SALMER

LOVSANGE

Mel.: Svensk folkemelodi 1814

A.P. Berggreen 1852

1 Guds menighed, syng for vor skaber i løn!

– Engle synge med –

Han gav os til frelser sin enbårne Søn.

Så liflig lege vi for vor Herre!

2 Slå harpen, du fromme salmist på jord,

– strengen er af guld –

for Jesus, vor konge, Guds levende Ord!

Så liflig lege vi for vor Herre!

3 Da høres de glødende tungers røst,

– Ånden er os nær –

som bringer os altid den evige trøst.

Så liflig lege vi for vor Herre!

N.F.S. Grundtvig 1847.

Mel.: Stralsund 1665

1 Lover den Herre, den mægtige konge med ære!

Lov ham, min sjæl, og lad det din forlystelse være!

Mød ham med sang,

psalter og harpe, giv klang!

Åndelig leg vil jeg lære.

2 Lov dog den Herre, som alting så herlig regerer,

ham, der som ørnen på vinger dig løfter og bærer,

lader dig få

mer, end du selv kan forstå,

bedre, end hjertet begærer.

3 Lov dog den Herre, som alting så vel for dig mager,

ham, som dig sundhed forlener og venlig ledsager!

Tænk, af hvad nød

denne din Herre så sød

dig ved sin almagt uddrager!

4 Lov dog den Herre, som dig i din stand giver lykke,

ham, som med tusind velsignelser véd dig at smykke!

Tænk dog derpå,

at han sin ære kan få,

ak, i din sjæl det indtrykke!

5 Lov da den Herre, min sjæl, og hvad i mig mon være,

hvad som har ånde, ophøje hans navn og hans ære!

Han er dig god,

ak, gør ham aldrig imod!

Amen, han selv dig det lære!

Sl 103

Joachim Neander 1679.

Dansk 1740.

Mel.: Thv. Aagaard 1909

1 Lovsynger Herren, min mund og mit indre!

Sjungende, hjerte, tag Ånden i favn!

Tonerne spille, som stjernerne tindre,

trindt om Jehovas højhellige navn!

2 Sjæl, kom i hu, at Guds pris du forkynder

tidlig og sent, for han evig er god,

han, som forlader i skok dine synder,

råder på al din elendighed bod.

3 Løskøbt har han dig blandt Helvedes fanger,

kranser dig yndig, som kongen sin ven,

skænker dig alt, hvad dit hjerte forlanger,

sol-fuglen lig bliver ung du igen.

4 Højt, som til himlen der findes fra jorden,

vokse vor Herre lod nåden i hast.

Langt, som fra syden der måles til norden,

skilte fra os han vor skam og vor last.

5 Faderen tager vel barnet til nåde,

så tager trælbårne syndere du,

Gud! for du kender vor skabelses gåde,

støvtråde-værket du kommer i hu.

6 Menneskeliv er som græssets i enge,

blomsten vi ligne fra isse til fod,

stormene hvine, og bladene hænge

visnet, man ved ikke mer, hvor den stod!

7 Evigheds-blomst derimod er din nåde,

fryder dem alle, som frygter din magt,

bliver end sent deres afkom til både,

som holde hart ved dit bud og din pagt.

8 Herren, vor Herre, han troner i Himlen,

enevoldskonge er han over alt.

Stjernernes lig er om højsædet vrimlen,

høvdingeskaren, blandt tjenere talt.

9 Lover ham, engle! som herlig udretter

ærinde hans, alt som ordene lød.

Priser ham, kræfter som fluks iværksætter,

hvad med et vink kun den vældige bød.

10 Lovsynger Herren, hans værker i klynge,

verdener alle! thi riget er hans.

Glæd dig, min sjæl til for evig at synge

Skaberens pris, hvor han troner i glans.

Sl 103

N.F.S. Grundtvig 1836.

Mel.: Førreformatorisk julevise / Th. Laub 1896

1 Giv mig, Gud, en salmetunge,

så for dig jeg ret kan sjunge

højt og lydelig,

så jeg føle kan med glæde:

sødt det er om dig at kvæde

uden skrømt og svig!

