Her kan du snart udskrive salmerne
176
Mel.: Fra Arrebos Psalter 1627
Min død er mig til gode
1 Se, hvor nu Jesus træder
hen til den morderstad,
enddog man ham bereder
så grumt et blodebad.
2 Enddog med Guddoms-øje
sit fængsel, kors og nød
forud han skuer nøje,
ja, ser sin visse død.
3 Dog vil han fri i sinde
mod sine fjender gå;
han ved, han skal dem binde
og evig sejer få.
4 Her er han, som vil løse
hver syndebunden træl;
her er han, som vil øse
trøst i hver bange sjæl.
5 Her er han, som vil favne
dig med sin kærlighed;
her er han, som vil gavne
dig med sin blodig’ sved.
6 Her er han, som vil bære
en tornekrans for dig,
her er han, som skal være
din drot evindelig.
7 O Jesus, gid jeg kunne,
som jeg så gerne vil,
dig ære nogenlunde,
hjælp du mig selv dertil!
8 Jeg gerne mine klæder
vil for dig lægge ned,
jeg med i flokken træder,
som er til tak bered.
9 Jeg bær’ og mine palmer
til ærens konge frem;
jeg sjunger mine salmer,
o Jesus, hør dog dem!
10 Vort hosianna klinge!
Du ærens konge, gak
vor død at undertvinge
og hav så evig tak!
Matt 21,1-9
Thomas
Kingo 1689. J.P. Mynster 1845
177
Mel.: Her ser jeg da et lam at gå
1 Kom, sandheds konge, Kristus, kom,
ind i min sjæl du drage,
min hjertefred det gælder om
i disse stridens dage!
Så tit er sindet alt for trygt,
og ængstes det af syndens frygt,
gør død og dom det bange;
ak, løs mig ud af syndens bånd,
lad palmen grønnes i min hånd,
gør verdens frygt til fange!
2 Kom, sorgens mester, drag du ind,
jeg åbner dig mit hjerte,
forgæves dog det tunge sind
hos verden fred begærte!
Går al min tanke klædt i sort,
du rejser, som i Nains port,
mit håb fra dødens båre;
jeg ser igen min tabte trøst,
mit hosiannas fryderøst
frembryder med min tåre.
3 Kom, livets fyrste, før min sag
mod gravens mørke hære,
er du mig nær, skal dødens dag
en palme-søndag være!
O Herre Kristus, vær mig mild,
når hisset, mellem skyens ild,
i herlighed du kommer;
for dig har ingen ros og ret;
gør du mit tunge regnskab let,
og vær en nådig dommer!
C.J. Boye 1835.
178
Mel.:
Hvad kan os komme til for nød
1 Han står på randen af sin grav,
i morgen de ham dømme;
den bitre kalk, ham verden gav,
han om en stund skal tømme;
da svulmer hjertet i hans barm,
ej føler han mod verden harm,
kun kærlighed til sine.
2 Han deler ud det hvide brød,
en vedtægt han dem lærer;
– han er jo selv det livsens brød,
som sjælens kræfter nærer – :
Det er mit legem, har han sagt,
som gives hen i syndermagt
og brydes ned for eder.
3 Så tog han druens ædle saft
i påskefestens bæger;
– han er jo selv den livsens kraft,
som hjertets sorger læger – :
Tag, drik deraf! Det er mit blod,
som øses ud til syndebod;
gør dette til mit minde!
4 Bort svandt de mange hundred år,
men hvor hans klokker kime,
end kalk og disk på bordet står
til minde om hin time.
Da står han med sin Ånd os bi,
og trøstig da forkynder vi
hans død, indtil han kommer.
5 Han står på randen af sin grav,
i nat de ham forråde;
men helligt, varigt pant han gav
os på sin store nåde;
den klare vin, det hvide brød,
det er hans blod, som for os flød,
det er hans legems samfund.
1 Kor 11,23-26
Michael
Nielsen Schmidth 1839.
179
Mel.: Bøj, o Helligånd, os alle
Herre, jeg har handlet ilde
1 Herren god, som uden grænser
elsker dem, han haver kær,
ingen forskel hos dem ænser,
ønsker sig dem lige nær;
lige dristig fri og trælle
tør sig blandt hans venner tælle.
2 Det er stort, hvad Herren byder:
del i alt, hvad der er hans,
i hans byrd og i hans dyder,
i hans død og i hans glans;
men det så ham bedst behager,
heller giver han end tager.
3 Derfor tusindfold velkommen,
du, som med din egen hånd
naglede
til korset dommen 1
og opgav for os din ånd,
bar vort kød og blod til graven,
medens dit blev nytårsgaven.
4 Det var nåde over nåde,
at du med os bytted så,
det er kærlighedens gåde,
at det bytte lod sig nå;
og kun kærlighed oplader
øje vort for Søn og Fader.
1 Kol 2,
14
N.F.S. Grundtvig 1833.
180
Mel.: Jesus, dine dybe vunder
1 Hører til, I høje Himle,
hører til, I englekor!
Hører, o I folk, som vrimle,
og på jordens klode bor!
Høre, hver, som høre kan,
hver, som sans har og forstand!
Alt det, som har ånd og øre,
lave sig nu til at høre!
2 Jesus, o, vor Jesus sjunger!
O, end mer end englesang!
Tier, alle engletunger!
Jesu røst må have gang!
Himlens hele harmoni
sættes nu i melodi
ved vor Jesu mund og hjerte,
før ham døden skulle smerte.
3 O I Guds apostelskare!
o, hvad eders hjertegrund
måtte med forstand opklare,
da I sang af Jesu mund
med et stort halleluja 1,
priste Gud for frelse fra
al Egyptens åg og plage
og for Kanaans frydedage.
4 Men, o søde himmelsanger!
Du har vel opladt din røst
for al verdens folk og fanger,
takket Gud for denne trøst,
at de skulle frihed få
og udi Guds rige gå
ved dit fængsel, død og smerte
og ved blodet af dit hjerte.
5 O, hvor søde himmeltoner
dog oppå din tunge lå!
Du, som verdens synd forsoner,
sang, ret som du døden så!
Adam gik af Paradis,
græd for Herrens vredes ris,
du igen med sang oplukker
Himlens dør, og slangen sukker.
6 Men da du med sang begynder,
og du er i sjælen fro,
søde Jesus, det forkynder
lise for min svage tro,
at når jeg min død og ve
skal for mine øjne se,
jeg i dig skal trøstig blive
og i sang min død fordrive.
7 Stem da op mit svage hjerte,
stem min tunge, sjæl og ånd,
at jeg synger om din smerte,
stem mig med din egen hånd,
at din død den blive må
alt, hvad sjælen nynner på,
så jeg drive kan og dræbe
døden med din død på læbe!
8 Syng, min sjæl, og lad dig høre!
Der er glæde i din gråd,
Jesu Ånd den dig skal røre,
syng om æblet, Adam åd!
Syng om det, som Jesus led,
om hans kors, hans blod og sved,
syng og tro, så skal du stige
syngende i Himmerige!
1 Sl 113 - 118 som synges ved det jødiske påskemåltid.
Matt 26,30. Lidelseshistorien. Afsnit 1
Thomas Kingo 1689.
181
Mel.: Jesus, dine dybe vunder
1 Over Kedron Jesus træder,
vader med sin bare fod.
Græder, alle øjne, græder,
græder, om I kunne, blod!
Se, hvor bladet er nu vendt,
alle buer nu er spændt,
som på Jesus ene sigter
og til døden ham forpligter.
2 David engang, tung om hjerte,
gik hen over Kedrons vand,
fuld af harm, af gråd og smerte,
flygtning i sit eget land 1.
Men, o Jesus, måtte du
ikke ængstes mere nu,
du, som dig til døden skynder,
bær’ al verdens sorg og synder!
3 Går du ind udi en have,
som er folkets frydested,
angest vil sig straks tillave,
følger dig i hælen med.
Kom, o Adam, kom at se
ind udi Getsemane!
Se, hvor paradisets lyster
helvedangest af ham kryster!
4 Se, hvor skælver Jesu lemmer,
se, hvor ryster Gud og mand!
Tænk, hvor syndens byrde klemmer,
døden stormer livets land,
trænger ind i Jesu blod,
kniber ved hans hjerterod,
slider, saver, skær og stinger
som ti tusind giftig klinger.
5 Se, hvor våndefuld han falder
ned med bøn udi sin nød,
trende gange Gud påkalder,
beder, at den bitre død
og den kalk må vige hen,
er dog straks tilfreds igen!
hvad hans Fader kun behager,
derimod han gerne tager.
6 Se, hvor våndefuld han falder
ned med bøn udi sin nød,
trende gange Gud påkalder,
beder, at den bitre død
og den kalk må vige hen,
er dog straks tilfreds igen!
hvad hans Fader kun behager,
derimod han gerne tager.
7 Se, hvor han med døden strider
ængstet i sin hjerterod,
se, hvor slangen ham nu bider
og ophidser alt hans blod!
Se, o se, hvor ængstes han!
Se, hvor giftig var den tand,
som med dødens kolde smerte
brød Guds Søns det rene hjerte.
8 Nu, så vil jeg mig da vende
hen til Kedrons sorte bæk
og fra verdens vellyst rende
i en bods og angers sæk!
Ind udi Getsemane
skal mit hjerte daglig se,
med hans pine, blod og møje
overstryge sjælens øje.
9 Når jeg som et blomster visner,
når jeg fældes skal som hø,
når at blodet i mig isner,
når jeg dåne skal og dø,
når den kolde sved går ud
af min ganske krop og hud,
da min Jesu svededråber
for min sjælefrelse råber.
1 2 Sam 15,30
Joh 18,1; Luk 22,41-46.
Lidelseshistorien. Afsnit 1-2
Thomas
Kingo 1689.
182
Mel.: Jesus, Jesus, Jesus sigter
1 Følger med til urtegården,
I, som fristedes og faldt!
Se, hvor vældelig for hjorden
hyrden stred, da ret det gjaldt!
Se hans kval og hør hans bøn!
Lær at bede af Guds Søn!
2 Følger med og ser på tinget
Verdens Dommer skændt og skældt,
trindt af avindsmænd omringet,
dødsdom over sandhed fældt!
Væn dig, sjæl, til verdens løn!
Lær at lide af Guds Søn!
3 Følger med til retterstedet,
se hans kors, og se hans blik!
Se hans tørre læber vædet
ynkelig med galdedrik!
Se ham rolig, mild og skøn!
Lær at dø af Davids søn!
4 Følger med til klippegraven
i den årle morgenstund!
Mørkt der er i dødninghaven,
lysner dog om englemund:
Han stod op, som blegnet lå!
Lær os, Herre, at opstå!
James Montgomery 1820 og
1825.
N.F.S. Grundtvig 1837.
183
Mel.: Jesus, dine dybe vunder
1 Sover I? Hvor kan I sove,
o I sjælevægtere?
Hvor er eders tro og love?
Sover I dog alle tre?
Er det tid at sove nu?
Nu Guds Søn i sjæl og hu
hårdt beængstet er og bange
som en ussel dødens fange.
2 Kan I ej en time våge,
siger Jesus, er det ret,
at den trygheds søvnetåge
blinder sjæl og øje slet?
Lukker I da hjertet til
og med søvnen slukke vil
al den angest, nød og møje,
som jeg må uskyldig døje?
3 Ene må jeg byrden bære,
ene går jeg og forladt,
ene må mit hjerte tære
udi denne grumme nat.
Se, min Fader tier nu,
som han kom mig ej i hu.
Og min moder kan ej vide
al den angest, jeg må lide.
4 Peder, løfterige Peder!
hvor er nu dit ord og hånd?
Sover du, imens jeg sveder,
ængstet udi sjæl og ånd?
Satan ville sigtet dig1,
men jeg bad så inderlig.
Da du var i havsens fare,
holdt jeg vagt, dit liv at vare.
5 Se den Judas, min forræder
som har solgt mig for en slik,
hen imod mig han nu træder,
med et mester-skalke-nik!
Han udi sin synd er glad.
Jeg i syndens blodebad
må for ham og alle lide,
lidet agtes dog min kvide.
6 O min Jesus, o, jeg klager
og begræder inderlig,
at mig sikkerhed indtager
og så tit forblinder mig,
at om end jeg engang får
tanker om dit blod og sår,
straks mit kød min ånd formummer,
og jeg hen i synden slummer.
7 Væk mig dog, og lad mig ikke
slet i døden sove hen!
Løs du op min trygheds strikke,
søde Jesus, sjæleven!
Lad mit øje stedse se
på din pine, nød og ve,
lad mig midt i dødens tåge
på dig tænke, tro og våge!
1 Luk 22,31-32
Matt 26,36-46.
Lidelseshistorien. Afsnit
2
Thomas
Kingo 1689.
184
Mel.: Jesus, dine dybe vunder
1 Mørket skjuler jorderige,
natten den er nu for hånd,
mørket solen vil bekrige,
lægge Jesus hen i bånd.
