15
Mel.: Fra tjekkisk
sangbog 1576
Lad vaje højt vort kongeflag
1 Op, al den ting, som Gud har gjort,
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.
2 Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted’ ej det mindste blad
at sætte på en nælde.
3 Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få,
om det kun ret at tale?
4 Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
at alle skove vrimle,
de mange fuglesving, der sker
op under Herrens himle?
5 Hvad skal jeg sige, når jeg går
blandt blomsterne i enge,
når fuglesangen sammenslår
som tusind harpestrenge?
6 Hvad skal jeg sige, når mit sind
i havets dybe grunde
kun dog så lidt kan kige ind
og ser så mange munde?
7 Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
hvor stjerneflokken blinker,
hvor mildt enhver imod mig ler
og op til himlen vinker?
8 Hvad skal jeg sige, når jeg op
til Gud i ånden farer
og ser den store kæmpetrop
af blide engleskarer?
9 Hvad skal jeg sige? Mine ord
vil ikke meget sige;
o Gud! hvor er din visdom stor,
din godhed, kraft og rige!
10 Op, stemmer alle folk på jord
med frydetone sammen:
Halleluja, vor Gud er stor!
Og Himlen svare amen.
Hans Adolph Brorson 1734.
16
Mel.: Af højheden oprunden er
1 O Gud! hvor er du mer end skøn,
o du Gud Fader og Guds Søn
og Helligånd tillige!
Hvor dejlig er din trones pragt,
hvor vældig er dit scepters magt,
hvor evigt er dit rige!
Hvor godt dit slot,
hvor retfærdig, hellig, værdig,
fuld af nåde
findes din regeringsmåde!
2 At du er herlig, høj og stor,
den vide himmel, brede jord
og dybe hav betegne;
det alt er kun en dråbe vand,
ja næppe som et solegran
udi din hånd at regne,
og du dog nu
her i tiden mig, en liden
askebolig,
søger, elsker, favner trolig.
3 Men er det ej en skændig ting,
den største part så blind omkring
i denne verden vanker!
Din skabning ser man daglig på,
dog ser man, som man ikke så,
og går i andre tanker.
Ild, vand, luft, sand,
sol og stjerne, hver en kerne,
hver en dråbe
Herrens herlighed udråbe.
4 I ordet kan jeg se dig ind
udi dit hjertemilde sind
og store nådes rige;
jeg ser en bundløs kærlighed,
jo mer jeg ser, jo mindre ved
jeg, hvad jeg mer skal sige.
Ak, min Gud, din
overmåde store nåde
er så megen,
at du derved er min egen.
5 Op! op, min sjæl! fra denne jord
til Gud, som hist i lyset bor,
hvor alle engle vrimle,
hvor alle helgens syngefryd
slår an som stærke tordens lyd
i alle himles himle,
hvor hver især
kaster kronen hen for tronen,
og til hobe
”hellig” mod hverandre råbe 1.
6 O, hvem der dog var engleklæd
og kunne gøre selskab med
de blide serafiner,
som frydens gyldne harper slå
og op i alle toner gå
med himmel-synge-miner.
Nu brat god nat
hermed siges verdens riges
myretue,
jeg vil op, min Gud at skue.
1 Es 6,3
Hans
Adolph Brorson 1734.
17
Mel.: Köln 1623
1 Almægtige og kære Gud,
halleluja,
nu folder skabningen sig ud,
halleluja,
i lys og sang, i blomst og frugt,
halleluja,
for du gør alting godt og smukt,
halleluja,
pris vor skaber,
pris vor skaber, halleluja!
2 Skønt ingen skabning véd dit navn,
har du al verden i din favn,
som broder Sol med velbehag
omfavner alt ved højlys dag.
3 Af solens lyse brodersind
får søster Måne alt sit skin,
mens stjerner, deres søskend’ små,
med glade øjne ser derpå.
4 Se, broder Vind har sky’r i bånd,
usynlig som din egen Ånd,
han skaber, medens kornet drær,
det gode vejr og al slags vejr.
*
5 Se, broder Myre, klog som få,
har alt, hvad han kan slæbe på,
mens søster Sommerfugls fornuft
omtåges helt af blomsterduft.
6 Vor søster Vand gør livet nyt,
hun spejler himlen i en pyt,
hun bærer oppe køl og kryb,
hun gemmer døden i sit dyb.
7 Vi frygter også broder Ild,
bevar os, Gud, når han blir vild,
men tak for ham, der ganske tyst
gør hele livet varmt og lyst.
8 Men døden truer hvert sekund
vor svage krop med meget ondt;
o gode Gud, gør døden god
som moder Jord, der tar imod.
*
9 Pris være dig for moder Jord,
hun føder os med alt, som gror;
på denne jord din Søn har trådt,
og hvor han er, blir alting godt.
10 Vi bøjer os i tak for den,
som blev vor søster, bror og ven,
vor far og mor, som i dit sted
i kærlighed har båret med.
11 Dit ansigt, intet øje så,
dit navn, hver skabning grunder på,
forklares i en solopgang,
hvor alting foldes ud i sang.
12 Så pris med hjerte, mund og hånd,
halleluja,
Gud Fader, Søn og Helligånd,
halleluja!
Den mindste kerne, lyd og gnist,
halleluja,
lovsynger dig fra først til sidst,
halleluja,
pris vor skaber,
pris vor
skaber, halleluja!
Frans
af Assisi 1225 og 1226.
Johannes
Jørgensen 1895.
Johannes Johansen 1978.
18
Mel.: Guds Søn kom ned fra Himmerig
Et trofast hjerte, Herre min
Sin vogn gør han af skyer blå
1 Som fisk i hav og fugl i luft
ej lader spor tilbage,
så kan og ej med vor fornuft
vi Herrens vej opdage,
thi det med rette er hans ry,
han farer på den lette sky
og nytter vejrets vinger.
2 Usporlig er vor Herres vej,
men det er vel at mærke,
vi ved, ham bjerge standser ej
så lidt som bølger stærke;
hans vej går over bjerg og strand,
hans vej går gennem ild og vand
og gennem mørkets rige.
3 Har vi da kun vor Gud med os,
som over alt mon råde,
al fare frit vi byder trods
og smiler ad hver gåde;
er mørkt end for, dog lyst er bag,
vil altid som den unge dag
sin vej med glans sig bryde.
4 Ja, stod vi for Det Røde Hav
en aftenstund med sorgen,
vi med det lys, os Herren gav,
dog vist fandt vej i morgen,
så vi gik over uden bro
på havets bund med tørre sko
og klare lovsangstoner.
