Her kan du snart udskrive salmerne
52
Mel.: Joh. Rhaw 1589
Mainz 1605
A.P. Berggreen 1852
1 Du, Herre Krist,
min frelser est,
til dig jeg håber ene;
jeg tror på dig,
o, bliv hos mig
miskundelig
alt med dit ord det rene!
2 Jeg slår min lid
nu og altid
kun til din rige nåde;
o Jesus sød,
hjælp mig af nød,
ja, for din død,
frels mig fra synd og våde!
3 Går sorgen på,
din sjæls attrå
er altid at husvale.
Hvad nød er der,
hvor du er nær?
O Herre kær!
dig mon jeg mig befale.
4 Jeg være vil,
o Jesus mild,
hvor du mig helst vil have;
jeg lukker ind
i sjæl og sind
dig, Herre min,
med al din nådegave.
5 Da ved jeg vist,
o Jesus Krist,
du vil mig ej forlade.
Du siger så:
Kald du mig på,
hjælp skal du få,
og intet skal dig skade 1.
6 Giv os, o Gud,
vi på dit bud
må leve så tilsammen,
at vi hos dig
evindelig
i Himmerig
kan få din glæde! Amen!
1 Sl 50,15
Hans
Christensen Sthen 1588.
Fr. Hammerich 1850.
53
Mel.: Ernst Vesterlund 1970
1 Hav tak, o Herre, for evig trøst,
mit hjerte for sorgen er lettet og løst!
Glæden er min ved Kristus alene.
2 Hvad skade volder synd eller død?
Min Herre har frelst mig fra hver en nød.
Glæden er min ved Kristus alene.
3 Hvem skulle jeg tro undtagen ham?
Hjælpe han både vil og kan.
Glæden er min ved Kristus alene.
4 O Jesus Krist, min frelser god,
på al min sorg du råder bod.
Glæden er min ved Kristus alene.
5 Hvem anden i vold befaler jeg mig
end, Herre Jesus, alene dig?
Glæden er min ved Kristus alene.
6 Du under mig her på verdens ø
ærlig at leve og salig at dø.
Glæden er min ved Kristus alene.
7 Du giver mig daglig en stadig tro,
i Himmerig siden den evige ro.
Glæden er min ved Kristus alene.
Hans Christensen Sthen 1589.
Richard Fangel 1966.
54
Mel.:
Bernhard Christensen 1965
l Hvad mener I om Kristus,
hvis Søn er han?
Vi mener, han er Under,
er Gud og mand.
2 Vi tror, han er fra Himlen,
hvor livet bor,
og dog blev åbenbaret
på dødens jord.
3 Vi tror, han er den vise,
der alting ved
og har sig ydmyg bøjet
med støvet ned.
4 Vi tror, han er den Herre,
der råder alt,
og her han blev en fattig
blandt brødre kaldt.
5 Vi tror, han er den gode,
der alting gav
og derfor blev vor næste
i kors og grav.
6 Vi tror, han som vor talsmand
for Gud nu står,
og dog han som vor lige
iblandt os går.
7 Vi venter, han skal komme
en dag igen
og være, som han var det,
fortabtes ven.
8 Vi véd, han vil os give,
hvad før han gav,
og hente op til livet
os af vor grav.
9 Da sidder han på tronen,
Guds Søn, Guds Lam;
da vorder vi for evigt
Guds børn med ham.
10 Vi véd, hans navn er Under
og Vældig Gud;
vi véd, hans ord må bæres
med lovsang ud.
K.L. Aastrup 1941.
55
Mel.:
Freylinghausen 1704
1 Ved Jesu navn forlades alle synder,
ved Jesu navn udslettes gælden rent,
ved Jesu navn kom jeg blandt dem, Gud ynder,
ved Jesu navn er intet mig forment;
det er ved Jesu navn, min bøn af Gud skal høres,
det er i Jesu navn, min sjæl skal saliggøres.
2 Du nådens Ånd! Guds finger! kom at skrive,
skriv Jesu navn dybt i min sjæl og bryst;
lad Jesu navn dér uudslettet blive,
til hjertet selv af dødens hånd er kryst;
lad mig her værdelig mit navn af Kristus bære
og få ved Jesu navn nyt navn i evig ære!
ApG 4,12
Ambrosius Stub 1754-1758.
56
Mel.:
Kirken den er et gammelt hus
1 Jesus er navnet mageløst,
båret af Herren med ære;
deri al nåden er udøst,
som kan i sandheden være.
Frelser for alt, hvad frelses kan,
vor og al verdens frelsermand,
det er vor Jesus, den Kristus.
2 Jesus er navnet under sol,
ene til lægedom blevet;
over hans kors som nådestol
står med hans blod det indskrevet.
Kun i det navn vor bøn er hørt,
kun i det navn Guds ord er ført,
taler Guds-Ånden og trøster.
3 Jesus er navnet over sky,
hvori, på evige høje,
blive end alle himle ny,
knæene alle sig bøje,
mens alle tunger sødt i kor
istemme: Jesus, det Guds Ord,
Frelser til Faderens ære!
Fil 2,9-11
N.F.S. Grundtvig 1856.
57
Mel.: Ingmar Milveden 1970
Börge
Ring 1975
1 Herre, fordi du
ikke lod guddomskraft
smede til krone,
derimod valgte
hånsord og fattigdom,
ved vi, hvem Gud er.
2 Herre, fordi du
lydigt gik vejen ud,
døde på korset,
ved vi, hvad sejr er,
ved vi, hvad vælde er,
ved vi, hvad Gud er.
3 Herre, fordi du
var hos de pinte her,
var hos de dømte,
ved vi, at ingen
ensomhed findes mer,
ved vi, hvor Gud er.
4 Derfor skal alle
martrede, døende,
alle de dømte
sige med alle
hellige, salige:
Jesus er Herre.
5 Derfor skal alle
verdener, væsener,
alt, som har været,
er og skal komme,
hin dag bekende det:
Jesus er Herre.
Fil 2,5-11
Olov
Hartman 1970.
Helge
Severinsen 1998.
58
Mel.: Helligånd, de frommes glæde
Tag det sorte kors fra graven
1 Jesus! Frelser og Befrier
er dit dyrebare navn;
for enhver, som på dig bier,
er og frelser du af gavn,
så dit frelsernavn på jord
er det store nådens ord,
i dit navn genfødes sjæle,
i dit navn Guds engle knæle.
2 I dit frelsernavn hernede
er et fristed underfuldt
fra al synd og fra Guds vrede,
fra al sjælens tørst og sult,
fra al verdens sorg og nød,
fra forkrænkelse og død,
i dit frelsernavn er freden,
troen, håbet, kærligheden.
3 Derfor Jesus-frelsernavnet,
Guds enbårne Søns, min tro
har med hjertets arme favnet,
evig det hos mig skal bo;
her det som i moderskød
skjuler mig for synd og død,
hist det som på ære-sæde
skænker mig min Herres glæde.
N.F.S. Grundtvig 1856.
59
Mel.: Rind nu op i Jesu navn
Troens smykke,
Jesus sød
1 Jesus os til trøst og gavn
frelsernavnet ville bære;
men han måtte tidlig lære,
at det var et smertenavn;
dog, for han er Jesus blevet
og min jammer på sig tog,
derfor står mit navn indskrevet
dejligt udi livets bog.
2 Jesu dyrebare navn,
vor forløsnings morgenrøde,
Paradisets førstegrøde,
bange sjæles hvilestavn,
troens stærke sejersfane,
håbets rette ankergrund,
vær vort lys på livets bane,
vær vort liv i dødens stund!
Hans Adolph Brorson 1732.
Bearbejdet 1890.
Oprindelig del af nr. 135
60
Mel.: Mariavise / Prahl og Heinebuch
1892
Thv. Aagaard 1920
1 Jesus, min drot,
klippe og slot,
som ikke fjenden kan tage,
alt fra min dåb
han var mit håb,
hørte mit råb,
hører det nætter og dage.
2 Verden, din gunst,
ved jeg, er dunst,
veksler, som skyerne driver;
én ting kun her
for mig har værd:
Herre, mig lær
tage med tak, hvad du giver!
3 Stadig til dig
støtter jeg mig,
såret af synden desværre;
balsam fuldgod
blev mig dit blod,
du gav mig bod,
Jesus, min Gud og min Herre!
4 Jesus i råd,
Jesus i dåd,
Jesus, min hjælper i nøden,
Frelsermand bold,
du er mig skjold,
værge og vold,
du er mit liv selv i døden!
Hallgrímur Pétursson 1656-60.
C.J. Brandt 1854 og 1885.
61
Mel.:
Hannover 1646
Nu takker alle Gud
1 Min Jesus er for mig begyndelse og ende
i al den del, jeg gør, ihvor jeg mig skal vende,
han er mit øjemed på denne verdens jord,
og intet uden ham udi mit hjerte bor.
2 Når jeg kun Jesus har, hvad skøtter jeg om jorden,
hvad agter jeg på slud, på storm og ild og torden?
Hans kærlighed den gør hver byrde mig til lyst,
jeg intet uden ham vil huse i mit bryst.
3 Med Jesus våger jeg, med Jesus vil jeg sove,
med Jesus går jeg glad og alting frisk tør vove,
med Jesus tænker jeg i graven glad at gå,
hvad skader mig, når jeg kun Jesus have må?
4 Min Jesus, før mig selv i alle mine dage,
ej uden dig et trin på denne jord at tage!
Skal jeg mig føre selv, forføres jeg så let,
men fører du mig, da er al min vandring ret.
5 Dig vil jeg ganske mig med rod og top hengive,
med hvad jeg tænke, hvad jeg tale skal og drive1.
Ak, tag det offer an, endskønt det er kun slet,
og lad din vilje ske, så går det altid ret!
1 bedrive
Johann Conrad Ziegler 1718.
Hans Adolph Brorson 1734.
62
Mel.: Caroline Wolla Sørlie omkr. 1910
1 Jesus – det eneste
helligste, reneste
navn, som af menneskelæber er sagt.
Fylde af herlighed,
fylde af kærlighed,
fylde af nåde, af sandhed og magt.
2 Modgangen møder mig,
aldrig du støder mig
bort fra din hellige, mægtige favn.
Mennesker glemmer mig!
Herre, du gemmer mig
fast ved dit hjerte og nævner mit navn.
3 Herre, du høre mig,
Herre, du føre mig,
hvordan og hvorhen det tjener mig bedst!
Giv mig at bøje mig,
giv mig at føje mig
efter din vilje, mens her jeg er gæst!
4 Du er den eneste,
helligste, reneste;
giv mig dit rene og hellige sind!
Fri mig fra farerne,
frels mig fra snarerne,
tag mig til sidst i din herlighed ind!
Ole Theodor Moe 1904
63
Mel.: Engelsk visemelodi omkring 1600
1 I Jesu navn
skal al vor gerning ske,
om det skal komme os til nogen gavn
og ej endes med spot og ve.
Al den idræt 1,
som begyndes i det,
fremgang og lykke får,
indtil den målet når,
den vor Gud til ære sker
og dernæst til os henser,
hvori al vores velfærd står.
2 I Jesu navn
vi prise ville Gud,
han selv vil give lykke til og gavn,
og det sker på hans eget bud;
han haver gjort
store ting ved sit ord
og med sin arm så stærk
højpriselige værk.
Thi bør vi til allen tid
Herren takke med stor flid;
hvo som frygter ham, dette vel mærk!
3 I Jesu navn
vi leve og vi dø,
om vi så leve, er det til vort gavn,
om vi dø, vil vort gavn og ske.