Slig en nat var aldrig før,
Himlen haver lukt sin dør,
Jesus, al vor sol og ære,
skal nu nattens skændsel bære.
2 Den forræder Judas tager
mørkheds våben villig på
og i åg med Satan drager,
som udi hans hjerte lå;
han en skare samlet får:
skarn og skalke, som nu går
med de største præsters svende
og hans ondskab skal betjene.
3 Blus og lamper er nu tændte
med en ild fra Satans brand,
spyd og stænger er nu vendte
mod den værgeløse mand.
Dog ej blus, ej spyd og stang
fanger Jesus denne gang,
men et kys, en kærlig mine
ham forråder til hans pine.
4 Hjerte Jesus, kære broder,
lysets Herre, hvorfor skal
natten, syndens mørke moder,
natten, lasters skjul og dal,
dække dig med mulm og mørk?
Hvorfor skal af Helved-ørk
hine grumme ulve springe,
dig til gravens mørke bringe?
5 O min Jesus, o, jeg mindes,
at jeg er et mørkheds barn
og blandt deres tal skal findes,
som i syndens nattegarn
viklet var til evig død,
derfor du dig villig bød
for min sjæles lys at våge
udi døds og nattens tåge.
6 Gid de blus, de spyd og stænger,
hvormed du antastet blev,
stedse mig i sindet hænger,
thi de mig en frihed skrev,
at Guds lys for mig går op
frelser både sjæl og krop
fra hvert slag og syndeplage
af den Helved-ulv og drage.
7 Er du da en fange blevet?
Vel! Jeg og en fange var,
dog ved dine bånd er revet
fra de lænker, som jeg bar.
Jeg er blevet fri ved dig,
bind mig til dig hjertelig,
og lad mig, o store fange,
med dig ind til livet gange!
Matt 26,46-52.
Lidelseshistorien. Afsnit 3-4
Thomas Kingo 1689.
185
Mel.: Jesus, dine dybe vunder
1 Længe haver Satan spundet
snæregarn til Jesu hånd;
synden kraftelig har tvundet
på de stærke Helved-bånd!
Himlen er i bånd og bast,
ja, Guds egen Søn holdt fast!
Han en fange nu er blevet
og omkring i skændsel drevet.
2 Se, hvordan de Jesus slæber,
om han end frivillig går;
grumme hænder, slemme læber,
driver, skubber, skænder, slår!
Hver er fuld af hævn og harm,
frygter dog for stor alarm;
som et lam i ulvetænder
må han følge, hvor de render.
3 Solen alt er under lide,
men retfærdighedens sol,
Jesus, står ved deres side
og for deres spotter-stol;
lyset selv kom til dem ind,
dog er hver i sindet blind,
klerke spørger om hans lære,
den de tro’de tant at være.
4 Retten haver ingen gænge,
al bevisnings lys er slukt,
medynk er i søvn og senge,
lås for kærlighed er lukt.
Vold og magt kun vågne er,
Satan fakkel for dem bær’,
hidser de gråhærded præster
til at blive helvedbæster.
5 Sluttet er det råd og rænke,
at han dræbes skal og dø.
Han på skånsel tør ej tænke,
hører, hvor de hunde gø,
at han skal få dødens løn,
for han kalder sig Guds Søn!
Det, han er, må han ej være,
alle mand tør Gud vanære.
6 Skal jeg og for sandhed lide,
skal jeg hånlig spyttes på,
vil man mig på tunger slide 1,
skal jeg slag på munden få,
lad mig da i troen se
al den hånhed, spot og spe,
som du ville for mig bære
til min fryd og evig ære!
7 Vil man mig med døden true,
lægge mig al skændsel på,
gid min sjæl må da beskue,
hvor tålmodig man dig så,
da du vidste, dødens dom
kunne ej gå’s udenom!
Så skal al din mén og møde
dødens tanker mig forsøde.
1 bagtale
Matt 26,57-68. Lidelseshistorien. Afsnit 5-6
Thomas
Kingo, 1689 og 1699
186
Mel.: Jesus, dine dybe vunder
1 Ingen højhed, ingen ære,
ingen slig fuldkommenhed
kan der under solen være,
at den sig forsikret ved
mod at gøre syndefald.
Intet embed, intet kald
er så helligt, at det ikke
dog kan få en syndeprikke.
2 Store helgen også haver
Adams kød og klæder på,
deres høje himmelgaver
de i lerkar bære må 1.
Kom og se, hvor Peder faldt,
da det om hans troskab gjaldt!
Jesus da hans løfter savner,
de fløj bort som røg og avner.
3 Han ved ilden, når han gyser,
véd sig vel at gøre varm,
men Guds kærlighed dog fryser
i hans hjerte, bryst og barm.
Når en pige spørger ham,
om han kendte det Guds lam,
han tre gange Jesus nægter,
ja, med méned sig forfægter.
4 Hanen galer og forkynder
nattens gang, men Peder ej
kender gang i sine synder,
han er på den brede vej,
han forbander sig og svær’,
at ham Jesus fremmed er,
og just i hans synd og laster
Jesus øje på ham kaster.
5 Peder, er du da en klippe,
som Guds kirke bygges på 2?
Hvor kan du da sådan glippe
og i storm ej bedre stå?
Nej! Vor Jesus klippen er,
og hans ord, som alting bær’.
Han står fast og aldrig rykkes,
på hans ord Guds kirke bygges.
6 Ingen sorrig og elende
dig, o Jesus, hindre kan;
du dit øje hen vil vende
på den usle faldne mand.
Han og mærked, at du så
alt, hvad i hans hjerte lå,
og hvad skyld der i ham findes,
så dit sande ord han mindes.
7 Han dig nægted trende gange
og forsvor sin hjerte Gud.
Mine fald de er så mange
mod hvert Lovens ord og bud,
at de overløbe kan
stjerners tal og havets vand;
mund og tunge, hjerte, øje
sig fra dig til verden bøje.
8 Vel kan jeg i synden rende
som en modig hest i strid 3,
men at jeg mig om kan vende,
det formår ej al min flid.
Vend dig derfor til mig så
med din nåde, at jeg må
af dit Guddoms-øje skue
kraften af din nåde-lue!
9 Peder faldt og blev oprettet
ved din nådes store arm;
o min Jesus, det har lettet
syndestenen i min barm.
Du vil mig og ej forsmå,
ihvor højt min synd går på;
vær med trøstens Ånd til stede,
lær mig kun som han at græde!
1 2 Kor 4,7
2 Matt 16,18
3 Jer 8,6
Matt 26,69-75. Lidelseshistorien.
Afsnit 7
Thomas Kingo 1689.
187
Mel.: Jesus, dine dybe vunder
1 Rettens spir det alt er brækket,
kærlighed er blevet kold,
al retfærdighed er svækket,
uskyld lider last og vold,
løgn er ført i sandheds dragt,
sandhed er i støvet lagt,
uret klæder dommens sæde,
stene må derover græde.
2 Ret og uret lige gælder,
lige højt optegnet er.
Jesu klare sag den hælder,
ingen ret har øje der.
Folkets løse snak går frem,
deres råb har kraft og klem,
retten skal for dem indrømmes,
Jesus hen til korset dømmes.
3 Straks Pilatus sine hænder
vasker udi hykle-vand,
og sin uskyld forevender 1,
finder, han er ren og grand:
Nej, den dom på Jesu blod
to’s ej bort i nogen flod,
hænderne kan vasket være,
hjertet må dog smitten bære.
4 Ak, min Gud, jeg bør ej dølge,
at min synd foruden tal
jo var med dig hen at følge
ind i dommens hus og sal.
Mine synder dommen skrev
og dig hen til døden rev,
og når på din dom jeg grunder,
ser jeg alt mit segl derunder.
5 Du foruden skyld og brøde
gav dig under dødens dom,
ja, frivillig for mig døde,
derfor er du og så from,
at jeg for Guds domstol må
al min tilflugt hos dig få,
så din dom er mig den gåde,
at jeg bliver dømt i nåde.
1 foregiver
Matt 27,22-26.
Lidelseshistorien. Afsnit
8-9
Thomas
Kingo 1689.
188
Mel.: Med sorgen og klagen hold måde
1 Så bøjed den dødsdømte nakken,
de slæbte ham nådesløst med.
Han bar selv sit kors ud mod bakken,
der lå på et gudsforladt sted.
2 Han bar på al ondskab og vrede,
på myrdede håb og fortræd,
og folk vendte ho’det i lede,
mens andre slog øjnene ned.
3 Men hen over stenbro og mure
og sort mod hvert eneste hus
gled skyggen af drømmens konturer
– en vingeskudt fugl gennem grus.
Joh
19,17
Lisbeth
Smedegaard Andersen 1991.
189
Mel.: Jesus, dine dybe vunder
1 Hvor er lammet, offerlammet?
spurgte Isak, syg i sind,
da slagtofret var berammet
med ham selv på bjergetind;
bange for sit unge liv,
på den blanke offerkniv
peged han og sagde: Lammet,
hvor er det, til død opammet?
2 Søn, for lammet Gud vil sørge,
svared Abraham, Guds ven;
han beklemt sig lod adspørge,
svared dog med håb igen.
Yndig faldt og sagen ud,
kærligheds og sandheds Gud
venner sine aldrig glemmer,
deres håb han ej beskæmmer.
3 Her er lammet, påskelammet,
siger Jesus, ydmyg, spag,
i min Faders råd berammet
er den store offerdag;
bange vel af hjertens grund
er jeg for den mørke stund,
men for hele verdens brøde
den uskyldige må bløde.
4 Ja, at én for alle døde,
gav Guds kærlighed dens glans,
alle jordens roser røde
ej forslår til Lammets krans,
hver en stjerne, hver en sol
samles om den nådestol,
hvor for evig nu han troner,
Jesus Kristus, vor forsoner.
1 Mos 22,1-18; 1 Kor 5,7; 2 Kor
5,15
N.F.S. Grundtvig 1858.
190
Mel.: Strassburg 1525
1 Her ser jeg da et lam at gå,
som sig til døden skynder,
et tåligt lam, som bærer på
al verdens sorg og synder;
til offerstedet står hans hu,
han siger: Se, her står jeg nu
for Adams æt at stride!
Man viser alle piner frem;
han svarer: Gerne, hvert et lem
er færdigt til at lide.
2 Det lam er Herren stor og stærk,
med Adams æt forbundet,
som Gud til vor forløsningsværk
har ene dygtig fundet.
Gå hen, min kære Søn, og lid
for dem, som indtil evig tid
min vrede skulle smage!
Den straf er grusom at udstå,
men verdens frelse står derpå,
vil du dig dem antage?
3 Ja, Fader, ja, af hjertens grund
lad ske, som du vil skikke,
lad komme kun den bitre stund,
jeg dødens kalk vil drikke!
Hvem vidste før slig kærlighed,
så høj, så dyb, så lang, så bred,
at tænke eller nævne?
O kærlighed så stærk og stor!
Du fører den til kors og mord,
for hvem selv klipper revne.
4 På korsets træ de pinte ham
med nagler og med spyde;
hvor så man fra det offerlam
det røde blod at flyde,
hvor så man da hans hjerte slå,
hver åre som en bæk at gå,
hans hoved sig at hælde!
Guds Lam! hvorledes skal jeg dig
så dyb og ubegribelig
en kærlighed gengælde?
5 Din liflighed med frydesang
jeg nat og dag vil ære
og til mit sidste åndefang
dig helt opofret være;
hver tanke, ord og gerning skal
i dine fodspors dybe dal
som stille bække rinde;
og alt det, du mod mig har gjort
jeg vil i hjertet prente stort
din død til evigt minde.
Joh 1,29
Paul Gerhardt 1647.
Hans Adolph Brorson 1735.
191
Mel.: Vor Herres Jesu mindefest
1 (K) 1
Gak under Jesu kors at stå,
hans sidste ord at agte på;
fra korsets træ hans nådes røst
skal lyde dig til liv og trøst.
2 Han først for sine fjender bad:
“O kære Fader, dem forlad,
thi hvad de gøre, ved de ej,
så blinde gå de syndens vej!”
3 (M)
O Jesus! bed du og for mig,
du ser, hvor blind og skrøbelig
jeg er i al min vej, mit værk;
men ved din bøn jeg bliver stærk.
4 (K)
Han dernæst til sin moder så,
hvor jammerfuld hun monne stå,
som stungen gennem sjæl og liv
med mordersværd og dræbekniv.
5 En anden søn han hende gav
til lindring, trøst og støttestav:
“Johannes, tag dig hendes sag
som moders an fra denne dag!”
6 (M)
Om jeg, o Jesus, og skal stå
forladt, forhadt, med korset på,
ja, venneløs blandt rov og ran,
send et Guds barn, som tar mig an!
7 (K)
Den røver, som sin synd fortrød
og trøsted sig i Kristi død,
for hannem brød han dødens brod
og gav i Paradis ham lod.