5 I Jesu navn vi går da trygt,
hvor Jesu Ånd os driver;
han dæmper al vor tvivl og frygt
og i vort hjerte skriver:
Så siger Jesus Kristus: Jeg
er sandhed og den rette vej
i lys og løn til livet.
6 Til livets land, til Himmerig
gik Herren gennem døden,
og altid han sig selv er lig
hos hedningen og jøden:
Han aldrig gør sig selv den skam,
at han med os og vi med ham
fór vild i mørkets rige.
7 Så vær da, hvad du dig har kaldt,
vor frelser, her til stede:
Vor vej, vort lys, vort liv, vort alt,
med Himmeriges glæde!
Da let det går på sælsom vis,
da snart vi er i Paradis,
dér danse vi på roser.
N.F.S. Grundtvig 1843-45.
19
Mel.: Wittenberg 1533
1 O Gud, fornuften fatter ej
dit forsyns skjulte nåde,
den ubegribelige vej
og underlige måde
at føre dine helgen på,
at gange og ledsage,
lede, drage,
og altid med dem gå
i alle deres dage.
2 Når du os vil ophøje, må
vi først til jorden segne,
når vi dit nåde-skin skal få,
så lader du det regne,
du tager os vor fordel hen,
når du os rig vil gøre,
for at føre
vor sjæl til dig igen
og dine bud at høre.
3 Du lader os med Helved-frygt
i vore synder plage,
at nåden ret kan blive søgt
og desto bedre smage;
du truer os med nød og død,
når du os vil oplive,
trøsten give,
der er langt mere sød,
end nogen kan beskrive.
4 Du fører os i kamp og strid
mod Satans hele skare,
vi synes tit i sådan tid
i alt for stor en fare;
da lære vi, hvor lidt vor lejr
formår mod Satans pile,
til dig ile
og efter vunden sejr
i dig alene hvile.
5 Så før os ved din egen hånd,
som du det bedst kan finde,
og lad din gode Helligånd
os alle tider minde,
at hvordan du os føre vil,
så er din vej og måde
os at råde,
hvor hårdt det end går til,
dog idel nåde, nåde.
Johan Hermann Schrader 1731.
Hans Adolph Brorson 1734.
20
Mel.: Sperontes 1736.
Jeg går i fare, hvor jeg går
1 Jeg ser dit kunstværk, store Gud,
du er alvis, almægtig,
al verden blev jo ved dit bud
af intet vid og prægtig;
men dette store alt
i omkreds og gestalt
er dog i sjælens øje slet
mod dig, som ene skabte det.
2 Jeg ser det vidtudstrakte rum,
den cirkled himmelbue,
dens lamper uden tal og sum
i ubegreben lue.
Mit syn forlyster nok
ved dejlig stjerneflok;
men sjælen venter sikkerlig
sin himmelglans og sol i dig.
3 Jeg ser en jord, en grundfæst bold,
i dette store runde,
fyldt op med forråd tusindfold
for alle liv og munde.
Din rundhed gav mig mer,
end jeg fornøden ser,
men var al jorden skabt for mig,
jeg var dog arm foruden dig.
4 O kære Gud! din Ånd, dit ord
er her mit liv i live;
men hvad er himmel eller jord,
når jeg hos dig kan blive?
Min længsel, lyst og agt
er op fra verdens pragt.
Lad verden have sit for sig,
o, lad mig bare have dig!
Sl 73,25
Ambrosius
Stub 1754-1758.
21
Mel.: Til dig alene, Herre Krist
1 Du følger, Herre, al min færd,
du kender mine veje;
du er mig som min skygge nær,
hvor end jeg søger leje.
Du hører, før mit ord er sagt;
min tanke er dig åben lagt.
Hvor skulle jeg i verden få
et sted at stå,
hvor ikke du mig kunne nå?
2 Om jeg i dybet søgte ly,
hvor mørket mig omringer,
og steg i sol jeg over sky
på morgenrødens vinger,
ja, om jeg over have fór
og sletted bag mig alle spor,
dog kendte jeg din almagts Ånd.
Din højre hånd
mig holder fast i dine bånd.
3 Før jeg blev født, du alt mig så
i moderlivet inde;
min lykke nu i dag dig lå
fra evighed på sinde.
Det sætter jeg min tro da til,
at aldrig du mig slippe vil.
Til hvem skal jeg vel ellers gå
og håbe på
et livets ord til trøst at få?
Sl 139
K.L.
Aastrup 1971.
22
Mel.:
Kvindelil, din tro er stor
Kom, Gud Faders Ånd fuldgod
1 Gådefuld er du, vor Gud!
Du, som sender storme ud,
gav dog midt i ørknens sand
Moses råd – som mand til mand.
2 Men dit ansigts stråleskær,
det kan ingen skue her,
Moses så kun, skærmet trygt
bag din hånd, med ærefrygt
3 verdens overdådighed
opstå, skabes i dit fjed,
lysets skælven, varsomt lagt
i naturens farvepragt.
4 Alt med hver sin egenart:
Rosen, sommerfuglen – sart
drager skabelsens mystik
klædt i støv forbi vort blik.
5 Undrende betages vi,
når din skønhed går forbi;
vil vi se dit væsens grund,
ser vi nat og mørke kun.
6 Skærm vor undren, og bevar
gåden om det sidste svar;
lad os tro, at vi er mer
end en skal af støv og ler –
7 at du bag ved gådens slør
åbner os en anden dør,
og at Jesus er den vej,
der skal føre os til dig.
8 Nøglen er din kærlighed,
og når vi – bag tid og sted –
ser dig i din stråleglans,
vil dit åsyn ligne hans.
2.Mos
33,18-33.
Lisbeth
Smedegaard Andersen 1993.
23
Mel.: Guds Søn kom ned fra Himmerig
1 Hvor Gud mig fører, går jeg glad,
han, ikke jeg, skal råde,
jeg kalder alle tider, hvad
min Gud mig skikker, nåde.
Gud fører mig dog lige hjem,
thi går jeg altid trøstig frem
og på hans hjerte lider.
2 Hvor Gud mig fører, vil jeg mig
ham ganske overgive,
og synes sagen underlig,
han ved dog frem at drive,
hvad han med mig bestemte alt,
før jeg af moders liv blev kaldt,
jeg er jo ej min egen.
3 Hvor Gud mig fører, er i tro
og håb mit hjerte stille,
i mig hans egen kraft vil bo,
hvad kan mig fra ham skille?