I Jesu navn,
ham til ære, os til gavn,
skal vi igen opstå
og i Guds rige gå,
og vi da med lyst og fryd
dér skal se Guds ansigt blid
og den evige ære få.
1 gerning
Johan Friderichsen 1639.
64 Mel.: Fra nederlandsk psalter 1540
Chr. Barnekow 1874
1 Jeg vil mig Herren love,
som alle mine synder bar,
i troen vil jeg det vove,
til hannem mit hjerte står!
Der vil hans navn jeg skrive
og bære det til min død,
han kan min sorrig fordrive
og skille mig fra al nød.
2 Gud give mig det at lære,
som jeg det lære kan,
hvor højlig hæder og ære
dig bør af kvinde og mand;
Gud give mig det i sinde
at love min Herre god,
om ude jeg er eller inde,
Gud læske mit angerfuld mod!
3 Han lignes ved solen den klare,
som skinner på himlen bold,
hans nåde er åbenbare,
jeg giver mig hannem i vold,
han slukker sorgen alene,
det haver jeg fundet hos mig;
jeg takke dig vil og tjene,
o Jesus, det lover jeg dig!
4 De himmelske engle i skare
de tjene dig ganske nær,
på dit bud tage de vare,
din villie er dem kær;
Gud satte dig af sin nåde
alt ved sin højre hånd,
bad dig så styre og råde
dit rige i alle land.
5 Nu flyr jeg til din nåde
og giver mig i din hånd,
du måtte vel over mig råde,
jeg går i dit ledebånd;
den stund, jeg er her i live,
jeg trøster mig ved din pagt,
hos dit ord jeg vil blive,
til dig stander al min agt.
6 O Jesus, morgenstjerne,
mit lys, mit liv, min lyst,
jeg takker dig så gerne
for al din tugt og trøst!
Gør sjæl og legem så rene,
når jeg for dommen står,
som guld og ædele stene,
som solen så lys og klar!
7 O Jesus, du livsens Herre,
du hørte nu, hvad jeg bad.
Du stedse hos mig vil være,
så bliver mit hjerte glad;
og send mig englene dine,
når jeg bortsove skal,
frels mig fra Helvedes pine,
før mig til Himmerigs sal!
Dansk
Maria-vise 15. årh.
Hans Thomissøn
1569.
Bearbejdet
1873.
Del af samme salme som nr. 525
65
Mel.: Halle 1714
1 Troens smykke, Jesus sød,
for al sorg min trøstens kilde,
vil mig nattens mørke hilde,
kommer du som morgenrød.
Synden med sit bitre følge:
skam og kummer, dom og død,
druknede i nådens bølge,
som af dine vunder flød.
2 Eja, hjerte, vær da glad,
Jesus vil for glæden råde,
er mit liv i Jesu nåde,
intet kan os skille ad;
søger jeg i ham min lykke,
finder jeg den fuld og hel.
Jesus, Jesus, troens smykke,
hjertets perle og juvel!
Gottfried Wilh. Sacer 1661.
Harald Vilstrup 1925.
66 Mel.: Et
lidet barn så lysteligt
Her ser jeg da et lam at gå
1 Lyslevende fra Himmerig
Guds Søn kom ned til jorden,
ej som en dommer frygtelig
med lynild og med torden,
men som et barn i moders skød,
mildøjet, dejlig hvid og rød,
med stemme spæd og klinger,
med julegaver til de små:
til hver en kåbe himmelblå
og gyldne englevinger.
2 Lyslevende han vandred om
på bjerge og i dale,
og højtid blev der, hvor han kom,
en højsang var hans tale,
så til ham lytted, for ham tav,
som fugl på kvist, så storm og hav
og alle barnesjæle;
men når han tav, den klare sky,
døvstumme folk og kvinder bly
til pris fik mund og mæle.
3 Lyslevende, trods dødens kval,
fór Jesus ned i ånden
til dødninger i tågedal,
i hvilen og i vånden;
da blev Guds miskundhed kundgjort
på afgrunds rand i Helhjems port,
hvor alt var tomt og øde;
med glædens pil blev sorgen skudt,
og Helveds mørke gennembrudt
af Himlens morgenrøde 1.
4 Lyslevende, trods sten og segl,
opstod han fra de døde,
som livets sol af Himlens spejl,
med fryd, med glans og grøde.
Med kød og ben i Åndens magt,
med alt forklaret, alt fuldbragt,
opfór han i det høje;
Guds engle og apostle så
ham fare op på skyer blå
langt bort fra verdens øje.
5 Lyslevende han sidder hist
på tronen i det høje,
lyslevende han kommer vist
engang for hver mands øje.
Lyslevende, trods hvert et nej,
hans røst på jord sig baner vej
med toner himmelklare.
Hans bad er livets Jordansflod,
hans bord er livets træ på rod
alt for hans folkeskare.
6 Lyslevende med guddoms-magt
du var, du er og kommer,
besegler åbenlyst din pagt
som frelser og som dommer:
Nu lever op vor sjæl på ny,
og når du atter ses i sky,
når domsbasunen gjalder,
da sprænges muldets bautasten,
da fryder sig de tørre ben,
thi livets fyrste kalder.
1 1 Pet 3,18-10
N.F.S. Grundtvig 1843. 1847.
Bearbejdet 1913.
67
Mel.: Norsk folkemelodi (1840)
1 Jeg så ham som barn med det solrige øje
i regnbuens glans på de hjemlige høje;
han kyssed min kind, og vi leged med stjerne,
mens korset stod skjult mellem løv i det fjerne.
2 Jeg så ham som yngling i livskraftens morgen,
da ånden fløj højt imod herlighedsborgen,
han vinked min sjæl, og jeg glemte det lave,
hans ild kasted glans på forkrænkelsens grave.
3 Jeg så ham som mand i den modnede sommer,
da synderen skjalv for den hellige dommer,
da hjertet slog tungt, og min isse var sænket,
og dødstanken strengt havde livsmodet lænket.
4 Først da fik jeg kende hans salige nåde,
først da løstes korsets, forargelsens gåde,
først da lærte hjertet at favne den byrde,
som han har mig rakt, den forbarmende hyrde.
5 Først da har jeg sagt ham, hvad før jeg ej vidste,
at han er den første og bliver den sidste;
først da har jeg sagt ham, at ham vi jeg følge
i liv og på dødens den rullende bølge.
6 Først da har jeg sagt, at til ham vil jeg ile,
som grædende barn ved hans bryst søge hvile;
hos ham vil jeg mig og min usselhed skjule,
kun da fries jeg ud af fortabelsens hule.
7 Og en gang jeg ser ham, når lyset nedbrænder,
da strækker jeg mod ham de segnende hænder;
når hjertet står stille, og øjet vil briste,
da hilser jeg ham med et smil, med det sidste.
Vilh. Birkedal 1858.
68
Mel.: Merete Wendler 1987
1 Se, hvilket menneske,
se, hvilket sind.
Se, hvor han glad lukker
udskuddet ind.
Brød til de sultende
deler han ud.
Sådan er Skaberen.
Sådan er Gud!
2 Se, hvilken kreativ
kærlighedsmagt.
Hør de fantastiske
ting, han har sagt.
Fest for de fattige!
lyder hans bud.
Sådan er Skaberen.
Sådan er Gud!
3 Se, hvor han helbreder
hjerte og krop.
Se, hvor han slider og
slæber sig op.
Se, hvor hans kraft driver
kræmmerne ud.
Sådan er Skaberen.
Sådan er Gud!
4 Se, hvor han kæmper for
frihed og fred.
Se, hvor han fængsles og
dræbes derved.
Se, hvor han følger sin
kærligheds bud.
Sådan er Skaberen.
Sådan er Gud!
5 Se, hvor han gør sig til
brød og til vin.
Mærk, hvor han nu gør din
byrde til sin.
Mod til de modlløse
deler han ud.
Sådan er Skaberen.
Sådan er Gud!
6 Se, hvilket menneske,
se, hvilket mod.
Se, hvor han angriber
ondskabens rod.
Mærk, hvor hans Ånd driver
dødsangsten ud.
Sådan er Skaberen.
Sådan er Gud!
Hans Anker Jørgensen 1987
69
Mel.: Erik Haumann 1987
1 Du fødtes på jord
og lå som et spædbarn i favn hos din mor.
Du leged, du voksed, du lo, og du græd;
hvor vi end skal være, dér følger du med
som livsglæden bag
hver gudskabte dag.
2 Hver gudskabte dag
blev levet af dig til vor Herres behag.
Hvor vi ser en tigger, der er til besvær,
dér rækker du gudsbarnet menneskeværd
– det daglige brød
fra fødsel til død.
3 Fra fødsel til død,
dér færdes vi sikkert på ordet, der lød
da kvinderne, tynget af sorg og fortræd
fandt hvidklædte engle i gravmørkets sted.
Din død var en dåb 1
til tro og til håb.
4 Til tro og til håb
blir børnene lagt i din favn under dåb.
Dér tar du imod dem og giver dem magt
til nyfødt at leve på det, du har bragt:
Velsignelsens ord
til liv her på jord.
5 Til liv her på jord
er brødet og vinen på alterets bord.
Dér kommer vi trætte, dér knæler vi ned;
du løfter dit ansigt og lyser Guds fred.
I dig får vi ord
til bønnen fra jord.
6 Så beder vi: Giv
os mod til at leve et menneskeliv,
at vokse i kærlighed, folde os ud,
til alt bliver ét i en lovsang til Gud,
som sendte sit Ord
i dig her til jord.
1 Luk 12,50
Lisbeth
Smedegaard Andersen 1984 og 1996.
70
Mel.: Hans Dammeyer 1990
1
Du kom til vor runde
jord,
barn,
på bare fødder,
midt
i engles julekor,
med
Himlens frakkeskøder.
Du
var dreng i Nazareth,
stod
i tømrerlære,
skar
dit navn i stort og småt,
Jesus,
du min Herre!
2
Du sprang kådt i dåben
ud,
ingen
ku’ dig kue,
Helligånden
fløj fra Gud,
Johannes
så en due.
Var
der ondskab, folk som led,
djævelsk
atmosfære,
du
gav al din kærlighed,
Jesus,
du min Herre.
3
Dagligt håb du tømred
os,
vildt
fra korsets planker,
døde
for at være hos
din
Far, med vore tanker.
Røveren
fra Golgata
loved
du at bære
med
til Paradis den dag,
Jesus,
du min Herre!
4
Påskemorgen stod du op,
du
kan ikke bindes,
gravens
sten er ikke nok,
og
døden overvindes.
Hvergang,
at jeg syns jeg ku’
helt
la’ vær at være,
står
du her med livets nu,
Jesus,
du min Herre!
Sten Kaalø 1990
71
Mel.: H.O.C. Zinck 1801
1 Nu kom der bud fra englekor,
at Gud herned vil stige;
hans Søn, som i det høje bor
og ejer ærens rige,
han sig vort kød vil tage på
og blandt os gå;
det nyt er uden lige.
2 Til Nazaret det budskab går,
som Gud sin engel byder,
Maria dér en hilsen får,
vidunderlig den lyder;
som lyn indtræder Gabriel
med et hilsæl,
som skrækker, skønt det fryder.
3 Livsaligste blandt Evas køn!
Gud så til dig i nåde,
du føde skal Guds egen Søn,
som haver alt at råde,
som strækker ud sin kongestav
fra hav til hav,
til alle slægters både.