2 Himlene din glans forkynde,

lad hver morgen mig begynde

dagen med din pris!

Og når aftenklokken ringer,

lad min sang på lærkevinger

stige ligervis!

3 Aldrig noksom dig kan love

mand på mark og fugl i skove

for din miskundhed;

lige god i ny og næde

gør du, os til gavn og glæde

mer, end engle ved.

4 Hvert dit værk er stort vidunder,

i din visdom ingen bunder,

som af den har øst.

Kun en dåre tør det nægte,

at hos dig er alting ægte,

alting mageløst.

5 Græsset lig er hver en synder,

ender, før han ret begynder,

visner i sin vår;

himle selv forgå af ælde,

men i grundfast guddomsvælde

evig du består.

6 Dine fjender gå til grunde,

ja, som avner skal de onde

hvirvles, vejres hen,

mens i alderdommens dage

herlig kræfterne tiltage

hos din gode ven.

7 Se, fra dine drivehuse

i det fri, hvor storme suse,

poder plantes ud!

Og når de som sne er hvide,

finest frugt om vintertide

bære de for Gud.

8 Om end gennem dage hårde,

blomstre skal i dine gårde

hvert et hjerteskud,

bære frugt på gamle dage,

medens bjerg og skov gentage:

Ejegod er Gud!

Sl 92

N.F.S. Grundtvig 1836 og 1868.

Mel.: J.B. König 1738

Vågn op og slå på dine strenge

1 O, havde jeg dog tusind tunger

og alle toners bedste klang,

hvor skulle sjælens lyst og hunger

til Gud at prise denne gang

oprette sig et paradis

og mætte sig i Herrens pris!

2 Bevæges, alle grønne skove,

lad høre, hvert et blad, din lyd,

og hjælper mig min Gud at love,

slår sammen højt til sang og fryd!

I blomster, bøjer eders pragt,

at ære med mig Herrens magt!

3 Hid, al den del, som sig kan røre

og drager ånde i sit bryst,

hid, hjælper mig min tak at gøre,

og låner mig enhver sin røst

til at ophøje nådens værk,

som har omringet mig så stærk!

4 Jeg har i mine levedage

haft mange store prøver på,

at du, min Gud, i fryd og plage

har ført mig; jeg bekende må,

du altid mig ved hånden fik,

når vandene til sjælen gik.

5 Bort, både verdens lyst og smerte!

I skal ej trykke mer mit sind,

til Himlen svinger sig mit hjerte

fra eder bort for tronen ind;

al pris og ære være dig,

trofaste Gud i Himmerig!

6 Din godhed skal min sjæl kundgøre

til livets allersidste stund,

ja, når min tunge ej kan røre

sig mere i min svage mund

at prise dig, som den var van,

da stemmer jeg med sukke an.

7 Den ringe tak, jeg her kan give,

forsmå dog ej, min sjæleskat!

I Himlen skal det bedre blive,

når jeg får engletonen fat,

i høje kor jeg synger da

evindelig halleluja.

Johan Mentzer 1704.

Hans Adolph Brorson 1742.

Jf. nr. 6

Mel.: O, havde jeg dog tusind tunger

Vågn op og slå på dine strenge

1 Dig være, mildeste Gud Fader,

lov, pris og tak i evighed

for alt, hvad godt, du til mig lader

så uophørlig flyde ned,

for hvert fornøjet øjeblik,

jeg både venter, har og fik.

2 Dig være pris foruden ende,

o du livsaligste Guds Lam,

som lod dig hid til verden sende,

at lide dødens ve og skam

for mig at fri fra Satans tand ¹,

tak, tusind tak, min frelsermand!

3 Dig også ske al lov og ære,

o søde Helligånd, for al

din hjælp og bistand, ord og lære,

for nådens trøst og søde kald;

thi findes noget godt i mig,

det alt jo virket er af dig.

¹1 Mos 3,15

Johan Mentzer 1704.