Thi fatter jeg et trøstigt mod,
fordi Guds vej er altid god,
ja, vist den allerbedste.
4 Hvor Gud mig fører, vil jeg gå,
om foden skulle brænde;
kan jeg det forud ej forstå,
til sidst jeg dog skal kende,
at det er idel trofasthed,
hvor han mig fører op og ned:
det er min troes anker.
1 stoler
Lampertus
Gedicke 1711.
Hans
Adolph Brorson 1742.
24
Mel.: William Croft
?1708
C.S. Harrington
1870
1 En vej eller anden, vor Herre ved råd,
måske ikke min vej,
måske ikke din vej;
men dog ad sin egen vor Herre ved råd.
2 En tid eller anden, vor Herre ved råd,
måske ej til min tid,
måske ej til din tid;
men dog til sin egen vor Herre ved råd.
3 Så tab da ej modet, vor Herre ved råd!
Og han til din lykke
sit ord ej vil rykke;
derpå kan du bygge: vor Herre ved råd.
4 Da vi var fortabte, vor Gud vidste råd:
hans Søn kom iblandt os,
opledte og fandt os,
brød døden, som bandt os. – Ja, Gud vidste råd.
5 Så gå, hvor han kalder, og spar dig din gråd!
Hvor havet nu syder,
blir vej, når han byder 1,
og lovsangen lyder: vor Herre ved råd.
1 2 Mos 14
Fil 4,19
Martha
Cook omkr. 1864.
C.J.
Brandt 1875.
Niels Møller 1947.
25
Mel.:
A.P. Berggreen 1870.
Troens smykke, Jesus sød
1 Hvert et lys i livets nat,
hver en trøst i livets smerte,
hver en glæde i vort hjerte,
hver en sjæls og legems skat,
alt, hvad skønt vort øje skuer,
alt, hvad herligt ånden ved,
alt, hvad mildt i hjertet luer,
skabte, Gud, din kærlighed.
2 Den er alt det godes rod,
den er alt det sandes kilde,
den udvælder, årle, silde,
i en klar og dejlig flod,
gennemstrømmer livet stille,
gør det frugtbart, smukt og rigt,
lader himlens stråler spille
på dets blomster yndeligt.
3 Ja, du store, milde Gud,
du ved faderkærligheden
skaber atter her et Eden,
sletter synd og sorrig ud.
Også mig, den store synder,
frelste du i Jesu navn,
og mit liv, mit alt, jeg finder
i din søde faderfavn!
W.A. Wexels 1840.
26
Mel.: L. Mason 1856
1 Nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig!
Er det end korsets vej,
du viser mig,
altid dog synger jeg:
Nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig!
2 Om sent i sorgens stund
ensom jeg går
og har til leje kun
stenen så hård,
drømmen dog bærer mig
nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig.
3 Opladt mit øje ser
stigen til Gud
og gennem alt, hvad sker,
sendt på dit bud
engle, som vinker mig
nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig.
4 Her er, med Himlens håb,
Betel for mig:
stenen i tårers dåb
salver jeg dig,
frejdig går frem min vej
nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig.
5 Og er for sidste gang
striden forbi,
sjælen til Himmel-vang
løfter sig fri.
Evigt da jubler jeg
hjemme, min Gud, hos dig,
hjemme hos dig.
1.Mos 28,10-19
Sarah Adams 1841. Henry
Ussing 1881
27
Mel.: Til dig alene, Herre Krist
1
Du gav os efter dit
behag
vor
jord med al dens grøde;
du
tændte sol for arbejdsdag
fra
gry til aftensrøde.
Vi
skulle vel vort dagværk nå
og
altid for dit ansigt gå.
Du
gav os livet uden savn
for
i dit navn
at
leve til vor næstes gavn.
2
Så gav vi dig, vor
skaber, Gud,
et
liv, der var lagt øde,
et
liv i trods mod dine bud
fra
gry til aftensrøde.
Vi
søgte kun vort eget vel;
vor
næste blev vor lykkes træl.
Vort
selv vi ynded over alt,
fra
dig vi faldt.
Men
da var vore dage talt.
3
Din vrede frem af Himlen
brød,
du
lod os dommen kende;
du
satte os den bitre død,
som
blev vor lykkes ende.
Du
skjulte os dit ansigts lys,
vi
måtte lære mørkets gys.
Det
blev os koldt ved hjerterod,
da
vi forstod,
vi
kendte ej for graven bod.
4
Da gav du efter dit
behag,
imod
hvad vi fortjente,
en
sådan udgang på vor sag,
som
ingen kunne vente,
et
under over al forstand,
en
visdom, vi ej grunde kan:
din
Søn, der som vor næste kom
og
vendte om
til
nådesbud din vredes dom.
5
Hvad vi ej kunne, gjorde
du;
det
er vor frelse blevet.
Os
livet er velsignet nu,
fordi
din Søn har levet.
Det
er så din retfærdighed,
at
han for vore synder led.
Han
holdt for os i Helved stand.
Alene
han
af
gravens hul os hente kan.
6
Så sandt han som vor
næste er
med
os i graven gået,
vi
ved, hvis vi skal blive dér,
han
aldrig var opstået;
han
aldrig hjem til Himlen gik,
hvis
ikke os han med sig fik.
Han
delte vor elendighed;
derfor
vi ved:
han
deler med os Himlens fred.
7
Så takker vi dig, Skaber
Gud,
for
håbet i det høje,
og
beder: skriv os dine bud
i
hjerte og for øje;
ja,
lad det under med os ske,
vi
altid må vor næste se!
Udløs
vort liv af dødens bånd,
med
almagtshånd,
genfød
os ved din Helligånd!
K.L. Aastrup 1935
28
Mel.: Jens W. Pedersen 1988.
1
De dybeste lag i mit
hjerte
er
længsel, umålelig stor.
Jeg
rækker mod vigende himle
og
følger umulige spor.
Et
sted må det findes, det lærred,
som
spænder sit billede op,
et
sted må dét være i verden,
som
fylder mit sind og min krop.
2
De dybeste lag i mit
hjerte
har
set et forklarelsens land,
hvor
alt var et fuldkomment billed,
og
lykken var evig og sand,
men
kun som et glimt, som en lysning,
der
strøg over marker og vand.
I
strejf lå mit landskab forklaret
som
livets og kærligheds land.
3
Er billedet til som en
kalden,
der
rammer mig langvejs fra?