4 Guds kraft dig overskygge skal,
og Ånden fra det høje
med nåde uden mål og tal
sig over dig skal bøje;
og Jesus er hans søde navn,
som du i favn
skal se med moderøje!
5 O Herre Jesus, lad din Ånd
mig kraftig overskygge,
bered mit hjerte ved din hånd,
at du deri kan bygge,
at også jeg kan åndelig
undfange dig
og aldrig fra dig rykke!
6 Så skal din Himmel i mig her
ved Åndens kraft begynde,
mit hjerte, sjæl og al begær
sig op til Gud skal skynde,
indtil jeg bliver engle lig
i Himmerig
og aldrig mer skal synde!
Luk 1,26-38
Thomas
Kingo 1689.
N.F.S.
Grundtvig 1837.
Frederik Hammerich 1852.
72
Mel.: Joachim a Burck 1594
1 Maria hun var en jomfru ren,
som Skriften os mon vise,
hun fødte en søn foruden mén,
ham skal vi evig prise;
han haver os alle af synden løst,
han give os trøst
og Himmerigs evige lise!
2 Stod mestrene alle på en plet,
det var så favr en skare,
de kunne dog ej med klogskab ret
hans godhed åbenbare;
så er han af nåde og sandhed fuld,
han være os huld,
når vi skal af verden fare!
3 Profeter forkyndte ved Guds Ånd,
at Kristus vil af nåde
os frelse fra døds og djævels bånd
og så fra syndens våde;
og alle, som tror på hans navn for vist
foruden al tvist,
det vorder til evig både.
4 Af Isai stub den rette kvist
og Jakobs lyse stjerne,
det er du, vor Herre Jesus Krist,
dig priser vi så gerne;
thi nådelig rejste af Adams fald
du skabningen al,
du styre os vil og værne.
5 O, kunne jeg alskens tungemål
og Skriftens dyb udfinde,
og var så min tunge gjort af stål
og englerøst derinde,
da skulle på knæ jeg kaste mig
og påkalde dig
vel hundrede tusind sinde.
6 Min synd er mangfoldig som sand i strand,
som støv i solens strime,
Gud løse mig nu af syndens bånd
og helst i dødens time!
Gud lade mig aldrig blive fortabt,
du haver mig skabt,
du nåde og fred mig give!
Dansk Mariavise 15. årh.
Hans Thomissøn 1569.
N.F.S. Grundtvig 1837.
Bearbejdet 1889 og 1951.
73
Mel.: Harald Gullichsen 1980
1 Vi synger med Maria
vor store glæde ud
til ham, som gav os Jesus,
til Himlens høje Gud.
For helligt er hans navn,
ja, helligt er hans navn.
2 Hans arm er stærk og mægtig,
med vælde går han frem,
men ser de små og svage
og elsker netop dem.
For helligt er hans navn,
ja, helligt er hans navn.
3 Han lar sin nåde strømme
mod sine børn på jord.
Han holder det, han lover.
Vi stoler på hans ord.
For helligt er hans navn,
ja, helligt er hans navn.
4 Se, alle folk på jorden,
det storværk, Gud har gjort:
De sultne gir han gaver,
de rige sendes bort.
For helligt er hans navn,
ja, helligt er hans navn.
5 Istem den store lovsang
om al Guds kærlighed!
Syng glædens sang om Jesus
i tid og evighed!
For helligt er hans navn,
ja, helligt er hans navn.
Eyvind
Skeie 1980.
Peter Balslev-Clausen 1993.
74
Mel.: A.P. Berggreen 1852
1 Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Julenat, da vor Herre blev fød,
da tændte sig lyset i mørkets skød.
Velkommen, nytår, og velkommen her!
2 Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Påskemorgen, da Herren opstod,
da livstræet fæsted i graven rod.
Velkommen, nytår, og velkommen her!
3 Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Pinsedag, da Guds Ånd kom herned,
da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed.
Velkommen, nytår, og velkommen her!
4 Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Herrens år med vor Guds velbehag
nu bringer os glæde hver Herrens dag.
Velkommen, nytår, og velkommen her!
Dansk adventssalme (1556).
N.F.S. Grundtvig 1849.
75
Mel.:
O hjertekære Jesus Krist
1 På Jesu død og blodig sår
begynder jeg mit kirkeår;
hans rejse til Jerusalem
gør, at jeg vandrer trøstig frem,
det sidste trin skal blive godt,
ret lige op til Zions slot.
2 På Jesu sande livsens ord
min tro og salighed beror;
den vej, han viser, vil jeg gå,
den arv, han lover, vil jeg få,
og uden ordets klare skin
jeg ej vil gøre mindste trin.
3 Min Jesus jeg mig ofre vil
og al den del, mig hører til;
ej noget er så godt og rart,
at det for ham skal blive spar’t,
hvad ham til ære kastes hen,
det findes tusindfold igen.
4 Jeg holder daglig kirkegang
med ordets læsning, bøn og sang,
hosianna mig i mund og sind
skal følge både ud og ind,
fordi, du Davids søn, du est
mit hjertes daglig frydefest.
5 O, Gud ske lov til evig tid,
at tiden er så himmelblid,
ret ligesom det var en vår
til evighedens kirkeår,
at vi kan her begynde på
for tronen nat og dag at stå.
6 Hosianna! milde Davids søn,
vor ærenpris og tusindskøn!
O, måtte dog den ganske jord
nu blive til et syngekor,
al verden til en helligdom,
fordi Guds Søn til verden kom!
7 Op, Zion! Læg din enkedragt,
ifør dig lysets brudepragt!
Strø palmer for hans fødders gang,
og mød din skat med frydesang!
Forkynd, hvor sød han er og blid
fra nu og indtil evig tid!
Hans Adolph Brorson 1742.
76
Mel.:
N.W. Gade 1852
Th.
Laub 1917
1 Op! thi dagen nu frembryder,
som den ganske verden fryder;
op! thi nådens gyldne år
frem med lys og glæde går,
som de gamle før så såre
ventede med længselståre.
Halleluja, halleluja!
2 Han, som mange majestæter,
fromme fædre og profeter
har tilforne villet se,
og det dog ej kunne ske,
han til os så kærlig kommer,
o, en yndig nådes-sommer!
Halleluja, halleluja!
3 Han, som Abraham var lovet,
menighedens liv og hoved,
Jakobs krone, sol og lyst,
alle folkes fryd og trøst,
han drog ind hos os omsider,
sagtelig til Zion rider.
Halleluja, halleluja!
4 Nu må skyggen bort sig vende 1
og det billedværk få ende.
Hvad
skal offerdyrets blod?
Jesus gav os evig bod.
Hvad har pagtens ark at sige?
Her er nådens rette rige.
Halleluja, halleluja!
5 Mose rige nu ophører,
Kristi friheds Ånd os fører,
borte er den trældoms frygt;
hvo Guds nåde ret har søgt,
kan sig i vor frelser fryde,
børnefriheds stand at nyde.
Halleluja, halleluja!
6 Nu er forhæng sønderrevet,
og en indgang åbnet blevet
i Guds helligdom at gå,
for ham uden frygt at stå;
han, som verdens lys er blevet,
nattens mørkhed har fordrevet.
Halleluja, halleluja!
7 Derfor, Zion, op at sjunge
og velsigne denne konge,
giv ham mund og hjerte til!
Du er brud, med dig han vil
riget dele; lad dig føre
ham til offer, lad dig høre:
Halleluja, halleluja!
1 Hebr 8,5-6; 10,1.
Johann Anastasius Freylinghausen 1714.
Hans Adolph Brorson 1733.
Bearbejdet 1885.
77
Mel.: Fransk, 15. årh./ T. Helmore 1854
1 O, kom, o, kom, Immanuel,
forløs dit fangne Israel
i pinefuld landflygtighed
langt fra dit åsyns herlighed.
O fryd! o fryd! Immanuel
vil komme til dig, Israel.
2 O, kom, du skud af Isaj, hør,
riv byttet ud af løvens klør,
fra gravens mørke dyb os fri,
fra Helved gru og tyranni!
O fryd! o fryd! Immanuel
vil komme til dig, Israel.
3 O, kom, du solopgang, o, kom,
du sjæles lys og lægedom,
fordriv al nattemørkets gru,
vort gravdyb gennemtrænge du!
O fryd! o fryd! Immanuel
vil komme til dig, Israel.
4 O, kom med Davids-nøglen hid,
gør kongeporten høj og vid,
du Himmel-vejen os bered,
men stæng den vej i døden ned.
O fryd! o fryd! Immanuel
vil komme til dig, Israel.
5 O, kom, o. kom, og vær vor fred,
du, som i magt og herlighed
fra Sinaj, klædt i rædsels dragt,
dit folk gav Lovens gamle pagt.
O fryd! o fryd! Immanuel
vil komme til dig, Israel.
Latin 1710. John Mason Neale 1851.
Beate Højlund 1980.
78
Mel.:
J.P.E. Hartmann 1861
1 “Blomstre som en rosengård
skal de øde vange,
blomstre i et gyldenår
under fuglesange!
Mødes skal i stråledans
Libanons og Karmels glans,
Sarons yndigheder.
2 Ryste mer ej noget knæ,
Ingens hænder synke,
Skyde hvert udgået træ,
Glatte sig hver rynke,
Rejse sig det faldne mod,
Rinde let uroligt blod,
Frygt og sorg forsvinde!
3 Herren kommer, Gud med os! 1
Troen på ham bier.
Byde vil han fjenden trods
som sit folks befrier.
Alt betales på ét bræt:
Fjenden sker sin fulde ret,
folket dobbelt nåde.
4 Skæres for den sorte stær
skal da øjne mange,
døve øren fjern og nær
høre frydesange!
Som en hind da springer halt,
stammer 2, som for målløs gjaldt,
løfter klart sin stemme.”
5 Så i Herrens helligdom
grant Esajas spå’de,
tiden randt, og dagen kom
med Guds lys og nåde,
med den Guds og Davids søn,
som gør end, i lys og løn,
Paradis af ørke.
6 Ære med vor høje drot,
med hans Ånd tillige!
Sammen de gør alting godt
i vort Himmerige;
døve, selv på gravens bred,
øren får at høre med,
stummes læber sjunge.
7 Højt bebude gyldenår
glade nytårssange:
”Blomstre som en rosengård
skal de øde vange.
Mødes skal i stråledans
Libanons og Karmels glans
Sarons yndigheder.”
1 Immanuel
2 en, der stammer
Es
35,1-6
N.F.S. Grundtvig 1837.
79
Mel.: O, kommer hid dog til Guds Søn
Alt,
hvad som fuglevinger fik
1 Stat op i gry, min Gud, stat op!
Adspredes, flygt, du fjendetrop,
lær, hvad det er at grue!
Forsvind som røg i luftens skød,
hensmelt som voks for ild og glød!
Kan du Guds ansigt skue?
2 Op, glædes alle, glædes nu,
og kommer sorg ej mer i hu,
retsindige og fromme!
O, bryder fluks i lovsang ud
for eders Herre, eders Gud
ved navn at ihukomme!
3 Så hånd på værket, nøler ej,
men baner for den konge vej,
som farer på det jævne!
Han er de faderløses trøst,
han hører nådig enkens røst,
og han har guddoms-evne.
4 Han låner hus til hver forladt,
af lænker han udløser brat
og hjælper op af grave;
til marken gold den Herre god
udspringe bød en nådeflod,
nu blir den som Guds have.