Hans Adolph Brorson 1742.

Bearbejdet 1885.

Oprindelig del af nr. 5

Mel.: Norsk folkemelodi (1877)

Færøsk melodi (1931)

1 Herre Gud! Dit dyre navn og ære

over verden højt i agt skal være,

og alle sjæle, de trætte trælle,

alt, som har mæle, de skal fortælle

din ære.

2 Gud er Gud, om alle land lå øde,

Gud er Gud, om alle mand var døde.

Om slægter svimle, blandt stjernestimle

utallig vrimle i høje himle

Guds grøde.

3 Høje hald ¹ og dybe dal skal vige,

jord og himmel falde skal tillige,

hvert fjeld, hver tinde skal brat forsvinde,

men op skal rinde, som solen skinne

Guds rige.

¹ klippe

Petter Dass 1698.

Gustav Jensen 1909.

Mel.: Tysk folkevise. Erfurt 1524

1 Om alle mine lemmer

var fuld af idel sang,

om de så højt istemmer,

at det i skyen klang,

og sang jeg dag og nat,

jeg kunne ej gengælde

med tak Guds rige skat.

2 Se, skal jeg alt fortælle

fra mine ungdomsår,

hvad skæbne og tilfælde

mig da for hånden var,

jeg kan dog andet ej

end i forundring falde

ved Guds husholdnings vej.

3 Jeg ved vel, at den sommer

ej vare kan altid,

en vinter efter kommer,

som mig vil farve hvid,

jeg ser, mit mandeltræ

alt tager til at knoppes¹,

min styrke går i knæ.

4 Herfra med mine fædre

engang jeg vandre bør,

det kald er mig langt bedre

end det, jeg havde før.

Er end jeg fro som gæst,

er ude længe fristet,

dog bliver hjemmet bedst.

5 O Gud, som har din kirke

grundfæst på dette sted,

du selv alt godt udvirke

her i din menighed!

Lad her os i dit hus

i troskab mod dig vandre

og følge ordets lys!

6 Lad livets kilde flyde,

at ingen stopper den!

Lad folkene sig fryde,

mens tider farer hen!

Lad lykkes Jesu navn,

at Sulamit må tage

sin Salomon ² i favn!

¹efterårstegn, Præd 12,5

²brud og brudgom i Højsangen, her om menigheden og Kristus.

Petter Dass omkring 1704.

Morten Eskesen 1881.

Mel.: Efter Te Deum-melodi 9. årh.

Fra Himlen højt kom budskab her

1 O store Gud! vi love dig

af hjertens grund evindelig.

I nåde ser du til os ned,

og evig er din miskundhed.

2 Lovsangen fra den frelste jord

sig blande med dit englekor!

Ja, Adams æt istemmer glad

kerubers og serafers kvad:

3 Du hellig, hellig, hellig er ¹,

du, hersker over Himlens hær,

og hele jorden, vid og bred,

er opfyldt af din herlighed.

4 Du skabte himlen underskøn

og i dit billed støvets søn,

du styrted ånden stolt i hu,

det faldne støv oprejste du.

5 Profeters og apostles kor

med martyrskaren trindt på jord

og al den ganske kristenhed

lovpriser dig for liv og fred.

6 Ja, evig tak, Gud Fader from,

og dig, Guds Søn, som til os kom,

dig, Helligånd, hvis guddomsrøst

i kirken skaber liv og trøst!

7 Du ærens drot, vor frelser kær,

velkommen og velsignet vær!

Du lagde ned dit herredom

i kvindeskød og krybberum.

8 Vor synd du bar, vort åg du brød,

vor straf du led i korsets død;

du sejrrig af grav opstod

og dæmped dødens overmod.

9 Til Himmels åbenlyst du fór

og troner højt i englekor;

du sidder ved Guds højre hånd,

mens i din kirke bor din Ånd.

10 Halleluja! evindelig

Gud glæder os i Himmerig.

O store Gud! vi love dig

af hjertens grund evindelig.

¹Es 6,3

Te Deum, 4. årh.

Dansk (1528. 1729.) 1798. 1850. 1951.

Mel.: Th. Laub 1915

1 Alt, hvad som fuglevinger fik,

alt, hvad som efter fugleskik

med sanglyd drager ånde,

lovsynge Gud, for han er god,

han i sin nåde råder bod

på støvets ve og vånde.

2 Min sjæl, du har af alt på jord

i tanken og din tunges ord

de allerbedste vinger,

og friest er dit åndefang,

når dybt du drager det i sang,

så højt i sky det klinger.

3 Hvad er vel og på jorderig,

der sammenlignes kan med dig

i trangen til Guds nåde?

Og det var dig, den ledte om,

da med vor Herre hid den kom

på underligste måde.

4 Så vågn da op, min sjæl, bryd ud

med lovsangs røst, og pris din Gud,

din skaber og genløser,

som så til dig i nåde ned

og over os sin kærlighed

med Trøsteren udøser!

5 Og sig det til hver fugl på jord,

og sig til alle englekor,

hvis sang livsaligst klinger,

at du med dem i væddestrid

vil prise Gud til evig tid

for ånde, røst og vinger!

N.F.S. Grundtvig 1851.

Mel.: Johann Crüger 1647

1 Nu takker alle Gud

med hjerte, mund og hænder,

som overflødigt godt

os uforskyldt tilsender,

som os fra moders liv

og første barndomsstund

i alt vort levneds tid

velsigned mangelund!

2 Den evig rige Gud,

han os fremdeles give

fred og frimodighed,

mens vi er her i live,

så vi i nåde stå

hos ham og på vor bøn

få hjælp i nød og død,

til sidst hans nådeløn!

3 Gud Fader med Guds Søn

og Helligånd tillige

ske tak og lov og pris

i høje Himmerige!

Treenig Gud, som var

og er og bliver, dig

vort takke-offer frem

vi bær’ ydmygelig.

Sir 50,22-24

Martin Rinckart omkring 1630.

Dansk 1740. 1885. 1889. 1890.

Mel.: Joh. Kugelmann 1540

1 Min sjæl, du Herren love,

Hans navn mit hjerte frydes ved;

i kor med fugl i skove

lovsyng med tak hans miskundhed!

Han råded på din vånde bod

og al din skyld forlod;

han til sin barm dig drager,

dit banesår er lægt;

den hvile, dér du smager,

gør ung trods alders vægt;

han skifter ret og tager

fortrykte i sin varetægt.

2 Han os har åbenbaret

sin vilje og sit sandheds ord;

sin Søn han ikke spared

og sendte fred med ham til jord;

hans nåde er så rigt et væld,

som gav i gry og kvæld

de bange sjæle trøsten,

der søgte ham i nød;

som glæden er om høsten,

hans fred er himmelsk sød;

så fjernt som vest fra østen

vor synd er sænkt i havets skød.

3 En fader vil forbarme

sig over sine egne små,

og Herren gav os arme

sit fadernavn at kalde på;

vor skabning kender han og ved,

at al vor herlighed

er græsset lig på ager,

i morgen er det hø,

en rose fin og fager,

der dufter for at dø,

et løv, som vinden jager,

så er vor lod på verdens ø.

4 Guds miskundhed alene

grundfæstet står i evighed;

sin kårne brud den rene

fra slægt til slægt han holder ved,

dem, som bevaret har hans pagt,

hvem kronen er tilsagt,

hvor engle hist i kæde

om himmeltronens glans

Gud Herrens pris udkvæde

for livets sejerskrans.

Min sjæl, istem med glæde:

Al æren er og bliver hans!

Sl 103

Johan Gramann (Poliander) (1530).

Dansk 1569. C.J. Brandt 1888.

Mel.: Egil Hovland 1974

1 Måne og sol,

vand, luft og vind

Britt G. Hallqvist 1973.

Holger Lissner 1978.

Mel.: Ole Schmidt 1986

1 Tænk, at livet

koster livet!

Jørgen Gustava Brandt 1985.