Et
paradis, fjernt og forsvundet
fra
slægten, jeg stammer af?
Er
kaldet kun ekko af drømme,
den
ø, som er intetsteds til,
så
har den dog morgenens klarhed
og
kræfter, som aldrig går til.
4
Min Gud, som jeg kalder
den mester,
der
maler mig morgenens drøm,
det
spekter, jeg ikke behersker,
af
længsel urolig og øm,
som
spænder de strenge i hjertet,
der
aldrig vil klinge ud,
som
synger og smerter og kalder
og
længes mod Herren, min Gud!
5
Du, skabelsens Gud, som
vil bøje
dig
ned til din verden i dag.
Du,
Skaber, som åbner mit øje
og
kender mit hjertes slag.
Din
ånd over lande og have,
din
kalden på skabningen selv
er
lyden i alt det, du skabte
i
blodets og flodernes væld.
6
Så mød mig en skabelsens
morgen
her
midt i mit goldeste land,
og
knus mig i selviskheds ørken,
skab
du så, som Skaberen kan.
At
uro kan vendes til glæde,
min
længsel til det, jeg formår:
at
rejse mig nyskabt og leve
på
jorden, mens dagene går.
Jens Rosendal 1990
29
Mel.: Hans Holm 1988
1 Spænd over os dit himmelsejl.
Rør jorden med din finger.
Lad himmelbuen være spejl
for lyset, som du bringer.
Sæt fredens bue som et skjold
mod mørke, død og krigens vold –
Du himmelbuens Herre.
2 Skænk os det klare kildevæld,
som skaber liv i strømmen.
Vi finder ikke kilden selv,
så hold os fast på drømmen:
At du er livets kilde, som
får blinde til at se sig om –
Du underfulde Herre.
3 Vær sol på vores mælkevej,
og varm os i din sfære.
Lad Hellig-ilden brede sig,
så vi får mod at bære
vor klode som en blomstereng,
et liv i broget sammenhæng –
Du fællesskabet Herre.
Leif Ramussen 1988
30
Mel.:
Nikolaus Herman 1554
1 Op, alle, som på jorden bor,
og takker Gud, vor Gud!
Hans pris af helligt englekor
i Himlen synges ud.
2 Han skænker liv og gode kår
os alle ufortjent;
hvor mennesker det ej formår,
har han os hjælp tilsendt.
3 Skønt vi ham højt fortørnet har,
for ret dog nåde gik,
og tit for straf, vi skyldig var,
velgerninger vi fik.
4 Han give os et hjerte fro
med sand frimodighed
og kaste frygt med al uro
i havets dybder ned!
5 Hans nåde kraftig stå os bi
i al vor id og dåd,
fra synd og sorrig han os fri
og alle onde råd!
6 Han lukke selv vort øje til
i dødens mørke nat,
og når vort hjerte briste vil,
er han vor del og skat.
Sir 50,22-24
Paul Gerhardt 1647. Dansk 1740.
C.J. Brandt 1885.
31
Mel.:
J.P.E. Hartmann 1852
1 Til himlene rækker din miskundhed, Gud,
din trofasthed når dine skyer;
din retfærdshånd over bjergene ud
er strakt over dale og byer.
2 Som himlenes favn er din kærlighed, Gud,
som havenes dyb dine domme.
Til frelsen fører du sjælene ud,
vil skabningens suk ihukomme.
3 Hvor dyrebar er dog din miskundhed, Gud,
hvor menneskebørnene bygge!
I mulm er kærlighedsvingen bredt ud,
vi skjuler os under dens skygge.
4 Du kvæger i ørken den tørstende sjæl,
du bjærger den bævende due.
Hos dig er livets det evige væld,
og lys i dit lys skal vi skue.
Sl 36, 6-10
B.S.
Ingemann 1845.
32
Mel.: G. Neumark 1657
1 Hvo ikkun lader Herren råde
og til ham sætter al sin tid,
den frier han fra alskens våde
og redder i al nød og strid;
hvo al sin lid til Himlen slår,
hans hus på sandgrund ikke står.
2 Hvad hjælper al vor sorg og klage,
hvad hjælper os vort ak og ve!
hvad hjælper det, at alle dage
vi surt til jord og himmel se!
Vi fylder kun vort modgangs mål
med sligt unyttigt klagemål
3 Stå, kristensjæl, kun lidet stille,
og vær fornøjet med Guds vej!
Hans visdoms råd er altid milde,
hans forsyns øje sover ej;
den gode Gud, vor skabermand,
bedst skønner, hvad os gavne kan.
4 Det er for Gud slet ingen møje,
det koster ham jo kun et ord,
den, som er fattig, at ophøje,
en rig at styrte ned til jord;
Gud er den undergernings-mand,
som rejse brat og fælde kan.
5 Med sang og bøn gå Herrens stier,
og røgt med troskab du dit kald!
Velsignelsen da på dig bier
og ny hver morgen dale skal;
Hvo al sin lid til Gud har sat,
han vorder ej af ham forladt.
Sl. 55,23
Georg Neumark 1657.
Frederik Rostgaard
1693.
W.H.F. Abrahamson 1798.
N.F.S. Grundtvig 1856.
Bearbejdet 1885.
33
Mel.: Som hønen klukker mindelig
Et
trofast hjerte, Herre min
1 Han, som har hjulpet hidindtil,
han hjælper nok herefter,
han altid kun det bedste vil,
og han har almagts-kræfter,
og han så grundig alting ved,
at selv til bunds i kærlighed
ser klart hans forsyns-øje.
2 Den øde ørk, det vilde hav,
den hårde vinterkulde,
den dybe sorg, den mørke grav,
de kære under mulde,
for alt hos Gud er gode råd,
til frydesang han vender gråd
så let som vind og vove.
3 Thi når vor sjæl er i Guds hånd,
Guds-ordet i vort hjerte,
da brister for os alle bånd,
som pine kan og smerte,
da åbner sig som aldrig før
Guds-rigets port, Guds-husets dør
og livets kilder alle.
4 Om end vort støv er lige tungt,
så får vor sjæl dog vinger,
så den med ordet evig ungt
sig let til Himlen svinger
og ser så fra det høje ned
med smil på verdens usselhed,
med trøst på jordens møje.
5 Vi føler, at hvordan det går,
hvad verden gør og lader,
så gav os Gud dog børnekår,
så er dog Gud vor Fader,
så er vor død dog kun et blund,
og støvet om en liden stund
får også ørnevinger.