5 Den fylder han med liv og lyst
og planter for de arme trøst,
som de har længtes efter,
og dem, som bærer julebud,
indskyder du, al nådens Gud,
et ord med kæmpekræfter.
6 Velsignet være Gud, vor drot!
Med salighed, af nåde blot,
det har nu gode veje;
thi hos vor Gud og Herre sød
er udvej fra den bitre død,
fra gravens mørke leje.
7 O, jubler for ham! Ser I ej,
igennem himle går hans vej
med solens løb fra østen.
En strøm af lys er heltens spor,
og guddoms-kraft er i hans ord;
o, lytter dog til røsten!
8 Lovsynger ham i gry og kvæld
med livets strøm af Jakobs væld,
I kirker alle sammen!
Istem for ham, vor Gud, vor drot,
hvert folk på jorden, stort og småt,
halleluja og amen!
Sl 68
N.F.S. Grundtvig 1837.
80
Mel.:
G.C. Strattner 1691
1 Tak og ære være Gud,
som har ført sit løfte ud
og til syndres salighed
sendt sin kære Søn herned.
2 Hvad de gamle fædre sig
ønskede så hjertelig,
og hvad fordum lovet var,
Herren herligt opfyldt har.
3 Vær velkommen, du min fred,
dig ske tak i evighed!
Drag, o Jesus, ind til mig,
vejen selv du bane dig!
4 Kom, du ærens konge, kom!
Hjertet er din ejendom;
rens det, dan det, som du vil,
jeg kun dig vil høre til.
5 Med din trøst min sjæl opfyld
for min frygts og armods skyld,
at i troen idelig
jeg må hænge fast ved dig,
6 at når du i herlighed
kommer anden gang herned,
jeg kan dig i møde gå
og retfærdig for dig stå.
Heinrich Held 1658.
N.J. Holm 1829.
81
Mel.:
Jac. Regnart 1576
1 Fryd dig, du Kristi brud,
og mød din Herre Gud!
Forhånden er hans nåde,
som dig profeten spå’de.
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!
2 Gak ud af dit paulun,
og se et glædens syn!
Her rider ærens konning,
glæd dig, du Zions dronning!
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!
3 Et asen hannem bær’,
dog
er det herrefærd;
hans pragt er såre ringe,
dog kan han døden tvinge.
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!
4 Sagtmodig, from og god
er han i sind og mod;
han nåde har at føre,
den skal hans brud tilhøre.
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!
5 Lad op din port så vid!
Din Jesus kommer hid,
han agter dig at gæste
din salighed til bedste.
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!
6 Strø grene på hans vej,
spar dine klæder ej!
Alt folket bære palmer
og sjunge højtidssalmer!
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!
7 Umyndige og små
lad gøre ligeså!
Den hele folkeskare
med fryd og jubel svare:
Hosianna! hæder og ære
skal denne vor konning være!
Matt 21,1-9
Dansk (1632). N.F.S. Grundtvig 1832.
P.
Hjort 1840. J.P. Mynster 1845.
Bearbejdet 1889. 1951.
82
Mel.: Fryd dig, du Kristi brud
1 Fryd dig! du Jesu brud,
her er et Himmel-bud,
som tydeligt skal sige
fra Gud i Himmerige,
som stærkt skal dig forkynde:
Du har vor Herres ynde.
2 Fryd dig! du Jesu brud,
som ser så bange ud,
af sorg for synden trænges
og efter nåden længes,
du! du er just den datter,
som Gud så herlig skatter.
3 Fryd dig! du Jesu brud,
og sig, at Lovens bud
slet intet har at sige
mod Jesu nådes rige.
Han, som til brud dig valgte,
han al din skyld betalte.
4 Fryd dig! du Jesu brud,
og alle dem bebud,
som nådens trøst begære,
at her er nok og mere,
end de kan alle råde,
af nåde over nåde.
6 Fryd dig! du Jesu brud,
og smyk dig for din Gud!
Din brudgom dig vil hente,
hver time kan du vente,
at du får bud at træde
til Himlens bryllupsglæde.
1 Matt 9,15
Hans
Adolph Brorson 1733.
83
Mel.: H.O.C. Zinck 1801
1 Glæd dig, Zion, glæd dig, jord!
Se, din konge til dig kommer,
glæd dig i din vinter, Nord!
Kristus bringer evig sommer.
På hans tog borttag hver sten!
Smyk hans vej med hellig gren!
Bred på stien højtidsklæder!
Der er fryd, hvor han fremtræder.
2 Saligt, hvor han drager ind,
saligt er det folk, det rige,
dér skal sorgen fly af sind,
dér skal synd og død bortvige;
dér skal kærligheden bo,
dér skal fredens palme gro,
dér skal håbet evig bygge
under kerubvingers skygge.
3 Bøj dig for din konge, sjæl,
verdens konger, bøjer eder,
Stolte magt og højhed, knæl,
tronen for Guds Søn bereder!
Se, i ånders store land
kongespiret fører han;
mørkets magter for ham vige,
hans er salighedens rige.
4 Over de genløstes land
han på nådens stol er dommer.
Evig lovet være han!
I Gud Herrens navn han kommer.
Sjung, hver sjæl, med tak og bøn:
Hosianna, Davids Søn!
Sjung, mens alle knæ sig bøje:
Hosianna i det høje!
Matt 21,1-9.
B.S.
Ingemann 1825.
84
Mel.:
Genève 1551
1 Gør døren høj, gør porten vid!
Den ærens konge kommer hid;
han hersker over alle land
og er al verdens frelsermand.
2 Retfærdig kommer han herned
og bringer liv og salighed;
sagtmodig er med hjælp han nær,
barmhjertighed hans scepter er.
3 Han os bebuder glædens år,
vor nød ved ham en ende får;
derfor af stemmer uden tal
en frydesang ham møde skal.
4 O, salig er den stad for vist,
hvis konge er den Herre Krist;
så vel det hvert et hjerte går,
hvor denne konge indgang får.
5 Han er den rette glædessol,
som lyser fra Guds nådestol;
ved ham, Guds Søn, det lysne må
udi vort hjertes mørke vrå.
6 Jeg hjertets dør vil åbne dig,
o Jesus, drag dog ind til mig!
Ja, ved din nåde lad det ske,
at jeg din kærlighed må se!
7 Og ved din Helligånd os led
på vejen frem til salighed,
at her vi dig lovsynge må,
indtil vi for dit ansigt stå!
Sl 24,7-10
Georg
Weissel (1642).
N.J. Holm 1829.
85
Mel.:
Jeg vil din pris udsjunge
1 Op, Zion, at oplukke
din hjerte-port og dør!
Slå lås for sorg og sukke,
og græd ej nu som før!
Din længsel og attrå,
din konge, som du venter,
din Jesus, som dig henter,
går for din dør at stå.
2 Dig vil jeg, Jesus, give
mig med min sjæl og alt,
du skal min ejer blive,
du har mig og betalt.
Kom, Jesus, til mig ind!
Med hjerte, mund og tunge
hosianna vil jeg sjunge,
kom, fyld min sjæl og sind!
Thomas Kingo 1689.
P.A. Fenger 1857.
86
Mel.: M. Teschner 1615
1 Hvorledes skal jeg møde
og favne dig, min skat?
Du skønne morgenrøde
mod al min jammers nat!
Min Jesus, sig, hvorledes
mit arme hjerte skal
opsmykkes og beredes
dig til en brudesal.
2 Dit Zion palmer svinger
til evig sejers tegn,
og frydens tone klinger
i nådens blide egn;
mit hjerte dig til ære
skal grønnes som en skov,
og alt mit liv skal være
din kærlighed til lov.
3 Jeg lå i bånd og fængsel,
du førte mig herud,
jeg stod i spot og trængsel,
du tog mig til din brud;
for mig at få ophøjet
du bar min skam og brøst;
hvad du så tungt har pløjet,
er mig en evig høst.
4 Ej andet fra dit rige
har draget dig herned
end din den uden lige
grundløse kærlighed.
Da jeg i mørkheds sæde
og Satans rige sad,
da kom du selv, min glæde,
og gjorde mig så glad.
5 Kom, bange sjæl, at skrive
dig det i hjertet ind,
lad denne glæde drive
igennem sjæl og sind:
at hjælpen er til stede,
at Jesus selv er her,
han vil dig trøste, glæde
og altid have kær.
6 Du skal ej heller klage,
at du ham ej kan få,
han kommer selv at tage
dig ud af jammers vrå;
han kommer selv, han kommer
at dæmpe al din ve
og gør en liflig sommer
af al din trængsels sne.
Paul Gerhardt 1653.
Hans Adolph Brorson 1733.
87
Mel.: Peter Møller 1978
1 Det første lys er ordet, talt af Gud,
det skabte liv, hvor alt var øde,
med fuglesang, med blomster, der sprang ud,
med glæde over markens grøde.
2 Det andet lys blev tændt i Betlehem,
Guds Søn steg ned fra Himlens høje
og delte jorden med os som sit hjem
med al dens fryd og al dens møje.
3 Det tredje lys har intet øje set,
det lyser gennem hjertesorgen
og melder, det umulige er sket,
det tredje lys er påskemorgen.
4 Det fjerde lys har ild fra alle tre,
en pinseglød i vores hjerte,
så vi for dem, der intet lys kan se,
kan tænde kun en lille kerte.
Johannes Johansen 1963, 1971 og 1974.
88
Mel.: Chr. Vestergaard-Pedersen 1978
1 Hør det, Zion, trøst for al din vé:
den, du venter, får du snart at se.
2 Vist er natten om dig mørk og kold;
end du kender dig i vinters vold.
3 Se nu dog i øst et morgenskær,
som bebuder dig, en dag er nær.
4 Ja, en sol oprinder for dig nu.
Vend dig da mod lyset, glad i hu.
5 Han, som evigt i det høje bor,
kommer til dig i sit kirkeord.
6 Hør det ord med trøst for al din vé,
se det lys, hvori du ham kan se!
7 Ham, der herligt over sky opfór
og gør plads for dig ved Himlens bord.
8 Ham, som kommer på sin dag igen
for at hente sine små der hen.
9 “Se, han kommer.” Det er nådens år,
vi i dette ord i møde går.
K.L. Aastrup 1950.
89
Mel.:
Som lilliens hjerte kan
holdes i grøde
1 Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge,
for natten om advent er tærende lang.
Vi længes, vi længes mod morgenens lykke,
mod solopgangs-timen med fuglenes sang,
thi Herren har svoret
at komme i Ordet
med styrke, med almagt i Ånden til stede,
som nærer vort håb, og som bærer vor glæde.
2 Nu sidder vi stumme og venter på stunden,
da Herren vil komme, besøge sit folk
og lægge os levende lovsang i munden,
Guds Ånd fra det høje vil være vor tolk.
Vor vantro skal vige,
Guds sol skal da stige
med budskabet: Ingen skal utrøstet græde,
det nærer vort håb, og det bærer vor glæde.
3 Befriet blir vi for hver eneste fjende,
selv fjenden, der har vore hjerter besat.
Da lærer Gud selv os vor frelse at kende
i ordet, der lyder: Din synd er forladt.
Da synger vi stumme
en sang, der kan rumme
det ord, hvor Guds mægtige Ånd er til stede,
som nærer vort håb, og som bærer vor glæde.
4 Vor Gud skal vi tjene med fryd alle dage,
foruden al frygt skal hans åsyn vi se.
Han leder vor fod ad den vej, vi skal drage
til freden, der heler vort suk og vor ve.
Gud selv ihukommer
som frelser og dommer
den pagt, der ej rokkes af ny eller næde,
den nærer vort håb, og den bærer vor glæde.