8 (M)
Lad mig og i min sidste stund
det høre af din egen mund:
“I dag du være skal med mig
i Paradis, i Himmerig!”
9 (K)
Det fjerde ord var frygteligt,
og aldrig hørte Himlen sligt:
“Min Gud, min Gud, hvorfor har du
i denne nød forladt mig nu?”
10 (M)
For min skyld blev du så forladt
og af Guds vrede taget fat,
at aldrig jeg forlades skal
i dødens grumme, dybe dal.
11 (K)
Al verdens synd bar det Guds Lam,
Guds vredes ild fortæred ham;
“Jeg tørster!” sagde han, og fik
af eddike så sur en drik.
12 (M)
Så tømte du med bredfuldt mål,
o frelser min! den bitre skål,
men derfor kalken liflig, sød
skal kvæge mig i liv og død.
13 (K)
Da lød hans ord: “Det er fuldbragt!”
og bedre ord blev aldrig sagt;
opfyldt er lov og profeti,
afskaffet dødens tyranni.
14 (M)
Det giver trøst i hjerterod,
det er en evig glædesflod;
nu står mig åben Himlens port,
for mig har Jesus fyldestgjort.
15 (K)
Hans sidste ord, hans sidste råb
var fuldt af livets store håb,
han sagde: “Fader, i din hånd
befaler jeg min sjæl og ånd!”
16 (M)
Det ord, det ord sig trænger ind
udi mit hjerte, sjæl og sind;
gid det og blive sidste ord,
jeg tale skal på denne jord!
1 Salmen kan synges som vekselsang
mellem kor (K) og menighed (M).
Lidelseshistorien. Afsnit 17-21
Thomas Kingo 1689.
N.F.S. Grundtvig 1832-45.
Bearbejdet 1850, 1889 og 1951.
192
Mel.: C.Chr. Hoffman 1878
Th. Laub omkring 1890
1 Hil dig, Frelser og Forsoner!
Verden dig med torne kroner,
du det ser, jeg har i sinde
rosenkrans om kors at vinde,
giv dertil mig mod og held!
2 Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
og hvad elsked du hos støvet,
at du ville alt opgive
for at holde os i live,
os dig at meddele hel?
3 Kærligheden, hjertegløden,
stærkere var her end døden;
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted.
4 Ak! nu føler jeg til fulde
hjertets hårdhed, hjertets kulde.
Hvad udsprang af disse fjelde,
navnet værd, til at gengælde,
Frelsermand, din kærlighed?
5 Dog jeg tror, af dine vunder
væld udsprang til stort vidunder,
mægtigt til hver sten at vælte,
til isbjerge selv at smelte,
til at tvætte hjertet rent.
6 Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte,
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af!
7 Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!
8 Skønt jeg må som blomsten visne,
skønt min hånd og barm må isne,
du, jeg tror, kan det så mage,
at jeg døden ej skal smage,
du betalte syndens sold 1.
9 Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi går til Paradis!
1 løn, Rom 6,23
Arnulf af Louvain før 1250.
N.F.S. Grundtvig 1837.
193
Mel.: Befal du dine veje
1 O hoved, højt forhånet
med blodig sår og ve!
O hoved, tornekronet
til smerte, spot og spe!
O hoved, som har været
tilbedet idelig,
men nu så højt vanæret,
vær hilset hjertelig!
2 Hvem voldte al din plage,
din sjæl den mørke nat?
Hvem voldte dig den klage:
Min Gud har mig forladt?
Hvem har den kalk dig givet,
på korsets træ dig bragt?
Hvem har dig, som er livet,
i død og grav nedlagt?
3 Min Jesus, du er såret
for mine synder så,
jeg burde have båret
den straf, som på dig lå;
se hid, her står jeg arme,
fortjente vredens ris,
min Gud, dig dog forbarme,
din nådes glimt mig vis!
4 Jeg takker dig af hjerte,
af ganske sind og sjæl,
min frelser, for din smerte,
du ville mig det vel.
Lad mig, o Jesu Kriste,
ved troen holde mig!
Når øjnene vil briste,
da lad mig dø i dig!
5 Når herfra jeg skal vige,
da vig du ej fra mig!
Og når jeg ned skal stige
i graven, vis mig dig!
Træd frem, så snart mit hjerte
er stedt i dødens nød,
forkort min angst og smerte
for din den hårde død!
6 Vær du mit skjold og bue,
når jeg min afsked tar!
Lad mig dit ansigt skue,
som det på korset var!
Jeg derved sejer vinder
i troen, som sig bør,
dig til mit hjerte binder;
vel den, der sådan dør!
Arnulf af Louvain før 1250.
Paul Gerhardt 1656.
Fr. Rostgaard 1738.
194
Mel.:
Freylinghausen 1704
1 O høje råb, hvis lige aldrig hørtes,
bliv rørt derved, du føles-løse jord!
Thi Himlen selv, Gud selv i Himlen rørtes,
da Gud og mand brød ud i disse ord:
Min Gud! min Gud! hvi har du i din vrede
forladt mig nu i Helveds grumme hede?
2 Al verdens synd gik Jesus her i møde.
Al verdens straf blev ned på Jesus lagt,
al straffens ve betog ham, før han døde,
ja, evig død blev her af livet smagt;
han led just det, som alle burde lide,
en guddoms hævn, al Helveds kval og kvide.
3 Så dyrebar blev sjælenes forløsning,
det var ej nok med Jesu blod og sved,
det var ej nok med Jesu blods udøsning,
nej, Jesu sjæl fandt mest, at Gud var vred;
hans guddomsmagt unddrog sig fra hans smerte,
så vredens ild fik smeltet sjæl og hjerte.
4 Har Jesus råbt i snart fortvivlet våde,
o synder! kom da dette råb i hu,
foragt ej mer den dyrekøbte nåde,
da nådens tid er dog et bare nu.
Hvad godt vil du af Jesu råb vel håbe,
den stund din synd kan op til Himlen råbe?
5 Du bange sjæl må ej fortvivlet bæve,
døv syndens råb med Jesu høje røst!
Han led forladt, du skal antagen leve,
hans angest er i liv og død din trøst.
Dit sidste suk i kraft af Jesu råben
skal nå din Gud og finde Himlen åben.
Matt 27,46
Ambrosius
Stub 1754-1758.
195
Mel.:
Norsk folkemelodi (1922)
Under
korset stod med smerte
Tiden
skrider, dagen rinder
1 Naglet til et kors på jorden
hænger under Lovens torden
Himlens Herre og Guds Søn.
Selv den evig gode Fader
ham i bitrest kval forlader,
hører tavs hans angestbøn.
2 Ak, hvor ængstet, trøst berøvet
og til døden dybt bedrøvet
er vor frelsers hu og sjæl!
Vredens fulde kalk uddrikke
må han, skal han, ellers ikke
frelses kan min arme sjæl.
3 For al verdens fejl og brøde
måtte Jesus grusomt bøde
nagelfast med fod og hånd;
skille ad sig måtte, ville
livets flod og livets kilde 1,
og Guds Søn opgav sin ånd.
4 O, lad aldrig nogen sinde
korsets træ mig gå af minde,
som dig, frelsens fyrste, bar;
men lad kors og død og smerte
tale, råbe i mit hjerte,
hvad min frelse kostet har!
5 Hjælp, at jeg min synd begræder
og mig stedse varsomt glæder
ved min fred og salighed:
købt jeg blev, dit navn ske ære!
dyrekøbt; ak, lad det være
mig til varsel ved hvert fjed!
6 Giv mig hjertelag og kræfter,
så jeg skikker mig derefter,
elsker, følger, lever dig!
Daglig hendø synder-livet,
vokse det, du mig har givet,
det, som glad opofrer sig!
7 Ja, Forsoner, lad mig være
ofret dig til tak og ære,
leve dig til velbehag!
Da jeg smile skal ad døden,
thi jeg skuer morgenrøden
af en evig højlys dag.
1 Guds Søn – Gud Fader
Jacopone
da Todi omkring 1300.
B.G. Sporon 1777.
N.F.S.
Grundtvig 1837.
Bearbejdet 1889 og 1951.
Jfr. nr. 196
196
Mel.: Førreformatorisk sekvens / Peter Møller 1995
Tiden skrider, dagen rinder
1 Under korset stod med smerte,
stod med gennemboret hjerte
Jesu moder dødningbleg.
Solen sortned, da han dåned,
sorte hjerter ham forhåned,
pine hans var dem en leg.
2 Kirken med sit moderhjerte
kender bedst Marias smerte
under kors og verdens spot;
men éns død for alles brøde
galden nu dog kan forsøde,
alting gjorde Jesus godt.
3 Brist da aldrig, moderhjerte!
Drukne kan du al din smerte
i din frelsers kærlighed.
Hvad end børnene må lide,
Guds Enbårne ved din side
lyser over dem sin fred.
4 Freden til sin moders hjerte
Jesus vandt ved dødens smerte,
den er kirkens skat og pris;
for den fred hans kæmper strider,
med den fred hans vidner lider,
går med den til Paradis.
Jacopone da Todi omkríng 1300.
N.F.S. Grundtvig 1837.
Bearbejdet 1935.
Jfr. nr. 195
197
Mel.: Merete Wendler 1991
Morten Nyord 1999
1 “Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!”
Det var det sidste råb, min bror,
den dag, da smerten blev for stor,
da du blev tvunget helt i knæ
og naglet fast til korsets træ:
“Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!”
2 “Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!”
Det var dit skrig i dødens vold,
da solen sortned klokken tolv,
og man ku’ høre mørket le,
indtil du råbte klokken tre:
“Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!”
3 “Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!”
Det råber jeg, når alt blir sort,
når én, jeg elsker, rives bort,
når ensomhed og angst og vold
gør verden her langfredagskold:
“Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!”
4 “Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!”
Det høje skrig, det dybe råb,
er hjertets trøst og verdens håb.
Det slår med nagler fast, at du
er ét med dem, der råber nu:
“Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!”
5 ”Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!”
Det er dit råb fra jordens små,
fra dem, som magten tramper på,
fra dem, der kender korsets gru,
fra alle den, der råber nu:
”Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!”
6 ”Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!”
Det råb er himlens ramaskrig
mod fjendemagt og vennesvig.
Det tvinger alle os i knæ
for dig, som er nu livets træ:
”Min skyld, min Gud, min skyld, min Gud,
forlad mig!”
7 “Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!”
Det skrig, det siger mig, min bror,
når smertens byrde blir for stor,
når jeg er allermest forladt,
ja, selv i dødens sorte nat,
selv da har ikke du, min Gud,
forladt mig.
Hans Anker Jørgensen 1991-1993.
198
Mel.: Morten Nyord 1999
1 Lyksalig endte da min frelser sine dage,
sit lives kors, sit korses plage,
hans sjæl er løst af alle hårde bånd;
hans røst var himmelhøj og sød før livets ende,
han råbte: Fader! o, min ånd
vil jeg levere dig i hænde.
2 Hør til, du levende, som har din død i hælen,
lær her at dø og frelse sjælen,
som blev så surt og dyrt løst ind ved Jesu blod,
sov hen med Jesu ord i hjertet og i munden!
Den sjæl, Gud tager selv imod,
har døden evig overvunden.
3 Mit liv i nød og død, min Jesus, du der døde!
Hjælp mig at gå min død i møde
og give Gud min sjæl ved dine egne ord!
Får da mit faldne mål1 ej ført dem ud for smerte,
så er mit sidste suk på jord
din stemmes ekko i Guds hjerte.
1 tale
Luk 23,46
Ambrosius Stub 1754-1758.
199
Mel.: Genève 1551
1 Jesus, dine dybe vunder
og din smertefulde død
som din kærligheds vidunder
trøster mig i al min nød;
og når synd mig falder ind,
straks den støder i mit sind
på din pine, som forbyder
mig at skæmte med udyder.
2 Vil i synden sig fornøje
mit forvendte kød og blod,
straks dit kors mig står for øje,
hjertet
angrer og gør bod.
Sætter Satan an på mig,
som mit skjold jeg viser dig,
dine sår og blodestrømme;
straks må han da marken rømme.
3 Vil mig verdens ånd udlokke
på sin rosenstrø’de vej,
hvor man under blomsterflokke
ser de skjulte slanger ej,
om mit sind til verden står,
da jeg ser til dine kår,
og når kun på dig jeg tænker,
straks sig blotter fjendens rænker.
4 Ja, mod alting, som mig krænker,
giver dine vunder kraft;
når i dem sig hjertet sænker,
finder jeg ny levesaft;
din den trøsterige død
vender al min angst og nød;
saligheden du mig bragte,
da du døden for mig smagte.
5 På dit kors mit håb er grundet,
i din grav jeg hvile får,
thi din død har døden bundet,
den har lægt mit banesår;
del i dig er evig trøst,
freden bor i dines bryst;
og med dig det os er givet
at stå op til lys og livet.
6 Har jeg dig udi mit hjerte,
du al godheds kildespring,
jeg da finder ingen smerte
selv i dødens sidste sting;
ingen fjende skader mig,
når jeg skjuler mig hos dig;
døden jeg i dig har fundet
sødt af livet overvundet.
Johann Heermann 1644.
Niels
Christensen Arctander 1689.
N.F.S.
Grundtvig 1837.
200
Mel.: W.
Wessnitzer 1661
1 Jesus er mit liv i live,
Jesus dødet har min død;
du for mig dig ville give
udi dybest sjælenød,
ja, i korsets død med kvide,
at jeg døden ej skal lide.
Tak og ære tusindfold
ske dig derfor, Jesus bold!
2 Dig, Guds Søn fra ærens trone,
som har Himlen til dit slot,
bød man her en tornekrone;
hvorfor tålte du den spot?
Kun for mig du ville fryde
og med livets krone pryde.
Tak og ære tusindfold
ske dig derfor, Jesus bold!
3 Uden skyld blev du anklaget,
for at jeg skal sikkert bo,
du med uret grumt blev slaget,
for at jeg skal nyde ro;
uden trøst du ville hænge,
at jeg skal til trøst ej trænge.
Tak og ære tusindfold
ske dig derfor, Jesus bold!
4 Villig gik du selv i nøden,
Jesus, min Immanuel 1!
og da du gav dig i døden,
sletted ud du al min gæld;
for at frihed jeg skal fange,
blev din sjæl til døden bange.
Tak og ære tusindfold
ske dig derfor, Jesus bold!
5 Du med ydmyghed har villet
bøde for mit overmod,
din død har min død formildet,
den kan vorde sød og god,
din forsmædelse må komme
mig til evig trøst og fromme.
Tak og ære tusindfold
ske dig derfor, Jesus bold!
6 Dig jeg takker af mit hjerte,
Jesus, for din angst og nød,
for hvert sår, hver spot og smerte,
for din våndefulde død.
For dit suk og dine klager,
for de tusindfolde plager,
du på sjæl og legem led,
ske dig tak i evighed!
1 Es
7,14; Matt 1,23
Ernst
Christoph Homburg 1659.
Frederik
Rostgaard 1718.
B.S.
Ingemann 1854.
C.J. Brandt 1885.
201
Mel.: Førreformatorisk dansk melodi
1 Det hellige kors, vor Herre selv bar,
hans blodige sår og pine svar,
hans bitre død uden lak og lyde 1,
deraf alene vi godt skal nyde.
2 Selv Jomfru Maria, moder til Krist,
med alle Guds helgen hun for vist
blev ikkun salig på samme måde,
for Jesu skyld, af Gud Faders nåde.
3 Du værdige Helligånd, som Guds tolk
opliv og oplys det kristne folk,
og led os alle på Herrens bane
fra verdens kløgt og vor gamle vane!
4 Al ære og pris den eneste Gud,
som sendte sin Søn i verden ud!
Han styre og råde os alle sammen,
så vi ham frygte og elske, amen!
1 mangel og fejl
Dansk fra middelalderen.
Morten
Hegelund (1535).
N.F.S. Grundtvig 1837.
202
Mel.: Th. Laub 1924
Som et stille offerlam 1
gik vor drot i døden,
ænsed ikke korsets skam,
bar uskyldig brøden,
vendte ej sit ansigt bort
fra al verdens ve og tort,
ville alt forsone;
gjorde i et gyldenår
jorden til en rosengård
under tornekrone.
1 Es 53,7
Græsk.
N.F.S. Grundtvig 1837. 1846.
203
Mel.: Erfurt 1542
1 O du Guds Lam uskyldig,
for os på korset slagtet!
Din Fader var du lydig,
ihvor du var foragtet.
Al synd har du borttaget,
vi ellers var fortabte.
Forbarme dig over os, o Jesus!
2 O du Guds Lam uskyldig,
for os på korset slagtet!
Din Fader var du lydig,
ihvor du var foragtet.
Al synd har du borttaget,
vi ellers var fortabte.
Miskunde dig over os, o Jesus!
3 O du Guds Lam uskyldig,
for os på korset slagtet!
Din Fader var du lydig,
ihvor du var foragtet.
Al synd har du borttaget,
vi ellers var fortabte.
Giv os din fred, o Herre Jesus!
Joh 1,30
Oldkirkelig latinsk hymne.
Nicolaus Decius omkring 1525.
Dansk 1529.
204
Mel.: Valentin Schumann 1539
1 O hjertekære Jesus Krist,
som frelste os fra Satans list,
du som et fromt, uskyldigt lam
led hjertets angst og verdens skam
og endelig ved korsets død
forløste mig fra evig nød!
2 Lad, sødeste Immanuel,
din død ej spildes på min sjæl;
din dødsens kamp og blodig sved
lad komme mig til salighed;
og lad dit fængsels hårde bånd
fri mig af mine fjenders hånd.
3 Lad mig betænke al min tid
din død og takke dig med flid,
din dom og straf husvale mig,
at du mig frelste nådelig
fra synd, nød, død og Satan med
til Himmeriges herlighed!
4 Og når den time kommer da,
at sjælen skilles skal herfra,
da stat mig bi, o Jesus Krist,
og vogt mig vel fra Fjendens list,
at han med al sin vold og svig
ej noget skal formå mod mig!
5 Jeg er din ejendom og arv,
du kender bedst min trang og tarv,
du har jo købt mig med dit blod,
som du på korset flyde lod;
derfor vil du ej slippe mig,
al min fortrøstning står til dig.
H.P. Resen (omkring 1640).
Søren Jonæsøn 1693.
205
Mel.: Strassburg 1525
1 O store Gud, din kærlighed
jeg aldrig nok kan skatte;
det rigdoms dyb jeg ikke ved
med al min sans at fatte,
hvordan du elsked verden så,
din Søn at ville give,
at hver, som tror på Jesus, må
i Himlen salig blive.
2 Du, søde Jesus, tog dig på
udi Guds råd at ville
for verdens synd i borgen gå,
din Fader at formilde,
så al den straf og pligt og bod,
Gud ville os tilregne,
du på dit eget regnskab lod
til fuld betaling tegne.
3 I vor natur du klædte dig
og den med din forénte
og for vor arv i Himmerig
i megen trældom tjente,
i fattigdom og megen nød,
i hunger, tørst og møje,
i fristelser og Satans stød,
som tit du måtte døje.
4 Så har du ved din pine vendt
fra os al Helved-våde
og for os ved dit blod fortjent
barmhjertighed og nåde,
som hen til alle strækker sig,
der vil fra synden vende
og udi troen favne dig
til deres sidste ende.
5 Min sjæl, vær derfor frisk og fro,
bliv fuld af Himmel-glæde!
Du kan i tillid og i tro
nu for Guds ansigt træde,
thi Jesus ved sit korses blod
har fred med ham oprettet,
og i den dyrebare flod
er al din synd aftvættet.
6 Ved Kristi død og ved hans Ånd
jeg synden vil afsige
og verdens vellyst ved hans hånd
og store kraft bekrige;
og taber jeg end tit mit slag,
jeg bør dog ej forsage,
jeg vinder dog, fordi min sag
vil Jesus selv antage.
7 Så skal da Jesu dybe sår,
hans marter, død og pine
beskytte mig, ihvor jeg går;
jeg skal i graven trine
i stadigt håb at se for sandt
min Gud på ærens trone
og takke Jesus, at han vandt
mig livets dyre krone.
Thomas Kingo 1699.
206
Mel.: Jeg vil din pris udsjunge
1 Vor frelser, du, som døde
på korsets træ med spot
for vores skyld og brøde
og gjorde alting godt!
O, lad os længer ej
i synden søge glæde,
men ved din hånd betræde
den rette livets vej!
2 Det er den vej, du viste
fra graven højt i sky,
det er den vej, du priste
for os ved pagten ny;
din Ånd med troens ord
på den os vil ledsage
fra badet uden mage
til Himmeriges bord.
N.F.S. Grundtvig 1853-55 og
1864.
207
Mel.: Jesus, dine dybe vunder
Jesus, jeg dit kors vil holde
og det slutte fast i favn,
mine hænder vil jeg folde
og velsigne højt dit navn;
lad mig finde ly og læ
under dette livets træ,
sig: Lad sorgen borte blive,
jeg vil al din synd fordrive!
Arnulf af Louvain før 1250.
Paul Gerhardt 1653.
Hans Adolph
Brorson 1735. Bearbejdet 1850
208
Mel.: Jesus, dine dybe vunder
Skriv dig, Jesus, på mit hjerte,
du min konge og min Gud!
at ej lyst, ej heller smerte
dig formår at slette ud!
Denne indskrift på mig sæt:
Jesus udaf Nazaret,
den korsfæsted, er min ære
og min salighed skal være!
Thomas Kingo 1689.
Bearbejdet 1850.
209
1 Et kors det var det hårde, trange leje,
som jordens børn gav Frelseren i eje;
kun had til bolster og kun hån til hynde
fik han, der ikke kendte til at synde.
2 Nu vajer korset højt i folkets banner,
og by ved by en korsets kirke stander,
mod gyldne kors sig aftensolen bryder,
og korsets ord fra tusind tunger lyder.
3 I kirkens korsgang for det høje alter,
der mødes ung og gammel, fløjl og pjalter;
i kirkens korsgang under ranke søjler
går klang af dåbens vand og gravens nøgler.
4 Ja, korset knejser over land og bølge,
og hvo vil ikke Jesu indtog følge?
Og alle kommer de med palmegrene,
men hvo vil være Simon af Kyrene?
5 Det er så let at lægge kors på andre,
det er så tungt med korset selv at vandre;
men vil du favne ham i aftenfreden,
så må du følge ham i middagsheden.
6 Vel dig, som gik med ham i livets trængsler,
for dig går dødens port på lette hængsler!
Vel mig, om stav jeg kan af korset skære,
da går jeg let, hvor vejene er svære!
210
Mel.:
Udrust dig, helt fra Golgata
1 Syng højt, min sjæl, om Jesu død!
Han faldt ej sejerløs,
thi hans “fuldbragt” så mægtigt lød,
at Helved skjalv og gøs.
2 Det kors, der rødmer af hans blod,
som vidste ej af svig,
en trappe er til tronens fod,
som står urokkelig.
3 Syng højt, Guds folk: Det er fuldbragt,
vor frelser sejer vandt,
al verden ham er underlagt,
hvis blod på korset randt!
4 For Jesu navn hans fjender fly
og styrte for hans sværd,
mens kronen vinker over sky
den mindste, ham har kær!
I.
Watts 1707-09.
N.F.S. Grundtvig 1837.
211
Mel.: Fra Wormordsens håndbog 1539
1 Lad vaje højt vort kongeflag!
Lad flyve korsets banner!
Til heltedød på sejrens dag
det sine kæmper danner.
2 Påmind os kun, vort sejerstegn,
om Herrens død og pine!
Thi under hver en himmel-egn
derved han frelste sine.
3 Afbild os kun det korsets træ,
hvorpå vor frelser hængte!
Derunder kun det ly og læ
vi fandt, hvortil vi trængte.
4 På dødens Hovedpande-Fjeld1,
alt med hans hænder rene,
vor håndskrift for en bundløs gæld
blev naglet til dets grene 2.
5 Og da med vand udrandt hans blod
af gennemboret side 3,
det væld udsprang af træets rod,
hvori vi tvættes hvide.
6 Korsfæstelsen af synd og død
er heltedåd til livet;
til trøst og håb i al vor nød
er tro derpå os givet.
7 Så vaj da højt, vort kongeflag!
Spred vinge, korsets banner!
Til heltedød på sejrens dag
du dine kæmper danner.
1 Golgata
2 Kol 2,14
3 Joh 19,33-34
Venantius Fortunatus omkr. 600.
N.F.S. Grundtvig 1837.
212
Mel.: Se, hvor nu Jesus træder
1 Den bitre død dig trængte,
vor Herre Jesus Krist,
da du på korset hængte,
al pine havde frist 1.
2 Nu sidder hos din Fader
du højt i himmelkor
og synderne forlader
på denne onde jord.
3 O, lad din Ånd forbinde
vor sjæl med Himmerig!
Lad føle mand og kvinde:
Gud har forbarmet sig!
1 fristet, udstået
Latin, 14. årh.
Peder Palladius (1569).
N.F.S. Grundtvig 1837.
213
Mel.:
Th. Laub 1920
1 I kvæld blev der banket på Helvedes port,
så dundrer den rullende torden,
herolden var stærk og hans budskab fuldstort,
thi lyttede alt under jorden.
2 “Fra Himlen jeg melder nu Helvedes kryb:
Fra jorden nedstiger en kæmpe,
han springer i gry over svælgende dyb,
for gråd selv i Helved at dæmpe.
3 Han vandrer på gløder som jomfru på gulv,
han tramper på øgler og drager,
hugormen han knuser, og Helvedes ulv
han binder, mens afgrunden brager.”