6 Min sjæl, hvi bruser du da så
og krymper dig i støvet
og gruer for de skyer grå,
for vindens pust i løvet?
Du ved jo dog, trods vind og sky
du skue skal de himle ny,
som Gud gør evig klare!
7 Og du, mit støv, hvi sukker du
som under fjelde knuset?
Du hører jo, der skaffes nu
dig plads i Fader-huset;
din frelser vidner: Ej et hår
forkomme skal i ormegård
og fattes i Guds rige!
N.F.S. Grundtvig 1845-50.
34
Mel.: Johann Crüger 1653
L.M. Lindeman 1863
1 Gud skal alting mage,
som mig alle dage
favner i sit skød,
han, som mig udvalgte
og blandt sine talte,
førend jeg blev fød,
han, som ved
så god besked
udi livet og i døden,
hvad jeg har fornøden.
2 Gud skal alting mage,
han så mangen plage
haver fra mig vendt,
underholdet livet,
mad og drikke givet,
som det mig har tjent,
og når tit
en anden sit
har med suk og sorg fordøjet,
har han mig fornøjet.
3 Gud skal alting mage,
dig ved hånden tage,
når du synke skal,
når du vil fortvi’le,
finder ingen hvile
udi modgangs dal;
Gud da vil
selv træde til,
da skal al din kummer endes,
som et strå forbrændes.
4 Gud skal alting mage,
mægtig i de svage
han sig altid tér 1.
Skulle eller kunne
nogen gå til grunde,
som på Herren ser?
Allesteds
da vel tilfreds,
alting står udi hans hænder,
al din trang han kender.
5 Gud skal alting mage,
selv når du skal smage
dødens beske skål,
da vil han det gøre,
selv vil han dig føre
til det rette mål;
lad den pagt
kun stå ved magt,
at du skal til graven drage,
Gud skal sjælen tage.
6 Gud skal alting mage,
som den sorte drage
mægtig overvandt;
fører han end sine
gennem kors og pine,
underlig iblandt,
vær bered
til strid og fred,
til at give og at tage,
Gud skal alting mage!
1 viser
Sl. 37,5
Ernst Stockmann 1701.
Hans Adolph Brorson 1734.
35
Mel.: H.O.C. Zinck 1801
1 På Gud alene
jeg haver sat min lid,
hans ord det rene
er hjælp i rette tid;
mit liv, min ære,
mit sind, min ganske sjæl
og alt, hvad mere
du undte mig så vel,
befalet være
dig, Gud Immanuel!
2 Und mig at tjene
dig, kære Herre Gud,
i troen rene
på dine ord og bud!
Når mig forsager
al verden, er mig vred,
og sygdom plager,
da giv tålmodighed,
vær min ledsager
fra verdens usselhed.
3 Du kan mig trøste
udi min store nød;
du mig forløste
alt med din hårde død;
jeg kan fornemme
i Himmerig god trøst
og da forglemme
den store ve og brøst,
min usle stemme
får klang som englerøst.
4 O
Jesus fromme,
min allerstørste ro,
und mig at komme,
hvor dine venner bo!
Løs du min våde,
og før mig med dig hjem,
hjælp med din nåde,
at jeg kan komme frem
til dit det gode,
det ny Jerusalem!
5 Der skal jeg være
hos dig til evig tid
i fryd og ære
hos alle helgen blid.
Når jeg skal ende
mit liv i denne dal,
lad mig dig kende,
da venlig til mig tal:
“Kom med, min kære,
til Himmeriges sal!”
Dansk (1611).
C.J. Brandt 1885
36
Mel.: H.L. Hassler 1601
Jeg ved, på hvem jeg bygger
1 Befal du dine veje
og al din hjertesorg
til hans trofaste pleje,
som bor i Himlens borg!
Han, som kan stormen binde,
hvem bølgen lyde må,
han kan og vejen finde,
hvorpå din fod kan gå.
2 På Herren må du agte,
hvis det dig vel skal gå;
hans gerning du betragte,
hvis din skal vel bestå!
Ved sorg og selvskabt plage
du intet retter ud,
thi intet kan du tage,
alt kan du få af Gud.
3 Din trofasthed og nåde,
o Fader, bedst forstår,
hvad skade kan og både
de dødeliges kår,
og hvad du har for øje,
det sker, o stærke Gud,
og alting sig må føje
dit råd at føre ud.
4 Vej har du alle steder,
dig midler fattes ej;
kun nåde du udspreder,
kun lys er al din vej;
din gerning kan ej hvile,
ej standses kan dit fjed,
når du til os vil ile
med hjælp og bistand ned.
5 Om alle Helved-magter
end trodse og modstå,
det du for intet agter,
vil ej tilbage gå.
Hvem kan mod dig vel stande,
som slynger lynets pil?
Hvem vover at forbande,
når du velsigne vil?
6 Så kast da al din smerte
på Herrens stærke magt,
og håb, o, håb, mit hjerte,
vær trøstig, uforsagt!
Du er dog ej den herre,
som alting råde bør;
Gud monne sceptret bære,
og alting vel han gør.
Sl 37,5
Paul Gerhardt 1653.
St. J. Stenersen 1826.
W.A. Wexels 1840.
37
Mel.:
Fra nederlandsk psalter 1540
Fra Kingos Graduale 1699
O store Gud, din kærlighed
1 Min Gud befaler jeg min vej,
ham vil jeg lade råde;
han synes streng, men er det ej,
hans straf er selv en nåde;
han bygged himlens høje tag,
han aldrig mig forlader,
og slår han end med tunge slag,
så er han dog min Fader.
2 En fader, det er soleklart,
vil ej sit barn bedrøve,
og sker det, er det åbenbart
for det ved sorg at øve;
ja, kasted end hans stærke hånd
mig ud i bølgedybet,
så ved jeg dog, at Herrens Ånd
kan finde mig blandt krybet.
3 Alt, hvad han gør, det ret er gjort
og må til lykke føre,
selv når han lukker glædens port
og åbner sorgens døre;
med ham blir selv den sorte nat
så lys som morgenrøden;
hvad han ej holder, synker brat
og gives hen til døden.
4 Den kerne vorder alt for let,
der savner regn og væde,
så modnes Åndens frugter slet
i sol og idel glæde;
den urt, som bringer bitter ve,
kan skænke røde kinder,
så må mit øje sorgen se,
før det sin frelse finder.
5 Nu vel, min Gud, så lægger jeg
mit liv i dine hænder.