Luk 1,67-80.
Johannes Johansen 1996.
90
Mel.: O, kommer hid dog til Guds Søn
Alt hvad som fuglevinger fik
1 Op, glædes alle, glædes nu!
Med fryd opfylder sind og hu
i Herren, eders glæde!
Thi Jesus han er nu så nær
og vil, fordi han har os kær,
udi vort kød sig klæde.
2 Bort sorg, og krænk ej mer vort sind!
Guds glæde lukker vi nu ind,
at vi kan Jesus favne
med bøn og hjertens tak og tro;
i ham skal alt vort håb og ro
sin glæde aldrig savne.
3 Din fred, o Gud, som overgår
alt det, som sind og sans formår,
vort hjerte så bevare
i Kristus Jesus, at vi må
så stor en juleglæde få,
som aldrig kan bortfare!
Fil 4,4-7
Thomas Kingo
1689.
91
Mel.: Mæt min sjæl, o Jesus sød
1 Store Gud og Frelsermand,
hvo er den, der lignes kan
ved din guddoms store kraft?
Ingen har fra Adam haft
slig en fader, slig af køn,
slig en moder, skær og skøn,
der har født en jomfru-søn.
2 Døberen, o store Gud,
som løb for i vejen ud
til at vise verden dig,
han så højt undskylder sig,
at han er kun blot en røst,
som mod syndens sår og brøst
prædiked al verdens trøst.
3 Han ej værdig kender sig
dine sko at løse dig.
Hvad er da jeg Adams barn?
Skygge, støv og jord og skarn!
Jeg er ikke værd at stå
på den jord, du trådte på,
eller i din forgård gå.
4 Men, o Jesus, Davids rod 1!
Jeg vil dig med bøn og bod
rede og berede sted
i min sjæl og hjertet med;
tag det hen, og dan det bedst,
kom derind og vær min gæst,
giv en salig julefest!
1 Es 11,1; Åb 5,5
Joh
1,19-28
Thomas Kingo 1689.
Jfr. nr. 92
92
Mel.:
Mæt min sjæl, o Jesus sød
Søde Jesus, Davids rod 1,
kæmpestærk og barnegod,
kongesøn fra englehjem,
frelser født i Betlehem!
Du, som giver nytår bedst,
kom herind og vær vor gæst,
gør en liflig julefest!
1 Es 11,1; Åb 5,5
Thomas Kingo 1689.
N.F.S. Grundtvig 1831.
Oprindelig del af nr. 91
93
Mel.:
Hvorledes skal jeg møde
Mit hjerte altid vanker
1 Nu vil vi os forsamle
i Jesu Kristi navn,
de unge med de gamle
skal løbe ham i favn;
han er vor julegave,
vor glæde, lyst og liv,
i ham vi og vil have
vor jule-tidsfordriv.
2 O Jesus, dig at finde
er vores fulde agt;
ak, giv os ret i sinde
at gå med samlet magt,
din krybbe at omringe
med hjertens tak og tro,
så salmerne kan klinge
i hver mands hus og bo!
Hans Adolph Brorson 1732.
94
Mel.: C. Balle 1850
1 Det kimer nu til julefest,
det kimer for den høje gæst,
som steg til lave hytter ned
med nytårsgaver: fryd og fred.
2 O, kommer med til Davids by,
hvor engle sjunge under sky;
o, ganger med på marken ud,
hvor hyrder høre nyt fra Gud!
3 Og lad os gå med stille sind
som hyrderne til barnet ind,
med glædestårer takke Gud
for miskundhed og nådebud!
4 O Jesus, verden vid og lang
til vugge var dig dog for trang,
for ringe, om med guld tilredt
og perlestukken, silkebredt.
5 Men verdens ære, magt og guld
for dig er ikkun støv og muld;
i krybben lagt, i klude svøbt,
et himmelsk liv du har mig købt.
6 Velan, min sjæl, så vær nu glad,
og hold din jul i Davids stad,
ja, pris din Gud i allen stund
med liflig sang af hjertens grund!
7 Ja, sjunge hver, som sjunge kan:
Nu tændtes lys i skyggers land,
og ret som midnatshanen gol,
blev Jakobs stjerne til en sol 1.
8 Nu kom han, patriarkers håb,
med flammeord og himmeldåb;
og barnet tyder nu i vang,
hvad David dunkelt så og sang.
9 Kom, Jesus, vær vor hyttegæst,
hold selv i os din julefest!
Da skal med Davids-harpens klang
dig takke højt vor nytårssang.
1 4 Mos 24,17
Martin Luther
1535.
N.F.S.
Grundtvig 1817. Bearbejdet 1852.
Jfr. nr 95
95
Mel.: Leipzig 1539
1 Fra Himlen højt kom budskab her
med nyt til alle fjern og nær,
godt budskab os nu føres til,
derom vi evig sjunge vil.
2 I dag et lidet barn er fød
til bod for verdens synd og nød;
det er den Herre Jesus Krist,
som frelse bringer os for vist.
3 Så lad os mærke tegnet ret:
i stalden hist, i krybbe slet,
dér vil vi finde barnet lagt,
som har al verden i sin magt.
4 Så går vi da så hjerteglad
med hyrderne til Davids stad
og ser den julegave skøn,
Guds egen elskelige Søn.
5 O, vær velkommen, ædle gæst!
For syndres skyld du kommen est
i verdens jammer ned til mig.
Jeg aldrig kan fuldtakke dig.
6 På hø og strå du ligger der
i klude svøbt, o Herre kær;
dog stråler ingen trone så
som her din armods ringe strå.
7 Var verden nok så vid og lang,
dig var den dog en vugge trang
og dig ej værd, var den end fuld
af perler, ædelsten og guld.
8 Således det behaged dig
den sandhed at forkynde mig,
at verdens ære, magt og guld
for dig er ikkun støv og muld.
9 Min kære Herre Jesus Krist,
gør dig en vugge i mit bryst,
tag herberg i mit hjerte der,
at jeg dig aldrig glemmer mer!
10 Pris være Gud i sang og bøn,
som skænked os sin egen Søn!
Så vil vi glemme sorg og savn
og holde jul i Jesu navn!
Martin Luther 1535. (Hans Tausen 1544)
Dansk 1569.
J.L.A. Kolderup-Rosenvinge 1845.
Jfr. nr. 94
96
Mel.: Melodi fra 15. årh. / Spangenberg 1568
1 Fra Himlen kom en engel klar,
for hyrders øjne åbenbar,
han sang så sødt: Nu giver agt
på barnet svøbt, i krybben lagt!
2 I Betlehem, i Davids stad,
som skrevet står på spådomsblad,
der fødtes han, den Herre bold,
som er al verdens sol og skjold.
3 Det er den Herre Jesus Krist,
og juble må I nu for vist,
thi ét er blevet Gud og mand,
så eders broder er nu han.
4 Hvad mægter nu vel synd og død!
Gud er med eder i al nød;
lad storme nu al Helveds magt,
Guds Søn med eder står i pagt!
5 Slå nu til ham kun al jer lid,
han svigter ej til evig tid!
Så lad kun komme, hvo der vil,
hans overmand er dog ej til!
6 Lad fnyse her, lad rase hist!
Guds slægt dog sejre må til sidst.
Så tak da Gud af hjertens grund,
tålmodig, glad i allen stund!
Martin Luther 1543. (Hans Tausen 1544).
Hans Thomissøn 1569.
N.F.S. Grundtvig 1837.
Bearbejdet 1889.
97
Mel.:
Pontoppidans salmebog 1740
Th. Laub 1915
Jeg kender ham, hvem jeg har overgivet
1 Vor Jesus kan ej noget herberg finde
i Betlehem, sin egen fædreby,
han lader dér i ringe svøb sig binde,
hvor ellers fæ og får går ind i ly,
en krybbe er hans første eje,
det tørre græs og strå hans første barneleje.
2 Den Herre har sig fattigdom tilegnet,
som alle gode gaver har i hånd,
og bliver slet blandt arme syndre regnet,
indtil han sønderriver Satans bånd;
nu er her liv for alle døde,
fordi Guds egen Søn på jorden lod sig føde.
3 Velsignet være Herrens store nåde,
hans store magt til evigt minde sat,
som vidste på vor jammer bod at råde
i denne underfulde nådes nat.
Velsignet mørke, uden lige,
da lyset selv brød frem af søde Himmerige!
4 Så vil vi os trods alle fjender fryde,
Gud har os givet det, ham kærest var,
og lader alle nåde-strømme flyde,
hvad er der, som han os ej givet har!
Så være ham da også livet,
og hvad vi er og har, til evigt offer givet.
Johan Daniel Herrnschmidt 1714.
Hans Adolph Brorson 1733.
98
Mel.: Axel Madsen 1978
1
Det var ikke en nat som
de andre,
thi
al skabningen holdt på sit vejr
og
så engle i tusindvis vandre
rundt
på jorden med stjernernes skær.
Denne
nat blev et lyshav i tiden,
den
har lyst gennem slægterne siden,
dengang
Gud selv blev menneskets lys.
2
Det var ikke en himmel
som andre,
den
blev åbnet af lys og af lyd,
man
så stjerner bevæges og vandre
imod
Betlehem, landet mod syd,
så
at hyrderne glemte at fryse,
i
Guds billede måtte de lyse,
dengang
Gud selv blev menneskets lys.
3
Det var ikke et barn som
de andre,
der
blev født under himlen den nat,
det
var Gud selv, der nu ville vandre
for
at finde på jorden sin skat.
I
den usleste mand eller kvinde
så
han perlen så kosteligt skinne,
dengang
Gud selv blev menneskets lys.
4
Det var ikke en herre
som andre,
han
fik ikke i herberget rum,
måtte
husvild imellem os vandre,
til
sin offerbænk førtes han stum,
i
den fremmedes grav blev han fange.
I
hans hus er der plads til de mange,
han
er Gud, han er menneskets lys.
5
Det er ikke et ord som
de andre,
det
kan styrte selv dødens tyran,
det
er lyset, hvorved vi skal vandre
gennem
mørket til morgenens land.
Dette
ord blev et lyshav i tiden,
det
har lyst gennem slægterne siden,
det
er Gud, det er menneskets lys.
Johannes Johansen 1977
99
Mel.:
A.P. Berggreen 1832
C.E.F.
Weyse 1838
1 Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje himmelsale,
med dejlige solskinsklæder på,
i jordens skyggedale!
Trods klingrende frost godt år I spå
for fugl og sæd i dvale.
2 Vel mødt under sky på kirkesti,
på sne ved midnatstide!
Udbære vor jul ej nænner I,
derpå tør nok vi lide;
o, ganger dog ej vor dør forbi,
os volder ej den kvide!
3 Vor hytte er lav og så vor dør,
kun armod er derinde,
men gæstet I har en hytte før,
det drages vi til minde;
er kruset af ler og kagen tør,
deri sig engle finde.
4 Med venlige øjne himmelblå,
i vugger og i senge,
vi puslinger har i hver en vrå,
som blomster gro i enge;
o, synger for dem, som lærker slå,
som hørt de har ej længe!
5 Så drømme de sødt om Betlehem,
og er det end forblommet,
de drømme dog sandt om barnets hjem,
som lå i krybberummet,
de drømme, de lege jul med dem,
hvis sang de har fornummet.
6 Da vågne de mildt i morgengry
og tælle mer ej timer,
da høre vi julesang på ny,
som sig med hjertet rimer,
da klinger det sødt i højen sky,
når juleklokken kimer.