4 På albu sig rejste hver fange så brat,
det kunne ej djævle afværge,
som storme de hyled i bælgmørke nat,
og fnøs som ildsprudende bjerge.
5 På albu sig rejste hver fange så brat,
ej før blev i Helvede lyttet,
de lured om dag, og de lured om nat,
de ænsed ej ilddrage-spyttet.
6 Og trediedagen, da Hel-hanen gol,
og genfærd kom alle tilbage,
da skinned i Helvede Himmerigs sol,
i drømme slet ingen så mage.
7 Som skyerne hvide med stjernehob bleg
gik englene foran den bolde,
og brat som en sol han fra dybet opsteg
med guldrøde skyer til skjolde.
8 I Helvede skinned Guds herligheds glans,
guldfarved de djævle kulsorte,
men murene revned for stråler i glans,
af hængsel fløj Helvedes porte.
9 Sig rejste de fanger nu alle på stand,
men dog for kun dybt at nedknæle.
“Velkommen, velsignet, vor frelsermand!”
det lød fra utallige sjæle.
10 Nu “Adam, hvor er du?” blev hørt med en røst
som lærkens en pinsedagsmorgen;
da fødtes i Helved den evige trøst,
sin Hel-sot 1 fik menneskesorgen!
11 Da Eva tog ordet, gik Frelseren nær
og sagde: “Min Søn og min Herre!
Jeg ene det voldte, at vi ligger her,
for jeg lod mig dåre, desværre!
12 Den slange, som krymper i flammer sig nu,
sig bugted om kløgt-træets grene,
den glimred som guld, og den skød mig i hu:
Vi rådte for verden alene!
13 I råde for Himmel, I råde for jord,
så hvisled den smigrende stemme;
da blege og blå vi til Helvede fór,
langt andet vi fik at fornemme!
14 Men er du den sæd, mig blev lovet til bod,
undfanget og født af en kvinde,
da falder ej moder omsonst dig til fod,
forlades ej grusomt herinde.”
15 Fra soløjne milde to tårer nu faldt,
og underfuldt var det at skue,
med dejlige farver i krone-gestalt
sig danned om Eva en bue.
16 Så kyssed sin moder Guds Herligheds Glans
til under for alle de døde,
og op stod, som dronning, med regnbuekrans
skøn Eva, som angred sin brøde.
17 Ti tusinde mile end dybere ned
sank djævle, da Eva sig hæved,
de turde ej hyle, i læbe sig bed
og sitred, så jorderig bæved.
18 Fra Helvede steg nu den Herre så bold,
ham fulgte så fager en skare,
som solen på skyer han sattes på skjold,
profeterne alle ham bare.
19 Triumf blev der nu, hvor kun gråd hørtes før,
kun Død sad i Helved bedrøvet,
keruben oplod den forseglede dør,
skjoldvagten sig kasted i støvet.
20 Så herlig opstod på den tredie dag
vor frelser, uskyldig korsfæstet;
thi er det på jord nu en salighedssag:
Guds Søn haver Helvede gæstet!
1 dødelig sygdom
Kædmon før 680.
N.F.S. Grundtvig 1837.
214
Mel.:
Th. Laub 1926
1 Hør vor helligaftens bøn!
Hør os, Guds enbårne Søn!
Hør du os i påskekvæld!
Eftergiv os al vor gæld,
så, opstandne fra de døde,
glad vor mester vi kan møde!
2 Kristenhed, stat op, vær glad,
gak nu rundt i Zions stad,
lovsyng Herren, from og god,
for han døde og opstod,
døde for, hvad vi bedreve,
og opstod, for vi skal leve!
3 Kom da, lad os ret engang
prøve på en takkesang,
knæle dybt i Jesu navn,
som os rev af dødens favn,
som forsoned al vor brøde,
stod med nåden op af døde!
4 Hellighold, Guds vennelag,
Herrens store hviledag,
hvilen efter storm og strid,
efter fuldendt frelser-id!
Med udødelighed kroner
sejerrig os vor forsoner.
5 Kristus, ære være dig!
Takkesang evindelig!
Ved korsfæstelsen i går
lægte du vort banesår.
Ved opstandelsen i morgen
slukker du al dødning-sorgen.
Johannes af Damaskus 8. årh..
N.F.S. Grundtvig 1837.
215
Mel.: Kirken er som Himmerige
1 Dag til hvile! Dag til glæde!
Dag, indviet til Guds fred!
Du har set i dødningklæde
Herren til Guds herlighed.
2 Nat iblandt sabbatters dage,
dog velsignet først af Gud!
Verdenshjertets gravnats-klage
toner til din skumring ud:
3 Himmellys, som morgenrødens
sluktes du, som jordisk glød!
Hvilens dag! så blev du dødens!
Guddomsliv! så blev du – død!
4 Dag, som nådens gerning kroner,
frelserværkets hviledag!
Dine helligaftens-toner
blev Guds riges klokkeslag.
5 Lønlig gennem dødninghaven
livets engel vingen slår –
stille over klippegraven
Åndens morgenluftning går.
6 Bliv til påske-morgenrøde,
grav-sabbat fra Golgata!
Og med de forløste døde
juble vi: Halleluja!
B.S. Ingemann 1843-1845.
216
Mel.:
Chr. Vestergaard-Pedersen 1979
Jeg
ved et evigt Himmerig
1 Der venter bag langfredags nat
en påske-morgenrøde.
Men seglet er for graven sat,
og kold er nu den døde.
2 En påskelørdag, ond og grå,
med sine træge timer
til enden gennemlides må,
før påskeklokken kimer.
3 En sabbat, ja, en hviledag,
den kaldes må med rette.
Dog har den ej sin ro og mag
til glæde for den trætte.
4 Dens hvile er en dødsens ro,
hvor ej er mer at gøre,
med udslukt håb og visnet tro
og ingen trøst at høre. –
5 Og dog. Så sejt og sent den led,
så tung af vé og klage,
den dag mit hjerte hænger ved
blandt alle helligdage.
6 Her kender jeg jo mine kår,
hvori jeg mig må skikke,
mens jeg min vej til graven går,
og når jeg dér skal ligge.
7 Der er for graven sat en sten,
som ej sig lader røre;
og indenfor er tørre ben.
Hvad er da mer at gøre?
8 Der er for stenen sat et segl,
som holder mig i mulde,
og ikke blot af fald og fejl,
men af mit hjertes kulde.
9 Så er det da en nådes-sag,
hvad der af mig skal blive,
om Herren gør en påskedag
og kalder dødt til live.
K.L. Aastrup 1937-38. 1939.
217
Mel.: Carl Nielsen 1914
Dybt hælder året i sin gang
1 Min Jesus, lad mit hjerte få
en sådan smag på dig,
at nat og dag du være må
min sjæl umistelig!
2 Da bliver nådens tid og stund
mig sød og lystelig,
til du mig kysser med din mund 1
og tager hjem til dig.
3 Mit hjerte i den grav, du lå
til påskemorgen rød,
lad, når det aftner, hvile få
og smile ad sin død!
4 Før så mig arme synder hjem
med din retfærdighed
til dit det ny Jerusalem,
til al din herlighed!
1 Moses døde efter jødisk overlevering under Guds kys (5 Mos 34,5)
Biørn Christian Lund 1764.
Bearbejdet
1778.
N.F.S. Grundtvig 1846.
218
Mel.: Førreformatorisk leise / Klug 1533
Kraften fra det høje
1 Krist stod op af døde
i påske-morgenrøde!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!
2 Krist stod op af døde,
afsonet er vor brøde!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!
3 Krist stod op af døde,
i Himlen vi ham møde!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!
_____________
Halleluja!
Halleluja! Halleluja!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!
Tysk 12. årh. Bearbejdet
omkring 1500.
Dansk 1528. Bearbejdet 1642.
N.F.S. Grundtvig 1815 og 1845.
Th. Laub 1889.
219
Mel.: Sekvens 11. årh. / Niels Jesperssøn 1573
Lov og tak for påskens offer!
Hør kristenheden synge!
1 Krist stod op af døde
i påske-morgenrøde!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!
Lammet frikøbte hjorden,
Kristus, den syndfri, skænked
syndere forsoning med sin Fader.
Død og liv måtte brydes
i en underfuld tvekamp.
Livsfyrsten, som var død,
hersker, lever.
2 Krist stod op af døde,
afsonet er vor brøde!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!
Sig du os, Maria,
hvad så du på din vandring?
Hans grav, den levende Kristus,
Den Opstandnes herlighed, den så jeg,
så engle som vidner,
hans svededug, hans ligsvøb.
Mit håb opstod. Han er Kristus,
går forud for jer til Galilæa.
3 Krist stod op af døde,
i Himlen vi ham møde!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!
Kristus, ved vi, er i sandhed
oprejst fra de døde.
Forbarm dig over os,
Sejrens Konge!
Halleluja!
Halleluja! Halleluja!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!
Amen. Halleluja.
(Denne
linje udelades, når ‘Krist
stod op af døde’ bruges)
Wipo
11. årh. Dansk 1528.
Helge Severinsen 1998.
220
Mel.:
Johann Walter 1524
1 I dødens bånd vor frelser lå,
for verdens synd hengivet,
men herlig kunne han opstå
og skænked mild os livet;
thi er hans folk nu sjæleglad
og takker Gud i allen stad
og synger for Jesus Kristus:
Halleluja!
2 Det var fuldstort et kæmpeværk
den død at overvinde;
for syndens skyld ej før så stærk
var mand på jord at finde;
thi trådte død os under fod,
men Jesus knuste al dens mod,
forstyrret har han dens rige.
Halleluja!
3 Som en af os vor synd han bar,
men han var selv uskyldig;
dermed han døden fældet har,
gjort al dens krav ugyldig;
for os, som Jesus har til drot,
den er sin egen skygge blot,
sin brod haver døden mistet.
Halleluja!
4 Det var en tvekamp underfuld,
da liv og død de brødes,
og kredsen skreves under muld,
hvor riget var de dødes;
men livet fik dog overhånd,
så, fængslet i sit eget bånd,
til spot er nu døden blevet.
Halleluja!
5 Thi holder vi for livet fest,
som død har overvundet,
og priser kæmpen allerbedst,
som har den stærke bundet;
han sidder nu på ærens stol
og er for os den gyldne sol,
dødsnatten hun er forgangen.
Halleluja!
Martin Luther 1524. Dansk
(1528).
N.F.S. Grundtvig 1837.
221
Mel.:
Guds godhed vil vi prise
Jeg
vil din pris udsjunge
1 I døden Jesus blunded,
i graven lagdes ned,
har nu dog overvundet
al dødens bitterhed;
nu rinder op så klar
den sol med lys og glæde,
som i sit jordeklæde
så helt formørket var.
2 Af gravens sted det mørke
opstod vor sjæleven;
ved hellig engels styrke
blev stenen væltet hen.
Se, I med had i hu,
som Jesus nys ombragte,
som ham på korset strakte:
Han lever dog endnu!
3 Med lov vor mund udbryder
om Jesu herlighed,
den hele jord sig fryder,
fordi hans ord er sket;
sit løfte holdt han vist,
thi sjunger, alle munde,
af dybe hjertensgrunde:
Tak ske dig, Herre Krist!
4 O mægtig sejerherre,
som fjendens hele magt,
dit store navn til ære,
har under fødder lagt,
hjælp os at kæmpe så,
at når vor strid har ende,
vi palmer kan i hænde
og sejerskrone få!
Georg
Werner 1639.
Søren Jonæsøn 1693.
N.F.S. Grundtvig 1837.
222
Mel.: Førreformatorisk melodi / Weisse
1531
1 Opstanden er den Herre Krist,
halleluja, halleluja!
til alle slægters trøst for vist.
Halleluja!
2 På graven lå en kæmpesten,
halleluja, halleluja!
den vælted bort en engel ren.
Halleluja!
3 Der kom til graven kvinder tre,
halleluja, halleluja!
Guds engel klar de fik at se.
Halleluja!
4 Som morgenlærkens var hans røst,
halleluja, halleluja!
og hvert hans ord en himmelsk trøst.
Halleluja!
5 I kvinder, som så bange stå,
halleluja, halleluja!
i denne grav vor frelser lå.
Halleluja!
6 Men han stod op i stråledragt,
halleluja, halleluja!
lyslevende, som han har sagt.
Halleluja!
7 Som solen klar og morgenrød,
halleluja, halleluja!
stod Jesus op af jordens skød.
Halleluja!
8 Som han opstod, skal vi opstå,
halleluja, halleluja!
og fare til ham i det blå.
Halleluja!
Latin 14. årh. Dansk omkr.
1620.
N.F.S. Grundtvig 1815 og 1845.
223
Mel.:
Th. Laub 1920
1 Herren af søvne opvågned, opsprang,
hører du, Helved, vor morgensang:
Kristus opstod fra de døde!
Op stod nu Gud, og hans fjender adspredtes,
brat de som voks over gløderne bredtes:
Kristus opstod fra de døde!