Du har beredet mig min vej,
du bedst min vandring kender.
Så tag mig i din stærke favn,
jeg vil dig lydig være,
jeg ved, det vorder mig til gavn
og dig til pris og ære.
Paul Gerhardt 1647.
Carsten
Hauch 1842.
Fr.
Hammerich 1850 og 1852.
38
Mel.:
Befal du dine veje
Jeg
ved, på hvem jeg bygger
1 På alle dine veje,
hvor sort det end ser ud,
gak rolig til dit leje,
og stol på Himlens Gud!
Han, som kan sky og vinde
og bølgen vise vej,
han vil en udvej finde
for dig, som glipper ej.
2 Vel giver han sig stunder,
den ene vise Gud,
før han med et vidunder
af nød dig hjælper ud.
Men ser han kun, du bier
på ham med tro og håb
og råber, skønt han tier,
da hører han dit råb.
3 Derfor på ham du lide,
hos hvem ej findes svig!
Kast al din sorg og kvide
på ham tålmodelig!
Da skal du se og kende,
han er en Herre viis,
som alt så véd at vende,
at han får evig pris.
4 Ja, Fader i det høje,
du alle drotters drot!
Det klart dig står for øje,
hvad der til gavns er godt,
og som en helt udretter
med kraft og mod du alt,
hvad du dig foresætter,
hvorom det så end gjaldt.
5 Da allerstørst var nøden,
du spared ej din Søn,
for syndere fra døden
at bane udvej skøn;
dermed på hjælp af nåde
du sikkert pant os gav,
hvor grumt så end mon fråde
det vilde verdenshav.
6 Vor Gud, så lad det kendes
og klares, dag for dag,
at, som du vil, så vendes
al nød, hver kamp og sag,
så alle dine veje,
hvor sært de slynge sig,
dog fra hver afgrund dreje
og gå til Himmerig!
Sl
37,5
Paul
Gerhardt 1653.
N.F.S.
Grundtvig 1853-1855.
39
Mel.: Aldrig er jeg
uden våde
1 Synes det i kors og pine,
som Gud tit forglemte sine,
dog er jeg forsikret på
hjælp i rette tid at få.
2 Som en fader straks ej giver
altid det, som fordret bliver,
så har Gud sin tid dertil,
når han sine hjælpe vil.
3 Gud kan al min trang formilde,
om det aldrig gik så ilde,
bærer til mig dag for dag
mer end faders hjertelag.
4 Trods den gamle Helved-drage,
trods al verdens skam og plage -
bort al frygt af sind og hu -
lever dog min Gud endnu!
5 Vil, o Gud, du min kun blive,
må alt andet gerne drive;
skal og graven skjule mig,
gerne! når jeg har kun dig.
Christoph Tietze 1663.
Hans
Adolph Brorson 1734.
40
Mel.: Guds godhed
vil vi prise
1 Hvorfor vil du dog klage
og jamre, kære sjæl,
dig selv med sorgen plage?
Tro dog din frelser vel,
slå dig i ham til ro!
Han véd din sag at vende
til god og lyksom ende,
det skal du stadig tro.
2 Gud aldrig dem forlader
i nogen modgangstid,
som kender ham for Fader
og slår til ham al lid.
Vær du i ham kun fro!
Du skal dog aldrig grue,
for du skal frelse skue
ved Jesu Kristi tro.
3 Om alle døre lukkes,
hvor du vil spørge vej,
om alle lys end slukkes,
så tab dog modet ej!
Kun ti og tål og bi!
Vil Gud dig hjælp tilskikke,
da kan al verden ikke
forhindre ham deri.
4 Om Satans pak end sværmer,
så er dog Gud din borg,
som altid dig beskærmer
og redder af al sorg.
Om hele Helvede
sig end imod dig sætter,
det intet dog udretter,
Guds vilje dog må ske.
5 For alle verdens magter
ej frygter Guds de små,
alt, hvad de eftertragter,
de sikkert skal opnå:
Guds hjælp i alskens nød,
Guds trøst i al den kvide,
de friste må og lide,
Guds fred i liv og død.
Johann Heermann 1630.
Johan Brunsmand 1680.
N.F.S. Grundtvig 1864.
41
Mel.: Dansk folkemelodi (1814)
1 Lille Guds barn, hvad skader dig?
Tænk på din Fader i Himmerig!
Han er så rig, han er så god,
ingen kan stå hans magt imod.
O, Gud ske lov!
2 Føden og klæden, hus og hjem,
skulle Guds børn gå vild om dem?
Mennesket lever af Guds ord,
hjemme har børn, hvor fader bor.
O, Gud ske lov!
3 Fuglen i skov, på mark og fjeld
synger i gry og så i kvæld,
sover så sødt på kampesten
som under tag på kvist og gren.
O, Gud ske lov!
4 Ikke den pløjer eller sår,
lægger ej op fra år til år,
dog hvor bønder af hunger dø,
finder den lille fugl et frø.
O, Gud ske lov!
5 Yndig er blomsten klædt og boldt,
dejligst at se på fjeldet goldt,
ikke den spinder, ej den syr,
dronning er dog dens dragt for dyr.
O, Gud ske lov!
6 Blomst kommer op, og blomst går ud,
hvad er vel den for Himlens Gud
noget at regne mod de små,
som for hans åsyn evig stå!
O, Gud ske lov!
7 Lille Guds barn i verden her,
hold dig da til din Fader nær!
Spørg om hans magt og kærlighed,
stol kun på ham, og hvil i fred!
O, Gud ske lov!
8 Føden og klæden nok du får
af ham i morgen som i går.
Og når hans sol for dig går ned,
arver du al hans herlighed.
O, Gud ske lov!
Matt 6,25-34
N.F.S. Grundtvig 1855-56.
42
Mel.: Op, al den
ting, som Gud har gjort
Jeg ved et
evigt Himmerig
1 I underværkers land jeg bor;
ej blinde sjæl det ænser:
Guds kraft igennem verden fór,
og nåden har ej grænser.
2 Den Herre ej forglemmer mig,
som ørknens fugl ej glemmer;
han hører spæde ravnes skrig,
han dyrets suk fornemmer.
3 Han kommer fattig spurv i hu,
han markens lilje klæder;
han skærmer underfuld endnu
den orm, min fod nedtræder.
4 O Gud, hold over os din hånd,
og ingen ørk er øde!
Opliv al verden med din Ånd,
og leve skal de døde!
Mark 8,
1-9
B.S.
Ingemann 1825.