7 Da vandre Guds engle op og ned
på salmens tonestige,
da byder vor Herre selv Guds fred
til dem, den efterhige;
da åbner sig Himlens borgeled,
da kommer ret Guds rige.
8 O, måtte vi kun den glæde se,
før vore øjne lukkes!
Da skal, som en barnemoders ve,
vor smerte sødt bortvugges.
Vor Fader i Himlen! lad det ske,
lad julesorgen slukkes!
N.F.S. Grundtvig 1824.
100
Mel.:
Henrik Rung 1857
1 Kimer, I klokker! ja, kimer før dag i det dunkle!
Tindrer, I stjerner, som englenes øjne kan funkle!
Fred kom til jord,
Himmelens fred med Guds Ord.
Æren er Guds i det høje!
2 Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange,
jul med Guds-barnet i svøb under englenes sange,
kommer fra Gud,
bringer os glædskabens bud.
Æren er Guds i det høje!
3 Synger og danser, og klapper i eders småhænder,
menneskebørnene alle til jorderigs ender!
Født er i dag
barnet til Guds velbehag.
Æren er Guds i det høje!
N.F.S. Grundtvig 1856.
101
Mel.:
Kraften fra det høje
1 Himlens morgenrøde
sig lod på jorden føde
ved midnatstid i Betlehem,
den dunkle vrå blev lysets hjem.
Ære være Gud i det høje!
2 Himlens morgenrøde
for levende og døde
oprandt, da Guds enbårne Søn
til moder fik en jomfru skøn.
Ære være Gud i det høje!
3 Himlens morgenrøde
hilsæl med toner søde!
Genlyd, Guds riges blomstervang,
af Paradisets fuglesang!
Ære være Gud i det høje!
N.F.S. Grundtvig 1850.
102
Mel.:
Melodi fra 15. årh. / Klug 1533
C.
Balle 1855
1 Et lidet barn så lysteligt
blev af en jomfru båret,
ej før, ej siden hørtes sligt,
men kun i jubelåret,
i tidens fylde, da Guds Søn
på jord sig fandt en moder skøn,
lod uden synd sig føde,
fornedrede sig til de små,
så de kan ham til broder få,
den Himlens morgenrøde.
2 Højlovet i al evighed
skal Jesus Kristus være,
og når for ham vi knæler ned,
det er Gud Faders ære;
og når vor lovsang, altid ny,
fra jord sig svinger let i sky
med glade juletoner,
vort fattige halleluja
med salig fryd istemmes da
af engles millioner.
Tysk omkr. 1400. Bearbejdet 1528.
Arvid Pedersen 1529.
N.F.S. Grundtvig 1837, 1843 og 1845.
103
Mel.:
N.W. Gade 1859
1 Barn Jesus i en krybbe lå,
skønt Himlen var hans eje;
hans pude her blev hø og strå,
mørkt var det om hans leje.
Men stjernen over huset stod,
og oksen kyssed barnets fod.
Halleluja, halleluja, barn Jesus!
2 Hver sorgfuld sjæl, bliv karsk og glad,
ryst af din tunge smerte!
Et barn er født i Davids stad
til trøst for hvert et hjerte;
til barnet vil vi stige ind
og blive børn i sjæl og sind.
Halleluja, halleluja, barn Jesus!
H.C. Andersen 1832.
104
Mel.:
Melodi fra 15. årh. / Lossius 1553
Tysk visemelodi omkring 1600
1 Et barn er født i Betlehem,
thi glæde sig Jerusalem!
Halleluja, halleluja!
2 En fattig jomfru sad i løn
og fødte Himlens kongesøn.
Halleluja, halleluja!
3 Han lagdes i et krybberum,
Guds engle sang med fryd derom:
Halleluja, halleluja!
4 Og Østens vise ofred der
guld, røgelse og myrra skær.
Halleluja, halleluja!
5 Forvunden er nu al vor nød,
os er i dag en frelser fød.
Halleluja, halleluja!
6 Guds kære børn vi blev på ny,
skal holde jul i himmelby.
Halleluja, halleluja!
7 På stjernetæpper lyseblå
skal glade vi til kirke gå.
Halleluja, halleluja!
8 Guds engle der os lære brat
at synge, som de sang i nat:
Halleluja, halleluja!
9 Da vorde engle vi som de,
Guds milde ansigt skal vi se.
Halleluja, halleluja!
10 Ham være pris til evig tid
for frelser bold og broder blid!
Halleluja, halleluja!
Latin
14. årh. Tysk 1545. Dansk 1544. 1569.
N.F.S. Grundtvig 1820 og 1845.
105
Mel.: Henrik Rung 1857
1 Venner! sagde Guds engel blidt:
Hvorfor er nu I bange?
Kildevæld kun er budskab mit
til lutter frydesange;
thi han, som jorden gør sjæleglad,
er født til verden i Davids stad.
2 Jesus Kristus, den Davids søn,
vor frelser fra al fare,
født er han, ligger svøbt i løn
i krybben, tag det vare!
Fra Himlen højt kommer julebud,
nu ære være den guders Gud!
3 “Ære være den guders Gud!
Nu daled fred til støvet,
glæden springer af svøbet ud
som blomsten og som løvet.”
Så lydt og sødt under sky det klang,
som alle stjernernes morgensang 1.
4 Himmel-klarhed og englesang,
dem gav os Gud med freden;
efterskin de og efterklang
har trindt i kristenheden,
hvor ånd har mæle, og sang har væld,
hvor øjne tindrer hver julekvæld.
5 Kirke! du er vort Betlehem,
og alle små derinde,
efter som det er sagt til dem,
skal deres frelser finde
med juledags-evangelium,
i hjertekammerets krybberum!
1 Job 38,7
N.F.S. Grundtvig 1846. Bearbejdet 1857.
106
Mel.:
Philipp Nicolai 1599
1 Af højheden oprunden er
en morgenstjerne klar og nær,
af sandhed og af nåde;
du, Jakobs-stammens nye skud,
du, Davids søn, min konning prud,
mig fryder overmåde,
liflig, venlig,
skøn og herlig, stor og kærlig,
rig på gaver!
Lys og liv i dig jeg haver!
2 Du lille barn så favr og skøn,
Gud Faders og Marias Søn,
o du højbårne konning!
Du lilje i mit hjerterum,
dit riges evangelium
er sødt som mælk og honning.
Kære Herre,
Hosianna, Himlens manna,
dig til ære
glad i ånden vil jeg være.
3 Min sjæl i Gud da fryder sig,
når mildelig du ser til mig
med miskundhedens øje.
O Jesus Krist, min frelser god,
dit ord med Ånd og kød og blod
mig salighed tilføje!
Tag mig, favn mig,
gyd i barmen Himmel-varmen,
at din nåde
ved dit ord må ene råde!
4 O Fader Gud, o Herre blid,
du i din Søn fra evig tid,
så inderlig mig elskte!
Din Søn har selv trolovet mig,
jeg er hans brud så inderlig,
han mig til livet frelste.
Eja, eja,
han det giver, at jeg bliver
i stor glæde
hist i herlighedens sæde.
5 Jeg er nu glad og stoler på,
min frelser er mit A og Å,
begyndelse og ende 1.
Han fører mig med lov og pris
til Himmerig, til Paradis,
fra jammer og elende.
Amen, amen,
kom du milde Jesus lille,
tøv ej længe!
Lyst til dig mit hjerte trænge!
1 Åb 22,13
Philipp
Nicolai 1599.
Hans
Christensen Sthen omkr. 1600.
Bearbejdet 1850.
107
Mel.: Melodi fra 15. årh. / Weisse 1531
1 Glæden hun er født i dag,
Himmeriges glæde,
ved Gud Faders velbehag
fryde sig de spæde!
Han, som var frygtelig
og utilgængelig
i sin høje bolig,
han nu i barnedragt
har sig i krybben lagt,
med vort støv fortrolig.
2 Født er han ved midnatstid,
skabte sol og måne,
han, som ejer verden vid,
hus i stald vil låne;
han, som på skyerne
ager blandt stjernerne,
svøbes som de spæde!
Ham, som på dommedag
taler med tordenbrag,
nu man hører græde!
3 Hyrder, som på nattevagt
lå i blomstervange,
bud dem blev fra Himlen bragt
brat med englesange:
Født er på jorderig
kongen af Himmerig,
frelseren fra døden,
hviler i krybberum,
har dog alt herredom,
skøn som morgenrøden.
4 Herre! dine hænders værk
er vi alle sammen,
vi er svage, du er stærk,
du er ja og amen 1.
Til os du dalede,
lad os til Himlene
nu med dig opfare!
Tårer du her udgød,
lær os nu sangen sød
med din engleskare!
1 2 Kor 1,19-20
Latin 14. årh. (Dansk 1535).
N.F.S.
Grundtvig 1837 og 1847
108
Mel.:
Førreformatorisk leise / Johann Walter 1524
Lille Guds barn, hvad skader dig
1 Lovet være du, Jesus Krist!
at du menneske vorden est,
født af en jomfru ren og skær,
gladelig hilst af Himlens hær.
O, Gud ske lov!
2 Du, Gud Faders enbårne Søn,
mand i lys, men dog Gud i løn,
underlig klædt i kød og blod,
kom på vor brøst at råde bod.
O, Gud ske lov!
3 Verden går i dit ledebånd,
dig dog svøbte en kvindes hånd,
du, som har skabt og styrer alt,
blev dog på skød barnlille kaldt.
O, Gud ske lov!
4 Himlens lys kom i dig til jord,
skinner til ny oplysning stor,
godt kan vi nu ved nattetid
kende som børn vor Fader blid.
O, Gud ske lov!
5 Fattig kom du til jorden ned,
adlede armod og usselhed,
fattig du gjorde dig med flid,
rige blev vi til evig tid.
O, Gud ske lov!
6 Konning er du blandt konger bedst;
ånders konge blev støvets gæst,
fører os op fra skyggedal
hjem til sin lyse kongesal.
O, Gud ske lov!
Str. 1: Tysk 15. årh.
Str. 1 - 6: Martin Luther 1523.
Claus
Mortensen ? 1528.
N.F.S. Grundtvig 1837 og 1845.
109
Mel.:
Et lidet barn så lysteligt
1 I denne søde juletid
tør man sig ret fornøje
og bruge al sin kunst og flid
Guds nåde at ophøje;
ved ham, som er i krybben lagt,
vi vil af ganske sjælemagt
i ånden os forlyste;
din lov skal høres, Frelsermand,
så vidt og bredt i verdens land,
at jorden den skal ryste!
2 En liden søn af Davids rod 1,
som er og Gud tillige,
for verdens synders skyld forlod
sit søde Himmerige;
det var ham svart at tænke på,
at verden skulle under gå,
det skar ham i hans hjerte;
i sådan hjertens kærlighed
han kom til os på jorden ned
at lindre vores smerte.
3 Vor tak vi vil frembære da,
endskønt den er kun ringe,
hosianna og halleluja
skal alle vegne klinge;
Guds ark er kommen i vor lejr 2!
Thi synger vi om fryd og sejr,
mens hjertet sig kan røre,
vi synger om den søde fred,
at Helvede skal skælve ved
vor julesang at høre.
4 Gud er nu ikke længer vred,
det kan vi deraf vide,
at han har sendt sin Søn herned
for verdens synd at lide.
Det vorde vidt og bredt bekendt,
at Gud sin Søn for os har sendt
til jammer, ve og våde!
