Her kan du snart udskrive salmerne
280
Mel.: Thomas Laub
1915
1 Vanæret vor drot kom i sin grav,
skønt fint var hans jordelagen,
med æren stod op som sol af hav
dog Ordet på trediedagen;
da runged det i Guds engles lejr:
I graven han vandt den største sejr,
udplyndrede dødens rige!
2 Så fór han til Himmels, hvid og rød,
som menneskesøn forklaret.
Og Himlene af hans pris genlød
som Ordet, i kød åbenbaret;
og kvinderne brød i lovsang ud!
Tilfælles med dig vi har nu Gud,
tilfælles med dig Gud Fader.
3 Ja, han, som til Himmels fór så brat
og kommer igen først silde,
han havde i svøb os efterladt
Guds-ordet som livets kilde,
som skænkes i løn med Herrens fred,
hans tro og hans håb, hans kærlighed,
hans himmelske lyst og glæde.
4 Så stille det lå i svøb og skjul
som børnene små og spæde,
men vågned, som vore små til jul,
til pinse med lys og glæde;
hvad hjerterne gemte som en skat,
på tungerne blev til blus så brat,
hvert hjerte i livet brændte.
5 Tre tusinde sjæle på én dag
blev levende af Guds-ordet,
og sammen til ét Guds vennelag
de smelted ved Himmel-bordet;
i øst og i vest, i syd og nord
så skabtes det Himmerig på jord,
hvor Kristus er ét i alle.
6 Så fødtes det folk en pinsedag,
som aldrig kan døden smage,
hvis fred ikke bryder våbenbrag,
hvis glæde ej sorg kan tage,
hvis ret er med Gud, hans ord og Ånd,
hvis håb sidder ved Guds højre hånd,
hvis modersmål er Guds-ordet.
N.F.S.
Grundtvig 1860.
Bearbejdet
1918.
281
Mel.: Vor Herres Jesu mindefest
Kom, sandheds Ånd! og vidne giv
1 Nu nærmer sig vor pinsefest,
Gud Helligånd! vær du vor gæst,
som fuld af evighedens år
fra Fader og fra Søn udgår!
2 O helligste Treenighed,
mit arme hjerte du bered,
at det dit tempel være må,
der for dig kunne åbent stå!
3 Kom, Helligånd, og vidne giv
i mig, at Jesus er mit liv,
og at jeg intet andet ved
end Jesus mig til salighed!
4 Kom, sandheds Ånd, og led du mig
på sandheds veje rettelig,
at aldrig jeg fra troens grund
et hårsbred viger nogen stund!
5 Om jeg i tryghed slumrer hen,
o, væk mig snarlig op igen,
din kraftig nåde stå mig bi
og lede mig på sandheds sti!
6 Jeg uden dig ej kende kan
min store Gud og frelsermand,
lad derfor dine stråler mig
i hjertet falde idelig!
7 I kors og kummer, trang og nød,
i fare, fængsel og i død
du mig en trøster given est,
min tarv du kender også bedst.
8 Om derfor jeg med korset på
skal gennem verdens torne gå
til Himmelen og livets land,
dog er du med, min trøstermand.
9 Du viser kronen, som for mig
er henlagt udi i Himmerig,
hvor evig glæde jeg skal få
og stedse for Guds ansigt stå.
10 O Helligånd, almægtig Gud,
styrk mig, at jeg kan holde ud!
Opvarm mig med din nådes glød,
og gør mig trøstig i min død!
Thomas Kingo 1699.
Jfr.
nr. 300
282
Mel.: Der stander et hus i vort høje
Nord
O Gud ske lov til evig tid
1 Apostlene sad i Jerusalem
og bied på Herrens time;
for øren da brat det ringed dem,
som tusinde klokker kime.
2 Det rørte dem alle så underlig,
det var ikke før oplevet,
der taltes om dem i Himmerig,
dér blev deres navne skrevet.
3 Der taltes om dem, som livets ord
nu skulle med kraft forkynde,
om Himmel-glæden ved Herrens bord,
som skulle på jord begynde.
4 Da hørtes på Zion der sus og brus,
det bølgede som et lagen,
med kraft fra det høje det lave hus
opfyldtes på pinsedagen.
5 Da sås der tunger som ild og glød,
Guds venner de fløj i munden,
på alle folks tunger Guds ord genlød,
mangfoldig, men ens i grunden.
6 Så tændtes på jorden det lys fra Gud,
der haver som solen strålet,
hvor levende røster Guds julebud
forkyndte på modersmålet.
7 Og har vi til nu på det store ord
som børnene små kun stammet,
af Himmelens ild, som kom til jord,
vi har dog en gnist annammet.
8 Den gnist den ulmer hos os endnu,
opblusser og i Guds time,
så gladelig rinder det os i hu,
at Himmerigs klokker kime!
ApG 2,1-11
N.F.S. Grundtvig 1843 og 1857.
283
Mel.: Opstanden er den Herre Krist
Til Himmels fór den ærens drot
1 Fra Himlen kom den Helligånd,
halleluja, halleluja!
og løste jordens tungebånd.
Halleluja!
2 Han kom som Jesu Kristi tolk,
halleluja, halleluja!
med tunger ny til alle folk.
Halleluja!
3 Han kom med ild og kraft fra Gud,
halleluja, halleluja!
til alle Herrens sendebud.
Halleluja!
4 Hvor frit de taler trindt på jord,
halleluja, halleluja!
dér ånd og liv er Jesu ord.
Halleluja!
5 Dér mærker øret Herrens røst.
halleluja, halleluja!
Dér føler hjertet Åndens trøst.
Halleluja!
6 Dér sjælen ser i spejlet klart,
halleluja, halleluja!
sin frelsers glans og himmelfart.
Halleluja!
7 Dér skaber og til Herrens pris,
halleluja, halleluja!
Guds åndepust et Paradis.
Halleluja!
8 Dér er Guds stad og hus på jord,
halleluja, halleluja!
med Herrens bad og Herrens bord.
Halleluja!
9 Dér løfter sig en lovsang ny,
halleluja, halleluja!
på englevinger højt i sky.
Halleluja!
10 For ild og kraft og lys og fred,
halleluja, halleluja!
da synger Kristi menighed:
Halleluja!
11 Da holder med sin høje gæst,
halleluja, halleluja!
Guds folk en liflig pinsefest.
Halleluja!
N.F.S. Grundtvig 1840, 1843 og
1845.
284
Mel.: Guds Søn kom ned fra Himmerig
1 Fra Himlen Herrens Ånd nedfór,
jeg glædes vil og sjunge:
Nu har Guds kraft på jorden ord,
og ordet flammetunge.
På vejrets vinger kom med brag,
som gennem torden lynets slag,
det lys, Gud Herren sendte.
2 Det lysner gennem sjæl og sind,
sig hjertets lue tænder,
i øjet farer strålen ind,
på issen flammen brænder.
Flyv højt, min sjæl, i lys dig sving!
Guds store underlige ting
de løste tunger tale.
3 Hvad Herrens store vidner så,
al verden skal fornemme;
Guds ord skal verdens grænser nå
med tusind tungers stemme.
Velkommen, krafts og friheds Ånd!
Du løser alle tungers bånd
og alle sjæles lænker.
4 Fra sandheds høje hjem du kom,
al sandhed du os lærer,
om synd, retfærdighed og dom
du mægtigt vidne bærer;
men o, du også ordet ved
om nåde, kærlighed og fred
forkynd det for al verden!
5 Velkommen, Ånd med tugtens røst,
med kærlighedens stemme!
O, straf og lær, forman og trøst,
bliv evig hos os hjemme!
O, lys og brænd i sjæl og bryst,
indtil basunens store røst
til nådens dom os kalder!
ApG 2,1-1
B.S.
Ingemann 1825.
285
Mel.: Ole Schmidt 1986
1 Hør himmelsus i tredie time!
Det lyder sært for hver især,
vindklokker gir sig til at kime
med Helligånden - ganske nær.
I guldskær daler himlens due
på pinsemorgens grønne vind,
og Åndens ild i purpurlue
igennembrænder vore sind!
2 Så mærk det synge gennem blodet!
Hør Helligåndens fællessprog!
Det genoprejser hjertemodet
og lutrer sjælen i et fog.
Ved Guds forladelse alene
kom vi omsider til os selv.
Så føl, miraklet må forene!
Se, flammen går fra sjæl til sjæl!
3 Så mødes fremmede i gensyn,
så glemmes lede, nid og nag.
Vort broderskab er uden hensyn.
Vort had fordamper pinsedag.
Her slettes sporet efter døden,
fortrydelsens og angstens byld!
– Stor tak! – For troen er fornøden,
at vi kan leve med vor skyld.
4 Her er vi lige, hvor vi bænkes
og løfter sindets tomme skål,
så Kristi nåde nu må skænkes
til Åndens fest i bredfuldt mål.
Forsoner i vor brødes soning!
Dit rige står iblandt os her,
og med passionens skjulte kroning
er ingen sjæl alene mer!
Jørgen Gustava Brandt 1986.
286
Mel.:
Under dine vingers skygge
Kommer, sjæle, dyrekøbte
Tiden skrider, dagen rinder
1 Var I ikke galilæer,
kaldte eder farisæer
ej med hån ulærde mænd,
I, som bragte først på tale
ham, som lå i dødens dvale,
men stod herlig op igen!
2 Jødelands apostelskare!
Hvad i verden kan forklare
kraften i dit gamle ord,
som endnu gør underværker,
har til stolte mindesmærker
kirker alle trindt på jord!
3 Ja, hvor kan, skønt sproget døde,
eders ord på tunger gløde,
trodse vid og blok og bål!
Hvor kan eders ånd i Norden,
i hver stad og vrå på jorden,
tale folkets modersmål!
4 Påskemorgen, pinsedagen,
ikkun de forklarer sagen,
gav jer alle tungers Ånd:
Ånden, som kan alt udvirke,
som i Jesu Kristi kirke
løser alle tungebånd.
5 Ikke jer det er, som tale,
siger han, som kan befale,
men det er min Faders Ånd;
derfor, skønt I tidlig døde,
eders taler evig gløde,
smelter alle sjælens bånd.
6 Sandelig, det var Guds finger,
som gav bruden ørnevinger,
midt i ørken hus og gård 1,
som gav korsets ord fra Østen
sangerstemmen, kæmperøsten
her hos os i tusind år.
7 Derfor gløder vore tunger,
derfor sødt det i os sjunger,
når vi priser Jesu navn,
og vor sjæl i kirkeordet,
smeltende ved nådebordet,
synker sødt i Jesu favn.
8 Modersmålet dybt sig bøjer,
let og lifligt det sig føjer
efter Herrens tankegang;
yndigt selv, men blødt derefter,
låner ånd og ild og kræfter
det af Zions heltesang.
1 Åb 12,14
N.F.S. Grundtvig 1836 og 1850.
287
Mel.:
A.P. Berggreen 1852
Henrik
Rung 1853
1 Kraften fra det høje,
alt som en ild for øje,
med alle tungers liflighed
neddaled til Guds menighed.
Takker alle Gud for hans gave!
2 Kraften fra det høje,
Guds Ånd, os sammenføje
fra øst og vest, fra syd og nord,
til gæster ved vor Herres bord!
Takker alle Gud for hans gave!
3 Kraften fra det høje
os i vort sind fornøje,
som Herrens folk med Himlens fred,
udvalgte til Guds salighed!
Takker alle Gud for hans gave!
N.F.S. Grundtvig 1850.
288
Mel.:
Johann Crüger 1653
Guds
godhed vil vi prise
1 Drag ind ad disse porte,
vor høje pinsegæst!
Forjag de skygger sorte,
som mørkne vil din fest,
og gør det soleklart,
at hedninger som jøder
i dåben du genføder
til støvets himmelfart!
2 Lad styrte alle vægge,
som skiller kristne ad!
Forener jer, I bække,
og glæder Herrens stad! 1
Forén dem, Helligånd!
Thi hjerterne, så mange
som ofre dig lovsange,
er bække i din hånd.
1 Sl 46,5
Paul
Gerhardt 1648.
N.F.S.
Grundtvig 1837.
289
Mel.: Førreformatorisk leise / Johann Walter 1524
1 Nu bede vi den Helligånd
at sammenknytte os ved troens bånd
og til verdens ende
kirken at bevare,
nådig at afvende
al dens nød og fare.
Herre, hør vor bøn!
2 Du lysets Ånd! opklar os så,
at i sin herlighed kan for os stå
Herren, vi tilbede,
Guds den elskelige,
som os vil indlede
i sin Faders rige!
Herre, hør vor bøn!
3 Du kærlighedens Ånd! indgyd
i Herrens samfund kærlighedens fryd,
så vi glade vandre,
Jesus, mellem dine,
elskende hverandre,
som Gud elsker sine!
Herre, hør vor bøn!
4 O talsmand! lad os finde trøst,
som barnet finder den ved moders bryst,
i din søde stemme,
så al vor elende
smilende vi glemme
over salig ende!
Herre, hør vor bøn!
5 Ja, sandheds Ånd! forvis os på,
at også vi er af Gud Faders små!
Da er sorgen slukket,
da er perlen fundet,
Paradis oplukket,
døden overvundet.
Herre, hør vor bøn!
Tysk 12. årh.
Martin
Luther 1524. (Dansk 1529.)
Ove Malling 1798.
N.F.S. Grundtvig 1836.
290
Mel.: Henrik Rung 1859
1 I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nåde-stolen,
nu kom vor pinselilje-tid,
nu har vi sommer skær og blid,
nu spår os mer end englerøst
i Jesu navn en gylden høst.
2 I sommernattens korte svale
slår højt fredskovens nattergale,
så alt, hvad Herren kalder sit,
må slumre sødt og vågne blidt,
må drømme sødt om Paradis
og vågne til vor Herres pris.
3 Det ånder himmelsk over støvet,
det vifter hjemligt gennem løvet,
det lufter lifligt under sky
fra Paradis, opladt på ny,
og yndig risler ved vor fod
i engen bæk af livets flod.
4 Det volder alt den Ånd, som daler,
det virker alt den Ånd, som taler,
ej af sig selv, men os til trøst
af kærlighed med sandheds røst,
i Ordets navn, som her blev kød
og fór til Himmels hvid og rød.
5 Opvågner, alle dybe toner,
til pris for menneskets forsoner!
Forsamles, alle tungemål,
i takkesangens offerskål!
Istemmer over Herrens bord
nu menighedens fulde kor!
6 I Jesu navn da tungen gløder
hos hedninger så vel som jøder;
i Jesus-navnets offerskål
hensmelter alle modersmål;
i Jesu navn udbryder da
det evige halleluja.
7 Vor Gud og Fader uden lige!
Da blomstrer rosen i dit rige,
som sole vi går op og ned
i din Enbårnes herlighed;
thi du for hjertet, vi gav dig,
gav os med ham dit Himmerig.
N.F.S Grundtvig 1843 og 1853.
291
Mel.: Chr. Barnekow 1858
M. Franck 1628 / Th. Laub
1902
1 Du, som går ud fra den levende Gud,
åndernes Ånd i det høje!
Menneskens køn mod Guds enbårne Søn
stridende står dig for øje,
men af din nåde, o, bliv dog her!
Natten er skummel, og den er nær.
2 Tunger af ild og dog prædiken mild
giv dem, du salver og sender!
Saligheds ord i apostlenes spor
vandre til jorderigs ender,
så ingen menneskefod har rørt
pletten, hvor ikke dets røst blev hørt!
3 Glæde og lys med dem komme til bys,
blomstre lad muld, hvor de træde!
Styrke og mod bringe svaghed på fod,
trøst finde alle, som græde!
Ved evangeliets milde røst
miskundhed vågne i hvert et bryst!
4 Skin over vang som en morgen med sang,
morgen i maj, når det grønnes!
Lifligheds magt gøre dorskhed opvakt,
så på Guds nåde der skønnes!
Tonerne dybe i gry og kvæld
røre selv hjertet så hårdt som fjeld!
5 Pinselig dåb til Guds herligheds håb
folkefærd alle genføde!
Tale og skrift om vor frelsers bedrift
blomstre som roserne røde!
Livstræet skyde af korsets rod!
Smage lad alle, vor drot er god!
6 Saligheds fryd for Genløserens dyd
times lad mennesker alle!
Faderens råd og den Helligånds dåd
sammen i Frelseren falde,
så af det hele, som Gud har skabt,
går kun fortabelsens æt fortabt!
James Montgomery 1823.
N.F.S. Grundtvig 1837
292
Mel.: Chr. Barnekow 1868
Kom, Gud Helligånd, kom brat
1 Kærligheds og sandheds Ånd!
Jords og Himmels hjertebånd
knytter du alene;
os forlene dejlig røst,
os opgløde dybt i bryst
dine flammer rene!
2 Hvor du lyser, mørket flyr,
al uterlighed dig skyr,
spotter med din nåde;
sandhed, som den klare dag,
kranser i dit vennelag
kærlighedens gåde.
3 I det store sjælebad
og i hjertets drik og mad
du er guddoms-kraften;
i hver gren og i hver kvist
på det sande vintræ, Krist,
du er levesaften.
4 Med en god samvittighed
til de små du daler ned,
skaber rene glæder,
lyser op og renser ud,
til de står for lysets Gud
i snehvide klæder.
5 Du, som af den “liden flok”,
svag og bly og bange nok,
gjorde kæmper stærke,
skab nu og af os en hær,
som tør svinge Åndens sværd
under korsets mærke!
6 Kærlighed til denne jord
ser du, ak, er såre stor,
vildt dens lue brænder;
sluk den ud med duggen mild,
lad den blusse af den ild,
du for Himlen tænder!
7 På vort eget nat og dag
stirrer vi med velbehag,
det forstyrrer freden;
lad os Jesus én og hver
som vort liv og lys få kær!
Det gør enigheden!
Adam
af St. Victor 12. årh.
N.F.S. Grundtvig 1837.
293
Mel.: Anders Arrebo 1612
J.P.E. Hartmann 1890
O store Gud, din kærlighed
1 Gud Helligånd, vor trøstermand!
Med rette du må klage:
Du blev hos os i støvets land,
århundreder som dage,
du blev hos os i Jesu navn,
i hans, som dig udsendte,
er tit dog i hans fødestavn
den store ubekendte.
2 Du er Guds røst på livets vej,
al Himlens tale-evne,
så uden dig vor Jesus ej
vor Herre vi kan nævne 1.
Men blev det klart for os endnu,
at du kan os husvale?
Og bede vi: Guds Ånd! vær du
vor tunge og vor tale?
3 Ak nej, vi næppe tænker på,
at så det skulle være.
Skal du i faders sted os stå,
vi søge må din ære;
skal Jesus Kristus hemmelig
os gæste og berige,
vi og må tro, han er i dig,
og du i ham tillige.
4 Vi skal ej råbe: Kom til os!
som du var i det fjerne,
men sukke: Synd og død til trods,
Guds Ånd! bliv hos os gerne,
for Jesu skyld, som dig har sendt
til sine faderløse,
vil over dem, i dig erkendt,
sin kærlighed udøse!
5 Ja, bliv hos os, vor trøstermand,
vor talsmand og ledsager!
Opliv hos os hver tale sand,
så Gud den vel behager!
Thi han er ej de dødes Gud,
og leve vi kun mene,
til du går fra Gud Fader ud
og vækker os som stene 2.
6 Hver gang du hører Herrens ord
fra vore dødning-læber,
som det blev mumlet under jord,
skønt det til Himlen stræber,
o, tag det op, udtal det ret,
så vi det kan fornemme,
til os kom godt fra Nazaret:
den gode hyrdes stemme!
7 Hver gang en ærlig sjæl på jord
vil sine hænder folde
i Jesu navn, men bønnens ord
vil dø på læber kolde,
forbarm dig over støvets kår!
Vis, du på alt kan bøde!
Og hvisk til os dit Fadervor,
så vore tunger gløde!
1 1 Kor 12,3
2 Matt 3,9
N.F.S. Grundtvig 1846.
294
Mel.:
L.M. Lindeman 1876
Th.
Laub 1900
1 Talsmand, som på jorderige
med et suk kan bedst udsige 1,
hvad vi evig trænger til,
i et kys kan alt udtrykke,
hvad for evig gør vor lykke,
du, som kan alt, hvad du vil!
Værdiges til os at dale
og Guds storværk at udtale
på vort jævne modersmål!
2 Kun hvad du har set, du maler,
kun om, hvad du ved, du taler,
kærligheds og sandheds Ånd!
Du, som skænker, hvad du nævner,
gør os, trods de svage evner,
visere end Salomon:
visere til dåd at øve,
visere til åndeprøve,
visere til salighed.
3 Sjælesørger fra det høje,
hold med os et vågent øje,
vogt de små for falk og høg!
Væk de dorske, styrk de svage,
tugt de trygge, trøst de spage,
gør os daglig husbesøg!
Dan vort hjerte, løs vor tunge,
så vi bede, så vi sjunge
yndelig i Jesu navn!
4 Trøster over alt, som truer,
alt, hvorfor vort hjerte gruer,
trøster over alle tab!
Skænk os, skønt vi bo på sletten,
i det høje indfødsretten,
i Guds rige borgerskab,
så i alt for onde dage
glade vi herfra kan drage
did, hvor der er evig fred!
1 Rom 8,26
N.F.S. Grundtvig 1837.
295
Mel.: Guds godhed vil vi prise
1 Drag ind ad dine porte,
du sjælens dyre pant,
som mig, da jeg var borte,
i dåbens vande fandt,
o du Gud Faders Ånd,
som er Guds Søns tillige
og har det samme rige
med dem i magt og hånd!
2 Jeg er som vilde grene,
forvendt og visnet hen,
din guddoms kraft alene
mig giver liv igen;
du har i dåbens flod
min død til grunde sænket,
mig renset og bestænket
med Jesu røde blod.
3 Gud Helligånd! du giver
hvert bange hjerte trøst,
det læsker og opliver
med Himlens lys og lyst;
ak ja, hvor mangen ve
har fra min sjæl du taget
og ånden sødt hendraget
i Himlen ind at se!
4 Lad hver en sjæl sig fryde
i Jesu sande tro,
lad alle huse nyde
velsignelse og ro!
Fordriv den onde ånd,
som mod din virkning strider,
at nåden alle tider
kan have overhånd!
5 Lad al vor vandring være
som du vil have den;
og når engang de bære
vort støv til graven hen,
når her er sagt god nat,
da lad os salig drage
fra denne verdens plage
til Himlens frydeskat!
Paul Gerhardt 1648.
Hans Adolph Brorson 1734.
296
Mel.: Gør døren høj, gør porten vid
1 Du, som den store pinsedag
opflammed Guds apostel-lag
og gav dem bod for alle savn,
o, kom til os i Jesu navn!
2 Gud Helligånd! ja, kom til os,
vor uforstandighed til trods,
så mange, som dog tro på ham,
der bar for alle korsets skam!
3 Ak, faderløs er uden dig
den lille flok på jorderig,
og som hvert legem uden ånd
et bytte kun i dødens hånd.
4 Du os genføder i vor dåb
til børneret og barnehåb,
og vokse må ved dig de små,
skal Herren de til hoved nå.
5 Du skaber ordet i vor mund,
som uden dig er bogstav kun;
du ene løser dødens bånd,
thi evig ét er liv og ånd.
6 Du er hans røst, som råber: Kom
til fristed mit for død og dom!
Du sammenføjer, som Guds hånd,
hans menighed med hjertebånd.
7 Du river ned hver mellemvæg,
som gør splidagtig lærd og læg;
du stifter sand og evig fred
i tro og håb og kærlighed.
8 Kom, fredens, kærlighedens Ånd,
almægtig som Guds højre hånd,
og gør til ét os fjern og nær,
som have liv og sandhed kær!
9 Vær altid hos os, stærk og mild,
med livets lys og Himlens ild,
med sandheds ord og nådens røst,
med stadigt håb og evig trøst!
10 Medvider i Guds skjulte råd!
Du har begyndt den store dåd;
fuldfør du den med velbehag,
med kraft i os til Kristi Dag!
N.F.S. Grundtvig 1826 og 1843.
297
Mel.:
Guds godhed vil vi prise
1 I kristne, som bekende
den Guds enbårne Søn,
se, han os monne sende
en gave, som er skøn:
den værdig Helligånd,
som os al sandhed lærer,
som troens gnist formerer,
som Jesus vise kan.
2 Gud gav sit ord det rene,
som viser os vor synd,
men vi ved Ånden ene
får ordets rette fynd.
O store miskundhed!
Nu kan vi Jesus kende,
nu kan vort hjerte brænde
til Gud i kærlighed.
3 Den kærlighed, o Herre,
i hjertet prent os så,
at vi ej fra din lære
og ordets veje gå!
Lad dine læbers lyd
os så i øren klinge,
at sjælen sig må svinge
til dig i åndens fryd!
4 O hjertets rette glæde,
du værdig Himmel-gæst,
skal korsets vej vi træde,
vær du da hjertet næst!
Ja, og i dødens krig,
når kraften vil forsvinde,
o, lad da troen vinde
og blive sejerrig!
Georg
Werner 1639.
Søren Jonæsøn 1693.
298
Mel.: Alt står i Guds faderhånd
1 Helligånden trindt på jord
er Guds røst med livets ord;
hvem der har for sandhed øre,
i Guds nådes røst kan høre
Guddoms-faderhjertet slå.
2 Livets ord af Guddoms-rod
kilden er til livets flod;
lysets børn deri sig bade,
de af dåben sjæleglade
dukker op til evigt liv.
3 Livets træ ved flodens rand
vokser op i troens land,
så Guds-folket mad og drikke
midt i ørken savner ikke,
lever højt ved Herrens bord.
4 Det er sandt, og det er stort,
det har Jesus Kristus gjort,
det har Herren som vor næste
kærlig gjort til fælles bedste,
evigt liv med salighed.
N.F.S. Grundtvig 1859.
299
Mel.: Jesus, din søde forening at smage
Ånd over ånder, kom ned fra det høje,
Ånd, som med Fader og Søn er vor Gud!
Kom, vore sjæle tilsammen at føje,
kom at berede den himmelske brud,
kalde, forsamle og Jesus forklare,
bygge Guds kirke, oplyse hans folk!
Det er din gerning, lad os den erfare,
vær i vort hjerte Guds kærligheds tolk!
Johan Nordahl Brun 1786.
N.F.S. Grundtvig 1845.
300
Mel.: Efter førreformatorisk hymne /
Klug 1533
1 Kom, sandheds Ånd! og vidne giv,
at Jesus Kristus er vort liv,
og at ej du af andet ved
end ham vor sjæl til salighed!
2 Kom, lysets Ånd! og led os så,
at vi på klarheds veje gå,
men aldrig dog fra troens grund
et hårsbred vige nogen stund!
3 Gud Faders Ånd! kom til os ned
med Himlens ild: Guds kærlighed!
Læg på vor tunge nådens røst
med livets ord til evig trøst!
Thomas Kingo 1699.
N.F.S. Grundtvig 1826, 1837 og
1864.
Oprindelig del af nr. 281
301
Mel.: Efter processionssang fra 15. årh.
/ Erfurt 1524
1 Kom, Helligånd, Gud Herre from,
med miskundhed og nåde kom!
Opbyg din menighed hernede,
lær den af hjertens grund at bede!
Ved lyset af din sandhed klar
til troen du forsamlet har
et folk af alle verdens tunger,
der dig til lov og ære sjunger:
Halleluja, halleluja!
2 Du lys, som i det høje bor,
lys på vor vej med livets ord!