2 Denne er dagen, som Herren har gjort,
lover ham, kristne, hans værk er stort!
Kristus opstod fra de døde!
Kirkerne alle velsigne den milde,
drikke med fryd nu af Israels kilde,
kilden til liv fra de døde.
3 Danser for Herren! Lovsynger hans navn!
Herlig vor frelser, med bod for savn,
Kristus opstod fra de døde!
Kommer, I hedninger alle, og kender
saligheds-vejen til jorderigs ender:
Jesus opstod fra de døde!
4 Det var for engle et lysteligt syn,
Helvede sprængtes af Himlens lyn,
Kristus opstod fra de døde!
Da i hans spor de så dødningehære,
alle de råbte: Velkommen med ære,
livgiver god, fra de døde!
5 Det er hvert dødeligt menneskes fryd,
det er på jorden en himmelsk lyd:
Kristus opstod fra de døde!
Han i sin død trådte døden på nakke,
hvem der med nåden vil tage til takke,
rejser han op fra de døde.
6 Derfor halleluja tusindefold
følger det budskab fra old til old:
Kristus opstod fra de døde!
Og før han tog i det høje sit sæde,
så’de på jord han den evige glæde:
Vi skal opstå fra de døde!
Sl 68
Græsk. N.F.S. Grundtvig 1837.
224
Mel.:
Th. Laub 1909
1 Stat op, min sjæl, i morgengry!
Lad søvn og sorg og frygt nu fly,
lad al din klage blive borte,
thi her er nyt fra dødens porte!
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!
2 Afvæbnet nu og ødelagt
for evig er al Helveds magt;
thi han, som var af døden fangen,
er med triumf af graven gangen.
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!
3 Stands, dybe hjertesuk i løn!
En morgenrøde himmelskøn
sig hvælver over dem, som sove
i sorten muld og under vove.
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!
4 Syng, menighed, syng frydesang
med ånderøst og hjerteklang,
gak syngende din ven i møde,
som kommer til dig fra de døde!
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!
5 Kom, hjerte, med hvad dødt du har,
hvad du med sorg til graven bar,
gak med det alt til ham, som døde,
men levende dig nu vil møde!
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!
6 Guds Himmerige er jo dit;
vent, hjerte, vent endnu kun lidt,
og døden opslugt er til sejer,
og evigt liv i alt du ejer.
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!
W.A. Wexels 1858.
225
Mel.: Fryd dig, du Kristi brud
1 Op, sjæl, bryd søvnen af,
og se til Jesu grav,
hvor han ved korsets kvale
lå udi dødens dvale
og stod dog op med ære.
Hans navn velsignet være!
2 O prægtig morgenglans,
som overgår al sans!
Guds Søn, vor sol, er oppe,
og gennem dødens troppe
har fægtet sig med ære.
Hans navn velsignet være!
3 Bort, du besegled sten,
som gemte Jesu ben,
du kan ham ej indlukke,
Guds Søn ej så vil bukke,
du og hans kraft må lære.
Hans navn velsignet være!
4 Hver hjertesten og stød
skal så ved Jesu død
og troens sejer vige,
thi død og Satans rige
er ødelagt med ære.
Hans navn velsignet være!
5 Her er et englebud,
som siger os, vor Gud
og broder Jesus ikke
er mer i dødens strikke,
men han stod op med ære.
Hans navn velsignet være!
6 Op, kære sjæl, stig op
mod Himlens stjernetop,
triumf og lov at sjunge
med hjerte, mund og tunge!
Dig, Jesus, dig ske ære,
dit navn velsignet være!
7 O Jesus, lad mig så
af synden daglig stå,
jeg op kan stå til glæde
og for dit æresæde
dig evig lov frembære
med engletak og ære!
Mark 16,1-7
Thomas
Kingo 1689.
Jfr. nr. 232
226
Mel.:
Den yndigste rose er funden
1 O kæreste sjæl, op at våge!
Thi dødens og Helvedes tåge
ved Frelserens død er forsvunden,
og sejren for evig er vunden.
2 Bort, synder og laster og lyder,
fremskinner, I hellige dyder!
Thi Jesus vil hellighed have,
han lod vore synder begrave.
3 Hver rense sin surdej af hjerte
med gråd og fortrydelsens smerte,
al ondskab fra sjælen udfeje
og gamle fordærvede deje!
4 Et påskelam for os er blevet
til slagtebænk ynkelig drevet,
vor Kristus, vor glæde og ære,
som ville vort offerlam være.
5 Hans frydefest hellig vi holde
og banke på Himmelens volde
med salmer og åndelig sange,
ja, pukke mod døden og prange 1.
6 Gid renhed hvert hjerte må smykke
og sandhed i sindet sig trykke,
så skal vi fra ondskab udtræde
og påskefest holde med glæde!
1 optræde sejrsikkert
1
Kor 5,6-8
Thomas Kingo 1689.
227
Mel.: Nu velan, vær frisk til mode
1 Som den gyldne sol frembryder
gennem den kulsorte sky
og sin stråleglans udskyder,
så at mørk og mulm må fly,
så min Jesus af sin grav
og det dybe dødens hav
opstod ærefuld af døde
imod påske-morgenrøde.
2 Tak, o store sejerherre,
tak, o livsens himmelhelt,
som ej døden kunne spærre
i det helvedmørke telt!
Tak, fordi at du opstod
og fik døden under fod!
Ingen tunge kan den glæde
med tilbørlig lov udkvæde.
3 Jeg kan finde i mit hjerte,
at min sjæl har trøst deraf,
som kan lindre al min smerte,
når jeg mindes kun din grav
og betænker, hvor du lå
udi dødens fæle vrå
og stod op med kraft og ære.
Hvad kan større glæde være.
4 Ligger jeg i syndens bøje 1,
ligger jeg i armod ned,
ligger jeg i sygdoms køje,
ligger jeg i usselhed,
ligger jeg fortrængt, forhadt,
og af verden slet forladt,
skal jeg hus i graven tage,
o, her er dog håb tilbage.
5 Du for synden engang døde,
dermed er min synd betalt;
armod, usselhed og møde,
ja, min sygdom bar du alt;
jeg ved dig oprejses skal,
og af dødens dybe dal
skal jeg hovedet oprette,
al min nød kan det forlette.
6 Synd og død og alle pile,
alt, hvad Satan skyde kan,
ligger brudte ved din hvile
udi gravens mørke land.
Dér begrov du dem og gav
mig en sikker trøstestav,
at ved din oprejsnings ære
jeg skal sejerspalmer bære.
7 Du til livet mig skal vække
ved din stor’ oprejsnings kraft.
Lad kun gravens jord mig dække,
orme tære al min saft,
ild og vand opsluge mig;
jeg dør i den tro til dig,
at jeg skal til liv opstande
ud af dødens grumme lande.
8 Søde Jesus, giv mig nåde
ved din gode Helligånd,
at jeg så min gang kan råde
og vejledes ved din hånd,
at jeg ej skal falde hen
udi dødens svælg igen,
hvoraf du engang mig rykte,
da du døden undertrykte.
9 Tak for al din fødsels glæde,
tak for dit det Guddoms-ord,
tak for dåbens hellig væde,
tak for nåden på dit bord,
tak for dødens bitre ve,
tak for din opstandelse,
tak for Himlen, du har inde,
dér skal jeg dig se og finde!
1 hånd-, hals- og fodjern
lænket sammen
Thomas Kingo 1689.
228
Mel.: S. Gastorius ? 1681
1 Du er, opstandne sejershelt,
opstandelsen og livet,
som fører fred fra gravens telt
og har dig selv os givet;
før var du død
i gravens skød,
nu har du, sejerskæmpe,
dog døden vidst at dæmpe.
2 Nu bryder solen dejlig ud
igennem alle vinde,
der, som det syntes, før gik ud
og lod sin stråle svinde;
nu står du glad
ved
dødens rad1
og har ham overvunden,
ja, trådt ham ned i grunden.
3 Så gennembryd da sjæl og sind,
o Jesus, livets Herre,
at troen dér kan trænge ind
og syndens grav tilspærre,
at vi i dig
til Himmerig
en åben dør kan finde
og ikke gå i blinde!
4 O, lad os dog med dig opstå
af gravens mørke bolig,
at lyset og til os kan nå.
Og hvad du os så trolig
har ved din magt
til veje bragt,
o, lad os det dog nyde
og gennem alting bryde!
5 Her ligger vagt i tusindtal,
at vi ej op kan træde
af gravens sorte dyb og dal
at finde dig med glæde,
thi dødens magt
står selv på vagt,
og verdens lyst bestrider
vor gang på alle sider.
6 Du, Jesus! ene er den mand,
som kan de døde vække,
du, du alene, vil og kan
de stærke gravsegl brække;
vælt stenen bort,
og hjælp os fort
til himlene at haste
og verden fra os kaste!
7 Lad, hvad det er ret at opstå,
os i os selv erfare,
ved Ånden ud af graven gå
og denne skat bevare,
det dyre pant,
som du så grant
på sejren os har givet!
Så går vi ind til livet.
1 benrad, skelet
Just Henning Böhmer 1705.
Hans Adolph Brorson 1734.
229
Mel.: Af højheden oprunden er
1 Hvor er dog påske sød og blid
for dem, som kender nådens tid
og syndens jammer finder!
I Jesu åbne grav vi ser,
at alle himle mod os ler
og sejerskranse binder;
den dag vor sag
og elende fik en ende,
da vor søde
Jesus han stod op af døde.
2 For vore synder er han død,
til vor retfærdighed han brød
de stærke dødens porte.
At han opstod, det viser grant,
at synden, ganske vist og sandt,
er død og evig borte,
vor nat er brat
overvundet og forsvundet,
da vor søde
Jesus han stod op af døde.
3 Han er opstanden, det er godt,
den grumme død til evig spot,
som før så mægtig bruste.
Han er opstanden, det er vist,
det sorte riges magt og list
vor kære Jesus knuste.
Det ord skal, hvor
jeg må vanke, af min tanke
aldrig svinde:
Jesus kunne dø og vinde.
4 Han er opstanden, det er stort,
og dermed er en ende gjort
på al min ve og jammer.
Han er opstanden, det er nok,
min grav, som var en fangeblok,
er nu et brudekammer.
Al spe, suk, ve,
dødens fagter jeg foragter,
gravens hvile
synes til mig nu at smile.
5 Nu er her vej til livets land,
op, alle! følger, hvad I kan,
vor frelser og vort hoved!
Han er opstanden, dette ord
skal råbes højt på denne jord,
han være evig lovet!
Vær glad, Guds stad!
Alle tunger råber, sjunger
mod hinanden:
Jesus er, han er opstanden!
Hans Adolph Brorson 1734.
230
Mel.:
Th. Laub 1917
1 Påskemorgen slukker sorgen,
slukker sorgen til evig tid.
Den os har givet lyset og livet,
lyset og livet til dagning blid.
Påskemorgen slukker sorgen,
slukker sorgen til evig tid.
2 Redningsmanden er opstanden,
er opstanden i morgengry.
Helvede græder, Himlen sig glæder,
Himlen sig glæder ved lovsang ny.
Redningsmanden er opstanden,
er opstanden i morgengry.
3 Sangen toner, vor forsoner,
vor forsoner til evig pris.
Han ville bløde for os at møde,
for os at møde i Paradis.
Sangen toner, vor forsoner,
vor forsoner til evig pris.
4 Englehære budskab bære,
budskab bære med lovsang ny,
flyve så fage, frem og tilbage,
frem og tilbage: til grav, til sky.
Englehære budskab bære,
budskab bære med lovsang ny.
5 Bødt er brøden, død er døden,
død er døden i Paradis.
Nu ligger graven midt i Gudshaven
midt i Guds-haven til Jesu pris.
Bødt er brøden, død er døden,
død er døden i Paradis.
6 Mørket græder, engleklæder,
engleklæder de er som lyn.
Om end bedrøvet smiler dog støvet,
smiler dog støvet ved engle-syn.
Mørket græder, engleklæder,
engleklæder de er som lyn.
7 Favrt i skare op vi fare,
op vi fare fra grav i sky!
Tungerne gløde, Herren vi møde,
Herren vi møde med lovsang ny.
Favrt i skare op vi fare,
op vi fare fra grav i sky!
N.F.S. Grundtvig 1843.
231
Mel.: N.W. Gade 1861
Th. Laub 1917
1 Påske vi holde
alle vide vegne,
varme og kolde,
lune himmel-egne
samtlig berømme som bedst
opstandelsens fest!
2 Udråb fra taget 1
rygte tusindmundet:
Død tabte slaget,
liv har sejr vundet,
han, der så enlig sov hen,
kom talrig igen!
3 Han sig har svunget
fra, hvor orme vrimle,
evig besunget,
over alle himle;
dødninger mange i grav
han livet og gav.
4 Nu fra hans øje
stråler Guddoms-glansen,
og fra det høje
han med sejerskransen
dages som dommer på ny
i guldbræmmet sky!
5 Krist, fra dit sæde,
højrehåndens trone,
send du os glæde,
sang med engletone!
Livet for os du jo lod,
for os du opstod.
6 Domshornet lyder
sikkert på det sidste,
og som du byder,
alle grave briste;
men ak, desværre, ej få
til doms kun opstå.
7 Flyv da til Himlen,
hjerte! rod at fæste,
så ej med vrimlen
Helved du skal gæste,
men til din frelser på ny
opfare i sky!
1 Matt 10,27
Anselm af Canterbury 11.
årh.
N.F.S. Grundtvig 1837.
232
Mel.: Fryd dig, du Kristi brud
1 O salig påskedag!
Nu har vi vundet sag!
Langfredags bitre minde
må nu så sødt hensvinde,
thi Jesus vandt med ære.
Hans navn velsignet være!
2 Thi frygter jeg ej død,
ej jordens grav og skød;
mit støv vil Jesus vække,
i herlighed tildække
med Himmel-skik og ære.
Hans navn velsignet være!
Thomas Kingo 1689.
Oprindelig del af nr. 225
233
Mel.: Herre Jesus, vi er her
1 Jesus lever, graven brast,
han stod op med Guddoms vælde,
trøsten står som klippen fast:
at hans død og blod skal gælde.
Lynet blinker, jorden bæver,
graven brast, og Jesus lever!
2 Jeg har vundet, Jesus vandt;
døden opslugt er til sejer 1,
Jesus Mørkets Fyrste bandt,
frihed jeg ved Jesus ejer;
åben har jeg Himlen fundet,
Jesus vandt, og jeg har vundet!
1 1 Kor 15,54
Johan Nordahl Brun 1786.
234
Mel.: Emil Hartmann 1860
1 Som forårssolen morgenrød
stod Jesus op af jordens skød
med liv og lys tillige;
derfor, så længe verden står,
nu efter vinter kommer vår
livsalig i Guds rige.
2 Som fuglekor i mark og lund
lovsynger vår i allen stund
med deres toner søde,
så alle tunger, trindt om land,
lovsynge dødens overmand
og påske-morgenrøde!
3 Som blomster alle står i flor,
som skoven grønnes, kornet gror
ved vårens kræfter milde,
så blomstrer alt i Jesu navn
og bærer frugt til folkegavn,
som årle, så og silde.
N.F.S. Grundtvig 1846.
235
Mel.:
Th. Laub 1916
Frydeligt
med jubelkor
1 Verdens igenfødelse
glæden igenføder;
skønt fornyet skabningen
Den Opstandne møder.
Øst og vest og syd og nord,
ild og vand og luft og jord
synger påskesalmer.
2 Ser du op til hvælvingen,
skyerne sig klarer,
lytter du til bølgerne,
blidelig de svarer;
mellem begge morgenglad
fryder sig med forårskvad
hele fuglekoret.
3 Ser du, hvor i skovene
alle træer skyder!
Mærker du, hvor engene
sig i våren fryder!
Nu det visne vorder grønt,
hvad der falmed, atter skønt,
det gør påskemorgen.
4 Livets varme, sejrende
over dødens kulde,
priser ham, som strålende
rejste sig af mulde;
Dødens Fyrste tog ham hel,
havde i ham ingen del,
misted, hvad han havde.
5 Fundet har nu mennesket
bod for alt forliset;
sværdet nu, det flammende,
svandt fra Paradiset,
nu keruben løfter glad
oliegren og palmeblad,
vinker os til Eden.
Adam af St. Victor 12. årh.
N.F.S. Grundtvig 1837.
236
Mel.: Carl Nielsen 1910
1 Påskeblomst! hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave
uden duft og pragt og skær!
Hvem er du velkommen gave?
Hvem mon, tænker du, har lyst
dig at trykke ømt til bryst?
Mener du, en fugl tør vove
sang om dig i Danmarks skove?
2 Ej i liflig sommerluft
spired du på blomsterstade,
ej så fik du rosens duft,
ikke liljens sølverblade;
under vinterstorm og regn
sprang du frem i golde egn,
ved dit syn kun den sig fryder,
som har kær, hvad du betyder.
3 Påskeblomst! men er det sandt:
Har vi noget at betyde?
Er vor prædiken ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?
4 Kan de døde ej opstå,
intet har vi at betyde,
visne må vi brat i vrå,
ingen have skal vi pryde;
glemmes skal vi under muld,
vil ej vokset underfuld
smelte, støbes i det dunkle
og som lys på graven funkle.
5 Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.
6 Ja, jeg ved, du siger sandt:
Frelseren stod op af døde!
Det er hver langfredags pant
på en påske-morgenrøde:
Hvad er segl og sværd og skjold
mod den Herre kæk og bold?
Avner kun, når han vil ånde,
han, som svor os bod for vånde.
1 Kor 15,12-20
N.F.S. Grundtvig 1817.
Bearbejdet 1935.
237
Mel.:
Bernhard Christensen 1976
1 Nu ringer de klokker ved daggryets komme,
at natten er endt;
dens mørke, dens kulde, dens angster er omme
for sol, der er tændt.
Af Gud er det sket, i hans gavmildhed givet:
Før død og begravet, nu oprejst til livet.
2 Hvem tror det, vi hører, hvem fatter den tale
og tåler den glans?
Hvor findes det hjerte i jorderigs dale,
som dertil har sans?
Se, her har den vise til dåre sig grundet,
og den, der ej søgte, han fandt og blev fundet.
3 Så klart skinner solen, så dejlig er dagen,
som Herren har gjort.
Thi skabes der lovsang af gråden og klagen
bag dødsrigets port.
Af Gud er det sket, i hans gavmildhed givet:
Før død og begravet, nu oprejst til livet.
K.L. Aastrup 1954.
238
Mel.:
Gør døren høj, gør porten vid
O
Herre Krist, dig til os vend
1 Det er så sandt, at ingen så
vor Herre ud af graven gå.
For det, der aldrig kunne ske,
det skulle intet øje se.
2 Hvordan fra død til liv han kom,
kan ingen her fortælle om.
Hvad kun kan ske, hvis Himlen vil,
har jorden ingen vidner til.
3 Ja, påskens budskab er et ord
om, hvad der aldrig sker på jord,
og det et ord helt stillet blot
og værgeløst mod verdens spot.
4 Men det, som intet øje så,
vil kirken holde søndag på
og vidne frit, som Ånden bød,
om ham, der døden gennembrød,
5 og bringe alle små det bud,
at nu er han for dem hos Gud,
og som han delte med dem her,
de vist skal arve med ham der.
K.L. Aastrup 1961.
239
Mel.: Verdens igenfødelse
1 I den nat af stumme skrig
sattes helvedsstenen
som et djævelsk dementi
efter fredagspinen.
Under den forrevne sky
døde Gud, i håbets by,
efter fredagspinen.
2 Vild fortabthed runged ud,
verden var fordrejet,
alt, hvad før var skønt fra Gud,
var nu kun vort eget.
Alt forladt, i angst og blod,
al vor frelsers gode mod
var nu kun vort eget.
3 Satans sorte troløshed
spandt sig, tung, om graven,
dræbt var livets lyst og glød,
mørk var påskehaven.
Had og latter, dyb foragt,
stod ved stenen og holdt vagt,
mørk var påskehaven.
4 Segl på stenen blev der sat,
tomhed, syndflods-øde!
Langsomt gik den lørdagsnat
imod morgenrøde.
Da kom Ordets englebud,
døden brast og Krist stod ud
imod morgenrøde.
5 Tredjedagens lyse rum
gennembryder sorgen,
Paradisets Himmel-grund
stråler påskemorgen.
Gnistrer som et solneg, ungt,
flammer hele jorden rundt,
stråler påskemorgen.
Sten Kaalø 1998
240
Mel.: G.F. Händel 1746
1 Dig være ære,
Herre over dødens magt!
Evigt skal døden være
Kristus underlagt.
Lyset fylder haven,
se, en engel kom,
åbned klippegraven,
Jesu grav er tom!
Dig være ære,
Herre over dødens magt!
Evigt skal døden være
Kristus underlagt.
2 Se, Herren lever!
Salig morgenstund!
Mørkets magter bæver,
tryg er troens grund.
Jubelråbet runger:
Frelseren er her!
Pris ham, alle tunger:
Kristus Herre er!
Dig være ære,
Herre over dødens magt!
Evigt skal døden være
Kristus underlagt.
3 Frygt ikke mere!
Evigt er han med!
Troens øje ser det:
Han gir liv og fred.
Kristi navn er ære,
sejer er hans vej.
Nu skal han regere,
aldrig frygter jeg.
Dig være ære,
Herre over dødens magt!
Evigt skal døden være
Kristus underlagt.
1
Kor 15,46-55
Edmund
Louis Budry 1885.
Arne
Fjelberg 1947.
Oluf
E. Paaske 1989.
241
Mel.: Henrik Rung 1847
Lasse Lunderskov 1983
1 Tag det sorte kors fra graven!
Plant en lilje, hvor det stod!
Ved hvert skridt i dødninghaven
blomster spire for vor fod!
Englevinger på vor grav
for den brudte vandringsstav!
Palmefugl 1 for askekrukke!
Frydesang for hule sukke!
2 Solen sortned, da han blegned,
som for os udgød sit blod,
graven lyste, mørket segned,
da forklaret han opstod.
Ton, vor lovsang, højt i sky,
sødt i påske-morgengry:
Jesus Kristus er opstanden!
Evig lever Guddoms-manden!
3 Se Marie Magdalene!
Hænder nys hun vred i gru,
sukked, til at røre stene:
Hvor, ak, hvor er Herren nu?
Se, af øjets tåreflod
morgensolen mildt opstod.
I den grav, hvor han har hvilet,
hun har fundet englesmilet.
4 Brister, alle helgengrave!
Herrens røst i dæmring sval
lyder i de dødes have,
skaber lys i skyggedal.
Herren kalder, men ej nu:
“Synder! Adam! hvor er du?”
Sødt det toner, engle tie:
“Her er Frelseren, Marie!”
5 Ja, han er her, Guddoms-manden!
Sprængte er nu dødens bånd!
Han er visselig opstanden,
og hans ord er liv og ånd!
Nu en forårsmorgen skøn
rinder op for os i løn,
og, som påskesalmen klinger,
vokser sjælens fuglevinger.
1 fuglen Føniks, der efter sagnet
genopstår af sin egen aske
Joh 20,11-18
N.F.S. Grundtvig 1832 og 1846.
242
Mel.: Gud skal alting mage
1 Hører, I, som græde
og med tårer væde
Jesu hvilested,
bort med gråd og klage,
her er gode dage,
her er fryd og fred!
Jesus alt
har brugt gevalt,
brækket alle dødens skjolde,
intet kunne holde.
2 Han er alt fra døde
standen op at møde
eder sejerfuld;
engle kan I finde,
intet mer herinde
i hans graves muld.
Ser kun på
det sted, han lå!
Kaster derhen al den smerte
bort fra eders hjerte!
3 Kommer hid, begraver
al den del, som haver
krænket eders mod!
Skynder eder, skynder
til hans flok, forkynder,
at Guds Søn opstod!
Siger hver,
som bange er,
hans disciple, ingen anden,
at han er opstanden!
4 Fatter det til hjerte,
glemmer eders smerte,
det har ingen nød;
han har dæmpet branden
og er alt opstanden,
Jesus, som var død.
Brød han ud,
så kan hans brud
og ved samme kraft udbryde,
sig i Gud at fryde.
5 Har du mange synder,
Jesus dig forkynder:
gælden er betalt.
Her er ingen vrede,
nåden den er rede,
det er rigtigt alt;
Jesu død,
og at han brød
gennem dødens vold og vrede,
det for dig jo skete.
6 Synd, hvor er din fælde?
Helvede, din vælde?
Død, hvor er din brod?
Jesus har alt vundet,
jeg har sejren fundet,
du er undertråd!
Gud, som gav
ved Jesu grav
os så stor en sejrs ære,
evig pris vi bære.
Hans Adolph Brorson 1734.
N.F.S. Grundtvig 1837.
243
Mel.: Jeg ved et evigt Himmerig
Nat, søvn og slum og seng farvel
1 Luk øjne op, al kristenhed!
Se, hist, hvor fuglen synger,
sig bakke op og bakke ned
end kirkestien slynger!
2 Den snor sig over mark og eng
imellem korn og blommer
forbi så mangen fugleseng
i vår og tidlig sommer.
3 Luk øren op, al kristenhed!
og hør, at Guddoms-manden
med liv og lys og Himlens fred
er og hos os opstanden!
4 Her ånd og liv er end hans ord,
her vendes sorg til glæde,
og grant det mærkes ved hans bord,
at han er selv til stede.
5 Ja, i vort hjerte og vor mund
er livets ord det søde
som i en påske-morgenstund
opstået fra de døde.