Hvo ville da ej være fro
og lade al sin sorg bero
på Jesu søde nåde?
5 Som natten aldrig er så sort,
den jo for solen svinder,
så farer al min kummer bort,
når jeg mig ret besinder,
at Gud så hjertens inderlig
af evighed har elsket mig
og er min broder vorden;
jeg aldrig glemmer disse ord,
som klingede i englekor:
Nu er der fred på jorden!
6 Og blandes end min frydesang
med gråd og dybe sukke,
så skal dog korsets hårde tvang
mig aldrig munden lukke;
når hjertet sidder mest beklemt,
da bliver frydens harpe stemt,
at den kan bedre klinge;
og knuste hjerter føler bedst,
hvad denne store frydefest
for glæde har at bringe.
7 Halleluja, vor strid er endt,
hvo ville mere klage?
Hvo ville mere gå bespændt
i disse frydedage?
Syng højt i sky, Guds kirkeflok:
Halleluja! nu har jeg nok,
den fryd har ingen lige!
Halleluja, halleluja,
Guds Søn er min, jeg vil herfra
med ham til Himmerige!
1 Es 1,1; Åb 5,5.
2 1 Sam 4,5
Hans Adolph Brorson 1732 og 1739.
110
Mel.: Th. Laub 1881
1 Nu vil vi sjunge og være glad
i Jesu Kristi navn!
Guds Søn er født i Betlehems stad,
os alle til glæde og gavn.
2 Han steg fra tronen i Himmerig
og blev et barn på jord;
for os han daled så nederlig,
hans kærlighed var så stor.
3 Han verden skabte til sit behag
og styrer alt deri,
han føder den liden fugl hver dag,
som flyver i luften fri.
4 Men ned han lagde sin guddoms-magt,
en tjener vorder han,
han os vil tjene, det er hans agt,
og blive vor frelsermand.
5 Han ligger nu ved sin moders bryst,
så spæd i ringe bo,
Guds engle ser på ham deres lyst,
hvem ville ej være fro!
6 Med os han bytter så underlig,
Guds Søn, vor broder fin,
vort kød og blod han tager på sig
og skænker os guddom sin.
7 En svend han bliver og herre jeg,
som før var fattig træl,
hans kærligheds dyb udgrundes ej
og ikke hans rigdoms væld.
8 O, han oplader på ny den dør
til glædens Paradis,
som længe for os stod lukket før,
ham være lov, tak og pris!
9 Ham vil vi synge vor julesang,
og er den så kun svag,
det er dog vort hjertes efterklang
af engelens bud i dag.
Nicolaus
Herman 1554.
Hans
Christensen Sthen 1578.
C.J.
Brandt 1848 og 1884.
111
Mel.: Felix Mendelssohn-Bartholdy 1840
1 Hør, hvor englesangen toner:
Hil dig, Konge, født i dag,
Verdens Frelser og Forsoner,
fred til jord, Guds velbehag!
Vore røster vil vi føje
til triumfen fra det høje,
juble skal vi glad med dem:
Krist er født i Betlehem,
Ære være Herren Gud
for et saligt glædesbud.
2 Kristus fra de høje himle,
Kristus, Gud i evighed!
Hjertet bæver, vi må svimle:
Gud til os på jord steg ned.
Skaberen som os sig klæder,
engle nu med os sig glæder,
syng med fryd hver bange sjæl:
Kristus, vor Immanuel.
Ære være Herren Gud
for et saligt glædesbud.
3 Hil dig, du, som fred os bringer,
retfærdssol med lys og vår.
Under dine stærke vinger
liv og lægedom vi får.
Du forlod din høje trone,
gav os livets gyldne krone,
byder sønderknuste ly,
giver lys og håb på ny.
Ære være Herren Gud
for et saligt glædesbud.
4 Hilset vær, du svar på længsel.
Skab i os dit ringe bo.
Opluk vore hjerters fængsel,
bo i os og giv os tro.
Hør, hvor herligt Himmel-sangen
toner hist på hyrdevangen:
Ære være Herren Gud
for et saligt glædesbud.
Ære være Herren Gud
for et saligt glædesbud.
Luk 2,14
Charles Wesley 1739. Dansk
1981. Henrik E. Frederiksen 1993.
112
Mel.: John F. Wade? 1751
1 Kom, alle kristne,
lad os sammen ile
til barnet i krybben i Betlehem.
Frem vil vi træde
for Guds Søn med glæde.
Kom, lad os ham tilbede,
kom, lad os ham tilbede,
kom, lad os ham tilbede
i Betlehem!
2 Syng englehære,
giver Herren ære,
at han lod sig føde i Betlehem.
Lys er oprunden,
fred på jord er kommen.
Kom, lad os ham tilbede,
kom, lad os ham tilbede,
kom, lad os ham tilbede
i Betlehem!
3 Lov, pris og ære
skal for evigt være
vor hyldest til barnet i Betlehem.
Evigt Gud Fader
Himlens dør oplader.
Kom, lad os ham tilbede,
kom, lad os ham tilbede,
kom, lad os ham tilbede
i Betlehem!
Latin 18. årh. Fr. Oakeley 1841 og 1852. Dansk 1981.
113
Mel.: Fryd
dig, du Kristi brud
1 Fryd dig i Guds behag
på denne juledag,
al verdens folk og skare!
Gud ville åbenbare
sin Søn, vor juleglæde;
af glæde må vi græde.
2 I løfter talede
Gud ved profeterne
til vore fordums fædre
om Jesus at fornedre;
nu er han her til stede;
o hellig juleglæde!
3 I skygger blev han kendt
i Gamle Testament,
nu er han født og blevet
blandt Adams børn indskrevet,
og bær’ vort kød og klæde;
o hellig juleglæde!
4 I sidste verdens tid
var os vor Gud så blid,
sit ord os at befale
ved Jesu mund og tale;
han opbrød Lovens kæde;
o store juleglæde!
5 Det spæde jomfru-nor
er dog Guds arving stor,
som skabte jorderige,
i herlighed Guds lige,
han vil på døden træde;
o søde juleglæde!
6 Hans blod med kraft og fynd
afrenser al vor synd,
hans ord kan alting bære,
selv sidder han i ære
hos Gud i højre sæde;
o høje juleglæde!
7 O min Immanuel,
oplys mit sind og sjæl,
jeg kan til krybben gange,
i ånden dig undfange,
din lov med lyst udkvæde
for denne juleglæde!
Hebr 1,1-11.
Thomas
Kingo 1689.
114
Mel.:
Johann Crüger 1653
1 Hjerte, løft din glædes vinger!
Over muld
underfuld
englesangen klinger;
hør og mærk de toner søde,
Himlen lydt
melder nyt:
Kristus lod sig føde!
2 Gud, vor Fader, gav i nåde
julenat
os en skat,
herlig overmåde;
for at frelse os af nøden
steg herned
kærlighed,
stærkere end døden.
3 I, som tunge stier træde,
stands og hør:
Her er dør
til den sande glæde;
og i huset inden døre
trøstes ved
slig en fred,
ingen sorg tør røre!
4 Er I fattige og arme,
ind kun stig,
han er rig
og har hjertevarme!
Fyldt af forråd er hans lade,
og han huld
skifter guld,
som gør hjerter glade.
5 Nu, så lad til ham os fare,
mange, få,
store, små
i en samlet skare!
Ingen tør ved rejsen gyse,
Jesu navn
som en bavn
vil på vejen lyse.
6 Priser, brødre! hvor I bygge,
det Guds Ord,
som til jord
kom med liv og lykke!
Genlyd, jul, af toner søde,
som med klang
engle sang:
Kristus lod sig føde!
Paul Gerhardt 1653.
C.J. Brandt 1878.
115
Mel.:
Førreformatorisk julevise / Klug 1543
1 Lad det klinge sødt i sky:
Længe leve Kongen ny,
Zions konge, barnebly!
Han kom til jord,
som os profeten spå’de.
Eja, eja!
Nu er sket til jordens held,
hvad os meldte Gabriel,
Guds engel fin:
Født er Herren af en mø,
og vi ej fødes til at dø.
Gud med os, Immanuel,
Immanuel!
2 Synger med os, alle små!
Børn i vugge! stammer på,
hvad selv engle knap forstå!
Han kom til jord,
som os profeten spå’de.
Eja, eja!
Nu er sket til jordens held,
hvad os meldte Gabriel,
Guds engel fin:
Født er Herren af en mø,
og vi ej fødes til at dø.
Gud med os, Immanuel,
Immanuel!
3 Lad det spørges trindt om land:
Født er os en frelsermand,
Jesus Kristus hedder han!
Han kom til jord,
som os profeten spå’de.
Eja, eja!
Nu er sket til jordens held,
hvad os meldte Gabriel,
Guds engel fin:
Født er Herren af en mø,
og vi ej fødes til at dø.
Gud med os, Immanuel,
Immanuel!
Latin 14. årh. (Claus Mortensen 1529).
N.F.S.
Grundtvig 1837.
Thomas
Laub 1918.
116
Mel.:
Melodi fra 15. årh. / Klug 1533
1 En sød og liflig klang
er i vor julesang;
vor trøst og hjælp i nøden,
vor Gud med frelsernavn,
med glans som morgenrøden,
er i vor moders favn,
os små til evigt gavn.
2 O lille Jesus min,
så fager og så fin!
Om dig Guds engle kvæde
i Himlen dag og nat,
vær du min lyst og glæde,
vær du mit hjertes skat!
Så får jeg kronen fat.
3 O store kærlighed,
at du kom til os ned!
Vi var jo rent fortabte
ved fald og slem udyd,
nu sender han, os skabte,
os fred med englelyd.
O, det er hjertens fryd!
4 O, hvor er glæden sand?
I Jesu fædreland,
hvor engleskarer mange
ophøjer Gud især
med glade takkesange,
for han de små har kær.
O, var vi alle der!
Latin-tysk 14. årh. Martin Luther 1545.
Latin-dansk
1569.
N.F.S. Grundtvig 1837.
117
Mel.:
Köln 1599
1 En rose så jeg skyde
op af den frosne jord,
alt som os fordum spå’de
profetens trøsteord;
den rose spired frem
midt i den kolde vinter
om nat ved Betlehem.
2 For rosen nu jeg kvæder
om kap med Himlens hær.
En jomfru var hans moder,
Maria ren og skær.
I ham brød lyset frem
midt i den mørke vinter
om nat ved Betlehem.
3 Den rose fin og lille
har dejlig duft og skær;
den lyse for os ville
og sprede mørket her;
i sandhed mand og Gud;
af syndens nød og pine
han nådig hjalp os ud
Str.
1-2:Tysk 16. årh. MichaelPraetorius
1609. Th. Laub 1920.
Str. 3: F. Layritz 1844. Uffe Hansen 1935
118
Mel.: A.P. Berggreen 1852
1 Julen har englelyd,
vi med fryd
os barnlig på Gud Fader
forlader;
vi var i nød så længe,
dog hørte han vor bøn,
han ved, hvortil vi trænge,
vor frelser blev Guds Søn;
thi vil vi alle sjunge
med hjerte og med tunge
et: Ære være Gud
for sit julebud!
2 Ret i en salig tid
kom han hid;
til levende og døde
genløde
de ord, der fór så vide
til alle tider hen:
om ham, som tog vor kvide
og gav os fryd igen,
gik ned for os i døden
som sol i aftenrøden
og stod i morgengry
op for os på ny.
3 Sorg er til glæde vendt,
klagen endt!
Vor glæde skal hver tunge
udsjunge!