43
Mel.:
Th. Laub omkring 1900
1 Hvor er det godt i Jesu arme
som skødebarn at sove ind
og ved hans nådes bryst sig varme
med et fra sorg befriet sind!
Hvad vil du dig med frygt besvære?
Gud kan din sorg alene bære,
hans trofasthed omskiftes ej,
han er dig altid tro forblevet
og har sig med sit blod forskrevet
at føre dig den rette vej.
2 Hvor dårligt: som en hedning fare
i alle kummers torne ind!
Du kunne dig den møje spare
og favne Jesus i dit sind,
da skulle sorgen selv sig glemme,
og du en liflig ro fornemme,
at se, hvad han fra evighed
for kærlighed har til dig båret,
som jo endnu er ubeskåret
og evig, evig varer ved.
3 Hvi vil du græmme dig for livet,
og hvad der hører livet til?
Gud, som dig har det første givet,
dig og det andet give vil.
Den lille fugl, vor Herre nærer,
sig aldrig over trang besværer,
er altid lystig, mild og vel,
gør mark og skov til paradiser
og mer end vi vor Fader priser,
så vi må skamme os ihjel.
4 Se liljen i de grønne dale,
hvem har vel smykket denne brud?
Hun skulle, om hun kunne tale,
dig skælde for en tidsel ud.
Kan Gud et græs så højt begave,
hvad skal da du, min sjæl, vel have
for prydelse og herlighed?
Du har den bedste skønhed arvet
og er med blodet purpurfarvet,
som flød af Jesu vunder ned.
5 Så hvil, min sjæl, foruden plage
så stille i din Jesu skød!
Lad dig den glæde ej betage,
men glæd dig derved til din død,
at Gud i Kristus dig udvalgte
og alle dine tårer talte,
har udmålt al din gang og vej!
O, lad dig det dog engang sige,
din Gud han kan dig aldrig svige,
nej, Gud alene sviger ej.
Ulrich Bogislaus von Bonin 1724.
Hans Adolph Brorson 1734.
44
Mel.: Viggo Kalhauge 1856
Knud Høgenhaven 1983
1 Urolige hjerte!
Hvad fejler dig dog?
Hvi gør du dig smerte,
du ej har behov?
Er han ej min Fader, som råder for alt?
Er ej mine tanker og hovedhår talt,
og har ej den bedste til ven mig udvalgt?
2 Har ej med de færre
du favreste håb?
Hvad sagde vor Herre
til dig i din dåb?
Var ikke det ordet, som passer kun sig
på dem, der indtræder i Guds Himmerig?
Var ikke det ordet “Fred være med dig”?
3 Hvad kan dig vel skade,
min sjæl, med Guds fred?
Guds engle er glade
for evig derved.
Hun holder for døren, den dejligste brud,
vil ej du mod hende med glæde gå ud,
med favntag udbryde: Velkommen fra Gud!
4 Sit indtog lad holde
den himmelske brud
med kæmperne bolde,
som strider for Gud!
Hvor hun har til huse, Guds engle vil bo,
hvor hun sidder stille, gør ingen uro,
dér stiger vort håb og grundfæstes vor tro.
5 Urolige hjerte!
Luk op for Guds fred!
Da dulmer al smerte
og dåner derved.
Guds fred er en dronning, han selv giver pris,
hvo hende vil fæste, i sandhed er vís,
hvor hun har sit sæde, er Guds Paradis.
N.F.S. Grundtvig 1851.
45
Mel.:
Freylinghausen 1708
H.O.C.
Zinck 1801
1 Jeg går i fare, hvor jeg går,
min sjæl skal altid tænke,
at Satan alle vegne står
i vejen med sin lænke;
hans skjulte helvedbrand
mig let forvilde kan,
når jeg ej på min skanse står.
Jeg går i fare, hvor jeg går.
2 Jeg går i trængsel, hvor jeg går,
mod synden skal jeg stride;
om Gud med korsets ris mig slår,
det skal jeg tålig lide;
tit ingen vej jeg ser,
hvor jeg kan vandre mer,
når modgangs tåge om mig står.
Jeg går i trængsel, hvor jeg går.
3 Jeg går til døden, hvor jeg går
og ved mig ikke sikker,
ej nogen dag og time, når
han har mig alt i strikker;
et lidet åndefang
kan ende al min gang,
så jeg i evigheden står.
Jeg går til døden, hvor jeg går.
4 Jeg går blandt engle, hvor jeg går,
de skal mig vel bevare,
slet intet Satans magt formår
i sådan himmelskare.
Bort, verdens suk og sorg!
Jeg går i engle-borg,
trods nogen krummer mig et hår.
Jeg går blandt engle, hvor jeg går.
5 Jeg går med Jesus, hvor jeg går,
han har mig ved sin side,
han skjuler mig med sine sår
og hjælper mig at stride.
Hvor han sit fodspor lod,
der sætter jeg min fod
trods al den del, mig ilde spår.
Jeg går med Jesus, hvor jeg går.
6 Jeg går til Himlen, hvor jeg går,
frimodig da, mit hjerte,
kun did, hvor du en ende får
på al din synd og smerte.
Bort, verdens lyst og pragt!
Til Himlen står min agt,
al verdens eje jeg forsmår.
Jeg går til Himlen, hvor jeg går.
Hans Adolph Brorson 1734.
46
Mel.: Visemelodi omkring 1670
Th. Laub
1916
1 Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad.
Jorderigs guld
er prægtig muld,
Himlen er ene af salighed fuld.
2 Kroner og scepter i demantspil lege,
leg er dog ikke den kongelig dragt.
Tusinde byrder i kronerne veje,
tusindfold omhu i scepterets magt.
Kongernes bo
er skøn uro,
Himlen alene gør salig og fro.
3 Alle ting har sin foranderlig lykke,
alle kan finde sin sorrig i barm.
Tit er et bryst under dyrebart smykke
opfyldt af sorrig og hemmelig harm.
Alle har sit,
stort eller lidt,
Himlen alene for sorgen er kvit.
4 Vælde og visdom og timelig ære,
styrke og ungdom i blomstrende år,
højt over andre kan hovedet bære,
falder dog af og i tiden forgår.
Alle ting må
enden opnå,
Himmelens salighed ene skal stå.
5 Dejligste roser har stindeste torne,
skønneste blomster sin tærende gift,
under en rosenkind hjertet kan forne 1,
for dog at skæbnen så sælsom er skift!
I vådevand
flyder vort land,
Himlen har ene lyksaligheds stand.
6 Angest skal avle en varende glæde,
kvide skal vinde sin tot ud af ten.
Armod skal prydes i rigeste klæde,
svaghed skal rejses på sundeste ben.
Avind skal stå
fængslet i vrå,
Himlen kan ene alt dette formå.
7 Lad da min lod og min lykke kun falde,
hvordan min Gud og min Herre han vil,
lad ikkun avind udøse sin galde,
lad kun og verden fulddrive sit spil!
Sorrig skal dø,
lystigheds frø
blomstre på Himle-lyksaligheds ø!
1
visne
Thomas
Kingo 1681.
47
Mel.: O hjertekære Jesus Krist
1 Jeg løfter mine øjne op
mod evighedens bjergetop,
når al min trøst forsvunden er,
til Gud om hjælp er mit begær;
jeg tror på ham så visselig,
han vil og kan forsvare mig.
2 På megen styrke, ros og magt,
på rigdom, venner, kløgt og pragt
vil verdens børn forlade sig;
jeg på min Gud fortrøster mig,
han skabte himmel, hav og jord,
han er min hjælp, det er hans ord.
3 Frygt Gud, og fast din fod skal stå,
alting ved ham du skal formå;
i sorgen ej du synde skal,
ej fare vild i trængslers dal;
Gud holder dig på sandheds sti,
der skal du vandre frisk og fri.
4 Din Gud, som dig forvarer vel,
han, som bevarer Israel,
han blunder ikke nogen tid,
han sover ej; men med stor flid
hans øjne altid åbne står,
ser til, at du ej skade får.
5 Skal du end lide sorg og nød,
og det end varer til din død,
det dog en salig ende får,
i døden Gud selv hos dig står.
Din sjæl han vil bevare der,
at du kan leve trøstigt her.
6 Når du går ind, når du går ud
og følger Herrens ord og bud,
til hver en tid, på hvert et sted
sit lejde Gud dig giver med:
At han er din beskærmer blid
og hjælper dig til evig tid.
Sl 121
Hans Thomissøn 1565.
Fr. Hammerich 1850.
48
Mel.: August Winding 1893
1 Uforsagt, hvordan min lykke
end i verden blive må,
det er dog et mesterstykke,
som jeg daglig pønser på.
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går.
2 Uforsagt, når andre plager
med bekymring deres sind;
når jeg kun min Gud behager,
går jeg rolig ud og ind.
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går.
3 Uforsagt, når andre sukker
under deres trange kår,
jeg på Herrens nåde pukker,
resten sørger jeg ej for.
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går.
4 Uforsagt, når andre skrækkes,
frygter for den onde dag,
ved Guds nåde trygt jeg dækkes,
ham befaler jeg min sag.
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går.
5 Uforsagt, når andre gruer
for at dø, jeg gruer ej;
jeg min krone hisset skuer:
Skulle jeg da grue? Nej!
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går.
6 Søde Gud, lad mig din nåde
altid have her! Du må
gerne for min lykke råde,
når det hist mig vel må gå.
Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går.
Ambrosius Stub 1754-58.
49
Mel.: Svensk melodi 19. årh.
1 Ingen er så tryg i fare
som Guds lille børneskare,
fuglen ej i skjul bag løvet,
stjernen ej højt over støvet.
2 Herren selv på Zions bjerge
for sit folk er skjold og værge,
vil sig over os forbarme,
bære os på faderarme.
3 Ingen nød og ingen lykke
af hans favn os bort skal rykke;
han, den bedste ven blandt venner,
al vor trang og længsel kender.
4 Vore hovedhår han tæller,
hver en tåre, som vi fælder;
han os føder og os klæder,
midt i sorgen han os glæder.
5 Om han tager, om han giver,
samme Fader han dog bliver,
og hans mål er kun det ene,
barnets sande vel at tjene.
6 Fryd dig da, du lille skare!
Jakobs Gud vil dig bevare;
på hans mindste vink må alle
fjenderne til jorden falde.
7 Og når endt er kampens dage,
endt hver jordisk nød og klage,
kalder os vor Faders stemme
til en evig fryd derhjemme.
Lina Sandell-Berg 1856.
Fredrik
Engelke 1873. P.D. Koch 1891.
Bearbejdet 1895. 1953.
50
Mel.: J.P.E. Hartmann 1860
1 Under dine vingers skygge,
Herre, lad mig bo og bygge,
til du vil hjemkalde mig,
til mit øje træt sig lukker,
til i dødens stund jeg sukker:
Herre, tag min ånd til dig!
2 Under dine vingers skygge,
dér, kun dér er livets lykke,
Åndens barnehjem på jord,
hvor, hvad vi af Paradiset
har ved Adams fald forliset,
atter spirer frem og gror.
3 Under dine vingers skygge
som i barndomshjemmet trygge
vandrer vi, trods storm og slud;
fries vi end ej for fare,
dog fra mørkets magt og snare
du bevarer os, vor Gud.
4 Under dine vingers skygge
lad kun korsets byrde trykke,
klage lyde på vor gang!
Fader! dine visdomshænder
kors til sejrens palme vender,
klageråb til jubelsang.
5 Under dine vingers skygge
lad mig hjertets tempel smykke
med min tro, min kærlighed,
lys og renhed, kraft og varme,
at til sidst i dine arme
jeg må slumre ind i fred!
H.A. Timm 1852.
51
Mel.: Sigurd Lunde 1947
1 Jeg er i Herrens hænder,
når dagen gryr i øst.
Hver morgen han mig sender
sit ord med lys og trøst.
Hvad dagen mig vil bringe
af glæde og af savn,
jeg kan på bønnens vinge
få kraft i Jesu navn.
2 Jeg er i Herrens hænder
i alt, som med mig sker.
I smil og gråd jeg kender,
at Herren er mig nær.
Om jeg i dybe dale
må gå den tunge vej,
fra Himlens høje sale
hans øje følger mig.
3 Jeg er i Herrens hænder,
når dagen dør i vest.
Min synd jeg trygt bekender
for ham, min høje gæst.
Han gir mig Himlens nåde
og sætter englevagt,
for natten vil han råde
med hellig guddomsmagt.
4 Jeg er i Herrens hænder,
når dødens bud mig når.
Mens lyset tyst nedbrænder,
fra ham jeg hilsen får.
Han gir mig stav til støtte,
han gir mig trøst i sind,
og glemt er sår, der blødte,
på vej til Himlen ind.
Erling
Tobiassen 1932. Dansk 1989.