Lær os vor Fader ret at kende
og os i tro til ham at vende,
så vi på fremmed lærdoms vej
en anden mester søger ej
end Jesus og hans ord det rene,
men sætter tro til ham alene!
Halleluja, halleluja!
3 Du Guddoms-lue, vær vor lyst,
opvarm, opglød vort kolde bryst,
at intet må fra Gud os rive,
hvad trængsel end vor lod skal blive!
Bevis din kraft i alt vort værk,
gør du vor skrøbelighed stærk,
at gennem døds og Satans pile
vi kan os kæmpe til din hvile!
Halleluja, halleluja!
Veni sancte spiritus reple 11.
årh.
Tysk 15. årh.
Martin Luther
1524.
Claus Mortensen 1529.
Fr.
Hammerich 1843 og 1850.
302
Mel.: Aug. Winding
1861
Th. Laub
1917
1 Gud Helligånd! o kom
med klarhed fra det høje!
Driv sorgen fra vor sjæl
og tågen fra vort øje!
2 Lys op vor synd som lyn,
Guds nådes dyb som solen!
Vejled som måneskin
os blid til nåde-stolen.
3 Alt som en due hvid
du bragte Himmel-brevet,
med Jesu rosenblod
på folketunger skrevet.
4 Neddæmp hos os al tvivl
om Jesu tro og love.
Indgyd den kærlighed,
som aldrig skal hensove!
5 Du, som til Abraham
kan skabe børn af stene 1,
indplant i os hans sæd,
og skab os hjerter rene.
6 Ja, byg og bo hos os!
Thi ville du bortflytte,
da var vor fred forbi,
og vi blev fjendens bytte.
1 Matt 3,9
J.
Hart 1759.
N.F.S. Grundtvig 1837.
303
Mel.: Førreformatorisk / Erfurt 1524
Op dog, Zion! ser du ej
1 Kom, Gud Faders Ånd fuldgod,
kom med ild, med kraft og mod,
saligt smil og himmelsk gråd,
stat os bi med råd og dåd!
2 Er vi tusind, er vi to,
kom, bekend med os vor tro,
så vi hører, den er sand,
føler, dåb er livets vand!
3 Lys Gud Faders hjertelag
op for os som højlys dag,
Kristus på sin kongestol
strålende som livets sol!
4 Giv os i din ydmyghed
også om dig selv besked!
Prent os levende i hu:
som du vil, så virker du!
5 Byg dit tempel i vort bryst,
klart oplyst til håb og trøst!
Gør med din livsånde varm
døden husvild i vor barm!
6 Brudefører allerbedst!
til den store bryllupsfest
viselig du os bered
i vor frelsers kærlighed!
Rabanus Maurus 9. årh.
Olaus Petri 1536. Dansk 1569.
N.F.S. Grundtvig 1837 og 1864.
304
Mel.: Engelsk melodi omkring 1538
Gud Helligånd, opfyld med lyst
din troende forsamlings bryst!
Med Himlens ild du os antænde,
af Kristi kærlighed at brænde!
For hjerterne dig åbenbar!
Oplys dem med din lampe klar,
så alle tunger trindt på jord
som én bekender troens ord
og sjunger som i englekor:
Halleluja, halleluja!
Veni sancte spiritus reple 11.
årh.
Tysk 15. årh..
Dansk 1514 (Chr. Pedersen).
Dansk 1569.
N.F.S. Grundtvig 1837.
305
Mel.: Efter sekvens fra 12. årh. / Th. Laub 1914
Chr.
Barnekow 1859
1 Kom, Gud Helligånd, kom brat!
Gennembryd den mørke nat
med Guds morgenrøde!
Lad vort hjertes lærkeslag
hilse Herrens klare dag,
som står op af døde!
2 Sjælesørger allerbedst,
hjertekamrets ædle gæst!
Vær hos os til stede
med Guds fred i storm og strid,
himmelsk trøst i trængsels tid!
Sluk vor sorg med glæde!
3 Saligheden, tvivl til trods,
gør indlysende for os,
som ved Ånd os trøste,
føle dybt, at uden dig
tomt er alt på jorderig,
avner kun at høste!
4 Styrk og bøj os med din arm,
gør vor kolde kundskab varm,
dæmp og luer vilde!
Rens os med dit hjertesuk,
kvæg os med din morgendug:
dryp fra livets kilde!
5 Lad for os, som på dig tro,
livets blomster overgro
gravens mørke tilje 1!
Og ved kirkegårdens port
vift fra os hver skygge sort
med din hvide lilje!
1 jordoverflade
Stephan Langton omkr. 1200.
(Dansk 1569).
N.F.S. Grundtvig 1837 og 1868.
306
Mel.:
Af højheden oprunden er
1 O Helligånd, kom til os ned,
din bolig du i os bered
ved ordets lys og stjerne!
O guddoms-glans, som mørknes ej,
giv, at vi sandheds himmelvej
ved dig må følge gerne!
Dit skin hvert trin
os ledsager og forjager
mørkets tanker,
som i vore hjerter vanker.
2 Du yndig dug, fald til os ned,
velsign vor tro med frugtbarhed,
lad kærlighed tiltage,
at hver en sjæl forbunden må
i pagten med sin næste stå
i alle livets dage!
Men strid og splid,
som bedrøver og berøver
dig din ære,
lade fjern du fra os være!
3 Lad os i troens hellighed
opnå vort levneds mål og méd,
og giv os denne nåde,
at vi herefter kende må,
hvor vi umuligt kan bestå,
om kødet selv må råde!
Bøj du vor hu
til din lære, dig til ære,
hjælp at prise
Gud, og hver mand godt bevise!
Michael
Schirmer 1640.
Søren Jonæsøn 1693 og 1697.
307
Mel.: Almindelig er Kristi kirke
1 Gud Helligånd, vor igenføder
til børn af ham, som os har skabt,
til alt, hvad hedninger og jøder
ved synd forbrød, ved død har tabt!
Vær du vor tolk, vær du vor taler,
vær du vor himmelske husvaler,
til vi blir ny fra top til tå!
2 Men farefuldt er levnedsløbet
på stien mellem ilde 1 to,
hvor evigt liv for død er købet,
og støttestaven kun vor tro,
så altid må det gamle dødes,
før i dets sted det ny kan fødes,
som Frelseren af grav opstod.
3 Ja, gennem denne skærsilds luer
går vejen til Jerusalem,
den smalle sti på mosetuer
til livets væld og lysets hjem,
og over porten til Guds-staden
med flammeskrift står på guldpladen:
Bekend din tro! fornægt dig selv!
4 Det er den snævre port for sjælen,
for det i os, som siger “jeg”,
hvis ære med den dybe knælen
indlysende forliges ej;
skønt intet værd er, hvad vi mister,
os egenkærlighed dog frister
til på “os selv” at holde fast.
5 I kampen hed hvad kan husvale,
undtagen, Helligånd, din trøst,
som himmeldug i dybe dale,
som moderkærlighedens røst?
Vær du vor tolk, vær du vor taler,
vær du vor himmelske husvaler,
til vi blir ny fra top til tå!
1 flertal af ordet ‘ild’
N.F.S. Grundtvig 1852-53.
308
Mel.:
H. Albert 1642
1 Helligånd, vor sorg du slukke,
al vor dunkelhed gør klar,
livets kilde du oplukke,
Davids-nøgelen du har 1.
Giv os trøst i al vor nød,
lys i mørke, liv i død!
2 Du, den nye verdens skaber,
vis på os, hvad du formår,
kæmp, så Verdens Fyrste taber,
vind, så Jesu ord består!
Byg dit tempel i vort bryst,
fyld Guds hus med Himmel-lyst!
1 Åb 3,7
Paul Gerhardt 1647. J.C. Jacobi 1725.
A.M.
Toplady 1776. Edw. Bickersteth 1833.
N.F.S. Grundtvig 1837.
309
Mel.:
Knud Jeppesen 1930
Herre, jeg har
handlet ilde
1 Bøj, o Helligånd, os alle,
som du døbte med Guds ord,
så vi på vort ansigt falde,
takke Gud for nåde stor,
som os gav, før vi det vidste,
livet, vi skal aldrig miste!
2 Styrk os, så vi stå i pagten,
vige ej fra troens grund,
og bevis med skabermagten
i vort hjerte og vor mund,
at i ordet, som du fører,
Herrens liv og Ånd sig rører!
N.F.S. Grundtvig 1834. Bearbejdet 1913.
310
Mel.:
Hvad kan os komme til for nød
1 Gud Helligånd, i tro os lær
vor frelsermand alene
af hjertet ret at have kær
og ham således tjene,
at vi mod dødens grumhed må
udi hans dybe vunder få
den frelse, han fortjente!
2 Hjælp, at din sunde lærdoms kraft
i hjertet trolig gemmes!
Af ordets brød og søde saft
vor salighed lad fremmes!
Ja, gør os helt fra synden død
og ny igen til Himlen fød,
i troen frugt at være.
3 Når liv og ånde vil forgå
i dødens bitre stunde,
o, at vi da din virkning så
i hjertet føle kunne,
at vi vor sjæl med god forstand
befale må i Jesu hånd
i evig ro at gemmes!
Bartholomäus
Ringwaldt 1581.
Søren Jonæsøn 1693.
311
Mel.: Af dybsens nød, o Gud, til dig
1 O Helligånd, du skat så skøn,
som gør os evig rige,
du, som med Fader og med Søn
i guddomsmagt er lige
og som går fra dem begge ud,
fra evighed en mægtig Gud,
hvem alle kristne priser!
2 Med bøn vi falder dig til fod:
O lær du os alene
af ganske hjerte, hu og mod
vor frelsermand at tjene
og ham i al vor sorg og nød
som Herre over liv og død
at kende og at prise!
3 Gør du vor levneds-vandring ny
og vore hjerter rene,
hjælp os forargelser at sky
og tjene Herren ene,
at vi kan Jesu Kristi tro
for verdens børn, som hos os bo,
med kristen idræt vise!
4 Din nåde-dug vor urtegård
hver morgen vederkvæge!
Med salve din hvert hjertesår
du lindre og du læge!
Giv kraft i korsets hårde tid,
lad kærlighed i al vor id
imod vor næste kendes!
5 Giv styrke og et frejdigt mod
at træde mod vor fjende,
at vi mod verden, kød og blod
og Satan sejer vinde!
Når døden løser livets bånd,
lad sjælen gemmes i din hånd
og støvet rolig hvile!
Bartholomäus Ringwaldt 1581.
Søren Jonæsøn 1693. Bearbejdet 1699.
312
Mel.:
Gud skal alting mage
1 Sandheds tolk og taler,
sørgendes husvaler,
råds og styrkes Ånd,
stærke guddomsfinger,
fredens overbringer,
liv i dødens land!
Giv os kraft
og livsens saft,
lad os al din Himmel-gave
overflødig have!
2 Giv os glød på tunge
til at tale, sjunge
Herrens pris på jord!
Lær os ret at bede,
selv du for os træde
frem med skjulte ord! 1
Giv os mod
i hjerterod,
styrk os troen af det høje,
let os al vor møje!
3 Dug af Himmerige,
markerne de skrige
efter forårsregn;
lad nu strømme flyde,
sæden overgyde
i hver himmel-egn!
Giv den rod
og trivsel god,
lad med frugt din have smykkes,
og lad Guds ord lykkes!
4 Fyld med ånd vort virke,
sign os i din kirke,
led i lys os frem!
Se ned til vor jammer,
gør vort hjertekammer
til et lysets hjem!
Løs os dog
af syndens åg,
lad os fri i Kristus findes,
til Guds hjerte bindes!
5 Giv i korset styrke,
lys i dødens mørke,
trøst på trængsels vej!
Løft til Himlens høje
hjerte, ånd og øje,
og forlad os ej,
når i død
og sidste nød
os vor tro på dig vil røve
Helveds grumme løve!
6 Lad os da så længe
fast ved Jesus hænge,
stå i nådens stand,
alt vort liv forskønnes,
i det gode grønnes
som et frugtbart land,
til vi, når
Guds riges vår
Paradisets roser bryder,
evig dér os fryder!
1
Rom 8,26
Benjamin
Schmolck 1715.
M.B. Landstad 1861. Bearbejdet 1924.
313
Mel.: Halle 1714
J.P.E. Hartmann 1873
Th.
Laub 1911
1 Fejl! Intet bogmærkenavn opgivet.Kom, regn af det høje! lad jorden oplives
som lilliedal,
at hvad os vor Jesus har lovet, må gives
i tusindetal!
Han ville det arme, fortørrede mod
forfriske og læske
med himmelske væske
af Paradis-flod.
2 Kom, Himlenes kilde! lad strømmene flyde
på dette dit land,
at blomster og frugter din have må pryde
og sættes i stand!
Se dog, hvor mit hjerte forpint og forladt
sig ønsker så såre
med sukke og tåre
at favne sin skat!
3 Kom, trøster i trængsel! Kom, sansernes styrke,
mit hjertes behag!
Kom, vin, os at læske i angestens tørke
med himmelske smag!
Så kan jeg til bønnen frimodig fremgå
og stedse mig skynde
i kærligheds brynde,
al nåde at få.
4 Kom, hellige olie! sjælenes kræfter
at salve i mig,
at hvad jeg skal tænke og gøre herefter,
må virkes ved dig,
at Åndens livsalige frugter må stå
i dejligste grøde
og dagligen døde
den onde attrå.
5 Kom, due! at kærligheds varme kan findes
i inderste ånd!
Lad alt, hvad dig kender, nu mere forbindes
i kærligheds bånd,
fra dig ej at vride os ud eller ind,
men redelig vandre
og aldrig forandre
det himmelske sind.
6 Vor børnerets vidne! hjælp Abba 1 at sige
med hjerte og mund,
og tryk mig den vished at arve dit rige
i inderste grund!
Ja, vis mig, så tit du, o saligheds pant,
om Himlen erindrer,
hvor kronen den tindrer,
som Jesus os vandt!
1 Rom 8,15-16
Johan Caspar Stegmann 1714.
Hans Adolph Brorson 1734.
314
Mel.: Vor Gud han er så fast en borg
1 Kom, store Gud, o Helligånd
fra høje himmelbolig,
giv, jeg i død og live kan
ved Jesus hænge trolig!
Nyt hjerte mig bered,
og giv bodfærdighed,
vær du min sjælero,
gør mig bedrøvet tro,
gør mine veje rene!
2 I mig min Jesu miskundhed
med gyldent bogstav skrive,
fast tro, ret håb, sand kærlighed
godt tål, glad hjerte give!
Når tungen priser dig,
mit hjerte rør’ i mig,
ja, lad min sjæl og ånd
til livsens søde land
med stadig længsel tragte!
3 Oplys, du kærlighedens lys,
mit hjertes mørke hytte,
bo selv i dette ringe hus
og ikke deraf flytte!
O Gud, jeg beder dig,
styrk du mig kraftelig
min glæde, ro og rast!
Min trøst, om hjertet brast,
vær du i død og live!
Gottfried Wilh. Sacer 1665.
Søren
Jonæsøn 1693.
315
Mel.: J.G. Ebeling 1667
1 Helligånd, de frommes glæde,
o, besøg mit bange sind,
nådig i min sjæl du træde,
til dit tempel vi den ind!
Smyk den dejlig som en brud,
rens den ganske og kast ud,
hvad af verden er tilbage
og mig kan fra Jesus drage!
2 Smyk mig med din Himmel-gave,
gør mig skøn og ny igen,
at jeg kærlighed kan have,
som skal aldrig visne hen!
Giv
mig altid kæmpemod,
hellige mit kød og blod,
lær mig frem til Gud at træde
udi bønnens kraft og glæde!
3 Så vil jeg mig dig hengive,
dig til ære skal mit sind
stedse himmelsindet blive,
til jeg går i Himlen ind,
Faderen og Sønnen dér
med dig ret at komme nær
og min Gud i høje trone
prise højt med engletone.
Mauritius Kramer 1683.
Hans Adolph Brorson 1734.
Bearbejdet 1885.
316
Mel.: Bøj, o Helligånd, os alle.
Herre, jeg har handlet ilde
Helligånd, hør, hvad vi bede
trøstig nu i Jesu navn:
Over os du vinger sprede,
råde bod på alle savn,
vække liv med lys og styrke,
hvor kun før var død og mørke!
W.H. Bathurst 1831. N.F.S.
Grundtvig 1837
317
Mel.: Bøhmisk melodi 1566
1 Livets fylde, glædens glans,
troens krone, håbets krans,
ild som kærligheden mild,
Helligånd, du Himmel-ild,
o, kom til os!
2 Lad de frosne kilder tø,
spire lad det tørre frø,
flammen, som forborgen var,
gør du, Herre, åbenbar,
o, kom til os!
3 Blæs, o salighedens vind,
Himmel-varme i vort sind,
og gør hytten, hvor du bor,
til et Himmerig på jord,
o, kom til os!
4 Skænk os evighedens fred,
du, som selv er evighed,
i det indre fold dig ud,
du, som selv er Gud af Gud,
o, kom til os!
Harald Vilstrup 1951.
318
Mel.: Lover den Herre
1 Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige,
skaber og danner et kongeligt folk sig tillige;
riget skal stå,
salighed folket opnå
trods alle åndernes krige.
2 Rygtet derom som en løbeild farer og brænder,
tungerne gløder derunder til jorderigs ender,
thi med Guds ord
følges Guds-Ånden på jord,
blus han på bjergene tænder.
3 Jesus, vor Kristus, vor salvede konge med ære!
Kristus, vor Jesus, Almægtige Frelser, du kære!
Hos os du bliv!
Vær du vort lys og vort liv,
alt, hvad vort hjerte begære!
4 Da på dit ord skal det gladeste budskab udbredes,
også ved os skal der vej for dit åsyn beredes,
så overalt
Jesus, som frelser påkaldt,
du skal med knæfald tilbedes.
5 Da på det jævne skal nåden og sandheden mødes,
og dine små skal til konger og præster opfødes,
vokse i løn
bruden som solen så skøn,
alting af kærlighed sødes.
N.F.S. Grundtvig 1853-55 og
1864.
319
Mel.:
Chr. Barnekow 1870
Th.
Laub 1921
1 Vidunderligst af alt på jord
er Jesu Kristi rige,
dets herlighed er og så stor,
at det har ingen lige.
2 Usynligt vel som sjæl og sind
det nemt dog er at kende,
alt som en stad på bjergetind,
der ses til verdens ende.
3 Dets gåde er et Guddoms-ord,
som skaber, hvad det nævner,
som fylder dale trindt på jord
og klipperne udjævner.
4 Med det indvies Jesu dåb,
velsignes Jesu bæger,
så hist udspringer livets håb,
og her det vederkvæger.
5 Med ordet skabes gode kår
for barnekæmper lave,
så de kan le ad banesår
og springe over grave.
6 Med det der skabes vin af vand
og paradis af ørke,
med det der skabes lys om land,
mens verden går i mørke.
7 Lad hvisle kun i ormegård,
at riget er lagt øde,
Gud kroner ligefuldt dets år
med frugtbarhed og grøde.
8 Dets glans opstår som aks i vang,
som maj i bøgeskove,
ja, prægtig under fuglesang
som gyldensol af vove.
9 Det er den store konges glans,
som kun på korset døde,
for at med livets rosenkrans
jordklimpen ham kan møde.
10 Ja, når han kommer i det blå,
er kristnes kamp til ende,
hvad troende i spejlet så,
skal salige erkende.
11 Da riget er med solekår
til syne og til stede
i evighedens gyldenår
med ret og fred og glæde.
N.F.S. Grundtvig 1829 og 1853.
320
Mel.: Kirken er som Himmerige
Hvilestunden er i vente
1 Midt iblandt os er Guds rige
med Guds Ånd og i Guds ord,
i Guds menighed tillige:
gæster ved hans nådebord.
2 Synligt ej er her til stede
det med Guds retfærdighed,
med Guds fred og Herrens glæde,
kommet til os ovenned.
3 Men når os med Herrens stemme
Ånden kalder hver især
kan vort hjerte dog fornemme,
at Guds rige kom os nær.
4 Og når vi med tro modtage
ord og Ånd i Jesu navn,
rigets frugt vi forud smage
i det søde frelsernavn.
5 Guds retfærdighed i nåde
ser til os fra Himlen ned,
og skønt os det er en gåde,
smager hjertet dog Guds fred.
6 Og når Herrens fødsels-glæde
råbes ud med englerøst,
virkelig den er til stede,
gennemstrømmer os med lyst.
7 Blomstre op da skal Guds rige
midt iblandt os dag for dag,
bære Åndens frugt tillige,
Fader vor til velbehag.
8 Thi den gode jord hernede:
tro og håb og kærlighed
rense vil Gud selv og frede
til en himmelsk frugtbarhed.
9 Og når vi med ham forklares,
som os fødte her på ny,
skal Guds rige åbenbares,
synlig som han selv i sky.
N.F.S. Grundtvig 1853.
321
Mel.: L.M. Lindeman 1862
Far verden, far vel
Jeg kender et land
1 O kristelighed!
du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved,
hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føler vi godt;
mit land, siger Herren, er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor.
2 Lyksalige lod,
at leve, hvor døden har mistet sin brod,
hvor alt, hvad som blegned, opblomstrer på ny,
hvor alt, hvad der segned, opfarer i sky,
hvor kærlighed vokser som dagen i vår,
med roser i hår!
3 Livsalige land,
hvor glasset ej rinder med gråd eller sand,
hvor blomsten ej visner, hvor fuglen ej dør,
hvor lykken er skinnende klar, men ej skør,
hvor dyrt ikke købes til krone på bår
de snehvide hår!
4 O vidunder-tro!
Du slår over dybet din gyngende bro,
som isgangen trodser i brusende strand,
fra dødningehjem til de levendes land;
bo lavere hos os, det huer dig bedst,
du højbårne gæst!
5 Letvingede håb!
gudbroder, nyfødt i den hellige dåb!
O, lån os den fjederham, Ånden dig gav,
så tit vi kan flyve til landet bag hav,
hvor evigheds sol skinner klart allen stund
på saligheds grund!
6 O kærlighed selv!
du rolige kilde for kræfternes elv!
du fylder med Frelserens gavmilde ord
velsignelsens kalk på det kristne Guds-bord;
o, vær du vor livdrik på jorden og bliv
vort evige liv!
7 O kærligheds Ånd!
det evige liv i fuldkommenheds bånd 1!
O, smelt du vort hjerte ved højaltrets ild,
og klar du jordklimpen i solglansen mild,
så glade vi føler, os skabes i bryst
de levendes lyst!
1 Kol 3,14
N.F.S. Grundtvig 1824 og 1853.
Jfr.
nr. 561
322
Mel.: Strassburg 1525
Guds Søn kom ned fra Himmerig
1 Den kristne kirkes skønne navn
vil overalt man bære,
men Herrens folk, til evigt gavn,
det vil dog få kun være;
sig kirkens navn med uret gav
og giver mangen kalket grav,
som dødningben kun gemmer.
2 Almindelig, det kaldes ret
Guds kirke trindt på jorden,
for tider, folk og tankesæt
i syden og i norden;
fra hver en kant, mens verden står,
om hyrden flokkes hjordens får,
hvo kan det vel forhindre?
3 Men kirken den er dog kun én,
ét navn i alle munde,
til grundvold Gud har lagt en sten,
som rokkes ingenlunde;
det samme altid i en sum
er Kristi evangelium,
som os mon saliggøre.
4 Derfor det første kirke-tegn
er livets ord og lære,
for hjertet sol og dug og regn
til Jesu Kristi ære;
thi hvor det lyder uden tant,
det kendes og, Guds ord er sandt,
kan uden frugt ej blive.
5 At kirken står i dåbens pagt,
det kan ej heller fejle,
og Herren vil, som han har sagt,
sit vidnesbyrd besegle,
som med sin Ånd, vor trøster god,
så med sit legem og sit blod,
de kristnes mad og drikke.
6 På lydighed mod Herrens ord
det er så godt at mærke,
hvor Gud sit tempel har på jord,
og Kristus kæmper stærke;
dér hører Gud den stille bøn,
dér lyder takkesangen skøn
i hjerter og i munde.
7 Et helligt liv i Jesu tro
kan verden ej behage,
så under korset kristne bo
i verden alle dage;
men altid har af Herrens røst
hans kirkefolk den rige trøst,
de Himmerig skal arve.
8 Ukrudt og klinte findes fast
blandt hveden åbenbare,
mundkristne går i skam og last,
det dommedag skal klare.
Guds helgen har én kraftig dåb,
én Gud, én drot, én tro, ét håb,
i Himmerig de samles.
Hans
Thomissøn 1569.
N.F.S. Grundtvig 1836 og 1845.
323
Mel.: L.M. Lindeman 1840
1 Kirken den er et gammelt hus,
står, om end tårnene falde;
tårne fuldmange sank i grus,
klokker end kime og kalde,
kalde på gammel og på ung,
mest dog på sjælen træt og tung,
syg for den evige hvile.
2 Himlenes Gud vist ej bebor
huse, som hænder mon bygge,
arke-paulunet 1 var på jord
kun af hans tempel en skygge;
dog sig en bolig underfuld
bygged han selv af støv og muld,
rejste af gruset i nåde.
3 Vi er Guds hus og kirke nu,
bygget af levende stene,
som under kors med ærlig hu
troen og dåben forene;
var vi på jord ej mer end to,
bygge dog ville han og bo
hos os i hele sin vælde.
4 Samles vi kan da med vor drot
selv i den laveste hytte,
finde med Peder: her er godt!
tog ej al verden i bytte;
nær som sit ord i allen stund
er han vort hjerte og vor mund,
drot over tiden og rummet.
5 Husene dog med kirkenavn,
bygget til Frelserens ære,
hvor han de små tog tit i favn,
er os som hjemmet så kære;
dejlige ting i dem er sagt,
sluttet har der med os sin pagt
han, som os Himmerig skænker.
6 Fonten os minder om vor dåb,
altret om nadverens nåde,
alt med Guds ord om tro og håb
og om Guds kærligheds gåde,
huset om ham, hvis ord består,
Kristus, i dag alt som i går,
evig Guds Søn, vor genløser.
7 Give da Gud, at hvor vi bo,
altid, når klokkerne ringe,
folket forsamles i Jesu tro
der, hvor det plejed at klinge:
Verden vel ej, men I mig ser,
alt, hvad jeg siger, se, det sker;
fred være med eder alle!
1 Israels helligdom under ørkenvandringen.
N.F.S. Grundtvig 1836 og 1853.
Jfr. nr. 329
324
Mel.: Th. Laub 1913
1 Dig rummer ej himle
og himlenes himle,
vor Herre fuldstor,
så ej er at tale
om højelofts sale
til dig på vor jord.
2 Du rører kun støvet
som vindpust i løvet,
du himmelske gæst;
og hytten i barmen
med kærlighedsvarmen
behager dig bedst.
3 Men har du os givet
til redning, til livet
et kærligheds ord,
til det at udtale
må højelofts sale
opmyldre på jord.
4 Hvem vil ikke prise
med salme og vise
din kærligheds røst?
Hvor er dog det øre,
som ikke vil høre
den evige trøst!
5 Thi bygger vi kirker,
hvor Guds-ordet virker
i lys og i løn,
hvor hjertet sig fryder,
når hallen genlyder
af tak for Guds Søn.
1 Kong 8,27
N.F.S. Grundtvig 1836.
325
Mel.: Jeg ved et evigt Himmerig
1 Jeg ved et lille Himmerig,
det er så let at finde,
hvor tro og dåb ej fuldelig
gik hjerterne af minde.
2 Det findes under hyttetag
som under højelofte,
hvor kristne sig på Herrens dag
forsamle tit og ofte.
3 Der hører man Guds eget ord,
men ej med tordenstemme;
en sagte lyd med Guddoms-spor
vi gladelig fornemme.
4 Thi han, om hvem Guds engle sang,
i kraft er selv til stede;
Guds børneflok med liflig klang
dér synger højt af glæde.
5 O, dér det er vor store lyst,
hvor efter troen tales,
når Herren ved sin tjeners røst
lyslevende afmales.
6 Det himmelsk er at høre på,
hvordan Guds Søn i støvet,
som spæd engang i krybben lå,
fuldførte levnedsløbet.
7 Det himmelsk er at tænke på,
at han, som dyrt os købte,
guddommelig vil vandre så
i alle sine døbte.
8 Gid i vort lille Himmerig
Guds ord os så husvale,
til i det store klarer sig
Guds-Åndens billedtale!
N.F.S. Grundtvig 1837 og 1853.
326
1 Der stander et hus i vort høje Nord,
indviet Gud Faders Enbårne;
der springer en kilde, der dækkes et bord,
der kimes til højtid fra tårne.
2 Did styred den gæveste drot sin gang,
der knæled den stålklædte kæmpe
og lærte ved messe og ottesang
den stolteste vrede at dæmpe.
3 Der sukked vor far med glødende barm,
når klokken den rørte sin stemme;
der fældte vor mor en tåre varm,
som ej hendes sønner skal glemme.
4 Der hented de bod for de tungeste savn
og styrke til vandringens møje;
der fanged de freden i Jesu navn,
da mødig de lukked sit øje.
5 Dengang vi som spæde blev vugget på skød,
Gud Fader os der satte stævne,
og over de rislende vande lød
de ord, som gir, hvad de nævne.
6 Og der kan det vokse, det himmelske frø,
og trives som vandbækkens pile;
ja, der vil jeg leve, og der vil jeg dø,
og derfra så ringes til hvile.
7 End kvædes der sødt ved dets alter i Nord
til pris for Gud Faders Enbårne;
end risler den kilde, end dækkes det bord,
end kimes der mildt ifra tårne.
A. Reitan 1866.
327
Mel.:
N.W. Gade 1839
P.S.
Rung-Keller 1947
Hvilestunden
er i vente
1 Kirken er som Himmerige,
meget kan den lignes ved,
skønt på jord den har ej lige,
som Guds nåde og Guds fred.
2 Mest dog lig en barnemoder,
Herren kalder den sin brud.
Ved dens mælk opvokser poder
som ved bække pileskud.
3 Kirkens favn og derfor kaldes
rettelig et moderskød;
når der sørges, når der faldes,
altid dér er hvilen sød.
4 Kastes vrag på kirkens goder
af den sjæl, som dem har smagt,
da forhåner søn sin moder,
og hans dom er forudsagt.
5 Angres det med ærlig smerte,
vendes om med ydmyg bøn,
kirken dog med moderhjerte
favner den fortabte søn.
6 Til så mange, som vi ere,
siger dog hun moderlig:
Føler, her er godt at være,
bliver alle tro hos mig!
7 Mit er Povels, mit er Peders,
alles Herre han er min 1,
og alt mit det er jo eders,
nyde hver med troen sin!
8 Hele verden ej opvejer,
hvad vi tror, og hvad vi ved:
Himmerig på jord vi ejer
i vor frelsers kærlighed.
1 1 Kor 3,21-23
N.F.S. Grundtvig 1836 og 1851.
328
Mel.: Guds Søn kom ned fra Himmerig
Et trofast hjerte, Herre min
1 Hvor Gud sit hus ej bygge vil,
omsonst er kalk og stene,
thi der skal mer og andet til,
end verdens folk vil mene;
det gælder om et guddoms-ord,
når, som i Himlen, så på jord,
et gudshus skal opbygges.
2 Et klokketårn, en døbefont,
et bord med lys, som brænder,
det findes kan al verden rundt,
det gøres kan med hænder;
men trøst og fred og hjertensfryd,
det skaber ingen klokkelyd
og ingen altertavle.
3 Thi beder vi: vor Gud! byg med,
lad her din Ånd regere!
Da bliver her et helligt sted,
jo længere, jo mere;
hver Herrens dag, hvert kirkeår
velsignet kommer, priset går
med livets ord på læbe.
4 Til det Guds ord, der som en sol
med liv og lys kan virke,
vi rejste denne præd’kestol,
vi bygged denne kirke;
vi helliger dens skib og kor,
dens døbefont og alterbord,
Guds ord de skal tilhøre.
5 Bygmester for den hvælving blå,
som jordens kreds omspænder,
det ringe værksted ej forsmå
nu dine Guddoms-hænder!
Med ord og Ånd byg her en fløj
af helgenkirken himmelhøj
med rum til alle sjæle!
6 I Jesu navn vi bede her,
på Jesu ord vi bygge;
vort navn mod hans er intet værd,
vort ord af hans kun skygge.
Byg, Jesus, med et Guddoms-bliv,
af stene, som har ånd og liv,
dit tempel i vor midte!
Sl 127,1
N.F.S. Grundtvig 1843.
329
Mel.: Kirken den er et gammelt hus
1
Give da Gud, at hvor vi
bo,
altid
når klokkerne ringe,
folket
forsamles i Jesu tro
der,
hvor det plejed at klinge:
Verden
vel ej, men I mig ser,
alt,
hvad jeg siger, se, det sker;
fred
være med eder alle!
2
Aldrig dog glemmes mer i
Nord
kirken
af levende stene,
dem,
som i kraften af Guds ord
troen
og dåben forene!
Selv
bygger Ånden kirke bedst,
trænger
så lidt til drot som præst,
Ordet
kun helliger huset.
N.F.S. Grundtvig 1836. Bearbejdet 1976
Oprindelig del af nr. 323
330
Mel.: Peter Møller 1974
1
Du, som ud af intet
skabte
lys
og liv og herlighed,
Paradiset,
som vi tabte,
blomstrer
i din kærlighed.
Livets
Gud, som kun er god,
sol
og brød og hjerteblod.
2
Du, som satte
kærligheden
over
al vor skyld og død,
åbned
atter evigheden
for
hver slægt i hårdest nød.
Korsets
himmeltræ nu gror
i
det lave, hvor vi bor.
3
Tak, at huset her blev
bygget
som
en sang om Paradis,
som
et skaberglimt nedrykket
i
vort lavlands tågedis.
Kom
og bo her. Alt du kan,
livets
Gud og Skabermand.
4
Lad dit ord og glæden
springe
i
vor høje gæstehal.
Lad
din skabermagt os tvinge,
når
du siger: tjener, tal!
Gør
os til din menighed
med
dit folk i tusind led.
5
Du, som ud af intet
skaber
tro
og håb og kærlighed,
paradiset,
som vi taber,
gror
af ordets blomsterbed,
byder
her den gode fred,
som
kun kærligheden ved.
Jens Rosendal 1973
331
Mel.: Klaus Brinch 1990
1 Uberørt af byens travlhed og trafikkens tunge brus,
som en helle midt i larmen står det underligste hus.
Stilhed, der er livets egen, overdøver dagens krav,
her hvor Helligånden holder åbent hus for høj og lav.
Her har dagen evighed,
her har kærlighed sit sted,
hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred,
og da føler vi en stund,
at vi står på hellig grund,
og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund.
2 Støjniveauet stiger om os, alle jager efter vind,
så Guds Helligånd må hviske for at nå et splittet sind;
men da hænder søndag morgen det forunderlige, at
Kristus hilser os i døren: ”Dine synder er forladt!”
Her har dagen evighed,
her har kærlighed sit sted,
hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred
og da føler vi en stund,
at vi står på hellig grund,
og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund.
3 Slægters fodtrin lyder mod os op igennem glemte år,
danse-lette eller tunge, som de følte deres kår,
når de andagtsfulde kom med deres små til livets Gud,
når de knugede af sorgen bar de kære døde ud.
Her har dagen evighed,
her har kærlighed sit sted,
hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred,
og da føler vi en stund,
at vi står på hellig grund,
og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund.
4 Stilhed, der er livets egen, falder på os ord for ord,
når vi knæler ung og gammel med Guds Søn omkring hans bord..
Selviskhed er næsten komisk, her hvor sidste mand er først,
og et fattigt barn, der leger for Guds ansigt, kaldes størst.
Her har dagen evighed,
her har kærlighed sit sted,
hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred,
og da føler vi en stund,
at vi står på hellig grund,
og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund.
Lars Busk Sørensen 1990
332
Mel.: Henrik Rung 1859
1 På Jerusalem det ny,
på den store konges by,
lad os alle bygge,
med Guds Ånd og med Guds Søn,
under sang og suk og bøn,
i Guds vingers skygge!
2 Stadens grundvold fast og ren,
kirkens hovedhjørnesten
priser vi så gerne;
det er Herren Jesus Krist,
som urokket står for vist,
falder end hver stjerne.
3 Han er sandhed, liv og vej,
stendød er den grundvold ej,
dødt vil den ej bære,
hus af syld 1, som træ af rod
og af væld den klare flod,
vokser op med ære.
4 Lad det kendes, Herre god,
huset her står godt i fod
på den ægte klippe!
Dufte lad dets blomsterkrans,
stråle lad det i din glans,
aldrig lad det glippe!
5 Regn os til dit vennelag,
under vort det ringe tag
værdiges at træde!
Hør vor bøn og hør vor sang!
Giv “Guds fred!” sin rette klang,
os vor Herres glæde!
1 grundvold
Joh 21,1; 1 Pet 2,4-6
Latin 7. årh.
N.F.S. Grundtvig 1837.
333
Mel.: Lyon 1547
1 Almindelig er Kristi kirke,
et bedehus for alle folk,
og kun i den vil Ånden virke
som kærligheds og sandheds tolk;
i tidens løb så lidt den skifter
sin tro og dåb som Gud og stifter,
forjættelser så lidt som Ånd.
2 O, mærker det, medkristne kære,
som har tilfælles tro og dåb
og Herren til Gud Faders ære
med herlighedens store håb;
o, lader synke brat og falde
de skillerum og skanser alle,
som gør splidagtigt Herrens hus!
3 Og mærk det, hver en folkestamme,
som knæle vil i Jesu navn:
var moderskødet ej det samme,
ej heller så var Faders favn;
og havde kirken grundvold skiftet,
ej sandheds Gud den havde stiftet,
thi evig fast står sandheds ord.
N.F.S. Grundtvig 1837 og 1853
334
Mel.: Samuel Wesley
1864
Jeg
ved, på hvem jeg bygger
1 Guds kirkes grund alene
er Kristus, Gud og mand;
den er ej bygt af stene,
men skabt ved ord og vand
af ham, som kom at vinde
på jord sin himmelbrud
og gav sit blod for hende
at fri af trældom ud.
2 Den er endnu den samme,
har fælles kendingsråb
i hver en folkestamme:
én drot, én tro, én dåb.
Ét helligt navn den ærer,
ét brød den lever af,
ét håb i hu den bærer,
én nåde Gud den gav.
3 Lad fjenderne kun bramme 1
og smile med foragt,
når splid vil kirken lamme
og krænke Herrens pagt;
Guds folk dog vagter sætter
og spejder natten lang;
snart vendes tårenætter
til morgengry med sang.
4 I ringe kår, i trængsel,
i kampens tummel hed,
den venter her med længsel
fuldendelse og fred.
Den beder Gud at virke
det syn, den hårdt attrår,
da Herrens sejerskirke
sin sabbatshvile får.
5 Ét er den allerede
med dig, treenig Gud,
og fælles, alt hernede,
med dem, som gik forud.
Dem kvæger alt din hvile,
vi færdes end på jord;
Gud, hjælp os did at ile,
hvor du i lyset bor!
1
prale, juble
Samuel
John Stone 1866.
Severin
Widding 1912.
Axel Rosendal 1949.
335
Mel. Olle Widestrand 1974
1
Flammerne er mange, lyset er ét,
lyset
- Jesus Kristus,
flammerne
er mange, lyset er ét,
vi
er ét i ham!
1
Grenene er mange, træet
er ét,
træet
– Jesus Kristus,
grenene
er mange, træet er ét,
vi
er ét i ham!
2
Gaverne er mange, Ånden
er én
én
i Jesus Kristus,
gaverne
er mange, Ånden er én,
vi
er ét i ham!
3
Kaldene er mange, Herren
er én,
Herren
Jesus Kristus,
kaldene
er mange, Herren er én,
vi
er ét i ham!
4
Lemmerne er mange,
kroppen er én,
Jesu
Kristi kirke,
lemmerne
er mange, kroppen er én,
vi
er ét i ham!
1.Kor 12
Anders Frostenson 1972 og 1986.
Henrik E. Frederiksen 1985 og 1993
336
Mel.: Wittenberg 1533
1 Vor Gud han er så fast en borg,
han kan os vel bevare,
han var vor hjælp i al vor sorg,
vort værn i al vor fare;
den gamle fjende led
er nu for alvor vred,
stor magt og argelist
han samler mod os vist,
ej jorden har hans lige.
2 Vor egen magt ej hjælpe kan,
let kan os fjenden fælde;
men med os står den rette mand,
omgjordet med Guds vælde.
Det er den Herre Krist,
og sejer får han vist,
Hærskarers Herre prud,
der er ej anden Gud,
han marken skal beholde.
3 Og myldred djævle frem på jord
og os opsluge ville,
vi frygter dog ej fare stor,
de deres trusler spilde;
lad rase mørkets drot
med løgn og mord og spot,
han har dog få’t sin dom,
da Krist til jorden kom,
et ord ham nu kan fælde.
4 Guds Ord de nok skal lade stå
og dertil utak have,
thi Herren selv vil med os gå
alt med sin Ånd og gave;
og tage de vort liv,
gods, ære, barn og viv,
lad fare i Guds navn!
Dem bringer det ej gavn,
Guds rige vi beholder.
Sl 46
Martin
Luther 1528.
Dansk
1533. Bearbejdet 1798.
P. Hjort 1840. J.P. Mynster
1845.
337
Mel.: Wittenberg 1543
1 Behold os, Herre, ved dit ord,
trods dine fjenders løgn og mord,
som styrte vil fra tronen ned
din Søn, vor drot i evighed!
2 Bevis din magt, o Jesus Krist,
som alle herrers herre est,
beskærm din arme kristenhed,
dit navn til pris i evighed!
3 Vor trøster god, Gud Helligånd,
forén Guds folk i fredens bånd!
Stat med os i vor sidste nød,
led os til livet fra vor død!
Martin Luther 1542. Dansk 1556.
N.F.S. Grundtvig 1837.
H.S. Prahl 1888.
338
Mel.:
Johann Walter 1524
Guds
Søn kom ned fra Himmerig
1 Var Gud ej med os denne stund,
må Israel bekende,
var Gud ej med os denne stund,
forgik vi i elende;
thi vi er kun en lille flok,
men fjendens hob er talrig nok,
som os opsluge ville.
2 De truer os så vredelig,
og ville Gud tilstede,
opslugte de os visselig
med al vort liv og glæde;
da blev vi som det flade land,
hvorover flodens høje vand
med styrke sig henvælter.
3 Men lovet være du, vor Gud!
du hjælper os af fare,
vor bange sjæl du leder ud
som liden fugl af snare;
ja, snaren brister, vi er fri,
thi Herrens navn os stander bi,
han skabte jord og himmel.
Sl 124
Martin
Luther 1524. Dansk 1529.
N.F.S. Grundtvig 1811 og 1843.
339
Mel.: Finn
Mathiassen 1999
1 Vort liv blev reddet
ved Herrens vælde,
fra Satan slap vi
som fugl af fælde –
på mørkets gerning
Guds fjende faldt
og tabte alt.
2 Sin gyldne frihed
har hjertet vundet,
af korset genløst –
til Kristus bundet –
af lovsang fyldes
fra dag til dag
vort åndedrag.
Sl 124
Jørgen Michaelsen 1995.
340
Mel.: Min Gud, jeg gammel er og grå
Af dybsens nød, o Gud, til dig
1 Den kristne kirkes alderdom
vi alle må betænke,
svag er den arme kristendom
i Adams bånd og lænke
i denne verdens sidste tid,
da Djævlen bruger al sin flid
med vold og magt og rænke.
2 Se, voldsmænd, kætteri og svig
med slemme synder mange
gør kirken svag og skrøbelig,
vil tage den til fange,
så svag er strid, og svag er fred,
og svag er tro og kærlighed,
og kirkefolket bange.
3 Men du dog loved, Herre from,
at løfte og at bære
din kirke i dens alderdom,
hvor grå hun end mon være,
og for den svage holde vagt
og styrke hende med din magt
til stedse dig at ære.
4 O Jesus Kristus, mand og Gud,
af hjertet vi dig bede:
Se til din arme, gamle brud,
har hun end rynker lede!
Skjul hende med din kjortel bold,
og hende det til gode hold,
at hun er svag og græder!
5 O Herre, du er brudgom vist
og hos din brud vil være.
Værn hende da mod Djævlens list,
mod vold og kætters lære!
Trøst hende her i sorg og kval,
før hende ind i Himlens sal
til evig fryd og ære!
Thomas Knudsen
1569.
N.F.S. Grundtvig 1837.
341
Mel.: O Herre Krist! dig til os vend
1 Det lakker nu ad aften brat,
bliv hos os, Herre, dag og nat!
Lad ordets lys, din lampe skøn,
uslukket fryde os i løn!
2 Vor tid er ond, som bedst du ved,
giv du vor tro bestandighed,
så aldrig vorder os fravendt
Guds nådes ord og sakrament!
3 Ophold din kirke, Jesus sød,
trods al vor kulde, søvn og død,
så trindt om lande ordet dit
må flyve let og lyde frit!
4 O Gud, hvor det går dårligt til!
Nu Fjenden har på jord sit spil,
så er din kirke i forfald,
på sekter mer ved ingen tal.
5 Nedstyrt de vilde ånders trop,
som højt i luften sværmer op!
Thi ellers gammel kristentro
for lærdom ny får aldrig ro.
6 Det gælder dog, o Herre Krist,
vor ære ej, men din for vist;
stå derfor bi den lille flok,
som i dit ord har evig nok!
7 Ja, ordet af din egen mund
det er vort skjold og kirkens grund;
o, lad derved, hvad så end brast,
til døden tro os holde fast!
8 Gud, lad os leve af dit ord
som dagligt brød på denne jord,
og før dermed fra grådens dal
os hjem til Himlens frydesal!
Sl 122
Nicolaus
Selnecker 1572. Bearbejdet 1611.
N.F.S. Grundtvig 1837 og 1853.
342
Mel.: Jeg ved et evigt Himmerig
1 Nu ved jeg vej til Himmerig,
den bør jeg aldrig dølge,
det er, o søde Jesus, dig,
jeg vil dig også følge.
2 Du vejen er til salighed
og Himlens fryderige,
og ingen anden sti jeg ved
i verden af at sige.
3 Jeg må bejamre, at jeg gik
fra Paradisets glæde
og siden i forvirret skik
ad mørkheds grumme stræde.
4 Min Jesus, som mig skuffer ej,
men vil mig trolig lære,
mig viser til sin kirkevej
og selv min dør vil være.
5 Jeg dér så frit går ud og ind 1
og finder sjæleføde,
der himmelkvæger sjæl og sind
og lægger synden øde.
6 Jeg ser i ham en åben dør,
en dør til Himlens trone,
jeg ser det, jeg ej vidste før,
en uforvisnet krone.
1 Joh 10,9
Joh
14,1-11
Thomas
Kingo 1699.
343
Mel.: Vaj nu, Dannebrog, på voven
Nu velan, vær frisk til mode
1 Tusind år stod Kristi kirke
på sin klippe blandt os trygt.
Tusind år vort Dannevirke
var den mod al fjendens frygt.
Stormen sused, vandløb kom,
styrted dog ej huset om,
Mesteren var af de vise,
derfor skal hans værk ham prise.
2 Gud! for dig, som aldrig ældes,
tiden som en time gled,
men for blad i skov, som fældes,
året er en evighed.
Også vi bag sommer blid
alle har en løvfaldstid;
thi er tusind år os lange,
vår og høst for slægter mange.
3 For hvert kuld af kristne fædre
tak, vor Fader over sky!
skønt dig selv de takker bedre
i dit hus med tunger ny!
Tak for hver en dråbe god,
vi fik af det hjerteblod,
som livsalig gennemrinder
dannemænd og dannekvinder!
4 Tak for alle gode gaver
på vor mark i tusind år!
Tak, fordi, trods alle paver,
ordet går, og Skriften står!
Lad i Jesu Kristi navn,
dig til ære, os til gavn,
ordet lyse, hjertet brænde
i vor æt til verdens ende!
5 Tak for disse grønne lunde,
du os gav i folkevang!
Tak for alle fuglemunde,
du oplod til salmesang!
For hver læbe, som med flid
løfted røst i nådens tid:
tak, vor Fader, for dem alle,
fra Ansgarius til Balle!
6 Tak da, hundred tusind gange,
Fader vor i Jesu navn!
Så dig takker slægter mange
end i daners fødestavn,
til i dit Jerusalem,
hvor vi glemme kødets hjem,
nyårssalmen kristne sjunge
alle med hinandens tunge.
N.F.S. Grundtvig 1826 og 1836.
344
Mel.:
Th. Laub 1919
1 Højhedens Gud, som kom herned
i ringhed klædt!
Lovsangen er din rettighed,
hvor du er stedt.
Sorgen er dyb i Zions stad,
gør med dit smil den sjæleglad!
Da skal din pris den udsjunge.
2 Fjendernes tale her fik magt,
vor mund de bandt;
lad os forstå, hvad du har sagt,
er evig sandt:
du er vor frelser uden svig,
du vore synder tog på dig!
Da skal din pris vi udsjunge.
3 Du os har lært din egen bøn
ved barnedåb;
hør du os, Guds enbårne Søn,
al jordens håb,
også vort håb, som hjem du gav
borte på holme her i hav!
Da skal din pris vi udsjunge.
4 Salig er den, som du har kaldt
hos dig til ly,
har ham til borgerskab udvalgt
i Zions by.
Mæt du vor sjæl, i hunger tom,
rigelig i din helligdom!
Da skal din pris vi udsjunge.
5 Hør, Herre Jesus! Frelser, hør
din lille flok,
sørgende dybt på danske øer
med årsag nok!
Kvæles ej lad den lovsang ny,
som er genfødt til fart i sky!
Da skal din pris vi udsjunge.
Sl 65
N.F.S. Grundtvig 1864.
345
1 Guds menighed er jordens største under!
Mens verdens skikkelse i hast forgår,
er Kristus i al evighed den samme,
og fast hans rige på sin klippe står.
Mens verdensriger kommer og forsvinder,
går kirken mod fuldkommenhedens vår.
2 Så kommer dagen, da alt had skal smelte
som sne og is for sol og sommervejr.
Da falder Satans magt, da skal hans vælde
gi tabt for frelsens stridsmand, for Guds hær.
Med jubel skal de høste, hvad de så’de,
og salige se Jesus, som han er.
3 O helligt håb, o sande, sikre løfte
fra ham, som aldrig skifter sind og art!
Er natten lang, er kampen fuld af kvaler –
som morgenstjernen lyser løftet klart.
Det er Guds eget ord: Du skal få trængsel,
men kæmp frimodigt – se, jeg kommer snart!
Ronald Fangen 1942. Dansk 1989.
346
Mel.:
Tysk melodi 1546
Jeg
ved, på hvem jeg bygger
1 Vel mødt, I kristne fromme,
lad høres nu vort kvad,
vor lovsang lad opkomme
til Gud fra allen stad,
fordi hans ord mon klinge
så vidt nu over land
og alle klokker ringe
for Krist, vor frelsermand!
2 Med Kristus sejer vindes
nu og i allen stund;
i ham al sandhed findes,
al nåde og miskund;
ret vej til Himmerige
er ingen uden han;
tør nogen det modsige,
dem sætter Gud i band.
3 Men Herrens ord blev lastet;
Gud, som foragten så,
nær havde os forkastet
og ladt i mørket gå;
lid skulle slås til andet
end Kristi kors og død
og glemmes fædrelandet,
hvor hvilen er så sød.
4 Dog det er Skriftens lære,
som efter Guds behag
til Jesu Kristi ære
kom atter for en dag;
når med vor Herres øje
vi gransker ud dens grund,
den lærer os fuldnøje
Guds råd i allen stund.
5 Gudsfolket havde sovet,
der drømtes kun om tant,
men, Herren være lovet,
den rette vej vi fandt;
Gud give nu, vi alle
af rene hjerter må
vor frelser fast påkalde
og saligheden nå!
Ludwig
Hailmann omkring 1526.
Arvid
Pedersen 1529.
N.F.S.
Grundtvig 1836.
B.S. Ingemann 1854.
347
Mel.:
J.H. Schein 1627
1 Ak, Fader! lad dit ord og Ånd
dog ret få overhånd!
Og se, hvor fuld din urtegård
af torn og tidsel står!
Din vækst du her vel har,
men ak, hvor tynd og rar 1!
Hvor lidet er dog kraften kendt
af ord og sakrament!
2 O Jesus, Jesus! kom dog snart
at se din vingårds art!
Af døbte vrimler stad og land,
men hvor er troens brand?
Hvad hjælper det, vi ved,
hvad død du for os led,
dog tåles Satans fule værk
iblandt os lige stærk.
3 O Helligånd! for dig, vor skat,
vi græder dag og nat.
Kom, giv os samme lys og kraft,
som fædrene har haft,
da kristendommen stod,
som træ ved dejligst rod,
så ovenfuld af frugters sne
og purpur. Lad det ske!
1 sjælden
Hans
Adolph Brorson (1765).
348
Mel.:
L.M. Lindeman 1868
Th.
Laub 1917
1 Tør end nogen ihukomme
hjertets søde morgendrøm,
mindes, trods al verdens domme,
Zion med en tårestrøm?
Mægter nogen end at stemme
harpen dybt til orgelklang?
Vover nogen end at nemme,
end at kvæde Zions sang?
2 Ja, så længe hjertet banker
kærligt i en kristens barm,
rinder mellem Himmel-tanker
over Zion tåren varm,
og så længe for Guds trone
høres seraf-harpens klang,
skal i Kristi kirke tone
over tårer Zions sang.
3 Samler eder tæt om bjerget,
alle Zions døtre små!
Har end fjenden sletten hærget,
Herrens bjerg han lod dog stå.
Blev end sten på sten ej levnet,
hjørnestenen lå dog fast,
er urokket og urevnet,
mod den alle våben brast.
4 Ja, på ham vi kaste sorgen,
som og synden for os bar;
højt om sylden 1 og om borgen
synge vi med stemme klar,
og i Herrens vingers skygge,
i en gylden aftenstund,
under sang vi atter bygge
på den gamle klippegrund.
5 Ej skal Zions borg sig højne
denne gang med spir og tårn,
hyttelavt i verdens øjne
bygges skal imod tilforn,
så vi efter ham os føje,
som har sagt, han ville bo,
hvor sig stjerner for ham bøje,
og hvor bly kærminder gro.
6 Huset med de høje sale
tømres kun af skaberhånd,
må fra Himmelen neddale
som til støvet Herrens Ånd;
vi af bløde bøgestammer,
under nattergalesang,
bygge kun et gæstekammer
til en himmelsk altergang.
7 Verdens vise, jordens bolde
vel vor hytte vil forsmå,
men den største vil dog holde
nadver i den ringe vrå.
Tidlig han sig myg har krummet
barneglad i moderskød,
han, som lå i krybberummet,
bryde vil i hytten brød.
8 Thi skal herligheden vorde
større i vort lave hus
end i det med borgegårde,
som nu sunket er i grus;
hans er sølvet, hans er guldet,
mer end guld hans kærlighed,
den er Himmel-glans i muldet,
den skal vi forklares ved.
1 grundvold
Sl
137,1-6; Hag 2,1-9
N.F.S.
Grundtvig 1825 og 1853.
349
Mel.: C. Balle ?
1850
Th. Laub
1900
1 Herren han har besøgt sit folk,
natten hun blev til morgen,
Menneskens Søn, Gud Faders tolk,
slukket nu har al sorgen.
2 Frelseren lå i sorten jord
nætter såvel som dage,
men det opstandne Livsens Ord
døden ej mer kan smage.
3 Kirken hun sad i enkestand,
sørged for den enbårne,
glemte, at han i gravens land
stormede dødens tårne.
4 Deraf udsprang den bitre sorg,
ligfærd med gråd og klage,
hulken for sang på Zions borg,
nætter såvel som dage.
5 Herren han er dog sine tro,
også når de mistvi’le,
roser han lod på torne gro,
lærte os så at smile.
6 Blegt som et lig var livets ord,
dødt det os lå på tunge,
Ånd dog fra Herren i det fór,
engle derom vil sjunge.
7 Synger da med i højen sky:
Ordet stod op af døde,
lyder i Åndens kraft på ny,
tænder, så tunger gløde!
8 Lever nu op, I kristne små!
Nu er her godt at være,
alle Guds engle med os stå,
vil jer på hænder bære.
9 Frelseren lå i sorten jord,
sidder på ærens trone,
ånd og liv er til os hans ord,
glæden vor salmetone!
N.F.S.
Grundtvig 1836 og 1853.
350
Mel.: Hvo ikkun lader Herren råde
1 Foragter ej de ringe dage!
Så klang det over tempelgrus
fra Herrens mund, da hænder svage
arbejded på det andet hus,
en hytte kun at ligne ved
kong Salomons i herlighed.
2 Foragter ej de ringe dage!
Det er for os et trøstens ord,
som bygger nu med kræfter svage
på Herrens hus i høje Nord,
en hytte kun at ligne ved
Guds-huset i dets herlighed.
3 Foragter ej de midler ringe!
Her intet sker ved kæmpehånd,
her intet lader sig fremtvinge,
i stilhed virker her Guds Ånd.
Her lavt er alt, og sent det går,
som hjertet sidder, hjertet slår.
4 De høje bjerge, som vor hytte
end truer stolt med undergang,
dem vil ej Ånden for os flytte,
men jævne lig den grønne vang,
som havets bjerge tit vi så
sig jævne ud til bølger blå.
5 Alt som det dunkle hjertekammer,
så er vor kirkehytte lav,
dog marmor skønt med lyse flammer
til kirkevæg os Ånden gav,
og til en grundvold fast og ren
den gamle hoved-hjørnesten.
6 Foragter ej de ringe dage!
Det lykkes skal, som skrevet står:
Velsignes skal de hænder svage,
som lagde grund med bange kår,
de sætte skal på taget krans
og folde sig i lysets glans.
Zak 4,6-10
N.F.S. Grundtvig 1837 og 1853.
351
Mel.: Fryd dig, du Kristi brud
1 Vor arv vi kendes ved.
O Danmarks menighed,
hvor rig du dog er blevet:
hvad før kun dødt stod skrevet,
fik Åndens kraft og vinge
til levende at klinge!
2 Da lød i ord og sang
den guddoms-stærke klang
om Lammet, som har båret
vor straf, til døden såret,
om troen, som alene
gør os for dommen rene.
3 Vort ringe modersmål,
du blev en gylden skål
til værdigt at frembære
Den Højes pris og ære,
som over alle arme
har villet sig forbarme.
4 Vor arv vi kendes ved.
O Gud, af miskundhed
lad trolig os bevare
dit nådebud det klare
og aldrig derfra lokkes,
om alle verdner rokkes!
5 Giv ordets fynd og vægt
til denne sene slægt,
til værdig frugt at virke
i Danmarks folk og kirke,
giv os i lys at vandre
til Himlen med hverandre!
Harald Vilstrup 1935.
352
Mel.: Rind nu op i Jesu navn
1 Herrens kirke er på jord
nu og indtil verdens ende
overalt, hvor Gud vil sende
kraftens Ånd med nådens ord.
Overalt, hvor ordet lyder,
må og Åndens gerning ske,
så at blinde selv sig fryder
ved Guds klare dag at se.
2 Og det sker, hvor Gud det vil.
Ingen djævel kan det hæmme,
ingen helgen kan det fremme,
ingen gør et gran dertil.
Og når kirkens Herre tier,
er den selv kun jord af jord,
er en tomhed kun, der bier
efter fylden af hans ord.
3 Er det efter Himlens råd,
kommer de, de onde dage,
holder Gud sit ord tilbage,
uden gavn er suk og gråd;
pintes hjertet end af hunger,
søgtes der fra hav til hav,
råbtes der af fulde lunger,
– nytteløst, når Herren tav.
4 Herre, se, din kirke vil
i sin fattigdom bekende:
Når du ej dit ord vil sende,
er din kirke ikke til.
Den må leve af din nåde,
altid bie på din Ånd,
til din tid og på din måde
løser du dens tungebånd.
5 Da skal korsets ord med fynd
slægten frem for dommen råbe,
flænge hver en hellig kåbe,
alt indslutte under synd,
åbenbare så sin gåde,
at alene Gud er god;
slægtens syndeskyld i nåde
soned han i Jesu blod.
K.L. Aastrup 1936.
353
Mel.: Den signede
dag med fryd vi ser
Gud Fader
og Søn og Helligånd
Som aldrig så lang er nogen dag,
at aften jo er i vente,
så haver det lys og solbjærgs-lag,
som Gud udi kirken tændte;
men altid det dages dog på ny,
hvor hjerterne morgen vente.
Nordisk Dagvise 14. årh. Dansk
(1569).
N.F.S. Grundtvig 1826.
Bearbejdet 1943.
Oprindelig
del af nr. 402
354
Mel.: Nu velan, vær frisk til mode
1 Lov og pris og evig ære
ske dig, o treenig Gud,
som vor tros den rene lære
rev af mørkets fængsel ud!
Da dit lys var næsten slukt
eller alt for ilde brugt,
satte du det på sin stage,
gav din kirke klare dage.
2 Du lod livets bække flyde
ned fra sandheds kildevæld,
du lod åget sønderbryde,
og gav sandheds venner held.
Luther rustede du ud,
og ved dette sendebud
tordned ind i nattens mørke:
Kommer, lærer Gud at dyrke!
3 Altid, når din kirke hældte,
truende med hastigt fald,
altid, når i nød det gældte,
fik en sandheds ven dit kald,
ånd og lys og kraft og mod,
deraf så jeg, kirken stod
over alle rigers alder,
klippefast, til verden falder.
4 Lad os bede lysets Fader,
som sit navn blandt os har sat,
at han ej os overlader
til en hedensk visdoms nat,
at ej nogen andet véd
sig til trøst og salighed
end den Gud og mand, som døde
for vor syndeskyld og brøde.
5 Gud, giv kirken mænd og fædre,
som er dig og sandhed tro,
alle dannes til det bedre,
klinten visne, hveden gro!
Troskab løn af nåde få!
Hykleri til skamme stå!
Sandhed herske, løgn adspredes!
Gudsfrygt æres, kirken fredes!
6 Så skal denne dag med rette
kaldes alle helgens dag,
og Gud Helligånd udrette
i os Herrens velbehag,
kalde og forsamle her
til engang at mødes dér,
hvor vi evig da skal smage
alle helgens frydedage!
Johan Nordahl Brun 1786.
W.A. Wexels 1844.
355
Mel.: Lover den Herre
1 Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre.
Stort er hans navn, og højlovet det evig skal være!
Himmel og jord
hylde ham, lyde hans ord,
Herren er han til Guds ære.
2 Hvo vil da frygte? Med kraft han beskytter sit rige,
lad end al verden med vold og med list det bekrige.
Hvad han har bygt,
står på en klippe så trygt;
fjenden med skam må bortvige.
3 Ud over jorden og indtil dens yderste ende
vil han sit budskab om fred og om nåde udsende.
Føle skal hver,
Jesus en frelser os er;
ham skal al jorden bekende.
4 Højt over himlenes himle han troner, den Herre.
Jorderig råbe med glæde og give ham ære!
Synger i kor!
Lad os med idræt 1 og ord
tak ham af hjertet frembære!
1 gerning
Henrick Kampmann 1791-1794.
Bearbejdet 1798.
356
Mel.: Wien 1774
1 Almagts Gud, velsignet vær!
Love vil vi lydt din ære,
dig ophøje fjern og nær,
synge med blandt engles hære,
bøje os i støvet ned
for vor konges herlighed.
2 Offerlam med korsets stav,
skyldfri dybt i pinen sænket,
du besejred død og grav
ved den kraft, som Gud dig skænked;
Helveds vælde, dødens magt
knust du har i støvet lagt.
3 Lad dit rige allen sted
vidt udgå med fred i følge
nu og i al evighed!
Lad på land, og lad på bølge
alles knæ til evigt gavn
bøje sig i Jesu navn!
4 Helligånd, dig lov og pris
sammen med Gud Fader være
og med Jesus, stærk og vís,
brudgom vor og broder kære!
Over os hans kærlighed
evig, evig vare ved!
Te Deum 4. årh..
Ignaz Franz 1771.
Henri Louis
Empeytaz 1824.
B. Paludan-Müller
1884.
357
Mel.: Guds Søn kom ned fra Himmerig
1 Vær trøstig, Zion, Jesu brud!
Nok har du grædt og grundet.
O, gør dig rede, se herud!
dit lys er nu oprundet,
og Herrens store herlighed,
din Jesus, er nu kommet ned,
nu har du spillet vundet.
2 Vanvittighedens mulm og mørk
er stort på jorderige,
folk går som i en tåget ørk,
véd lidt af Gud at sige.
Men Jesus, verdens lys, er set,
hans komme i dit kød er sket;
thi skal al mørkhed vige.
3 Han skal for dem, der nu i slum 1
og sjæleblindhed vanke,
ved glædens evangelium
oplyse sind og tanke,
så hedninger skal nu attrå
udi det store lys at gå
og salig trøst at sanke.
4 Luk øjne op, giv nøje agt,
hvor hedninger de komme
til Herrens store nådepagt
blandt mange andre fromme.
Som sønner og som døtre de
skal adgang få til Gud at se,
o dybe Herrens domme!
5 Da skal dit hjerte flyde ud
i store glæde-strømme,
når du skal se en kristen brud
af hedensk herredømme,
der skal med røgelse og guld
for Jesus stå så frydefuld,
hans manddom at berømme.
6 O Jesus, du, som manddom tog,
hjælp os at se og kende,
at du os skrev i livets bog!
Gid og vi kunne vende
vort guld og gods, vort sind og sjæl
til alt, hvad dig behager vel,
indtil vor sidste ende!
1 i søvne
Es 60,1-6
Thomas Kingo 1689.
358
Mel.: Nu velan, vær frisk til mode
1 Lad dit rige alle vegne
bredes ud på denne jord,
gør det lyst i vore egne
ved dit klare livets ord!
Stød, o Gud, i grunden ned
kristendommens lunkenhed,
syndens mørke tåge vige
for dit lyse nådens rige.
2 Lad din nåde altid virke
til en ret forbedret stand!
Sæt den ganske kristenkirke
i en hellig Himmel-brand!
Dem, som ordet lære, giv
visdom og et helligt liv,
ånd og nåde, mund og mæle
til at redde mange sjæle!
Hans Adolph Brorson 1739.
359
Mel.: Vågn op og slå på dine strenge
1 Du Ånd fra kirkens første tider,
lad vægtere på muren stå,
som, medens det mod natten lider,
tør uden frygt i striden gå,
som vækker verden med din røst
og bringer hjerter himmelsk trøst!
2 O, måtte snart dog ilden brænde
og brede sig i hvert et land!
Til alle sjæle bud du sende
om Kristus, deres frelsermand!
O høstens Herre, tænk derpå:
din høst er stor, men høstfolk få.
3 Send ud i verden store skarer
af kærlighedens sendebud,
beskærm du dem i alle farer,
og nedbryd Satans magt, vor Gud!
Dit navn lad herliggjort os se!
Dit rige gro! Din vilje ske!
Carl Heinrich von Bogatzky 1750.
John
Hansen 1888.
Theodor
Løgstrup 1890.
360
Mel.: L. Mason omkring 1850
1 Arbejd, til natten kommer;
kaldet, du fik, er stort.
Han, som sit værk begyndte,
vil og se det gjort.
Tidligt i livets morgen
sendte han nåde-bud:
pagten, i dåben stiftet,
vier dit liv til Gud.
2 Arbejd, til natten kommer:
barndommens lyse år,
ungdommens drømmefyldte,
kæmpende, rige vår,
manddommens modne sommer,
aldrens og høstens tid;
gå dog, mens lyset skinner,
fyld hver stund med flid.
3 Arbejd, til natten kommer;
bliv i Guds gerning ved;
går du med bøn i kaldet,
går din Herre med.
Arbejd med frygt og bæven
ydmygt på frelsens værk;
Gud er dog den, som giver
viljen og gør stærk.
4 Arbejd, thi natten kommer;
snart synker sol i hav.
Hvad har du gjort for Herren,
som for dig sig gav?
Arbejd, til aftenstjernen
gylden og blank står tændt,
melder, at nu kom natten,
nu er værket endt.
Joh. 9,4.
Annie Coghill 1854. Siri Dahlquist 1913. Niels Møller 1950.
361
Mel.: Kaiserswerth 1866
1 Din rigssag, Jesus, være skal
min største herlighed.
Tak, at jeg også fik dit kald
til her at være med!
Uværdig er jeg, Herre kær,
at høre til i rigets hær,
men du, som gav mig vennenavn
og tog mig kærligt i din favn,
giv du mig magt
at gå, hvor du har sagt!
2 Giv, Jesus, mig dit frelsersind
for slægtens sorg og harm!
Luk mig i dine smerter ind,
og gør mig stærk og varm!
Hjælp mig at skue med dit blik
hvert folk, som liv og grænser fik,
og bære verdens nød og skam
med blikket vendt mod dig, Guds Lam,
til døden tro,
tålmodig, stærk og fro!
3 Da ved jeg vist, mit øje får
et herligt syn at se,
når det mod verdens aften går,
når endt er lyst og ve:
Guds rige står i stråleskrud,
Krist hentet har sin dyre brud
af alle stammer, fra hver egn.
Med hver sin sejerskrans som tegn
i jubelkor
de priser Herren stor.
Karl Ludvig Reichelt 1913.
362
Mel.: Chr. Vestergaard-Pedersen 1956
Op, alle folk på denne jord
1 Gør dig nu rede, kristenhed,
din nat er overvundet.
For dig er Herrens herlighed
som nytårssol oprundet.
Den Stærkes hånd har bladet vendt,
din sorg er slukt, din jammer endt.
Bliv lys og gør dig rede!
2 Thi vel er jorden underlagt
det mulm, hvorfor du gruer,
end verden er i mørkets magt,
Guds daggry dog du skuer;
thi for din tro er ordet sandt:
“For dig Guds herlighed oprandt,
og skal den klart oprinde.”
3 Og om dit lys, som er Guds ord,
skal folkeslag sig samle
at mødes i dit kirkekor,
de unge med de gamle,
mens konger nejer sig i krans
og blændes af den nytårsglans,
som er for dig opgangen.
4 Af glæde skal du stråle da
ved Herrens nådes-domme,
når dine sønner langvejsfra
skal hjem med lovsang komme.
Ja, muntert skal dit hjerte slå,
når forrest dine døtre små
på arm skal til dig bæres.
5 Det er din Herres herlighed,
som ene er dit smykke;
det er hans råd, hvorom du véd,
det Djævlen ej skal rykke:
“Til dig er talt Guds nådes ord.”
Ved livets bad, ved livets bord
det lyder alle dage.
6 Så gør dig rede, kristenhed,
dit lys på stage brænde,
din Herres magt og kærlighed
i verden at bekende!
Den Stærkes hånd har bladet vendt,
din sorg er slukt, din jammer endt.
Bliv lys, og gør dig rede!
Es 60,1-6
K.L. Aastrup 1935 og 1938.
363
Mel.: Almindelig er Kristi kirke
1 Lov, pris og tak, at du har givet
din verden det, som den har tabt,
fra døden åbnet vej til livet,
ja, alt igen som nyt har skabt,
da du din Søn iblandt os sendte,
så jordens børn ved ham genkendte
dig, Himlens Gud, i tro og håb.
2 Ja, lov og pris og evig ære
for ham, din Søn, der kom herned,
at han med os har villet bære
vor synd og dens elendighed,
at han i alting blev vor næste,
så just, da vi lod ham korsfæste,
da blev hans død til liv for os.
3 Lov, pris og tak, at du lod dale
til bange mænd din styrkes Ånd,
så de fik mod til ord at tale,
der bandt og løste som din hånd,
ja, bandt i tro til dig alene
og løste så til frit at tjene,
som i din Søn du tjener os.
4 Lov, pris og tak, at du lod lyde
din frelses ord på alle sprog
med kraft til selv sig vej at bryde
og blive hørt i hver en krog,
så nu du kan med faderglæde
se dine børn frimodigt træde
med lovsang for dit ansigt frem.
5 Lov, pris og tak, at du lod føre
engang til os din frelses ord,
at end på dansk det er at høre
ved døbefont og nadverbord.
Åh, lad det altid sådan blive,
hold ved din Ånd vort håb i live,
skab selv af os et troens folk!
6 Og lad i alle jordens lande
det gode budskab bæres ud,
så folkeslag med fryd må sande,
at alt er godt, når du er Gud,
der elsker verden, så du giver
din Søn, så den, der tror ham, bliver
for dig som han dit kære barn.
K.L. Aastrup 1970.
364
Mel.: O, havde jeg dog tusind tunger
1 Al magt på jorden og i Himlen
fik du, almægtige Guds Søn.
Den mindste her i folkevrimlen
blir båret oppe af din bøn.
Du bærer alt i kærlighed,
og det er al den magt, du ved.
2 Og alle folk skal derfor døbes
i den treenige Guds navn.
Se, mørkets barn i lys skal svøbes
og lægges i Guds faderfavn.
Du kalder dem, du har udvalgt,
for verdens lys og jordens salt.
3 Hvad du befaler os at holde,
skal blive travle hænders lyst.
Og alle marker, der var golde,
se, de står hvide nu til høst.
Med jord og Himmel i din magt
skal alting ske, som du har sagt.
4 “Se, jeg er med jer alle dage,
er med, når verden skal forgå”,
med dette løfte har den svage
Guds fulde rustning taget på,
så hver en tid og hvert et sted
omsluttes af din kærlighed.
5 Du, som er med os alle dage,
du giver os den gode del:
den verden, som vi lod tilbage
som sønderbrudt, den gør du hel.
Som verdens lys og jordens salt
til sidst du blir i alle alt.
Matt
28,18-20
Johannes Johansen 1980 og 1995.
365
Mel.: Hvad kan os komme til for nød
1 Guds kærlighed ej grænse ved.
Hans ord os åbenbarer,
at den er dyb og lang og bred,
og at den evig varer.
Men mærkes skal den her på jord,
hvor lidende iblandt os bor,
og ringe undertrykkes.
2 Dem, som gik vild i livets ørk,
de arbejdstrætte, gamle,
dem, verden tykkes gold og mørk,
du, Jesus, ville samle.
Det, som i verden intet var,
du til et folk dig udvalgt har,
din arvepart dem skænker.
3 Du vil oprette nådens år
og løse slavelænker.
På retfærd, fred og glædes-kår
blandt mennesker du tænker.
Det er dit kongebud til os,
selv bød du Mammons vælde trods
og hersked ved at tjene.
4 Kun den er i Guds rige stor,
hvem kærligheden tvinger,
som uden blik til løn på jord
sit offer stille bringer,
som går, hvor du ham byder gå,
og takker, at dig selv han må
i dine brødre tjene.
5 Så send os da din Ånd herned,
at hjerterne kan brænde
for retfærd, brodersind og fred,
og vi dig lydigt tjene!
Lær os at nemme ret dit bud:
hvad vi for intet fik af Gud
for intet glad at give!
Matt 20,25-28
Ernst
Frithiof Lönegren 1916.
Niels
Møller 1948.
366
Mel.: Trond Kverno 1975
1 Nogen må våge i verdens nat,
nogen må tro i mørket,
nogen må være de svages bror,
Gud, lad din vilje ske på jord!
Hjælp os at følge dit bud!
2 Nogen må bære en andens nød,
nogen må vise mildhed,
nogen må kæmpe for andres ret,
Gud, lad dit riges tegn bli’ set!
Hjælp os at følge dit bud!
3 Herre, du våger i verdens nat,
Herre, du bor i mørket,
Herre, du viser os Kristi dag!
Selv under livets hårde slag
er vi hos dig, du vor Gud!
Svein Ellingsen 1975.
Dansk 1987.
367
Mel.: Trond Kverno 1975
1 Vi rækker vore hænder frem
som tomme skåle.
Kom til os, Gud, og giv os liv
fra kilder uden for os selv!
2 Alt godt, til vort og andres vel,
er dine gaver.
I svaghed fremmer du dit værk,
vor nøgne kvist skal sætte knop!
3 Vi løfter vore hænder op
i bøn for verden.
Lad dem, som lider, finde værn
mod kolde hjerters is og sne!
4 Lad vore hænders nøgne træ
få blomst og blade!
Lad vore liv her bære frugt
til lægedom for andres sår!
5 Vi venter, efter smertens vår,
din nådes sommer.
Og sorg og glæde blir til vækst
med frugt, vi ikke selv kan se.
6 Din nådes skaberværk skal ske
i tomme hænder.
O Gud, al godheds giver: Kom,
tag bolig i vor fattigdom!
Svein Ellingsen 1975.
Peter Balslev-Clausen 1993.
368
Mel.: Peter Møller 1995
Himlene, Herre, fortælle din ære
1 Vintræ og grene og frugt hører sammen:
Kristus er ét med sit folk på dets færd.
Grenene dør, hvis de skilles fra stammen:
Skilt fra Guds Søn er vi ingenting værd.
2 Gold er den gren, som er helt uden druer.
At være til er at være til gavn.
Herre, forbarm dig! Beskæringen truer:
Vi er jo kun dine grene af navn!
3 ”Kære, I skal ikke grue og græde!”
svarer vor Herre, som ved, hvem vi er.
”Bliv kun i mig, så skal også min glæde
evig og fuldkommen blive i Jer!”
4 Glæden er den, at vi ikke skal spørge,
hvad der i grunden kom ud af vort liv.
Glæden er den, at vi ikke skal sørge
for vore gerningers rette motiv.
5 Glæden er den, at vor Herre alene
ved, hvor i verden han bedst får os brugt.
Glæden er den, at vi vokser som grene,
næres af stammen og bærer dens frugt.
Joh 15,1-11
Jørgen Kristensen 1976
369
Mel.:
Hans Anker Jørgensen 1982
1
Du, som gir os liv og
gør os glade,
du,
som holder af os, som vi er,
du,
som åbner bøgehækkens blade,
du,
som skaber blomst og bi og bær,
uden
dig var alle marker golde,
uden
dig var alle hjerter kolde.
2
Uden dig har kolde
spekulanter
skabt
en hverdag uden lys og luft,
uden
tid til børn og gamle tanter,
uden
fuglesang og blomsterduft.
Uden
dig må glæden gå på krykker,
uden
dig må livet gå i stykker.
3
Uden dig forråder vi
hinanden,
uden
dig går vores sind i chok.
Uden
dig går folket fra forstanden,
hele
verden går mod ragnarok.
Derfor
råber vi i angst og smerte:
Lær
os én gang til, hvad Jesus lærte:
4
”I kan ikke tjene Gud og
Fanden,
I
må vælge mellem liv og død.
I
skal ikke tjene på hinanden,
I
skal dele glæde, sorg og brød.
Tjen
hinanden, I er alle lige,
der
er ingen rige i mit rige!
5
I skal se med
kærlighedens øjne,
alt
det skabte skal I passe på.
I
skal ikke tro på gyldne løgne,
i
mit rige er de store små.
I
skal ikke frygte nogen fjende,
kærlighedens
liv har ingen ende!”
6
Du, som åbner døren
gennem døden,
når
vi drikker af dit hjerteblod,
vis
os midt i mørket morgenrøden,
giv
os hvedekornets kraft og mod.
Du,
som åbner bøgehækkens blade,
giv
os liv og lys og gør os glade!
Hans Anker Jørgensen 1982
370
Mel.: Willy Egmose 1988
1 Menneske, din egen magt
gør dig svimmel og forsagt,
du skal selv på denne klode
skelne ondskab fra det gode,
dybt ansvarlig for din jord.
2 Du skal bringe verden fred,
dagligt brød og kærlighed.
Livets Gud har dine hænder,
derfor er det dig, han sender,
når din næste lider nød.
3 Du skal værne det, der gror
overalt på denne jord.
Gennem dine varme hænder,
dine ansigtstræk, de kender,
kommer Gud til sine børn.
4 Ingen træffer livets Gud
mellem fjerne stjerneskud.
Han er Gud blandt mænd og kvinder,
der hvor han hver morgen finder
redskab for sin kærlighed.
5 Menneske, dit liv er stort,
uden dig blir intet gjort,
synker du til bunds i sorgen,
rejser Gud dig op i morgen
med din næstes milde hånd.
6 I det blanke morgengry
skaber Gud dit liv på ny.
Dag er optakt, muligheder
for at hjælpe dem, der beder
om et værdigt liv på jord.
7 Og når du har brugt din dag
til det sidste åndedrag,
standser Gud din gråd og klage,
tar en misbrugt dag tilbage,
nådig skjult i evighed.
Lars Busk Sørensen 1986
371
Mel.: Egil Hovland 1978
1 Du fylder mig med glæde,
for glæden er fra dig,
du Gud, der helst vil give,
så glæden bor i mig.
2 Du løfter op min smerte,
så smerten er hos dig,
du Gud, der kender sorgen
og deler den med mig.
3 Du fylder mig med undren,
forunderlige Gud,
du åbner altid udvej,
når alt ser håbløst ud.
4 Du løfter mine tanker,
så de får fred i dig,
du er der, når jeg synes,
at du forlader mig.
5 Du bærer mig i livet,
hvor alt kan ske med mig.
Gud, lad mig altid vide,
at jeg tilhører dig!
Holger Lissner 1977 og 1978.
372
Mel.: Jeg ved et evigt Himmerig
1 Dit værk er stort, men jeg er svag
og let til jorden bøjes;
men brug mig, Herre, for din sag,
kan blot dit navn ophøjes!
2 Giv ydmyg kærlighed, o Gud,
og troskab indtil døden,
og lad mig gå med livets bud,
hvor mørket bor, og nøden!
3 For evig dig jeg hører til
og vil ej mer begære.
Så tag mig, før mig, som du vil,
dit navn, o Gud, til ære!
Natanael Beskow 1885.
Vilhelm Gregersen 1910.
373
Mel.: Du, som vejen er og livet