Syng med Guds engleskare
på Jesu fødselsdag
om fred trods nød og fare,
Gud Faders velbehag,
som vil al sorgen vende
til glæde uden ende;
bær os på børnevis
ind i Paradis!
Latin-dansk (1569).
N.F.S. Grundtvig 1837 og 1851.
B.S. Ingemann 1854.
119
Mel.: C.E.F. Weyse 1841
1 Julen har bragt velsignet bud,
nu glædes gamle og unge.
Hvad englene sang i verden ud,
nu alle små børn skal sjunge.
Grenen fra livets træ står skønt
med lys som fugle på kviste;
det barn, som sig glæder fromt og kønt,
skal aldrig den glæde miste.
2 Glæden er jordens gæst i dag
med himmelkongen, den lille.
Du fattige spurv, flyv ned fra tag
med duen til julegilde!
Dans, lille barn, på moders skød!
En dejlig dag er oprunden:
I dag blev vor kære frelser fød
og paradisvejen funden.
3 Frelseren selv var barn som vi,
i dag han lå i sin vugge.
Den have, Guds engle flyve i,
vil Jesus for os oplukke.
Himmerigs konge blandt os bor,
han juleglæden os bringer;
han favner hver barnesjæl på jord
og lover os englevinger.
B.S. Ingemann 1839.
120
Mel.: Fr. Gruber 1818
1 Glade jul, dejlige jul,
engle dale ned i skjul!
Hid de flyve med Paradis-grønt,
hvor de se, hvad for Gud er kønt,
lønlig iblandt os de gå.
2 Julefryd, evige fryd,
hellig sang med himmelsk lyd!
Det er englene, hyrderne så,
dengang Herren i krybben lå,
evig er englenes sang.
3 Fred på jord, fryd på jord,
Jesusbarnet blandt os bor!
Engle sjunge om barnet så smukt,
han har Himmerigs dør oplukt,
salig er englenes sang.
4 Salig fred, himmelsk fred
toner julenat herned!
Engle bringe til store og små
bud om ham, som i krybben lå,
fryd dig, hver sjæl, han har frelst!
B.S. Ingemann 1850 og 1852.
121
Mel.:
Schlesisk melodi 18. årh.
1 Dejlig er jorden!
Prægtig er Guds Himmel!
Skøn er sjælenes pilgrimsgang!
Gennem de favre
riger på jorden
går vi til Paradis med sang.
2 Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang;
aldrig forstummer
tonen fra Himlen
i sjælens glade pilgrimssang.
3 Englene sang den
først for markens hyrder;
skønt fra sjæl til sjæl det lød:
Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser fød!
B.S. Ingemann 1850.
122
Mel.: Wittenberg 1542
1 Den yndigste rose er funden
blandt stiveste torne oprunden,
vor Jesus, den dejligste pode,
blandt syndige mennesker gro’de.
2 Alt siden vi tabte den ære,
Guds billedes frugter at bære,
var verden forvildet og øde,
vi alle i synden bortdøde.
3 Da lod Gud en rose opskyde
og sæden 1 omsider frembryde,
at rense og ganske forsøde
vor slægts den fordærvede grøde.
4 Al verden nu burde sig fryde,
med salmer mangfoldig udbryde,
men mangen har aldrig fornummen,
at rosen i verden er kommen.
5 Forhærdede tidsel-gemytter,
så stive som torne og støtter,
hvi holder I eder så ranke
i stoltheds fordærvede tanke!
6 Ak, søger de ydmyge steder,
i støvet for Frelseren græder,
så får I vor Jesus i tale,
thi roserne vokse i dale.
7 Min Jesus! du stedse skal være
mit smykke, min rose, min ære,
de giftige lyster du døder
og korset så liflig forsøder.
8 Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig vil miste!
1 1 Mos 3,15
Højs 2,1-2
Hans Adolph Brorson 1732.
123
Mel.:
J.A.P. Schulz 1786
1 Her kommer, Jesus, dine små,
til dig i Betlehem at gå;
oplys enhver i sjæl og sind
at finde vejen til dig ind.
2 Vi løber dig med sang imod
og kysser støvet for din fod;
o salig stund, o klare nat,
da du blev født, vor sjæleskat!
3 Velkommen fra din himmelsal
til denne verdens tåredal,
hvor man dig intet andet bød
end stald og krybbe, kors og død.
4 Al verden stod i Satans pagt,
da brød vor Jesus frem med magt
og rev os ud med blodig hånd
af alle vore fjenders bånd.
5 Men, Jesus, ak, hvor går det til,
at dog så få betænke vil
den inderlige kærlighed,
der drog dig til vor jammer ned?
6 Så drag os ganske til dig hen,
o Jesus, du vor sjæleven,
at hver af os så inderlig
i troen må omfavne dig.
7 Lad verden ej med al sin magt
os rokke fra vor dåbes pagt,
men giv, at al vor længsel må
til dig, til dig alene stå!
8 Så skal det ske, at vi engang
blandt alle helgens frydesang
i Himlens søde Paradis
skal prise dig på englevis.
9 Her står vi nu i flok og rad
om dig, vort skønne hjerteblad.
Ak, hjælp, at vi og alle må
i Himlen for din trone stå!
Hans Adolph Brorson 1732.
Bearbejdet 1850.
124
Mel.: Chr. Vestergaard-Pedersen 1985
Jesus,
dine dybe vunder
1 Alle ting er underfulde
i vor frelsers julefest!
Himlen ligger nu på mulde!
Gud er blevet jordens gæst!
Han har brudt sin Himmel-sal,
ligger ned i jordens dal!
Til sit eget folk han tragter,
dog de ham kun lidet agter 1.
2
Fædrene var snart forgræmmed,
førend du, min Jesus, kom;
da du kom, da blev du
fremmed,
sådan vendtes bladet om!
Satan, sygdom, sorg og synd
drev og lægte du med fynd;
men din løn blev sten og
avind,
svøber, torne, kors og
glavind!
3
Ræven i sin lurehule
haver mere sikkerhed,
ja, på kvisten vilde fugle,
end som du på jorden ved! 2
Blandt dit eget folkefærd
er så få, der har dig kær;
hedninger de dig annamme
og gør jøderne til skamme.
4 Hjerte Jesus! er din lykke
blandt dit eget folk så slet,
kom du da, min sjæles smykke,
jeg vil afstå al min ret
til mig selv og give dig
hjerterum evindelig;
ja, alt mit vil jeg dig give,
når du min igen vil blive.
5 Sjælen den er dog din egen,
kroppen dannede din hånd,
derfor er din ret så megen
til mit støv og til min ånd!
Tag mig da, besid mig hel,
og vær du mit hjertes del!
I dit kors og i din ære
lad mig din livegen være!
1 Joh.
1,11
2 Luk.
9,58
Thomas Kingo 1689
125
Mel.:
Carl Nielsen 1914
Jeg råber fast, o Herre
1 Mit hjerte altid vanker
i Jesu føderum,
did samles mine tanker
i deres hovedsum;
dér er min længsel hjemme,
dér har min tro sin skat,
jeg kan dig aldrig glemme,
du søde julenat.
2 Du mørke stald skal være
mit hjertes frydeslot,
dér kan jeg daglig lære
at glemme verdens spot;
dér kan jeg bedst besinde,
hvori min ros består,
når Jesu krybbes minde
mig ret til hjerte går.
3 Men ak! hvad skal jeg sige,
når jeg vil tænke på,
at Gud af Himmerige
i stalden ligge må,
at Himlens fryd og ære,
det levende Guds Ord,
skal så foragtet være
på denne slemme jord!
4 En perle, der forgættes,
så nøje ledes op,
den blanke demant sættes
i gylden krones top,
man kaster ej en drue
blandt tørre grene ned;
skal jeg min Gud da skue
i sådan usselhed?
5 Hvi skulle herresale
ej for dig pyntet stå?
Du havde at befale,
hvad end du peged på.
Hvi lod du dig ej svøbe
i lyset som et bånd
og jordens konger løbe
at kysse på din hånd?
6 Hvi lod du ej udspænde
en himmel til dit telt
og stjernefakler brænde,
o store Himmel-helt?
Hvi lod sig ej til syne
en mægtig englevagt,
som dig i silkedyne
så prægtig burde lagt?
7 Nej! Jesus får sit leje
i denne gode jul,
hvor betlere de pleje
at lægge sig i skjul;
det var og ej hans eget,
det hø, hvori han lå,
han havde ej så meget,
han kunne ligge på.
8 En spurv dog har sin rede
og sikre hvilebo,
en svale ej tør lede
om nattely og ro,
en løve véd sin hule,
hvor den sin ro kan få;
skal da min Gud sig skjule
i andres stald og strå?
9 Ak, kom! jeg vil oplukke
mit hjerte, sjæl og sind
med tusind længselssukke,
kom, Jesus, dog herind!
Det er ej fremmed bolig,
du har den selv jo købt,
så skal du blive trolig
udi mit hjerte svøbt.
Hans Adolph Brorson 1732.
126
Mel.:
Jeg vil din pris udsjunge
Guds godhed vil vi prise
1 Min sol, min lyst, min glæde,
min Jesus, hjertens ven,
hvor længes jeg at træde
og komme til dig hen!
Jeg har en julesang
i hjertet dig at yde,
som skal med tak udflyde,
hjælp selv min troes gang!
2 Man siger mig, du ligger
i krybbe, hø og strå,
kun lig en ussel tigger,
jeg dig dog gerne så!
Nu siger man, hvad kan
en arm hos arme gøre?
Dog hviskes i mit øre,
du er af anden stand.
3 Man siger, at dig følger
kun kors og kummer med,
og at man går i bølger
i dine fodefjed.
Ja, død og Satan til
samt verdens mægtig skare
vil sætte dem i fare,
som dig opsøge vil.
4 Sligt mig vel meget hindrer
og isner mig mit blod,
dog er der lidt, der lindrer
mig ved min hjerterod.
Jeg ved ej hvad det er,
det er en lyst og længsel
at følge dig, om trængsel
mig end til døde skær.
5 Du ser dog, hvad mig knækker,
jeg intet kan formå,
min egen kraft ej strækker
til himmelhøjt at gå.
Så drag mig, Jesus, fort!
Det er jo dog en glæde
til livet at indtræde
igennem dødens port.
Højs 1,4
Thomas
Kingo 1689.
127
Mel.:
Fryd dig, du Kristi brud
1 Frisk op! Endnu engang,
vi vil med bøn og sang
i Ånden os forene
at synge, hvad vi mene:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
2 Gak, sorrigfulde sind,
gak med i stalden ind!
Gud vil sin Søn dig skænke,
hvor kan du dig da krænke?
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
3 Du stolte! bøj dig ned
i hjertens ydmyghed,
se, med hvor ringe sager,
din Gud til takke tager:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
4 Du arme! syng og sig:
O, jeg er mer end rig,
jeg har i stalden fundet
min skat i pjalter bundet.
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
5 Du rige! tænk dig om
ved Jesu fattigdom,
se til, du ej forglemmer
din frelsers arme lemmer!
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
6 I gamle, lister hen
til eders sjæleven,
Går også med, I unge!
af hjertens grund at sjunge:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
7 Hvert ægtepar især
ved denne frydefærd
de unge vej skal vise,
Guds kærlighed at prise:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
8 Og I velsigned små
skal ej tilbage stå,
i Herrens hus og hjemme
opløfter eders stemme:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
9 Så skal ej korsets tvang,
ej døden selv engang
os fra vor Jesus rive,
men det skal derved blive:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene