han er nu?
Han troner i Himmerigs sale
og husker, ved støv hænger du.
6 O, glem ej, at hytten, som hælder,
som raver og synker i grus,
sin brøst vel med rette undgælder,
men bygtes dog til et gudshus!
7 Guds ord det går aldrig af minde,
det hørtes og troedes der,
og tit har de leget derinde,
små-englene, Gud haver kær.
8 Når under de rødmende skyer
der stødes i Himlens basun,
for gravfolket morgenen gryer,
sig rejser Guds faldne paulun.
9 Lyksaligste af alle dage,
o muld, når af dig myldrer frem
Guds billeder alle så fage 1,
når Gud henter børnene hjem!
1 hurtigt
Aurelius
Prudentius Clemens 4. årh.
N.F.S. Grundtvig 1844 og 1864.
Jfr. nr. 529
566
Mel.: Den yndigste rose er funden
1 Er livet alt lifligt herneden,
i ånden med Herren et Eden,
hvor kan vi da nogen tid glemme:
langt bedre hos Herren derhjemme!
2 Dér er ikke vinter og mørke,
dér er ingen heder og ørke,
dér er ingen afmagt og ælde,
dér er ingen tårer at fælde.
3 Dér er ingen synd at bekæmpe,
dér er ingen sorger at dæmpe,
dér er ingen syge og døde,
dér er ikke tomhed og øde.
4 Dér, under det yndigste bælte,
hvor forår og høst sammensmelte,
dér alting ved livet sig fryder,
dér altid kun lovsangen lyder.
5 Dér glemmes al angest og pine,
hvor Herren er alting for sine;
af lys og af fred og af glæde
er evig omlejret hans sæde.
6 O Jesus, o, hør, hvad vi bede:
Vær kraftelig med os hernede,
så levende står os for øje
dit hus på de evige høje!
7 Din Ånd i vor afmagt os styrke,
dit lys gennembryde vort mørke!
Din kærlighed, sød som dit minde,
vor sorg og vor død overvinde!
8 Lad, trods alle skyerne sorte,
os åbne se Himmelens porte!
Lad, selv midt i tårernes dale,
Guds herligheds håb os husvale!
Åb 21,1-4
N.F.S. Grundtvig 1848.
Bearbejdet 1885.
567
Mel.:
Svensk melodi 1859
Bernhard
Christensen 1951
1 Jeg er fremmed,
jeg er en pilgrim,
kun en aften,
kun en aften bor jeg her.
O, stands mig ikke, thi jeg vil følge
Guds folk til strid gennem ørk og bølge.
Jeg er fremmed,
jeg er en pilgrim,
kun en aften,
kun en aften bor jeg her.
2 Rejsemåltid
i hast jeg tager,
som forjaget,
som et ilbud, standser ej.
Jeg står omgjordet om mine lænder,
med vandringsstaven i mine hænder.
Rejsemåltid
i hast jeg tager,
som forjaget,
som et ilbud, standser ej.
3 Lammets blod har
mit dørtræ tegnet,
mig beseglet,
mig beseglet, jeg er hans.
Jeg syndens surdej ej mer vil smage,
af sted jeg haster, ser ej tilbage.
Lammets blod har
mit dørtræ tegnet,
mig beseglet,
mig beseglet, jeg er hans.
4 Op mod hjemmet
mit øje skuer,
evig stråler,
evig stråler solen der.
O, vandringslandet er mørkt og farligt,
jeg snubler ofte, forvildes snarligt.
Op mod hjemmet
mit øje skuer,
evig stråler,
evig stråler solen der.
5 Jorden har ej
den ro, jeg søger,
nej, jeg længes,
nej, jeg længes mod Guds stad;
dér græder ingen, dér ender nøden,
dér bor ej sorgen, did når ej døden.
Jorden har ej
den ro, jeg søger,
nej, jeg længes,
nej, jeg længes mod Guds stad.
6 Fuldtro hyrde,
jeg barnlig beder:
Følg og led mig,
følg og led mig altid du,
at frem jeg iler med dig for øje,
indtil jeg hviler udi det høje!
Fuldtro hyrde,
jeg barnlig beder:
Følg og led mig,
følg og led mig altid du!
2
Mos 12
Mary
Shindler 1841 (str. 1, 4 og 5).
Betty
Ehrenborg-Posse 1852 (str. 1, 4 og 5).
C.O.
Rosenius 1852 (str. 2, 3 og 6).
L.
Høyer 1855 (str. 1, 2, 4 og 6).
Jens
Larsen 1856 (str. 3).
568
Mel.: Knud Jeppesen 1951
1 Livsalige dag, som i håbet vi venter,
da verden er blevet Guds rige til sidst,
da menneskeslægten forløsning har fundet,
og alle bekender, at Herren er Krist,
da døden er dødet og synden forsvundet,
og fuldkommen frelse for evig er vundet.
2 Den kommer, den kommer, den dag, som vi venter;
dens stråler vi skuer på morgenens sky!
Er mørket end mægtigt i skyggernes dale,
på bjergene dagen begynder at gry.
Den kommer at ende de sørgendes trængsel,
den kommer at stille de helliges længsel.
3 Den kommer, den kommer, den dag, som vi venter,
da folkene mødes i fred og i tro,
da Himmelens Herre er jorderigs konge,
og vi i hans skygge skal salige bo,
den dag, der opfylder de helliges bønner,
den dag, der vor tro med beskuelse lønner.
4 Den kommer, den kommer, den dag, som vi venter,
den lyseste dag, som på jorden skal gry,
da Herren almægtig alene regerer,
og Satan og synd for hans åsyn må fly.
Og skabningen, udløst fra strid og fra synder,
hans ære i evigheds tider forkynder.
Natanael Beskow 1886.
Chr. Ludwigs 1913.
569
Mel.: Alfred Lunde 1953
1 Ja, engang mine øjne skal
se Kongen i hans pragt,
tilbede i hans tempelhal
hans nåde og hans magt.
I et krystalklart hav af lys
forsvinder tidens nat og gys,
forvandlet blir hver gåde her
til lovsangsjubel der.
2 Og salighedens tonevæld
skal bruse som et hav,
som sus af skov en sommerkvæld,
når himlen er som rav,
og al naturen genfødt er,
og ingen skygger falder mer.
Og alt, hvad skønt mit øje så,
ny glans og glød vil få.
3 Men skønnest er det dog at se
Guds underfulde Lam
med mærkerne fra korsets træ
og sejrens glans om ham.
Og denne glans er mer end sol,
den er Guds gyldne nådestol,
og støvets dragt, som her mig bandt,
blir klar som diamant.
4 Så er jeg frelst, så er jeg fri,
så har jeg vundet frem.
Så er min strid med ét forbi,
så er jeg i mit hjem.
Det hjem min frelser lovet har
hver den, som korset med ham bar,
Guds Paradis, vort rette hjem,
det ny Jerusalem.
Åb 21,2
Karl Marthinussen 1954.
Dansk 1989.
570
Mel.: Oluf Ring 1936
1 Hvor er det godt at lande
i Himlens søde havn,
fra verdens vilde strande,
fra fremmed land og stavn,
fra røver-nest 1 til engle-fest,
fra svine-egn til Faders favn!
Hvor er det godt at lande
i Himlens søde havn,
i brudgoms skød, fra strid og stød,
ja alt, hvad har af sorrig navn!
Hvor er det godt at lande
i Himlens søde havn!
2 Hvor er det sødt at smage,
hvad huset der formår,
sin arv blandt dem at tage,
som hist for tronen står!
Ja, ja! at se især de tre
personer, alting overgår!
Hvor er det sødt at smage,
hvad huset der formår!
O herlighed, som ingen ved,
før han de søde grænser når!
Hvor er det sødt at smage,
hvad huset der formår!
3 Hvor er det stort at prange
med livets brudekrans
og se, hvad skat så mange
Guds helgen får til mands,
at høre lyd af englefryd,
som overstiger sind og sans!
Hvor er det stort at prange
med livets brudekrans,
at sidde der Guds Søn så nær,
i så utrolig himmelglans!
Hvor er det stort at prange
med livets brudekrans!
1 rede
Luk 15,11-32
Hans Adolph Brorson (1765).
571
Mel.: Sperontes 1736
J.H. Nebelong 1881
Th.
Laub 1908
1 Den store hvide flok vi se
som tusind bjerge fuld af sne,
med skov omkring
af palmesving,
for tronen; hvo er de?
Det er den helteskare, som
af hin den store trængsel kom
og har sig to’t
i Lammets blod
til Himlens helligdom!
Dér holder de nu kirkegang
med uophørlig jubelklang
i høje kor,
hvor Gud han bor
blandt alle engles sang.
2 Her gik de under stor foragt,
men se dem nu i deres pragt
for tronen stå,
med kroner på,
i Himlens præstedragt!
Sandt er det, i så mangen nød
tit tårestrøm på kinder flød,
men Gud har dem,
straks de kom hjem,
aftørret på sit skød;
nu holder de, hvor liv er bedst,
hos ham en evig løvsals-fest,
og Lammet selv,
ved livets elv,
er både vært og gæst.
3 Til lykke, kæmpesamling, ja,
o, tusindfold til lykke da,
at du var her
så tro især
og slap så vel herfra!
Du har foragtet verdens trøst,
så lev nu evig vel, og høst,
hvad du har så’t
med suk og gråd,
i tusind engles lyst!
Opløft din røst, slå palme-takt,
og syng af Himmel-kraft og magt:
Pris være dig
evindelig,
vor Gud og Lammet sagt!
Åb 7,9-17
Hans
Adolph Brorson (1765).
572
Mel.: Hjemlandstoner 1900
1 Jeg ser dig, søde Lam, at stå
på Zions bjergetop.
Men ak, den vej, du måtte gå,
så tung, så trang derop!
O byrde, som på dig var kast:
al verdens skam og last!
Så sank du i vor jammer ned
så dybt, som ingen ved.
2 Uskyldig Lam! så ynkelig
du ville ofres hen.
Din kærlighed har bundet dig
at få os løst igen.
Du led og sled vort fængsels bånd
med naglet fod og hånd;
du gik som løve af din grav,
vor død du plyndred af.
3 Hvor vrimler nu omkring din stol
en flok så hvid som sne!
Hvert øje glimrer som en sol,
at det Guds Lam må se.
Det ord om Lammets slaveri,
for os, for os at fri,
gør midt blandt alle engles sang
endnu den stærkest’ klang.
4 Tolv gang’ tolv tusind har i favn
enhver sin harpe spændt.
I panden Lammets Faders navn
gør al den slægt bekendt.
Det går som stærke vandes lyd,
når de slår an i fryd:
Guds Lam, som vandt os Paradis,
dig, dig lov, tak og pris!
5 Tak, Fader! at du var så god
mod Adams faldne køn
og os til frelse slagte lod
din den enbårne Søn!
Dig prise nu hvert åndedrag
og hvert et hjerteslag!
Ja, Lam, for al den del, du led,
tak, tak i evighed!
Åb 14,1-3
Hans
Adolph Brorson (1765).
573
Mel.: Herrens røst, som aldrig brister
Herrens venner ingen sinde
1 Helgen her og helgen hisset
er i samme menighed,
derom haver os forvisset
han, som alle dybder ved.
2 Helgensamfund af Guds nåde
er vi i hans kærlighed,
her og hist er Sønnens gåde
steget op og dalet ned.
3 Sammen bor vi i Guds-haven,
skilt kun ved det lille bælt;
til at flyve over graven
vinge låner os vor helt.
4 Hæren, som vor høvding danner
talrig af det samme blod,
stammevis med korsets banner
sætter over Jordans flod 1.
5 Alt utallige bebygge
ønskelandets palmestad,
vi end går i Basans skygge,
Herrens folk i Gilead.
6 Næste gang vor flok dog følger,
Josva brat os kalder ad,
hvor sig åbner Jordans bølger,
banet ser vi arke-vad.
7 Til vi samles efterhånden
ret i livets kildevang,
mødes her og hist i ånden
daglig vi med Moses’ sang 2!
1 Jfr. Jos 3. Det forjættede land og Palmestaden (Jeriko) er et billede på evighedslivet, Basan og Gilead (Østjordanlandet) på jordelivet.
2 Åb 15,3; 2 Mos 15
Isaac Watts 1709 (str.1).
Charles
Wesley 1759 (str.2-7).
Thomas
Cotterill 1815 (str. 1-7).
N.F.S.
Grundtvig 1837.
574
Mel.: J. Barnby 1868
R.V. Williams 1906
1 For alle helgen, som i Kristi tro
stod fast i striden og vandt Himlens ro,
dig, Herre Jesus, priser vi så fro:
Halleluja, halleluja!
2 Du var i verden deres faste hus,
din røst dem kaldte frem i stridens brus,
dit lys dem ledte gennem tågers gus.
Halleluja, halleluja!
3 Giv os at kæmpe med det samme mod
som fordum her din helgenskare god,
til den med sejerskrans for tronen stod!
Halleluja, halleluja!
4 O høje helgensamfund af vor æt!
Vor vej er dunkel, eders lys og let;
os alle bærer dog Guds åndedræt.
Halleluja, halleluja!
5 Er sjælens møje tung og striden lang,
hør! fra det fjerne toner sejerssang!
Da vandrer styrket vi vor pilgrimsgang.
Halleluja, halleluja!
Hebr 12,1
William Walsham How 1864.
Nathan
Söderblom 1911. Aja Heurlin 1917.
Gustav Fog 1948 (str. 3).
575
Mel.: Rolf Karlsen 1979
1 Din fred skal aldrig vige,
din nåde varer ved.
Når stormvejr slår imod os,
du værner mod fortræd.
I ensomhedens timer,
i savnets tunge stund
forblir du hos os, Herre,
hvert smertefyldt sekund.
2 Vær fortsat ved vor side,
når stormen stilner af.
Vær hos os, når vi søger
til vore kæres grav.
Giv, at vi aldrig mister
velsignelsen fra dem,
men altid bærer med os
det gode, de bar frem.
3 Snart går vi ud af tiden,
og hvert et navn blir glemt,
men, Gud, i din erindring
er vi for evigt gemt.
Det liv, der blir til intet,
er i din skaberhånd,
og trygt vi overgiver
til dig, o Gud, vor ånd.
Svein Ellingsen 1957 og 1971.
Holger Lissner 1975.