6 Derfor udbrød en morgensang
fra hjerterne, som brændte,
da Jesus mødte os i vang
og Himmel-lyset tændte.
7 Lad os med sang da haste hjem
til hans apostles dage
og med dem i Jerusalem
velsignelsen modtage!
N.F.S. Grundtvig 1846 og 1864.
244
Mel.: Jeg ved et evigt Himmerig
1 Hvor lifligt er det dog at gå
med Jesu ord i munde,
hans sår, hans død at tænke på
og alt hans værk begrunde!
2 Den glæde to disciple fik,
så deres hjerter brændte,
da ud til Emmaus de gik,
og Herren sorgen endte.
3 Thi Jesu kors, hans død og grav
var deres vandrings tale,
som dem et smerteminde gav,
det ej de kunne svale.
4 Men Jesus var dog i den nød
så ganske nær til stede,
at
han, de tænkte være død,
var standen op med glæde.
5 O Jesus, o du ved, jeg går,
din pilegrim og borger,
i disse korte verdensår
fuld af ti tusind sorger.
6 Dig vandrer jeg så gerne med,
opstandne Jesus milde,
til Himlen jeg i dine fjed
så gerne følges ville.
7 O, følg dog med, jeg slipper ej
o, drag mig, når jeg ikke
så fyrig er på Himlens vej,
hvor torne foden stikke!
8 Måske min aftenstund er nær,
i ungdom eller alder.
O, bliv dog hos mig, favn mig her,
når jeg ved døden falder!
9 Så skal jeg grant, o Jesus, dér
dig og din Fader kende.
O, gid da kun min vandringsfærd
var kommet vel til ende!
Luk 24,13-35.
Thomas Kingo 1689.
Jfr. nr. 782
245
Mel.: Du er, opstandne sejershelt
1 Opstandne Herre, du vil gå
med os til verdens ende.
Hvor du går hen, skal dine små
dit fodspor se og kende.
Du går forud
for os til Gud,
dér vil du, dine kære
skal altid hos dig være.
2 Men, Herre, du ved selv, hvor trangt
det er med hjertefreden,
når vi kan mærke, der er langt
herfra til evigheden,
når dine spor,
dit eget ord,
blir visket ud i sandet,
og vejen blir forbandet.
3 Til Emmaus går vejen tit
i følgeskab med sorgen.
I mørket går vi skridt for skridt,
der er så langt til morgen!
Klar op vort mod,
lys for vor fod,
stå op, gå os i møde,
stå op for os af døde!
4 Luk skriften op og hjertet med,
lad påskesolen skinne,
så uforstand og tungnemhed
som tåger må forsvinde!
Da skal al trods
forgå i os,
som sten fra graven vælte,
som dug for solen smelte.
5 Opstandne Herre, hos os bliv,
når dagen går til ende,
lad ordet om et evigt liv
i vore hjerter brænde!
Den blinde ser,
den bange ler,
når brødet med dig brydes,
vi kender dig – og frydes.
Luk 24,13-35
Johannes Johansen 1976 og 1990.
246
Mel.:
Th. Laub 1926
1 Kom, lad os tømme et bæger på ny,
ej af det væld, som udsprang under staven,
men af den levende kilde fra graven,
saligheds-kilden, som springer i sky:
Jesus, vor livskraft, som hjerterne styrker!
2 Lys overalt nu i fylde opgår,
Himlen og jorden og Helvede klares,
alle tings grundvold i hast åbenbares,
påskefest nu hele skabningen får,
føler ved Ordets oprejsning sig styrket.
3 Kristus, vor frelser, som Gud så og mand!
Med dig korsfæstet, begravet forleden,
skal vi opstå og som lys alt herneden
skinne med dig i de levendes land;
du for vort hjerte er klippen og styrken.
4 Brat, Herre Jesus, blandt dine du stod,
bød dem Guds fred og gav trøst dem i vånden,
nyskabte i dem et tempel for Ånden,
skænked dem livet, hvormed du opstod.
Stor er din nåde, vort lys og vor styrke.
5 Som du begyndte, vor frelser, bliv ved;
kom og til os gennem dørene lukte!
Bliv ved den skik, du indførte og brugte;
lov os din glæde, og giv os din fred,
nådig indblæs os dit liv og din styrke!
6 Vige det gamle da skal for det ny,
som du på korset os vandt og har givet,
så vi fornyes til evigheds-livet,
vandre derefter og møde i sky
dig, som er evig vort liv og vor styrke.
Joh 20,19-31
Johannes af Damaskus 8. årh.
N.F.S. Grundtvig 1837.
247
Mel.:
Herre Jesus, vi er her
1 Jesus, som iblandt os står,
byd din fred med os at være!
Lad din fred, som overgår
al forstand, vort sind regere!
Vis den svage tro de hænder,
hvor den stridens mærker kender!
2 Vis os, at du stred og vandt,
at du endnu er den samme!
Liv og salighed vi fandt,
som i troen dig annamme.
Lad os, midt i stridens dage,
freden, som du købte, smage!
Johan Nordahl Brun 1786.
248
Mel.:
Erik Haumann 1987
1 Med thomaskravet står vi her,
med tvivlens skæl for øjets skær -
langfredags angst i mindet.
Du kender, Gud, vor splittethed,
vor længsel mod dit lys, din fred
og kulden dybt i sindet.
2 Vi tror på det, vort øje ser:
det kendte, sikre – intet mer –
en jordfødt, bundet viden.
Du under os en evighed,
et liv, som ingen grænser ved;
men dage dør i tiden.
3 I dybet under stenet jord
må tjørnen søge vandets spor
med blinde, hvide rødder.
Vi famler skræmt i gravens skød,
men ser kun naglegab og død
og sår på dine fødder.
4 Da kommer du igen til os
– hver lukket dør, hver tvivl til trods –
med ord, vi kan fornemme.
Bag det, som vore øjne ser:
lidt vin, lidt brød – og intet mer!
dér hører vi din stemme.
5 Her er det tunge glædesbud,
hvis pris, min Herre og min Gud!
til bunds du selv kun kender.
Her får du for dit liv, dit blod
min thomastro, mit svage mod
– og gir mig dine hænder.
Joh 20,24-29
Lisbeth Smedegaard Andersen 1988.
249
Mel.: Det var kun en drøm
1 Hvad er det at møde den opstandne mester
i live igen
trods pinen og døden, soldater og præster,
trods svig af en ven?
Det er som at indse det, blændet af tårer:
Hvor var jeg en indskrænket, hjerteløs dåre!
2 Det er som at høre en gravengels stemme:
Han er ikke her!
Gå hen, hvor I arbejder, elsker, har hjemme,
han møder jer der!
Det er, som når livet det vender tilbage,
som brød, vi skal bryde, som vin, vi skal smage.
3 Det er som disciple på Emmausvejen
alene, skønt to,
at møde en fremmed og mærke forlegen,
hans ord må vi tro;
han udlægger Skriften, så hjerterne brænder,
han minder utroligt om en, som vi kender.
4 Det er som Maria at se, han er borte,
og briste i gråd
og bede en fremmed i havemandsskjorte
om hjælp og om råd
og høre ham sige: Maria, du kære!
og svare: Rabbuni! Min elskede Herre!
5 Det er som fornægteren Simon den Bange,
fortabt i sin skam,
at høre hans tillidserklæring tre gange:
Vogt mine lam!
Det er som at løftes af mægtige hænder
fra drukning i mørket til morgen blandt venner.
6 Det er som forfølgeren Saulus at rammes
af lynild og ord
og standses på vejen og blændes og lammes
og kastes til jord
og tvunget af sandheden sige og skrive:
Den Jesus, vi dræbte, har jeg set i live!
7 Det er som forrædderen Judas at sidde
i Helvedes kval
og mærke en luftning i Helvedes hede
så himmelsk og sval
og vide, nu kommer den mester, jeg kender;
til Helvede går han for venner og fjender.
8 Det er som en ånd gennem lukkede døre
i kød og i blod,
der sender os, siger os, hvad vi skal gøre,
og indgyder mod,
så den, der er bange for hån og for stening,
tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening.
9 Det er som et forhæng, der rives til side
på højeste sted,
og Mesteren står der og gir dig i tide
sin evige fred.
Det er som i lovsang, lyksalig og svimmel,
at se ham som Gud i den syvende himmel.
Hans Anker Jørgensen 2000
250
Mel.:
Th. Laub 1915
Under
dine vingers skygge
1 Kommer, sjæle, dyrekøbte
og til mer end engle døbte,
søskende til Davids Søn!
Lad os med Guds engleskare
og med ham til Himmels fare,
se den frommes store løn!
2 Trindt det lyder ham i møde:
Vær velkommen fra de døde,
alle djævles skræk og gru!
Over dem går flammebølger,
folket igenløst dig følger,
før fortabt, men fundet nu.
3 Kæmper, I, som borgen værne,
borgen over sky og stjerne,
åbner brat den høje port!
Sejerrig fra dybet kommer
verdens frelser, verdens dommer,
navnet hans er evig stort.
4 Møder ham med gyldne kroner,
ham og mange millioner,
dyrekøbte med hans blod,
stigende fra jammerdale
nu med ham til frydesale!
Takker ham, for han er god!
5 Mellem engle mænd nu tælles,
har med Herren alt tilfælles:
ånd og støv og liv og blod,
troen, håbet, kærligheden,
lyset, glansen, glæden, freden,
livets træ og livets flod.
6 Vælge kan igen og vrage
jordens slægter alle dage,
vælge mellem liv og død,
dagens lys og nattens mørke,
Paradis og vilde ørke,
Helved hedt og Himmel sød.
7 Ære være Frelsermanden,
med et navn som ingen anden,
løseren af dødens bånd!
Lov og tak og evig ære
i Treenigheden være
Fader, Søn og Helligånd!
Kynewulf omkr. 800.
N.F.S. Grundtvig 1837.
251
Mel.: Kraften fra det høje
1 Jesus, himmelfaren,
højt over engleskaren
nu sidder ved Guds højre hånd
og sender os sin Faders Ånd.
Bøjer alle knæ for vor frelser!
2 Jesus, himmelfaren,
udsender engleskaren
al jorden rundt til sine små
at vinke dem til Himlens blå.
Bøjer alle knæ for vor frelser!
3 Jesus, himmelfaren,
dog midt i folkeskaren
uddeler Himlens vin og brød,
er med sit folk i liv og død.
Bøjer alle knæ for vor frelser!
N.F.S. Grundtvig 1850.
252
Mel.: Crailsheim omkring 1565
1 Til Himmels fór den ærens drot,
halleluja, halleluja!
som gjorde alt på jorden godt.
Halleluja!
2 Hvad er hans navn, den kæmpe skøn?
halleluja, halleluja!
Det Jesus er, Marias søn.
Halleluja!
3 Med kød og ben 1, som Gud og mand,
halleluja, halleluja!
opstod, opfór og troner han.
Halleluja!
4 Nu er opfyldt kong Davids sang,
halleluja, hallluja!
hans søn på tronen sig opsvang.
Halleluja!
5 Højlovet være Herren god,
halleluja, halleluja!
med død og djævel under fod.
Halleluja!
6 Han ved Gud Faders højre hånd,
halleluja, halleluja!
tilsender støv den Helligånd.
Halleluja!
7 Guds engle stige op og ned,
halleluja, halleluja!
med folkets sang og Kongens fred.
Halleluja!
8 I morgen kommer han på ny
halleluja, halleluja!
med strålekrans på rosensky.
Halleluja!
1 Ez 34; Luk 24,39
Latin 15. årh. Dansk omkr.
1620.
N.F.S. Grundtvig 1837.
253
Mel.: O Gud, du ved og kender
1 I dag skal alting sjunge,
hvad hjerte har og tunge.
Zink 1 og basun her frem!
Se! Se, hvor Jesus farer
med serafiners skarer
igennem skyen hjem!
2 O, se den engle-vrimlen
omkring Guds stol i Himlen
ved lyden af hans trin!
Den gamle udaf dage
selv rejser sig at tage
imod sin Benjamin 2.
3 Sid hos min højre side!
Sid, siger han, du blide,
al verdens liv og sol!
Guds hær med lovsangstoner
og alle ældstes kroner
blev kast for Lammets stol.
4 Hvad gør du her tilbage?
Far efter ham så fage 3,
som duen fløj, min ånd!
Far hen at se den søde
Guds Søn, som for dig døde,
med almagts spir i hånd!
1 blæseinstrument.
2 2 Mos 35,18, lykkens søn, her om Jesus.
3 hurtigt
Hans Adolph Brorson (1765).
254
Mel.: Af højheden oprunden er
1 Fuldendt er nådens store værk,
Guds Søn har, underfuld og stærk,
fuldkommet frelsergangen:
Fra krybbens strå til Golgata,
til graven, han udvandred fra,
holdt jordens nød ham fangen;
fattig, ringe, spottet, såret,
han har båret
tornekronen,
han, som arved himmeltronen.
2 Hos Gud, før verdens grund blev lagt,